onsdag den 24. august 2016

Græsk fastfood

Der er 3 McDonald's restauranter i hele Grækenland. Tidligere var der flere, men de er lukket støt og roligt, det har ikke kunnet løbe rundt. Grækerne er stolte af deres madkultur og spiser der ikke.
I slutningen af 90'erne kiggede jeg ind i den største på Syntagma torvet i Athen og blev forundret over at der var salatbar; en kæmpemæssig montre fyldt med knus is, hvori der stod skåle med friske grøntsager. Vi havde en græsk guide med, en pensioneret gymnasielærerinde, og hun forklarede, at Mcdoof havde været nødt til at installere salatbaren - ellers ville grækerne ganske enkelt ikke spise der! Det har så ikke været nok, konkurrencen fra lokale fastfoodrestauranter  er simpelthen for stor.
Dagens frokost kostede 2 €. Brødet er vist ikke hjemmebagt, men af god kvalitet. Svinekødet er marineret og stegt over trækul. Dressingen er mors hjemmelavede tzatziki. Arrangementet med pommes fritterne er lidt mærkværdigt - men egentlig ret praktisk, hvis man tager sin pita gyros med på havnen. Man har alt i en hånd og byger ikke ressourcer på ekstra emballage.
Desserten er inkluderet i prisen.
Min mor laver den bedste Moussaka i Parga, sagde den unge mand, som serverer, engang. Det skal såmænd nok passe, ihvertfald bliver mor modtaget med klapsalver af stamkunderne sim en anden rockstar, når hun træder ind i tavernen.
Næste gang prøver jeg den Moussaka.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar