fredag den 24. juni 2016
Henry er ung med de unge!
Min begejstring for den tyske politiker Gregor Gysi er efterhånden en stående vittighed her i huset. I Tyskland er det nemlig et særdeles velkendt fænomen, at især midaldrende kvinder er fuldstændigt skudt i manden og gerne kaster sig over ham, uanset hvor han går og står.
(ok, jeg indrømmer, at der var den episode, hvor jeg forsøgte at indgå en underhåndsaftale med Peter om at få fat i en af Gysis valgplakater med sloganet "Gregor kommt!" til at hænge over min seng. Socialdemokraten er den eneste, som forstår mig. Hun er en ivrig Suzy Quatro-fan og har engang trampet rundt i sit idols baghave ovre i England og derudover er hun overbevist om, at hun må være et uægte barn af Poul Nyrup Rasmussen. Selv siger Gregor Gysi iøvrigt, at det er dybt sexistisk at antyde, at kvinders interesse i ham skulle være andet end politisk. Det er nemlig rigtigt, Gregor! Kvinder har andet i hovedet end sex, sjampagne og sovekammerøjne. Nogle af os kan rent faktisk virkelig godt lide mænd, som mener noget, har noget mellem ørene og har selvironi og humoristisk sans. Også selv om de kun er 160 cm høje, har briller og og er skaldede.)
Nevermind. Nu viser det sig, at jeg måske får en lille smule oprejsning. Det er nemlig ikke kun midaldrene kvinder, som kan lide Gregor Gysi. Det viser sig, at han blandt 80-90 % af de 18-30-årige tyskere er den højst elskede politiker. Han siger selv, at det er fordi den aldersgruppe - modsat de bange, vrede, gamle mænd og kvinder - forstår globaliseringen og den verden, vi lever i. Det gør Henry også, vil jeg bare lige sige :-)
Lige i øjeblikket vil jeg nogenlunde ligeså gerne komme en blikspand over hovedet og slå hårdt på den i længere tid, som at lytte til politik. Men jeg følger gerne den uafhængige journalist Tilo Jung og hans udsendelser "Jung & naiv - Politik for desinteressierte" på youtube. Gregor Gysi kan måske nok holde brandtaler i Bundestag, men han er allerbedst i de stille samtaler og han er allerbedst til at formidle sine analyser af tidsånden og til at forsøge at skabe forståelse for, hvad der rører sig i folk.
For mig er han en "Wutfänger" - en, som skaber forståelse og forsøger at samle, frem for at genere angst, vrede og had. At han så desværre ikke har så meget held med det i den store sammenhæng er desværre en anden sag. Han er oppe mod pænt mange europæiske hadprædikanter, må man sige.
I går stemte nogle af Europas vrede, - og primært gamle - bange mænd og kvinder fremtiden væk fra kontinentets børn og unge. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kommer til at ske, hvis - og her burde jeg nok hellere sig NÅR - Marine le Pen bliver præsident i Frankrig. Jeg håber ikke Gysi får ret i, at vi indenfor en 10-årig periode kommer til at se væbnede konflikter - krig - på europæisk grund. Han plejer ikke være nogen dommedagsprædikant, men sidste sommer gik hans tale fra Bundestag i 1999 om de manglende betingelser for indførelsen af fælles valuta sin smertelige sejrsgang - alt hvad han dengang forudsagde om sydeuropas indtræden i euro-samarbejdet blev pludselig til virkelighed.
Euro NICHT SO!
De gamle, vrede, bange mænd og kvinder er formodentlig ligeglade, blot de får lov at leve i illusionen om at kunne klynge sig til den lille stump velstand, som er deres. Det er heller ikke de, som skal i krig. Og det er ikke de, som har 12-årige sønner, som måske en dag skal sendes afsted til en uvis skæbne, fordi de ikke ville dele, fordi de var for bange og for grådige til at ville fællesskabet.
Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg lukker ørerne for hadets og vredens prædikanter og forsøger at undgå at ende for langt ude på fløjen. Jeg forsøger, at forstå og jeg forsøger at se de lyspunkter, små glimt af håb, som også findes nu og da.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
http://politiken.dk/debat/klummer/jarlner/premium/ECE3268426/eu-er-kastet-ud-i-en-historisk-krise/
SvarSletMeget enig med Jarlner. Og iøvrigt en kommentar, som er meget i tråd med ovenstående herres udtalelser de senere år.