Sku' ha' gået til Louis nielsen...

Engang for mange år siden var min mors tyske veninde i Bayern kørt på indkøb sammen med sin mand i deres sølvgrå Mercedes Benz. Det var en usædvanligt varm og lummer dag og de var begge kun iført den allernødtørftigste beklædning; shorts og t-shirts.
De parkerede bilen på den kæmpestore parkeringsplads foran supermarkedet og min mors veninde gik ind for at handle, mens hendes mand nød en stille stund i den svale bil.
Da min mors veninde kom ud af forretningen med alle sine indkøb i poser, slog vejret pludselig om, lyset forsvandt, temperaturen faldt og hagl på størrelse med hønseæg begyndte at falde fra himmelen. Hun ventede en rum tid i sin sparsomme beklædning under halvtaget foran forretningen, men da hun ikke kunne holde kulden ud længere, tog hun en beslutning: Hun løb alt hvad remmer og tøj kunne holde hen til bilen, rev bagdøren op og slyngede alle indkøb ind på bagsædet i en elegant bue, før hun nærmest kastede sig ind på forsædet og hårdt smækkede bildøren efter sig.
Herefter stak hun hurtigt begge sine iskolde hænder ned mellem sin mands bare ben og gnubbede ham grundigt på lårene, mens hun hvinede: "Prøv lige at mærke hvor kolde mine hænder er!"
"Aber Fraülein...!" lød en fremmed mandstemme, på en gang både chokeret og forarget.
Hun kiggede op og opdagede, at det ikke var hendes mand, som sad på forsædet. Hun havde taget fejl  og sad i en fremmed bil.

Så galt gik det heldigvis ikke for mig i aftes, da jeg kom ud af Brugsen og skulle finde Stefan, som ventede på mig i "Sorte Sara". Men jeg nåede at flirte ganske skamløst med manden i den sorte bil på parkeringspladsen og det var først da jeg kom ganske tæt på, at jeg opdagede, han ikke var den, jeg først antog. Stefan sad i vores bil og fulgte optrinnet, først med en vis undren, senere halvt opløst af grin. Begge mænd fik sig et godt grin og heldigvis er jeg også i besiddelse af en vis portion selvironi.

Men beslutningen er taget. Når jeg kommer hjem fra ferie, skal der bestilles tid hos optikeren.