Shakin' Stevens

Bedst som livet ser ud til at flaske sig på alle parametre, når alt ser ud til at være Friede, Freude, Eierkuchen, så kan man næsten være bombesikker på, at man får overrakt et af sine uforløste dilemmaer - du ved, et af dem, man troede, man ved en heldigt spillet skæbnehånd havde undgået at konfrontere. Sådan er det bare ikke, skidtet ligger på lur og venter bare på at slå til, når man allermindst venter det og tror sig i sikkerhed.
Der er udslag på min stressdetektor - og det er på en måde godt, for tidligere har jeg ikke været god til at identificere stress. Jeg er ikke sådan en som "går ned" med noget, jeg er mere sådan en Duracell-kanin, som bliver ved, og ved og ved...
2008 og de efterfølgende år var nogle rigtig gennemrådne år for mit vedkommende. Finanskrisen ramte og Stefan mistede sit job, min bror udviklede en alvorlig sindslidelse, min mor døde og det føltes ærligt talt som om, der ikke var mange grænser for ulyksalighederne. Samtidig var jeg endt i en rigtig usund relation på mit job. Min faste makker, som også - dengang - var min ven, var havnet i massivt økonomisk uføre og arbejdede dag og nat, både i sundhedssektoren og i sit private firma. Det betød, at hun ærligt talt ikke var mange sure sild værd, når hun mødte op som sygeplejerske og ansvarshavende i vores faste vagtstilling  og fordi jeg er, som jeg nu engang er, sagde jeg slet ikke nok fra, i forhold til hvad den situation gjorde ved mig og min arbejdsbyrde. Og ikke mindst hvad den gjorde ved nogle af de patientforløb, vi sammen havde ansvaret for.
Jeg begyndte at blive syg dengang - min vægt steg, mit blodtryk og min puls var faretruende høje og jeg fik bylder i halsen cirka hver anden måned og jeg endte med at udvikle en alvorlig form for paradentose, den, som soldaterne i skyttegravene under 1. vedenskrig, ifølge min tandlæge, fik, som følge af en uheldig bakteriekombination og massivt stress. De tabte simpelthen tænderne, gjorde de. Jeg blev straks sendt til blodprøvetagning, for får man den slags i min alder, er det enten fordi man er alvorligt syg af kræft eller helt udbrændt af stress. Der var heldigvis intet som tydede på kræft og jeg var jo heller ikke stresset, forsikrede jeg hårdnakket tandlægen. Jeg endte med at få fjernet mandlerne TO gange, fordi den første operation slog fejl og det lykkedes også tandlægen og jeg i fællesskab at redde spisestuemøblementet, hvilket nærmest er at betragte som et uforklarligt mirakel.
Siden er alting jo heldigvis blevet bedre. Jeg fik i forbindelse med en fusion på jobbet en ny makker, som jeg svinger rigtig godt med, både fagligt og værdimæssigt og det sidste års tid har jeg endda næsten fået styr på vægten (ved at lytte til nogle af de læger og kiropraktorer, som tænker mere alternativt og inddrager hormonsystemet i behandling af overvægt, men det er en anden snak!) og jeg er lige så stille begyndt at kunne motionere igen. Ærligt talt er det mange år siden, jeg har haft det så godt.
Og hvad sker der så? Min nye makker har måttet tage orlov på grund af et sygt barn og hvem træder ind på scenen igen? Yep. Min gamle makker, som ikke lader til at have fået specielt meget styr på den økonomiske situation og fortsat arbejder nattevagter i ugevis i træk uden særligt megen søvn.Vi har haft vagter sammen og det er gået sådan ok, jeg er et andet sted nu, end jeg var dengang, heldigvis.
Men så er det, at jeg pludselig oplever, at hænderne begynder at ryste en lille smule indimellem, maven snører sig sammen og min søvn bliver forstyrret.
You can run, but you cannot hide og fandensparkeme om jeg vil tillade at jeg skruer mig selv ned i den suppedas en gang til. Jeg gider ikke sidde og ligne et rysteribs igen. Jeg bliver nødt til at finde en fornuftig og nogenlunde moden måde at deale med det her på, så det håber jeg, jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det.
I'm older and wiser.

Kammerater!

Det kan bare komme an, det der!

(Ok så, lige på det her område er det en fordel kun at have et barn, som i år får litteratur og ikke en 30 kg tung boksebold. Som jeg iøvrigt pakkede ind. Som om man får nogen kredit for det!)

Rimelig selvfed følelse, når jeg ser bort fra at mine hænder ryster af stress over alt det, jeg skal nå i denne uge. Håber jeg kan få dem til at holde op med noget, som hedder "bodypump" senere....

Movember - it's good to be alive!

Egentlig skulle teksten have handlet om at frigøre sig fra sine forældre og om selvrespekt. Det første, fordi jeg i mine relationer i øjeblikket bliver konfronteret med mennesker på 50 år, som på mange områder vælger at leve som en slags voksenbabyer i symbiotiske forhold med dere gamle (80+) forældre, som de regner med fortsat klarer de paragraffer (økonomi, børnepasning og -opdragelse), som man egentlig godt kunne forvente, de selv - så småt! - begyndte at tage sig af. Jeg ser ind i et univers, som er fremmed for mig - og det gør jeg naturligvis fordi, en sådan forældrerelation er en luksus, jeg ikke kender til. Mine forældre er døde og borte, you know. Og det har de været i mange år.

Musikledsagelsen til denne post er dermed at betragte som et citat fra den smukke majaften for 25 år siden, hvor vi var nogle, som var tæt på at dø i en trafikulykke, fordi vi eksploderede i et inferno af først grin, så gråd, da det energiske og overgearede omkvæd "it's good to be alive, it's good to be alive, it's good to be alive" strømmede ud af radioen. Et par timer forinden var min far død efter et langt sygeleje og vi havde forladt Marselisborg Hospital i Århus med de obligatoriske blå plastikposer, indeholdende nogle få af hans personlige ejendele. Jeg har siden måttet sande og give pårørende ret i, at det er en umådelig akavet situation at stå med de forbandede blå poser ved sin bil - skal de i baggagerummet eller på forsædet? Jeg har engang efterfølgende forsøgt at trøste en utrøstelig datter, som kom tilbage til afdelingen efter en lignende oplevelse. Da hun stod ved bilen, kunne hun simpelthen ikke finde ud af at placere den blå pose med sin mors parykhoved i bilen og brød sammen. Jeg ved, hvordan det er.

Tankerne om selvrespekt kom til mig, da jeg en sen nattetime faldt over dokumentaren "The center will not hold" på Netflix om journalisten Joan Didions liv og virke. Jeg kendte joan Didion af navn, men har nået til at dyrke hendes forfatterskab. Det er en fejl, som jeg straks er gået igang med at rette op på og lige nu læser jeg "Blå timer", som handler om forældreskab og tabet af datteren Quintana.

Joan Didion har både karakter og selvrespekt og på mange måder hænger de tanker, dokumentaren vækker, rigtig godt sammen med det første emne, jeg beskrev. Jeg skal også have læst essaysamlingerne "Slouching Towards Betlehem" og "The White Album" og naturligvis "Et år med magisk tænkning".

På næsten magisk vis hænger alle disse tanker for mig sammen med Halloween og November. Hvis jeg nu var en gammel heks, som levede i pagt med naturen og de førkristne religioner, ville jeg 31 oktober fejre min nytårsaften, fordi det her året naturligt slutter. Høsten er i hus og det er tid at hvile og lade det nye spire frem. Jeg er ikke nogen heks og kan faktisk efterhånden ikke rigtig entydigt bekende mig til nogen religion, men jeg kan ikke afvise, at der var magi med i spillet, da jeg for 12 år siden sad alene på allehelgensaften og gjorde noget uventet, som førte til at jeg mødte Stefan. Betyder det så at vi har levet i sukkersød lykke og harmoni ever since? Øh næ, for det er sådan - som min mosters mand påpegede ved hendes bisættelse - at når man gnider to skarptslebne diamanter mod hinanden, så kommer der sgu lidt kulstøv. Og sådan har vores liv også formet sig, men det vigtigste er et forhold har en fremdrift, som gør at man får muligheden for at udvikle sig. Ihvertfald efter min mening. Jack Nicholson siger det så smukt i filmen "As good as it gets": You make me wanna be a better man!

Sammen har vi foretaget nogle seriøse livsstilsændringer de sidste 3 måneder og huhej, hvor det går derudaf med det. Jeg har tabt mig noget tocifret, men har fået totalt baghjul af Stefan, som vi må erkende bare er familens største taber. Man kan lige pludselig sagtens se, at han har en fjern fortid som faldskærmsjægersjægersoldat nede i Nagold! Forleden kom jeg til at gå forbi ham henne på stationen, da han hentede mig iført stramme jeans, t-shirt, en velsiddende blazer og solbriller. Jeg registrede godt nok ud af øjenkrogen, at den mand egentlig så meget pæn ud - og så gør det jo ikke noget, at man opdager, at han faktisk er min! :-)

Vi har også fået et Fedtnisse-abonnement og Stefan er begyndt at træne meget flittigt - jeg halter igen lidt bagefter, men det er ikke altid det er let at nå fra Høje Tåstrup til Pilates, men alt i alt gider jeg ikke stresse over noget som helst. Det går som det skal. Jeg har aldrig gidet gøre kost og sundhed til religion, så jeg læser "Forbandede sunddom", bare lige for at minde mig om, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld gider jeg godt have det rart i min krop (it's the greatest instrument, you'll ever own!) og jeg gider godt, at det ikke gør ondt nogen steder.

Så i år er der både grund til at fejre November og Movember (bevægelsen med fokus på mænds sundhed), så det gør vi i stor stil. Vi hygger, slapper af og tager "en dyb enhjørning" - som journalisten Mette Fugls barnebarn siger - og lader op til hektiske december.

Det er ærligt talt ikke så dårligt at være i live!

Optur

Efter gårsdagens nedtur, er det tid til optur!

Jeg har totalt optur over, at "mit" parti gik en lille smule frem - ca 1/2 million stemmer! - hvilket i Tyskland slet ikke er nok, men under omstændighederne rigtig godt!

Jeg har også optur over, at partiet i mit favorit feriekvarter i Berlin blev den største sejrherre med 29,2 % af stemmerne, samt at AFD her fik en meget ringe tilslutning. Det er også optur, at Gregor Gysi, som er valgt på et såkaldt "Direktmandat" blandt disse blev den største stemmesluger i hele Berlin.

Den sidste humanist er ikke død endnu, garanterer jeg, og hvis min yndlingssocialdemokrat i samme kvarter, Cansel Kiziltepe, også har klaret den ( ja, sådan en har jeg også!), så skal det nok gå. 

Jamaica, Jamaica, Jamaica...

Go' tur til Jamaica, Merkel - den bliver dyr og ubehagelig og jeg tror godt, vi kan regne med at Mutti ikke bliver sulten foreløbig, hun løber ikke tør for nådsensbrød lige med det samme.

Hun ligger, som hun har redt - you've made your bed, now die in it!

Det har været forventet længe, men er alligevel ikke let at se den tyske højredrejning, sådan brunt på sort, rødt, guld. Ak ja.

Det er ikke kun Merkels skyld - hele venstrefløjen har et medansvar ( ok venstrefløj og venstrefløj - SPD er blevet (små) borgerlige og die Grünen er socialliberale - nu har de siddet og fedtet med et flertal i 4 år uden at kunne blive enige om andet end "ægteskab for alle". Hvordan havde nogen af dem forestillet sig, at vælgerne ville tage dem alvorligt, når de trods flertal i Bundestag ikke kan lægge deres ævl og kævl til side og danne en regering. Jeg har mistet tålmodigheden med jer for længst, socialisttyper i alle lande, men især i Tyskland! 

Vi må videre på den ene eller anden måde og det kommer vi formodentligt også.

Guldsandaler, swimmingpool og ferieallergi

Om lidt er ferien forbi og det er slut med guldsandaler og swimmingpools.

Guldsandal - i love it!

Swimmingpool - årets sidste cocktail.

Det blev en lidt stille ferie denne gang, for åbenbart er det mit lod i livet at afvikle sygdom i ferierne - jeg er enhver arbejdsgiver i konkurrencestatens våde drøm. 

Et massivt udbrud af norovirus eller roskildesyge, om du vil, nedlagde flere hundrede mennesker i løbet af denne uge inklusiv rejseselskabets guider. Over 200 måtte have lægehjælp, endnu flere var syge og klarede sig igennem på egen hånd, således også vi og vore naboer.

Vi kom igennem det og blev hurtigt friske igen, selv om jeg en overgang fantaserede om at jeg havde tarmslyng og ville ende mit liv mellem hænderne på en Adonis af en kirurg i et tilbagestående sundhedsvæsen inde i Preveza. Stefan var endnu ikke blevet dårlig og i min febervildelse var jeg noget mere end stødt på mancetknapperne over, hvor roligt han tog min forestående bortgang.

Vi nåede et par strandture og en fantastisk udflugt og resten af tiden slappede vi af og læste ved poolen og det var sådan set ok.

Bedre held næste år, tænker jeg, og håber at jeg ikke har udviklet en decideret allergi overfor feriekonceptet som sådan.

Ioannina

Efter den sene frokost i Taverna Dionysos i Monodendri gik turen til hovedbyen i regionen, Ioannina - eller "jannina", som grækerne udtaler bynavnet. Byen har ca 112000 indbyggere og er hjemsted for lidt industri, fjerkræproduktion og en af Grækenlands største mejerikoncerner. Et af Grækenlands mest velansete universiteter har også hjemme her og byen har en fortid med store tænkere og en stor rolle i den græske oplysningsperiode. Her er også et særdeles fornemt universitetshospital, som skulle være markant bedre end det normale græske sundhedsvæsen. 

Rollen som universitetsby bevirker, at her bor mange unge, moderne mennesker og det ses på kulturen - her drives virkelig megen sport i modsætning til andre græske egne.

Byen ligger smukt omkranset af bjerge ved pamvotis søen, den største sø i nordgrækenland.

Tidligere var den hjemsted for den tyrkiske administration i osmannerriget og især for Ali Pasha, den albanske storfyrste, som regerede her og blev myrdet af tyrkerne i1822, fordi den tyrkiske sultan havde mistet tålmodigheden med Ali Pashas egenrådighed og magtbegær. Han blev skudt i et kloster, hvor han havde forskanset sig, ude på den lille ø i pamvotis søen og faktisk fik han en heltebegravelse af ioanninas i indbyggere, for selv om han var brutal og gik under navnet " løven af ioannina", så gjorde han byen og regionen særdeles velhavende.

 Så begejstrede var Pargas indbyggere nu ikke for ham - hans borg ligger udenfor byen og hans kanoner pegede direkte mod byen og således belejrede, tog Pargas indbyggere benene - altså deres forfædres! - på nakken og flygtede til Korfu, før Ali Pasha indtog byen.

I en lille by tæt på Preveza er der på en bjergtop et monument for byens kvinder, som, mens de dansede deres lokale kædedans, kastede først deres små børn og så sig selv i døden fra klippen. Ali Pasha var brutal og frygtet og hadet af de fleste i indbyggere i regionen.

Inde til højre ligger den gamle bydel og resterne af borgen og Ali Pashas palads og de fleste deltagere halsede afsted for at nå det hele på den halve tid. Vi besluttede hurtigt at byen og området må blive genstand for en udflugt en anden go' gang på egen hånd. Her går udmærkede lolalbusser mange gange dagligt fra Parga eller også lejer vi næste gang en bil og ser nærmere.

Istedet fik vi sådan en her, mens vi betragtede turbådene til den lille ø, hvor der ligger fantastiske ruiner af 6 forladte klostre.

Det er tæt på efterår i Ioannina nu. Snart kommer regnen og tågen og siden sneen på bjergene. Her er stadig mildt og lunt, på vores tur havde vi omkring 23 grader. Ude ved kysten er her lidt varmere om dagen, nætterne er kølige og kommer ikke over 18 grader. Jeg sover både med nattøj og tæppe - faktisk er her nok lige i det køligste for en hund efter varme, som jeg. Men perfekt til de, som ikke tåler de høje temperaturer og perfekt til udflugter.

Vi glæder os til at se grundigt nærmere på Ioannina en anden gang.