Puslerier

Endnu en dag i Coronaens klør truer. Normalerweise har jeg ingen problemer med at få tiden til at gå hjemme på egen matrikel i eget selskab - faktisk går jeg ofte og sukker efter netop dette - men det er som om elementet af tvang installerer en vis modvilje og trods i systemet. Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan den menneskelige psyke er skruet sammen.

Istedet for at få en masse hængepartier og projekter fra hånden, skiftevis sidder og går jeg hvileløst og planløst rundt. Jeg kan ikke rigtig få roen til at indfinde sig. Min elskede yoga hjemmetræning giver en kortvarig følelse af ro og kontakt til fundamentet, små øer af helle og ro, men de varer ikke længe. 

Eller sådan var det ihvertfald indtil weekenden. Jeg har længe gået med en følelse af at være hensat til min barndoms land med bilfri søndage und alles, en slags 70'erne-revisited, og så var det jeg kom til at tænke på, hvordan vi fik tiden til at gå i mit barndomshjem - når altså ikke det var november og december og der skulle flettes julehjerter. Vi lagde, blandt mange andre aktiviteter, puslespil! Jeg har godt nok den sidste tid ud af øjenkrogen lagt mærke til, at puslespil til voksne er den hype, som har overtaget efter malebøgerne til selv samme segment, og ikke et ondt ord om dem, men jeg har alligevel ikke rigtig skænket fænomenet megen opmærksomhed. Altså indtil nu.

Når vi ikke kan komme til Berlin, må Berlin komme til os. Vi er, ud over yoga, nu også blevet afhængige af at lægge puslespil i fællesskab, det foregår i god ro og orden og det er vigtigt at notere, at ingen blev dræbt under processen. Flere er bestilt og på vej, jeg håber, vi kan opretholde denne aktivitet, også efter Corona, for jeg opdager pludselig, at vi begge slipper vores smartphones i timevis og bare helliger os øjeblikket og de puslerier, som foregår i nuet. Dejlig oplevelse. 

Coronakarantæne

Tiden flyver afsted, selv om der ikke rigtig sker så meget. Vi arbejder begge nat i øjeblikket - Stefan kun på hverdage og jeg hver anden uge. Den forløbne uge har jeg holdt fri og Stefan har også været hjemme, for han blev syg i søndags med forkølelse, tør hoste, muskelsmerter og en rigtig grim øjenlågsbetændelse. Om det er corona aner vi ikke, for det er ikke muligt at blive testet, hvilket er ret utrygt, for det forventes at jeg stadig går på job i sundhedssektoren, så længe jeg ikke selv har symptomer. Helt hen i vejret, hvis du spørger mig.
Heldigvis var der mulighed for at jeg kunne tage en feriedag i søndags op til min friuge, jeg er simpelthen så bange for at smitte nogen.
Jeg er bestemt heller ikke god til at Stefan er syg af noget, som potentielt kan være farligt og slå ham ihjel, faktisk er jeg pænt rædselsslagen. Stefan har kun en lunge, den anden fik han fjernet, da han var 5-6 år gammel, fordi den var helt ødelagt af infektion, som desværre ikke var blevet opdaget i tide. Det er lidt af et mirakel, at han overhovedet er i live, dengang troede ingen læge at han ville blive over 30 år gammel, men når man ser ham i dag, ville man aldrig et sekund tænke, at han tilhører gruppen af svagelige individer. Dengang fik han streng besked på, at han ikke måtte anstrenge sig, løbe eller motionere, det ville være den visse død, men det overholdt han ikke og begyndte at spille fodbold i smug, så hans mor ikke opdagede det. Det har reddet hans liv, siger hans læge, havde han fulgt anvisningerne dengang, var han uden tvivl død tidligt.

Heldigvis ser det ud til, at det, han har fejlet, har været fredeligt, for han har allerede været symptomfri et par dage. Det er jeg så ikke, for torsdag var det min tur til at få præcis samme omgang, bare i en lidt mildere version. Jeg forsøgte at overtale mit lægehus til at få en test, men de var hverken til at hugge eller stikke i, selv om det onsdag var blevet meldt ud, at testkapaciteten nu var forøget. Sekretæren sukkede meget træt overfor det argument, hun mente, det kunne være rart hvis sundhedsstyrelsens og sst også meldte de nye retningslinjer ud til de praktiserende læger, FØR de gik på tv med dem.

Egentlig var det meningen, at jeg skulle være vikar på en neurologisk afdeling i weekenden, men det måtte jeg selvfølgelig melde fra til, og som det er nu, kan jeg heller ikke komme på job, før jeg har været symptomfri i 48 timer. Så nu sidder jeg her. 

Helt trist har det ikke været. Vi har da været sløje, men før corona ville vi jo bare have taget et par panodil og fortsat vores liv, måske med lidt ekstra søvn og hvile.

Før jeg blev syg, malede jeg en kommode fra genbrugsshoppen - 75 kr plus lidt ekstra til maling. Vi fik også hængt en plakat op. Jeg er ikke specielt kunstinteresseret eller begavet, men Käthe Kollwitz er og bliver min yndlingskunstner. Jeg har hendes samlede dagbøger, som blev bearbejdet til udgivelse af sønnen Hans og den bog følger mig stort set altid. Hvis man er interesseret i første og anden verdenskrig og især mellemkrigsårerne, er dagbøgerne en helt særlig øjenvidneberetning fra perioden. Jeg læser den på tysk, men den fåes også oversat til engelsk.

Eftermiddagste med 2 af mine yndlingstyskere og Claus Meyers kanelsnegle blev det også til.

Man kan ofte finde passager i Käthes dagbøger, som nærmest reflekterer ens egen tid. I 1918 rasende den spanske syge i hele verden og man kan glæde sig over, at man i det mindste ikke har en søn, som er faldet i krigen og en anden, som er læge på et feltlazaret, samt en mand, der er fattiglæge og nu har lagt sig med den spanske syge efter at have tilset 100 influenzapatienter dagligt i praksissen hjemme i privaten i Prenzlauer Berg.

Käthe er en af mine yndlingskvinder i hele verdenshistorien, ikke fordi hun var den første kvindelige professor på det preussiske kunstakademi, som Kejser Wilhelm hadede som pesten (hende og impressionisterne, de lilatte svin!) og heller ikke på grund af hendes politiske ståsted og virke, men på grund af kærligheden til menneskeheden og børnene, som aldrig et sekund svigter, uanset hvad hun gennemlever.

Jeg synes ikke ligefrem, jeg selv tager den her situation i stiv og strakt arm, jeg tænker en del over, at jeg vist ikke ligefrem er gjort af heltemateriale. 

Svære valg

Tjah, hvad kan jeg sige?

For lidt over en måned eller halvanden siden så jeg på nogle lidt mere dubiøse områder af nettet de grusomme, skjulte optagelser fra Wuhan, hvor kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelsesejendomme til og - angiveligt - efterlod coronasyge borgere til deres ubegribelig skæbne. Det var nok allerede dengang, det gik op for mig, at dette formentlig blev "the real deal", pandemien, som stort set alle infektionsmedicinere altid har sagt vil komme.

Allerede dengang overtalte jeg Stefan - som syntes, jeg var komplet bonkers- til at vi skulle forberede os lidt, ikke på hamstringsmåden, men der er olie på tanken, brænde i garagen og en fuld gasflaske ligeså. Nå ja, og så vores evindelige plantemælk, som holder længe og en masse havregryn. Så kan det ikke gå helt galt 😁

Så nu sidder vi her. Jeg har taget hul på en friuge og vælger at afstå fra ekstraarbejde og sociale arrangementer. Stefan skal arbejde, men har byttet til nattevagter, hvor han er stort set alene, så en slags selvvalgt karantæne er det vel. Eller et retreat - sådan kunne man jo også vælge at se på det?

En ting var jeg så ikke forberedt på og det var at fravælge kontakt med Andreas, som jo plejer at komme her mindst hver anden weekend. Men hans far og jeg talte det igennem og det kan ikke være anderledes. Andreas og far bor sammen med farmor og har også kontakt med faster, som har cystisk fibrose, og jeg tør slet ikke udsætte dem for fare, set i lyset af udviklingen på mit job. Det er en svær og bitter pille at sluge, men sådan må det være.

Tanker i toget

Godmorgen fra Corona-expressen, nu med pladsbillet, som angiveligt skulle beskytte mod covid-19. Den medicinske mekanisme er mig på dette punkt ukendt, jeg ville hellere have haft et relevant åndedrætsværn. Hvis du nu ryster på hovedet og ruller med ørerne i uforståen over mit hysteri, så er du tilgivet. Jeg er i det overbærende hjørne i dag ♥️
Og ret skal være ret - der er stort set ingen med toget, hvor vi normalt plejer at sidde virkelig tæt og endda stå mellem sidderækkerne. Så det virker altså!

Jeg har ikke kørekort og har altid benyttet cykel og offentlig transport. Jeg tilbringer mindst 4 timer af hver arbejdsdag i tæt kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning og det er for det meste en hyggelig oplevelse. Nogle gange giver det også mulighed for at arbejde med den irrationelle angst og intolerance, man kan blive opfyldt af - det oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden kom til at sætte mig ved siden af en meget, meget forkølet kineser, som ihvertfald ikke opretholdt det, vi ovre i sundhedssektoren kalder en god håndhygiejne. Da gnavede det lidt i tolerancen og velviljen, uanset hvor meget jeg ville ønske, det ikke var sandt. Eller da jeg sad ved siden af ingeniøren, som med en kæmpe vadsæk stort set lige var hoppet af en flyver fra Kina, da arbejdsprojektet grundet epidemien lukkede ned.
Der er både på en hospitalsvagt og sådan en togtur masser af potentielle smittekilder, hvilket jeg egentlig altid har taget i stiv arm - jeg har passet turberkulosepatienter, aidspatienter, hjulpet læger med at lumbalpunktere meningitis patienter og i det hele taget været i kontakt med mange forskellige smitsomme sygdomme i mit arbejdsliv og jeg ved, at nogle gange bliver man  bare nødt til at klamre sig til sin rationelle tænkning og videnskaben for ikke at blive opslugt af angst. Det går for det meste godt, jeg har sjældent været bekymret for mig selv. Det er jeg heller ikke nu mht til det nye coronavirus og ej heller særligt meget for Andreas. Til gengæld bekymrer jeg mig lidt om farmor, lidt mere om hans faster, som har cystisk fibrose og hans fars kæreste, som lige er på vej ud af et kræftforløb. Jeg bekymrer mig en hel masse om Stefan, som kun har en lunge.

Det hjælper ikke konstant at få tudet ørerne fulde af, at det kun er de gamle og svage, som dør. Det er så heller ikke sandt, men når man elsker en del mennesker, som vil falde ind under begrebet "svagelig" får jeg faktisk mest lyst til at slå kynikerne meget, meget hårdt, men eftersom jeg er i det overbærende hjørne, gør jeg det naturligvis ikke. Iøvrigt ved jeg også, at de enten siger, som de gør, fordi de enten ikke ved bedre eller selv kæmper for at holde angsten fra døren. Så overbærenhed er svaret.
 Jeg nøjes blot med at konstatere, at denne krise giver god mulighed for at lære et par sandheder - en af dem er, at nogle mennesker måske ikke betyder alverden for dig, mens de for en anden ER hele verden. Det synes jeg er vigtigt at huske på i denne tid, når vi taler om pandemi en, som har ramt os og ikke mindst dens ofre.

Den sidste uge har jeg haft et kæmpe behov for at gøre min verden lillebitte. Jeg har haft svært ved at takle mange af de ting, som bliver skrevet på fb, i seriøs aviser og sagt på politikernes pressemøder.
Derfor har jeg været nødt til at lukke lidt ned og forsøge at tænke på, hvad det rigtige respons på alt dette skal være fra min side, og hvordan jeg takler det her mest værdigt.
For mig er det ikke så meget angsten, det handler om, men jeg går med en stor og eksplosiv vrede over, at vi feks i psykiatrien og på mit afsnit forventes at håndtere corona smittende, men slet ikke får udleveret de rigtige værnemidler til opgaven.
Det er nok den største mavepuster, jeg i mine 25 år i det danske sundhedsvæsenet har oplevet. Så lige nu kæmper jeg for, at beherske mig og forsøge at vælge de nyttige og rigtige handlinger, så man ikke ender med at ligne en lille, vred hund, som konstant står og bjæffer af en stor og komplet ligeglad grand danoir... Det kan godt være den lille, vrede hund har retten på sin side, men hvis den ikke får den store, magtfulde hund i tale, sker der intet og en masse sundhedsprofessionelle risikerer at komme galt af sted.

Yogaen gav mig for nogle dage siden ordet "overbærenhed" i forbindelse med at rumme kyniske udtalelser, så mon ikke jeg også finder en løsning? Det er jeg nødt til at håbe og tro på.

♥️

Siden sidst

Der er gået lidt over 1 år, siden jeg, i forbindelse med ibrugtagning af ny telefon, "smækkede mig ude" fra min blog.

Det bliver spændende at se, om jeg overhovedet kan finde ud af at skrive flere sætninger i forbindelse med hinanden. Jeg kan mærke, det allerede er svært med tegnsætningen - altså værre, end det plejer at være :-)

Nå, men hvad har jeg så lavet i al den tid?

1: jeg var lige startet på nyt job i nyt speciale, sidst jeg skrev. Jeg er stadig i ansat i psykiatrien og er overbevist om, at det var det rigtige valg. Om jeg fortsætter i mit nuværende job i akutmodtagelsen, ved jeg endnu ikke helt. Jeg elsker det akutte, hvad enten det er psykiatri eller somatik, men psykiatrisk sygepleje er i høj grad relationsarbejde og det er der ikke så meget plads til i akutmodtagelsen. Samtidig er der i den psykiatriske akutmodtagelse nogle meget, meget rigide opdelinger med hensyn til opgavefordeling mellem sygeplejerske og sosu-assistent, som jeg ikke helt ved, om jeg gider slås om på mine gamle, eller ihvertfald ældre, dage. Vi får se, tiden er gået med arbejde, kurser, kurser, kurser - der er masser af nyt at lære, når man skifter spor. I love it, som Ole Henriksen siger

2: Jeg har været ude at rejse 3 gange. Sommerferie med Andreas i Grækenland på vores sædvanlige yndlingshotel hos den græske familie i Parga. Måske var det sidste gang, for bedstefar, som jeg tidligere har skrevet om, var lige død, da vi kom, og det var derfor endnu uklart, hvad som kommer til at ske med hotellet.

Jeg har også været i Berlin et par gange - en gang som "rejsefører" for et par veninder og en gang med Stefan. Jeg fik endelig set Käthe Kollwitz museet og i den forbindelse, ved et tilfælde sværger jeg! - stalket mit politiske idol.

3: Stoppet med at ryge. Og denne gang håber jeg, det bliver for altid. Vi får se, jeg er en forhærdet misbruger og det er en proces, som tager tid. Jeg kan mærke, at erfaringerne fra tidligere rygestop kommer mig til gode. Jeg kender faldgruberne lidt bedre.

4: Etableret en daglig yoga og meditationspraxis. Meditationen har jeg været igang med siden sidste folketingsvalg og i den forbindelse har jeg - helt ærligt!, No jokes - virkelig meget at takke Rasmus P. for. Uden ham havde jeg simpelthen ikke knækket koden.

En af mine nye kolleger tog på yogarejse til Zanzibar med Cathrine Kofoed ovre på cathrineyoga.dk og kom så begejstret retur, at hun nu er igang med at uddanne sig til yin yang yogalærer. Jeg nøjedes med at købe mig onlineadgang og det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Den motion, som virker, er den, man får lavet og yin yogaen passer i mit liv og har siden årsskiftet været en daglig foreteelse. 

5: Været tæt på at konvertere til buddhismen. Jeg har en indre proces igang med hensyn til tro og religion, som er en spændende rejse at være på. Det er gået op for mig, at jeg ikke er kristen længere, og derfor er jeg i en proces med at finde ud af, hvad jeg så er.

Der er givetvis sket meget andet siden sidst, men dette er "the highlights". 

Friugen er begyndt og det er tid til morgenyoga 😁🙏

Hjemme igen!

Efter ikke at have kunnet kommentere på min egen og andres blogge i over et år, løste problemet sig pludselig. Det var bare en lille dingenot, som accepterer tredjepartcookies, som skulle slås til.
Dejligt, at være hjemme på bloggen igen :-)!

Jeg bor til leje på Huawei...

Så døde batteriet på min elskede IPhone og indtil jeg har fået det skiftet og reddet min musik og mine billeder, må jeg lide den tort, at bruge Stefans gamle android telefon, som objektivt set nok er 1000 gange bedre, men ærligt talt en temmelig mærkelig anordning for en inkarneret IPhonepige som mig. Gammel er nok så meget sagt, Stefan skifter telefon pænt ofte, hvor jeg bruger mine op til de simpelthen dør mellem hænderne på mig på de allermest uheldige tidspunkter.

Telefonskiftet har bevirket at jeg af en eller anden grund nu er smækket ude fra alle mulige profiler på sociale netværk, bla min nye fb-profil, som jeg for engangs skyld var blevet en lille smule glad for. Jeg kan heller ikke besvare kommentarer på bloggen her.
Det løser sig måske.
Den eneste fordel er kameraet og jeg skal da hilse at sige, at Stefan har kørt med nogle pænt fordelagtige portrætfiltre i det kamera - man ser ud som om, man ikke er en dag over 20, når man tager sig en selvfed med det kamera!

Det korte af det lange er, at jeg har besluttet at sanere ud i de digitale platforme, jeg har efter princippet live & let live. Og eftersom bloggen her nærmest er døende, så bliver den i snarest fremtid udsat for medlidenhedsdrab, ihvertfald et midlertidigt et af slagsen. Tiderne og blogmediet har ændret sig. Jeg savner at skrive om noget saftigt og kraftigt, eller ihvertfald bare noget for mig vedkommende, men det er som om jeg hvergang der skal trykkes "udgiv" går i stå pga de overvejelser, som uvægerligt melder sig om det er for meget, for privat, for meget...mig :-)
Og så bliver det hele ved tanken.

Måske finder jeg igen balancen og måske ses vi så igen her, men indtil da, må du have det så pænt.