April, April...

Der tankes op med karlekammerskabe i øjeblikket. Tilbage er blot at beslutte sig for, hvilken farve eller efterbehandling, skabet skal have? Stefan stemmer Amsterdam Green, jeg vakler mellem sort eller en oliebehandling. Et eller andet skal gøres, for 70’er - 80’er- manien med at afsyre alt, som vil stå stille, er umiddelbart køn at skue, men træet er så tørt og sprukkent visse steder, at man ville kunne rive parmesanost på det! Min gamle far roterer i sin grav og ville sige, at møblets karakter, altså en bemaling, bør respekteres for at pleje og sikre træets overlevelse. Vi tænker over det.

Jeg tænker også over, hvordan det fortsat kan gå til, at hele Danmark fortsat er i selvsving over den smule sne, som falder i øjeblikket. Der er godt nok drama på drengen rundt omkring. Jeg har fødselsdag i april - om lidt fylder jeg 50 år! - og april er faktisk min yndlingsmåned, dog i skarp konkurrence med august, og det har, ihvertfald i de 50 år jeg har levet, altid været sådan at aprilvejret er ustadigt og uforudsigeligt. På tysk siger man om aprilvejret: April, April - der tut was er will!

Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg er født i april, for man kunne hævde, at sådan er det også med mig 😀!

I dag har det tøet og solen har for første gang haft rigtig magt. Det går, på alle fronter, mod lysere tider og det er, som Beatles synger, allright!

Vi kan være det bekendt

Nå ja, nu kan vi da være det bekendt at lukke fordøren op. Vi mangler blot at male et par føre og karme og en fordør, som må vente til temperaturen er steget lidt.

Hvis man ikke gider ofre nye beslag på sin brugte loppekommide, så griber man sit stemmejern og laver raskt nogle udskæringer i træet. Eller også køber man en såkaldt stencilskabelon på tilbud til 6 kr og en tube polyfylla plastisk træ til 40 kr og spartler træudskæringerne, på før man maler med kalkmalingen. Vips vaps, så er det gjort og man har et fint “nyt” møbel.

Mens vi venter på forår...

...kan vi lige nå at male forgangen. 

Jeg nåede at vaske ned og spartle op, før jeg ramtes af en rask lille lungebetændelse, til trods for at jeg havde svoret ikke at blive syg i år - jeg havde ellers bestemt at jeg skulle være “last woman standing”, men nogle gange er vilje bare ikke nok. Så malede Stefan og nu lyder han mildt sagt ikke særlig rask.

Forår og plusgrader NU, tak!

Det er hvidt derude. Snehvidt. I forgangen altså, ikke udendørs. Der er gået pænt megen inflation i at overdrive den lollandske vejrsituation, både i pressen og andre skrevne medier. Den store sandhed er, at det ikke er værre end det så ofte har været, men at man denne gang simpelthen har opgivet - eller besparet? - snerydningen og bare ladet alting gå i stå. Jeg “sneede” ude af Lolland og måtte opgive at komme hjem - tjoeh, forsinkelserne opstod fordi DSB på forhånd aflyste alle morgenafgange, sådan bare for at være på den sikre side, og fordi sporskiftet i Roskilde (hvor der ikke var en dråbe sne!) gik i stykker og fordi togets døre ikke kunne lukke. Det er der ho ikke noget nyt i.

Jeg er tæt på at få dårlige nerver af De Danske Statsbaner og Banedanmark, som nærmest med kyshånd, tager imod muligheden for at indstille al togdrift i Danmark, så snart strejken går igang. Hvad med et nødberedskab, dänische sch...sbahn, hva? Nogensinde hørt om det?

Jeg er udtaget til konflikt og er blandt de 10 % af de offentligt ansatte som skal strejke, men vi drejer jo ikke alle bare nøglen og går hjem ved strejke, ikke engang ved lock out? Vi skal stadig arbejde i nødberedskabet og møde frem i vores fagforening daglig, ellers får vi ingen konfliktunderstøttelse. Så nu skal jeg - udover at gå ned i løn - også ud og betale for logi i København, fordi jeg ellers ikke kan overholde mine forpligtelser. Det gør mig ond i sulet, gør det.

Jeg prøver ikke at tage sorgerne på forskud, men har ikke store forhåbninger til “forlismanden”, som min fællestillidsrepræsentant konsekvent skriver😂

Nå, men lidt grønt er her også:

Jeg maler loppefund, en gammel kommode, som skal stå i forgangen. “Amsterdam green” hedder farven fra Annie Sloan og med nogle nye, gyldne beslag af en slags, bliver den ærligt talt både pæn og billig.

Endnu en kampdag!

Kæmp for alt, hvad du har kært og hver dag er en kamp.
Metoo-bevægelsen har så at sige rystet posen, som de siger ovre i bankohallen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alle aspekter af Metoo - jeg synes det er godt, der kommer fokus på den krænkelseskultur, som øjensynlig eksisterer, men jeg er på den anden side ikke helt vild med gabestokelementet i projektet. Til gengæld har bevægelsen fået mig til at tænke tilbage på mit kvindeliv og fået mig til at se visse minder i er nyt lys. Jeg har også - i begrænset omfag - deltaget i noget debat og et af mine ungdomsminder kommer her:



"Engang midt i 80’erne gik jeg, som lige var kommet ind med 4-toget, på et studenterkursus i København, hvor en ældre, mandlig latin-og tysklærer, som var et studie i både fysisk og verbal krænkelseskultur værdig, slog sine folder. Min veninde og jeg var begge 18 år og hun gik grædende hjem fra skole den første uge, fordi han havde taget hende på brysterne den første dag. Han var såmænd sjov nok, hvis det ikke lige var en selv han havde set sig gal på og det pæneste man kunne sige om ham var, at han egentlig ikke gjorde særlig forskel på folk, når han udsatte dem for sine overgreb - både mænd og kolleger fik en omgang. Drengene ragede han ikke på, til gengæld fik de konsekvent 7 i hans timer, pigerne fik 8.

Engang sad han og kørte et virkelig perfidt rant om kvinder af til en fest, og vi 18-20 årige piger sagde ham naturligvis imod, blot for at opleve hvor let det er for en moden, veluddannet mand at latterliggøre vores ungdommelige modstand.
Ud af min ene øjenkrog så jeg pludselig min engelsklærer, en ca 40-årig intelligent og velskabt kvinde, enlig mor og nylig hjemkommet fra en undervisningsstilling ved universitetet i Santander. Hun havde sin taske på skødet og fremdrog af denne en OB-tampon, som hun holdt op for sig og langsomt og tydeligt pakkede ud af hylsteret. Derefter gik hun afslappet hen og stillede sig ved siden af sin aldrende kollega, mens hun pludselig med venstre hånds pege- og tommelfinger klemte om hans næse, hvilket pr omgående stoppede hans talestrøm. Da han åbnede munden for at tage luft ind, placerede hun med en elegant glidende bevægelse tamponen i kæften på ham, lukkede hans mund og gik. Så sad han der med snoren ud af mundvigen og det gik op for mig, at det nok i virkeligheden var den eneste rigtige måde at få skovlen under ham på. Men det ved man ikke som 18-årig, hvor man stadig er så uskyldig, at man tror, man kan ræsonnere med den slags mennesker."




Det bør tilføjes til historien, at føromtalte latinlærer (som faktisk havde en vis lighed med Lektor Blomme) ikke blot mobbede elever, mandlige som kvindelige. Han mobbede også sine kolleger og et af hans yndlingsofre var en ca 60-årig kvindelig dansklærer, som lignede vores allesammens mormor; vandonduleret, blånet hår, fornuftige rågummisko og spinlonkjole. Det eneste i hendes påklædning, som var atypisk, var en enorm perlekæde af afrikanske træperler, som hun bar om halsen og jeg kan stadig høre "Lektor Blomme" brøle efter hende, når hun gik ned af gangen: "Din sexede kvinde! Må jeg ikke lege med dine Brioklodser?"
Brioklodserne fik vi senere en forklaring på. For hun inviterede klassen hjem til studenterfest og da festen var på sit højeste, gik hoveddøren op og i døråbningen stod en prægtigt skabt, høj og muskuløs sort mand på ca 30 år. "Der står en neger uden for din dør" råbte en af drengene i klassen og her skal vi huske på, at vi befinder os i 80'erne, hvor man stadig brugte N-ordet,
"Jamen, det er jo min mand!" råbte hun glad og faldt Kunta Kinte om halsen, som kvitterede med at lægge hende ned i et Hollywoodkys.
Mange af os har oplevet og levet med sådan en mobbe- og krænkelseskultur uden at føle os som ofre for mænd. Min veninde - socialdemokraten - som dengang stod med sin anoreksi og alle sine 13-taller og græd det første lange stykke tid på studenterkursus, er i dag "konstrueret overlæge", som de skriver i hendes beboerblad, på et psykiatrisk hospital og håndterer rask væk psykopatadfærd og -snak dagen lang.
Vi har alle klaret det og har overlevet uden at gå under. Man kan måske endda hævde, at vi er blevet hærdede i processen, men det kan man ærligt talt blive på så mange andre - mere fornuftige - måder. Så spørgsmålet er, om ikke Metoo-bevægelsen har en berettigelse, hvis den kan sætte fokus på den slags adfærd og få sat en stopper for den, så vore døtre ikke behøver opleve det samme?
Jeg tror det.

Oh, come all ye faithfull

Det ld jo som den rene ynk for en måned siden - og det var det og det er det egentlig stadig. På jobbet altså. Privaten fungerer upåklageligt og det er saftsuseme godt sådan, for det første kan jeg lægge væk, når jeg er hjemme og har fri. Vi gider ikke bruge tid på det, det gælder om at bide tænderne sammen og komme igennem. Jeg tror stadig på løsninger.

Til gengæld har jeg - vanen tro - kastet mig over endnu et december renoveringsprojekt. Forrige år var det soveværelset, sidste år var det stuen og i år har spisestuen fået en overhaling. Det lyder måske meget tilforladeligt, men vi har store stuer, ca 35 m2 hver, og i et hus, som efterhånden har 220 år på bagen, er der skæve vægge og meget pudse- og murerarbejde at udføre, før man kan komme igang med det egentlige.

Vi gør som sædvanlig er kompromis. Stod det til mig blev alt malet hvidt, sort og gråt. Og ingen billeder på væggen, tak! Det bryder Stefan sig så ikke om, så han får lov at vælge - og selv tapetsere! - en enkelt væg i hvert rum og sådan går kabalen op og alle er glade.

Denne gang er farveskalaen lige i øjet og vi kan altid se, hvad klokken er.

Der er købt en ny skænk, eller buffet, om man vil, til alt porcelænet - eller i hvertfald noget af det. Det har ærligt talt været Black November & December. Men midlerne er givet godt ud og så gør det ikke så meget.

Julegaverne er købt, juletræ og mandelgave ligeså og på fredag leverer Skagenfood en julemåltidspakke med and, flæskesteg og alt det løse. Den kan Stefan hygge sig med at tilberede, jeg skal arbejde og har derfor vedtaget, at den som laver maden naturligvis også bestemmer menuen. Jeg vil jo helst have kalkun, men det and- et er jo også dejligt. Man skal efter min mening passe på ikke at gro alt for fast i juletraditionerne, i virkeligheden er det jo bare en god middag med en lidt overdreven dekoration, som Isabella Smidt siger. De vigtigste traditioner er samværet med dem, man holder af og nærvær, at være til stede og i ro. Jeg gider ikke halse rundt efter det og derfor er der købesmåkager og konfekt i år.

Der mangler stadig en ornlig syg omgang rengøring og pyntning og der er også et par små malerprojekter tilbage. Jeg tror, jeg når det og gør jeg ikke, så går det nok endda.

Indtil videre nyder jeg en stille, mørk morgenstund med mine tyske te-lys, som er så uløseligt forbundet med jul og december, at jeg måske snildt kunne undvære næsten alt det andet.

Shakin' Stevens

Bedst som livet ser ud til at flaske sig på alle parametre, når alt ser ud til at være Friede, Freude, Eierkuchen, så kan man næsten være bombesikker på, at man får overrakt et af sine uforløste dilemmaer - du ved, et af dem, man troede, man ved en heldigt spillet skæbnehånd havde undgået at konfrontere. Sådan er det bare ikke, skidtet ligger på lur og venter bare på at slå til, når man allermindst venter det og tror sig i sikkerhed.
Der er udslag på min stressdetektor - og det er på en måde godt, for tidligere har jeg ikke været god til at identificere stress. Jeg er ikke sådan en som "går ned" med noget, jeg er mere sådan en Duracell-kanin, som bliver ved, og ved og ved...
2008 og de efterfølgende år var nogle rigtig gennemrådne år for mit vedkommende. Finanskrisen ramte og Stefan mistede sit job, min bror udviklede en alvorlig sindslidelse, min mor døde og det føltes ærligt talt som om, der ikke var mange grænser for ulyksalighederne. Samtidig var jeg endt i en rigtig usund relation på mit job. Min faste makker, som også - dengang - var min ven, var havnet i massivt økonomisk uføre og arbejdede dag og nat, både i sundhedssektoren og i sit private firma. Det betød, at hun ærligt talt ikke var mange sure sild værd, når hun mødte op som sygeplejerske og ansvarshavende i vores faste vagtstilling  og fordi jeg er, som jeg nu engang er, sagde jeg slet ikke nok fra, i forhold til hvad den situation gjorde ved mig og min arbejdsbyrde. Og ikke mindst hvad den gjorde ved nogle af de patientforløb, vi sammen havde ansvaret for.
Jeg begyndte at blive syg dengang - min vægt steg, mit blodtryk og min puls var faretruende høje og jeg fik bylder i halsen cirka hver anden måned og jeg endte med at udvikle en alvorlig form for paradentose, den, som soldaterne i skyttegravene under 1. vedenskrig, ifølge min tandlæge, fik, som følge af en uheldig bakteriekombination og massivt stress. De tabte simpelthen tænderne, gjorde de. Jeg blev straks sendt til blodprøvetagning, for får man den slags i min alder, er det enten fordi man er alvorligt syg af kræft eller helt udbrændt af stress. Der var heldigvis intet som tydede på kræft og jeg var jo heller ikke stresset, forsikrede jeg hårdnakket tandlægen. Jeg endte med at få fjernet mandlerne TO gange, fordi den første operation slog fejl og det lykkedes også tandlægen og jeg i fællesskab at redde spisestuemøblementet, hvilket nærmest er at betragte som et uforklarligt mirakel.
Siden er alting jo heldigvis blevet bedre. Jeg fik i forbindelse med en fusion på jobbet en ny makker, som jeg svinger rigtig godt med, både fagligt og værdimæssigt og det sidste års tid har jeg endda næsten fået styr på vægten (ved at lytte til nogle af de læger og kiropraktorer, som tænker mere alternativt og inddrager hormonsystemet i behandling af overvægt, men det er en anden snak!) og jeg er lige så stille begyndt at kunne motionere igen. Ærligt talt er det mange år siden, jeg har haft det så godt.
Og hvad sker der så? Min nye makker har måttet tage orlov på grund af et sygt barn og hvem træder ind på scenen igen? Yep. Min gamle makker, som ikke lader til at have fået specielt meget styr på den økonomiske situation og fortsat arbejder nattevagter i ugevis i træk uden særligt megen søvn.Vi har haft vagter sammen og det er gået sådan ok, jeg er et andet sted nu, end jeg var dengang, heldigvis.
Men så er det, at jeg pludselig oplever, at hænderne begynder at ryste en lille smule indimellem, maven snører sig sammen og min søvn bliver forstyrret.
You can run, but you cannot hide og fandensparkeme om jeg vil tillade at jeg skruer mig selv ned i den suppedas en gang til. Jeg gider ikke sidde og ligne et rysteribs igen. Jeg bliver nødt til at finde en fornuftig og nogenlunde moden måde at deale med det her på, så det håber jeg, jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det.
I'm older and wiser.

Kammerater!

Det kan bare komme an, det der!

(Ok så, lige på det her område er det en fordel kun at have et barn, som i år får litteratur og ikke en 30 kg tung boksebold. Som jeg iøvrigt pakkede ind. Som om man får nogen kredit for det!)

Rimelig selvfed følelse, når jeg ser bort fra at mine hænder ryster af stress over alt det, jeg skal nå i denne uge. Håber jeg kan få dem til at holde op med noget, som hedder "bodypump" senere....