Perler

"The Big Blue", som jeg var igang med i sidste indlæg, er færdig. Den bor jeg i i øjeblikket - jeg må strikke en mere, tror jeg. Kedelig at strikke, egentlig, men fantastisk i al sin enkelhed. Jeg har strikket den længere end angivet i opskriften og lavet ærmegab istedet for tilsatte ærmer. Den er blevet præcis, som jeg ville ha' den.

Nu strikker jeg lyst og let og ikke mindst sjovt, sådan bare fordi.

 

Pearls hedder den florlette trøje fra Helga Isagers bog "The Artisan". Jeg strikker den på pind nr 4 i Coast og Titicaca fra Holst Garn. Det arter sig smukt!

Sådan en florlet trøje kan sagtens være brugbar en sommeraften et sted i Danmark, for eksempel på en havn i selskab med en stegt rødspætte og noget persillesovs. Det kunne være hos Fru Berg i Marstal. Eller på Røgeriet i Ærøskøbing.

Sommerferien går til Ærø. Vores sommerferiebudget er lidt skrabet i år - afhængig af øjnene, som ser, naturligvis. For nogle er titusind kroner peanuts. For andre vil det være et eksorbitant beløb. Vi har andet at bruge pengene på i år - et gammelt hus, for eksempel! - så vi har en tentativ budgetlægning på titusind gode, danske kroner, vel at mærke til to voksne og tre, fattige teenagere og en kat, som skal i pension. 

Vi er nogle svineheldige mennesker, for vi kan låne Kulhuset udenfor Marstal i 14 dage i højsæsonen, ganske gratis.

Nu håber vi naturligvis på godt sommervejr. Men vi tager, hvad som kommer.

 

Selv i gråvejr er Ærø gudesmuk.

Vi glæder os til at gense. Vi er pænt mørbankede af vinterens tab. Stefan, som i øjeblikket er alene om at betjene sin maskine på jobbet, har fået stress. Ich verarsche dich nicht! Sådan rigtig stress med ukontrollabelt højt blodtryk og ondt i brystet-stress. Heldigvis er det IKKE en hjertesygdom, men stress, som der kan gøres noget ved, hvis man vel at mærke tager det alvorligt og fyrer ned. Det kan man på Ærø og i Kulhuset, hvor der hverken er tv eller nogen nævneværdig netforbindelse. Og hvor man ikke bare kan køre forbi jobbet, fordi man først skal sejle i over en time til Svendborg og over en stor bro, for at komme på job.
Jeg selv er ved godt mod. Jeg har vundet en faglig kamp - eller rettere, min tillidsrepræsentant har på mine vegne! - og bliver formentlig ikke længere tvunget til at afspadsere mine normtimer, eller søndagstimer, som vi kaldte dem i gamle dage. Jeg er blevet snydt i 7 år og det viste sig ikke blot at være en overtrædelse af overenskomsten, men af arbejdsloven, så nu holder det forhåbentlig op.
Sku' ha' gået til FOA noget før, sku' jeg. Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg dybest set er sådan en, som altid tror, at man kan ræsonere sig frem til fornuftige løsninger. Det kan man ikke altid, har jeg lært.
Alt i alt ser alting ud til at lysne lige nu. Oplevelserne venter, som perler på en snor.
Det er forår og jeg gider godt!

The Blues

I've got the blues.

 

Jeg strikker "Blå".  Vi kan alle have brug for en blå sweater. Det har jeg, en meget stor en endda. I øjeblikket ER jeg blå - bare kald mig Madam Blå.

Nogle gange skal man trække sig tilbage og lade sig omfavne i lænestolen af en blå sweater. Det gør jeg nu og så kommer jeg stærkt tilbage, når tid er. 

Stefans bror døde af kræft for nogle uger siden. For mig var det forventet og ikke rigtig en sorg. Jeg var ikke rigtig med i det og deltog mest i begravelsen for at holde ham, jeg elsker, i hånden. 

Stefans bror havde besluttet sig for at sejre over døden ved at fornægte, at den var tilstede.   

Jeg havde svært ved at være i fornægtelsen og fortielserne, for det er så hjerteskærende smertefuldt at være vidne til, at når man fornægter og fortier, skaber man ofte netop det, man frygter allermest. Det er netop her, det uværdige får plads. Det havde jeg svært ved at være i. 

Engang var det mit fag at hjælpe mennesker med at dø bevidst, at identificere og sætte ord på den elefant i rummet, ingen tør tale om.

I dag har jeg lidt mistet interessen for den del af sygeplejen, jeg har så at sige udlevet den.

Imens alt dette har stået på, har debatten om "den gode død" bølget forskellige steder i pressen. Jeg mener en masse, men ikke nødvendigvis det samme, som jeg gjorde engang. Jeg er ikke særlig skråsikker på noget og har ikke lyst til at give mit besyv med. Det kommer måske igen en dag.

"Blå"

Design: Marianne Isager

Garn: Isager Tweed og Kid Mohair

Pinde: nr 4  - anbefalet nr 3,5, men ville ønske jeg havde valgt 4,5.

Teknik: dobbelt perlestrik og rib, 2 ret, 2 vrang. Mønsteret er det gammelkendte "relief", som Marianne Isager har brugt i flere designs, blot i dobbelt perlestrik istedet for enkelt.

Ændringer: Masser! :-)

Damesagen

Så skal vi til det igen. Det er kvindernes internationale kampdag og netaviserne bugner af artikler, som forsøger at sætte ord på fænomenet og be- eller afskrive dagens relevans.

Sidste år var jeg ikke helt skarp på, hvad jeg egentlig mener om emnet. I år er jeg kommet det lidt nærmere og hjælpen til dette kom fra uventet kant. Søren Krarup skrev i 1971 en kritik af kvindesagen, som han konsekvent kalder "Damesagen", og adresserer denne kritik til især overklassens - eller elitens, om du vil - kvinder, som lader sig emancipere for derigennem at blive personligheder, altså en form for selvudviklingsprojekt. Deres kamp for frigørelse har ingen relevans whatsoever for arbejderklassens kvinder, som mere har brug for uddannelse og ligeløn.

(men det haaar vi jo, vil du så nok hævde - men vel har vi ej, ifølge min barndomsveninde, som er vokset op i en baggård bag et bogtrykkeri med to forældre, som hver især kun har gået 7 år i skole. Ifølge min barndomsveninde, som jeg efterhånden har mistet kontakten til, bliver kvinder stadig langt fattigere pensionister, fordi de føder børnene og arbejder på deltid. Hun har noget at have sin påstand i - min veninde læste, ved velfærdsstatens mellemkomst, økonomi på universitetet og har siden bevæget sig helt op i kransekagens top. Hun var engang mit absolut kyniske holdepunkt og engang jeg snøftende klagede over, at kommunikationen med mit barns far i forhold til samvær ikke sådan spillede optimalt, sagde hun, som havde to små børn og arbejde 70 timer ugentligt som børsmægler: Jeg aner sgu ikke om mine børn sover til middag - kan du ikke bare improvisere, når du er sammen med ham? Heldigvis havde hendes børns far helt styr på sovemønstrene og tilbuddende på Pampers i Føtex.)

Vi har glemt, hvad det i virkeligheden handler om, hævdede jeg for et år siden. Og når jeg ser Nikita Klæstrup - eller hvad hun nu hedder - ryste r*v i frigørelsens tegn, bliver jeg yderligere bekræftet i den antagelse. Jeg bor i en del af Danmark, hvor man bare behøver gå udenfor døren for at se, hvor meget blot et par års uddannelse og økonomisk frigørelse og tryghed betyder i et kvindeliv.

For tiden holder jeg mest med den østtyske journalist og debattør Mirna Funk.
Kvindekamp er stadig klassekamp og uløseligt knyttet til økonomisk frigørelse og eftersom staten i højere og højere grad trækker sig ud af den ligning og overlader dette til den enkelte kvinde - og mand! - er vi ærligt talt langt fra målet.

Turen går til...

... Nordjylland.

Mokse eller Mokke - sådan kaldte et barn, som endnu ikke kunne tale rent, hende engang - er gået bort i mørket og er holdt op at dø.

"Overklausen" blev den gamle dansklærerinde også spøgefuldt kaldt, nok mest på grund af hendes hang til ordentlighed og foragt for dovenskab.

Hun er nok den eneste "sprogrøgter", jeg nogensinde har elsket. Frem for at hævde sin grammatiske overlegenhed, formidlede hun altid kærlighed til sproget og en bevidsthed om at alle ikke kan det samme. Hendes sproglige humor var enorm!

Blandt de blinde er den enøjede konge. Min storebror, som er hjerneskadet på grund af en mæslingeinfektion, bor på en institution. Han læser og skriver, modsat mange af sine bofæller, perfekt. Engang forfaldt han til at føle sig understimuleret og en smule bedre end de andre. Han fik et lærerindesikret grundkursis i, hvilke menneskelige kvaliteter, som tæller og er værd at samle på.

Vi andre brugte hende glad og gerne, når vores ordforråd slap op. Hvis man nu sad og blev i tvivl om, hvad det stykke skind eller stof, som sidder under snørebåndene på skoen, hedder, så afgik der straks en sms til Mokse på Samos - eller hvor hun nu turede rundt. Straks fik man svar: "Det hedder en pløs. Godt du kender en gammel!"

Nu er familien løbet tør for gamle. Nu er det os, som er de gamle.

Jeg kommer til at savne hendes væren i verden frygteligt.

En Trumpat kom marcherende.

Nogle burde lære verdens befolkning - og især dens jounalister! - at den eneste valuta, som er gangbar hos supernarcissister, er opmærksomhed for enhver pris. 

I kid You not, jaw on the floor! - det er indtil videre lykkedes mig ikke at se så meget som en strimmel levende billeder af Trumpaten - hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi stuen har været under renovation og fordi vi for et år siden begyndte at streame tv og det derfor nu kræver et aktivt VALG, hvergang vi åbner for (tosse)kassen.

Jeg har kun læst om Trumpaten i den skrevne presse, jeg læser ca 3 danske aviser og et par tyske dagligt og denne model kan varmt anbefales i disse tider, selv om Politiken ærligt talt strammer den med deres ugebladsagtige føljeton om hans liv og levned. Gab.

Jeg tilføjer lige endnu et ønske til nytårstalen: At danskerne, og især deres journalister og politikere, investerede blot en fjerdel af den opmærksomhed, de giver den amerikanske præsident, i hvad der sker i Europa i øjeblikket. I år skal der være valg både i Tyskland og Frankrig og de valg får afgørende betydning for fremtiden på vores kontinent.

Snap out of it, Guys & Dolls! Det er endnu ikke forbudt at bruge den indre side af hovedet og nu ville være et rigtigt godt tidspunkt at begynde!

Godt nytår!

 

Ingen malerprojekter i dag! Spisestuen roder stadig, men det kommer der styr på. Tror jeg nok :-)

"Alteret for Verdensfreden", som jeg etablerede sidst USA indvaderede Irak, da jeg boede i en fjern, fjern Galaxe (Nørrebronx), ligger i ruiner og må snarest genetableres. Det store spørgsmål er bare: Aubusson blå eller en hjemmeblandet lillat farve, som matcher min fars bidrag til alteret, et familiebedetæppe, han købte i Tyrkiet engang først i 60'erne?

Mange, jeg kender og har kendt, har bidraget til alteret. Min mors kæreste eje, en jødisk menora som hun vist engang fik af en ung, jødisk mand, hun var forelsket i, er der. Han blev vist desværre dræbt, fordi lynet slog ned i det træ, han havde søgt ly for regnen under. Det er nok årsagen til, at min mor nu og da meget let identificerede sig med forfulgte folkeslag. Min kollega og hendes døtre har bidraget med symboler fra sikhismen og hinduismen. Simon har bidraget med en statuette af en sort Madonna, som Andreas' far, som har boet i Singapore og Japan, kunne fortælle forestiller den asiatiske barmhjertighedens gudinde, Kuan Yin. Jeg havde ikke lige lagt mærke til jesusbarnets skæve øjne og lotusbladene på statuettens fod. Jeg har selv bidraget med ikonerne fra den ortodokse kirke og en hel masse heksekunster, som opbevares inde i skabet.

Det virker ikke rigtig, det alter, og det skyldes ikke kun, at bedetæppet er endt i soveværelset, hvor min kat bruger det til at udøve psykisk terror (anden historie!).

Det er nemlig sådan med altre, bønner og meditation, at de hverken ændrer Gud eller Allah, de ændrer DIG og MIG. Hvis vi altså vil.

Jeg vil i 2017 fortsætte med, at yde omsorg og udvise respekt for alle trosretninger, ikke kun min egen. Og jeg vil blæse på, hvad ytringsfrihedsfundamentalisterne og ditto ateister mener om den sag. De er og bliver fundamentalister, præcis som de religiøse og politiske af slagsen.  Og jeg gider ikke nogen af dem, uanset hvor mange skældsord, som indeholder ordet "humanisme", de så smider efter mig.

Så godt nytår herfra. Det bliver sikkert mindst lige så - eller endnu mere - rædsomt end 2016.

Men også dejligt og smukt, hvis vi vil.

Jeg vil ihvertfald.

Morgenkaffe, brændeovn, bøger...

Kaffe, brændeovn, bøger og udsigt til endnu et malerprojekt. 

 

Spisestuen roder. Jeg hygger mig med at male møbler. Istedet for at skifte ud, frisker jeg det gamle op. Jeg har længe haft planer, men ånden kom først rigtig over mig, da jeg opdagede kridtmalingen. Forarbejdet er minimalt og resultatet storslået. Jeg er IKKE min fars datter på dette område, jeg er ganske enkelt for doven. Min fars store hobby var at restaurere antikke møbler, men den slags kræver en omhu og vedholdenhed, jeg ikke besidder. Man kan sige meget om min far - ligesom " En mand, der hedder Ove" var han yderst brændstoføkonomisk og så kunne han lakere. Ikke bare sådan med købelak fra en dåse, vel? Men med shellak, som han selv blandede af sådan nogle ravfarvede skaller, han havde i en stor papkasse i kælderen, og sprit (tror jeg nok). Konsistens og farvetone på lakken skulle være perfekte og så var det bare at lakere/ polere mahognimøblerne op med 10-20 lag lak, så de tilsidst stod med en fed og dyb, dyb blød glans. Forinden havde han slebet og renset efter alle kunstens regler. Manglede der områder i træskærerarbejdet på bordets sarg, blev de modelleret op i plastisk træ og passet ind, så man bagefter ikke ville have anet, at bordet var skadet.

Ak ja, den slags evner - eller vilje, snarere! - ejer jeg ikke. Iøvrigt er der vist heller ikke mange nutidige snedkere, som kan den slags. Den arbejdsproces er alt, alt for kostbar. 

Det forlyder at Peter har ferie i januar og er genindkaldt til projekt "spisestue". Det skal blive godt, for den trænger. Alt for mange år uden maling og med brændeovn sætter sine spor. Jeg synes lige, vi havde malet, men så gik det op for mig, at det var det første år jeg arbejdede i Sjangtofte. Det er OTTE år siden!

Det er bare om at komme i sving, men først kaffe, brændeovn, bøger og - nå ja, nytår...