Vi gider godt det her!

Så er det ferie! Andreas og jeg er ankommet til Parga i det nordlige Grækenland. Her er varmere end normalt, forleden var her 40 grader, i dag nøjes vi med 35. 

Vi gider godt det her, gør vi!

:-)

Henry er ung med de unge!

Min begejstring for den tyske politiker Gregor Gysi er efterhånden en stående vittighed her i huset. I Tyskland er det nemlig et særdeles velkendt fænomen, at især midaldrende kvinder er fuldstændigt skudt i manden og gerne kaster sig over ham, uanset hvor han går og står.



(ok, jeg indrømmer, at der var den episode, hvor jeg forsøgte at indgå en underhåndsaftale med Peter om at få fat i en af Gysis valgplakater med sloganet "Gregor kommt!" til at hænge over min seng. Socialdemokraten er den eneste, som forstår mig. Hun er en ivrig Suzy Quatro-fan og har engang trampet rundt i sit idols baghave ovre i England og derudover er hun overbevist om, at hun må være et uægte barn af Poul Nyrup Rasmussen. Selv siger Gregor Gysi iøvrigt, at det er dybt sexistisk at antyde, at kvinders interesse i ham skulle være andet end politisk. Det er nemlig rigtigt, Gregor! Kvinder har andet i hovedet end sex, sjampagne og sovekammerøjne. Nogle af os kan rent faktisk virkelig godt lide mænd, som mener noget, har noget mellem ørene og har selvironi og humoristisk sans. Også selv om de kun er 160 cm høje, har briller og og er skaldede.)



Nevermind. Nu viser det sig, at jeg måske får en lille smule oprejsning. Det er nemlig ikke kun midaldrene kvinder, som kan lide Gregor Gysi. Det viser sig, at han blandt 80-90 % af de 18-30-årige tyskere er den højst elskede politiker. Han siger selv, at det er fordi den aldersgruppe - modsat de bange, vrede, gamle mænd og kvinder - forstår globaliseringen og den verden, vi lever i. Det gør Henry også, vil jeg bare lige sige :-)



Lige i øjeblikket vil jeg nogenlunde ligeså gerne komme en blikspand over hovedet og slå hårdt på den i længere tid, som at lytte til politik. Men jeg følger gerne den uafhængige journalist Tilo Jung og hans udsendelser "Jung & naiv - Politik for desinteressierte" på youtube. Gregor Gysi kan måske nok holde brandtaler i Bundestag, men han er allerbedst i de stille samtaler og han er allerbedst til at formidle sine analyser af tidsånden og til at forsøge at skabe forståelse for, hvad der rører sig i folk.



For mig er han en "Wutfänger" - en, som skaber forståelse og forsøger at samle, frem for at genere angst, vrede og had. At han så desværre ikke har så meget held med det i den store sammenhæng er desværre en anden sag. Han er oppe mod pænt mange europæiske hadprædikanter, må man sige.



I går stemte nogle af Europas vrede, - og primært gamle - bange mænd og kvinder fremtiden væk fra kontinentets børn og unge. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kommer til at ske, hvis - og her burde jeg nok hellere sig NÅR - Marine le Pen bliver præsident i Frankrig. Jeg håber ikke Gysi får ret i, at vi indenfor en 10-årig periode kommer til at se væbnede konflikter - krig - på europæisk grund. Han plejer ikke være nogen dommedagsprædikant, men sidste sommer gik hans tale fra Bundestag i 1999 om de manglende betingelser for indførelsen af fælles valuta  sin smertelige sejrsgang - alt hvad han dengang forudsagde om sydeuropas indtræden i euro-samarbejdet blev pludselig til virkelighed.

Euro NICHT SO!

De gamle, vrede, bange mænd og kvinder er formodentlig ligeglade, blot de får lov at leve i illusionen om at kunne klynge sig til den lille stump velstand, som er deres. Det er heller ikke de, som skal i krig. Og det er ikke de, som har 12-årige sønner, som måske en dag skal sendes afsted til en uvis skæbne, fordi de ikke ville dele, fordi de var for bange og for grådige til at ville fællesskabet.



Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg lukker ørerne for hadets og vredens prædikanter og forsøger at undgå at ende for langt ude på fløjen. Jeg forsøger, at forstå og jeg forsøger at se de lyspunkter, små glimt af håb, som også findes nu og da.

Golden Waves

Der er gået guld i den!

Jeg tænker, jeg lige kan nå en lille sommertop til feriekufferten, før Andreas og jeg damper afsted til Grækenland. Jeg strikker Marianne Isagers sommertop "bølger" i garn fra Garnudsalg. Jeg har strikket toppen før og det er en fin lille sag i hulkrus. Hvis man er lidt omhyggelig med monteringen, kan man sagtens vende særken nu og da og få glæde af begge mønstre.

Bagsiden er min yndling. Tror jeg nok. Eller måske forsiden. Toppen er fnuglet og på een gang både rustik og forfinet. Den ligner noget, man kunne finde på museet på Ærø, som farmand har haft med hjem fra langfart i Orienten til lillemor.

Jeg strikker i Sisa Viscose i farven "Guld" og i Bourette Silke 8-1 på pinde nr 3,5. Det koster nærmest intet. Den oprindelige opskrift, som findes i bogen "Strik a'la Carte", siger pinde nr 3 - men det er for kompakt for mig. Jeg strikker i den mindste størrelse, men har forlænget underdelen af toppen med et par rapporter.

Jeg tror, det bliver godt.

Ærøskøbing Træskibsværft

Sådan cirka i 1971 sad jeg her på kajen i Ærøskøbing. Min far har lige peget på bygningen i baggrunden og fortalt, at her lå min tipoldefars skibsværft, før han løb hen og tog billedet af min mor og mig.

Skibsværftet er ikke længere skibsværft, I dag er det gamle værft en "socialøkonomisk virksomhed".

Vi kiggede naturligvis indenfor.

Jeg kunne ikke huske navnet på min tipoldefar - men jeg ved at min oldemor, hans datter, hed Karen Johanne Mortensen og var født i Fåborg. Nogen har heldigvis skrevet en bog om skibsbyggeriet i Ærøskøbing i anledning af åbningen af "Det Gamle Værft" i 2014. Den måtte naturligvis med hjem.
Hele andet kapitel "Træskibsværft og træskibe 1875-1927" handler om mestersvenden fra Faaborg, Rasmus Mortensen, som var udlært hos Rasmus Møllers værft i Faaborg, og i 1875 slog sig ned som selvstændig skibsbygmester i Ærøskøbing.

Rasmus Mortensen, født 1846 

Der gik en tekstbesked til Nordjylland og min lillebror gik i vores fars gemmer og sendte billeder retur. Her er Rasmus Mortensen, skibsbyggeren, som levede en omtumlet tilværelse i et lunefuldt erhverv. Op og ned gik det, ikke pga mangel på dygtighed, men fordi det vist nærmere er hele erhvervets karakter. Men efterhånden fik han det op at køre i samarbejde med andre skibsbyggere. Rasmus Mortensens sidste nybygning på Ærøskøbing Træskibsværft var bramsejlsskonnerten "Emanuel" i 1903. Rasmus Mortensen konstruerede også et så solidt bolværk til havneanlægget, at det efter sigende er der endnu under det nuværende spunsanlæg, og en flydende badeanstalt til glæde og gavn for byens indbyggere.

Johanne Margrethe Mortensen, født Petersen i 1840

Brorsan fandt også et billede af vores tipoldemor. Om hende ved vi ikke så meget, bortset fra at  man i familien sagde - eller snarere hviskede - at datteren, Karen Johanne, slet ikke var datter af Rasmus Mortensen, men af selveste Georg Brandes, med hvem Johanne Margrethe efter sigende skulle have haft en hed, ungdommelig affære med. Karen Johannes forestående ankomst skulle efter sigende have sendt en meget ung Brandes på sin første, årelange rejse til udlandet.
Min far faldt over historien ved et tilfælde. Som teenager under krigen overhørte han en samtale mellem sin far og onkler, som slet ikke gav mening. Sætningen "de kan vel ikke finde på at komme her?" bed sig fast. Hvorfor i himlens navn skulle tyskerne finde på at komme hos dem?
Sin egen far kunne han ikke spørge - det ville formentlig blot få smedenæverne til at hagle ned over ham, men senere har han talt med onkel Kaj, Karen Johannes søn. Georg Brandes var jøde og derfor frygtede min farfar og hans brødre under krigen, at deres herkomst kom for dagens lys. Det kan være svært i nutidens kendiskultur at forstå, at man derudover dengang overhovedet ikke var det fjerneste interesseret i på nogen måde at blive associeret med Brandes-brødrene, "det tvehovede-uhyre", som de kulturradikale brødre indimellem kaldtes af borgerskabets medlemmer.
Hvis historien er sand er det eneste interessante, som er tilbage, at det sætter "sædelighedsfejden" i et helt nyt lys. For var Georg Brandes i virkeligheden ude i eget ærinde med sin fortalen for en liberal seksualmoral? Forsvarede han i virkeligheden sig selv, når han tordnede mod borgerskabets kvinder og deres bonerte kønsmoral? Hvilken planet levede han på, han, som skred fra det hele og overlod kvinden og frugten af sine handlinger til en tilfældig skæbne?
Jeg har altid været på Amalie Skrams, Bjørnstjerne Bjørnsons og Dansk Kvindesamfunds side i "Sædelighedsfejden".
Heldigvis er historien om min oldemors herkomst ikke den sædvanlige offerhistorie. Johanne Margrethe giftede sig med Rasmus Mortensen og han opfostrede datteren, som sin egen. De fik aldrig andre børn. Min far har fået overleveret, at Johanne Margrethe ikke var det mindste skamfuld over sit "fald" - men hun var fortørnet over, at Georg Brandes sveg hende - han havde, som Linda P. ville have sagt, - lovet hende både "gule & grønne skove".
Det er efter sigende ikke noget særligt, at Georg Brandes har spredt sit dna hist og pist. Han er beskrevet som en charmør og en forfører og havde utallige affærer. Jeg bestrider ikke, at han var intelligent og en stor tænker - måske endda en genial een af slagsen - men han virker mildt sagt samtidig temmelig dysfunktionel på andre områder. Jeg ville til enhver tid hellere have mine gener fra skibsbyggeren. Godt, Johanne Margrethe endte med ham. Jeg tror, han havde mere at byde på i det lange løb. Han må have haft brede skuldre i mere end en forstand. Det er Jane Austens "Fornuft og Følelse" om igen. Georg var den flygtige følelse, Rasmus var fornuften og den mand, hvis bolværk var så stærkt, at det ikke kunne fjernes igen.
Min oldemor, Karen Johanne, havde et vanskeligt sind og var manio-depressiv (maniusdeprimeret, iflg. Moster Gudrun), har jeg fået fortalt. Det gav man i familien også tølperen Brandes skylden for. Hun giftede sig med min oldefar, Rudolph, og efter hans død, endte hun sine dage på sindssygehospitalet i Risskov uden for Århus. Her var hun kendt for at være "fin på den". Hun nægtede at spise sammen med de andre patienter - de savlede, kastede med maden og opførte sig i det hele taget ulækkert. Det var før psykofarmakaens tid, så hun har formentlig haft ret. Men hun skulle ikke tro, hun var noget særligt, så man nægtede hende længe at spise for sig selv på sin egen stue. Det havde Karen Johanne råd for. I en periode indledte hun ethvert måltid med et lille, satanisk smil og ordene: "Jeg har kommet gift i maden.", hvilket fik de paranoid skizofrene til at gå fuldstændigt amok, og til sidst lod man hende være i fred.

Flere billeder fra gemmerne, der var gang i skibsbyggeriet.

Hvis matrikelnummeret  ellers passer, så boede familien her i 1880.

Etwas ursprüngliches...

Sådan kaldte de rostockere, vi traf den første aften, Ærø. Noget oprindeligt. Efter nogle dage er jeg tilbøjelig til at give dem ret.

Vi bor i Ommel, lige udenfor Marstal. Man kan smide en fiskestang ud fra soveværelsesvinduet på første sal, hvis det skulle være. Det skal det ikke, for vi står i ledtog med en af de små fiskerbådes skippere. Han er kommet ind med båden fuld af fladfisk til morgen. Da han kørte forbi på sin cykel, formentlig for at få et par timers søvn, hævede han hånden til hilsen; vi slagter senere!

De nye kartofler og jordbærrene kommer fra en af utallige vejviser, som falbyder honning, æg fra kølebokse, kartofler og bær.

Vi bor fint i Kulhuset.

Stefan har slået græsplænen, som betaling af leje.

Jeg tror, han havde det meget sjovt.

Der er også en lille strand med den fineste sandbund.

Vejret har ikke for alvor været med os. Men det er heller ikke imod os, det regner ikke og her er mildt nok til at sidde ude.

Og selv i gråvejr er Ærø gudesmuk.

Diggi-loo diggi-ley, alla tittar på mig...

Guldsko og The North Face vinterjakke.

Du danske sommer, jeg elsker dig!

Sku' ha' gået til Louis nielsen...

Engang for mange år siden var min mors tyske veninde i Bayern kørt på indkøb sammen med sin mand i deres sølvgrå Mercedes Benz. Det var en usædvanligt varm og lummer dag og de var begge kun iført den allernødtørftigste beklædning; shorts og t-shirts.
De parkerede bilen på den kæmpestore parkeringsplads foran supermarkedet og min mors veninde gik ind for at handle, mens hendes mand nød en stille stund i den svale bil.
Da min mors veninde kom ud af forretningen med alle sine indkøb i poser, slog vejret pludselig om, lyset forsvandt, temperaturen faldt og hagl på størrelse med hønseæg begyndte at falde fra himmelen. Hun ventede en rum tid i sin sparsomme beklædning under halvtaget foran forretningen, men da hun ikke kunne holde kulden ud længere, tog hun en beslutning: Hun løb alt hvad remmer og tøj kunne holde hen til bilen, rev bagdøren op og slyngede alle indkøb ind på bagsædet i en elegant bue, før hun nærmest kastede sig ind på forsædet og hårdt smækkede bildøren efter sig.
Herefter stak hun hurtigt begge sine iskolde hænder ned mellem sin mands bare ben og gnubbede ham grundigt på lårene, mens hun hvinede: "Prøv lige at mærke hvor kolde mine hænder er!"
"Aber Fraülein...!" lød en fremmed mandstemme, på en gang både chokeret og forarget.
Hun kiggede op og opdagede, at det ikke var hendes mand, som sad på forsædet. Hun havde taget fejl  og sad i en fremmed bil.

Så galt gik det heldigvis ikke for mig i aftes, da jeg kom ud af Brugsen og skulle finde Stefan, som ventede på mig i "Sorte Sara". Men jeg nåede at flirte ganske skamløst med manden i den sorte bil på parkeringspladsen og det var først da jeg kom ganske tæt på, at jeg opdagede, han ikke var den, jeg først antog. Stefan sad i vores bil og fulgte optrinnet, først med en vis undren, senere halvt opløst af grin. Begge mænd fik sig et godt grin og heldigvis er jeg også i besiddelse af en vis portion selvironi.

Men beslutningen er taget. Når jeg kommer hjem fra ferie, skal der bestilles tid hos optikeren.