Påfugleøen

En af årsagerne til at jeg blev ramt af akut udlængsel, men også især en specifik længsel efter Berlin, var at jeg faldt over en boganmeldelse af en nyere, tysk roman af Thomas Hettche, "Påfugleøen" hedder den.

Påfugleøen, eller Pfaueninsel på tysk, er en mindre ø, som ligger i floden Havel i Berlin-Wannsee. Floden er så at sige en del af vandvejen til Berlin, den forbinder Elben med floderne i Spreewald, så selv om Berlin ikke er en havneby, kan man alligevel sejle dertil. Faktisk har Berlin flere broer end Venedig på grund af Spreefloden, som snor sig som en slange gennem byen. 

Vi har tidligere besøgt påfugleøen, der - specielt om sommeren på varme dage - er en dejlig udflugt og beskrivelsen og anmeldelsen af bogen, som jeg dog endnu ikke har nået at læse, gav mig lyst til at gense og genopleve! 

Omkring 1790 påbegyndte den preussiske konge Friedrich Wilhelm II byggeriet af et smukt lille træslot på Pfaueninsel. Han havde en veninde, adelskvinden Wilhelmine, som han rigtig godt kunne lide at holde ferie med og hende lod han forestå indretningen af slottet. Det var et uhyre praktisk arrangement, for man kunne sejle direkte fra paladset i Charlottenburg til øen og man kunne også gøre holdt her på hjemvejen fra jagter i det naturskønne område. Uheldigvis nåede parret aldrig rigtig at anvende slottet, kongen døde kort efter det stod færdigbygget og Wilhelmine, som dronningen ikke var synderligt begejstret for, blev bortvist fra hoffet i unåde. 

Det blev derfor kongens efterfølger, Friedrich Wilhelm II og hans legendariske dronning Luise og deres børn, som kom til at  anvende slottet. Sammen med hofgartneren Ferdinand Fintelmann forsøgte de sammen at genskabe paradisets have på øen med alskens eksotiske, sjældne planter, en tam løve, kænguruer og påfugle, som i dag sammen med nogle geder og vandbøfler, er de eneste tilbageværende dyr på øen. På øen boede også en mand fra sydhavet, en kæmpe, 2 dværge og en lille sort dreng, som tog imod gæster iført bastskørt og spyd. Her var palmer, opvarmede drivhuse og alskens bekvemmeligheder, mens napoleonkrigene rasende og den spirende industrialisering tog fart ude i den virkelige verden. Her skulle også forefindes et slags mekanisk - eller måske elektrisk? - apparat, som skulle bringe nydelse ved at "pensle" de fine damer mellem benene! Romanen, som er fiktion, tager udgangspunkt i Maries fortælling, den ene af dværgene, fra hun som barn kommer her som slotsfrøken indtil hendes død som ca 80 årig. Romanen handler om vores forestillinger om skønhed, at bearbejde og betvinge naturen og om vores længsel efter det eksotiske og sjældne. 

Jeg glæder mig til at læse bogen, som jeg lige har fået ind af døren! 

I dag er der meste af øen blevet vild igen, der er fortsat gartneri og utrolige planter på øen og man kan sagtens få timer til at gå med at gå rundt her mellem de gamle bygninger og små parklignende, eksotiske lommer, som dukker op indimellem. 

Lige nu er slottet ved at blive renoveret, så man kan ikke komme ind og se det, men det åbner igen i 2024 og så tror jeg bestemt, vi må gøre endnu en udflugt hertil. 

Man kommer hertil ved at tage S toget til Wannsee, hvilket tager ca 1/2 time fra Alexanderplatz og fra stationen i Wannsee kører bus 218, ofte en veteran dobbeltdækker bus, mange gange daglig de ca 10 minutter gennem skoven til en lille færge, som formedelst 4 euro pr person, fragter en over til øen. Man kan også tage bus 218 helt inde fra Theodor Heuss platz i Berlin eller vælge at køre med den hele vejen retur. Når man er i Wannsee kan man også vælge, at besøge Max Liebermanns sommervilla og se kunstudstillingen der, eller besøge et mere grumt kapitel i tysk historie, huset, hvor Wannseekonferencen blev afholdt og jødernes skæbne beseglet.

Der er en lille café og spisested på øen, men på fastlandet ved færgelejet er der flere dejlige spisesteder og også muligheder for at bade i floden. 

Det var en dejlig dag og en smuk udflugt og vi kommer bestemt til at gøre den om igen, før vi er færdige med det smukke område. 

 

Udlængsel

Det er ingen hemmelighed, at min udlængsel den sidste tid er vokset og vokset. Alligevel havde vi ikke planlagt at rejse i den nyligt overståede sommerferie, dels fordi vi gerne ville være sikre på at Stefan kunne nå at blive færdigvaccineret, men også fordi vi jo ikke på forhånd kunne gennemskue regler og restriktioner. Egentlig drømte vi begge om en lille smuttur til Berlin, men det skulle vise sig at blive vanskeligt - vi holdt ferie lidt forskudt og jeg var en stor klovn og gled på fortrappen i min  første uge af ferien og forstrakte ledbånd og sener, så jeg ikke kunne gå eller have sko på de næste par uger. Samtidig skærpede Tyskland indrejse restriktionerne og så opgav vi, ihvertfald for en stund, rejseplanerne. 

Pludselig viste der sig et hul i kalenderen og en mulighed for en forlænget weekend og så var vi dem, som hoppede på en bus til Berlin! 

Flixbus kører igen fra Nykøbing F mod Berlin et par gange i døgnet. Det er en aldeles billig rejseform, men også lidt ustabil og man skal have den humoristiske sans med i baglommen og en god tålmodighed, men har man det, kan det være en fin oplevelse. 

Ihvertfald kan det ikke betale sig rent tidsmæssigt at tage til København og derefter flyve til Berlin og Stefan gider ganske enkelt ikke køre eller betale eksorbitante priser for parkering i storbyen. Så vi snuppede bussen. 

I Tyskland er der fortsat maskepligt og ihvertfald i Berlin er det ikke nok at bruge de almindelige mundbind, vi bruger her. I offentlig transport skal man bruge en såkaldt FFP2 maske, som filtrerer bedre og også skulle beskytte mod aerosolsmitte. Så egentlig var jeg tryg nok ved arrangementet. Min oplevelse var, at tyskerne var ret flinke til at overholde maskepligten, dog så vi også et par demonstrationer mod Corona restriktionerne, men det virkede nu mest som en udgrænset gruppe mennesker, som deltog i dem.

Hvis man vil spise indendørs på en restaurant i Berlin kræver det en corona test, som ikke er ældre end 24 timer. Vi så flere små pop-up teststeder med gratis kviktests, men skal man have lavet en pcr test, må man til lommerne. Jeg er ikke sikker på prisen, nogle siger 30 euro andre 50 - uanset hvilken pris, er det en stor udskrivning for tyskerne at blive testet og det er mig en gåde, at de ikke har indført et gratis testsystem som vores. Man overvejer nu, at indføre testpligt til de, som ikke vil vaccineres, hørte jeg på tysk tv. Det kan blive en bekostelig affære at gå på job eller bare deltage i noget som helst socialt, hvis man skal betale 30 euro for en test, som gælder kortvarigt.

Man skal yderligere registrere sig på restauranter ved hjælp af en slags smittestopapp, som de dog ikke har formået at få til at virke for udlændinge, så vi opgav ganske enkelt at spise indendørs på restauranter, men holdt os til udeservering, den ene dag på en særdeles god vietnamesisk restaurant, den anden i Volkspark Friedrichshain Biergarten. Vejret var super dejligt alle dage, så det var intet problem. Men til efteråret og til vinter bliver det knap så morsomt, hvis ikke de enten får styr på smitte eller smitteapp'en og testsystemerne. 

Turen gik glat, bortset fra lidt forsinkelse, som Flixbus trods alt ikke var skyld i og vi var glade, da vi sent om aftenen fik en godnatdrink på vores yndlings elektriske hjørne. 

Intet nyt fra sydfronten.

- eller ihvertfald ikke meget.

Så gik der lige 7 måneder med endnu en nedlukningen, en skoleafslutning og en sommerferie, før jeg kunne tage mig sammen til at sætte mere end 10 ord sammen på skrift.

Andreas' efterskole lukkede på grund af corona ned ved juletid og det blev vist marts, før de lukkede op igen. Det var nogle hårde måneder for de unge, mest fordi det er så svært at holde gejsten i skolearbejdet oppe, når man sidder så meget alene. Jeg er kisteglad for, at vi valgte og lykkedes med at få ham afsted på den efterskole, for Nysted efterskole gjorde et enestående arbejde med at aktivere eleverne og holde sammen på det hele ved hjælp af fjernundervisning. Der var daglig mødepligt kl 9 MED kamera på, så dagsformen og værelserne ryddelighed kunne inspiceres og om aftenen lavede lærerne underholdning, bingo osv online. En dag kørte de rundt, iført værnemidler og med sikkerhedsafstand, til alle elever i HELE landet og afleverede årstrøje, sodavand og en pose guf til hver eneste, hvilket vi alle kunne følge med i online på Facebook. Det var faktisk en lille smule rørende!

Alt lykkedes heldigvis, skolen lukkede op og med et grundigt testprogram med flere ugentlige tests af hver elev, lykkedes det at undgå yderligere nedlukningen resten af skoleåret. Andreas afsluttede folkeskolens 10 klasse med virkelig flotte resultater og en meget fin skoleudtalelse, som han blev meget rørt over. Jeg tror, det var første gang i hans skoletid, at der var nogle lærere som virkelig så ham og det medvirkende til at han i nogle fag oplevede et virkelig stort løft. I morgen starter han på en erhvervsuddannelser på Frederiksberg Tec, noget it, data og kommunikation. Vi får se om det er det, han virkelig vil - de forbedrede standpunkter til sidst fik ham til at overveje og måske drømme lidt højere, men livet er jo langt.

Imens passede vi andre vore jobs, på trods af nedlukningen og restriktioner. I det speciale, jeg arbejder i, er vi karakteriseret som frontpersonale, eftersom vore funktioner er så specialiserede at andre ikke umiddelbart kan varetage dem, så jeg var blandt de første som i januar påbegyndte vaccination med Pfizer Biontech. Det var ikke helt uden nervøsitet, vi lagde arme til, for selv om vi glædede os til vaccinen, var det dengang alligevel lidt nyt territorium, vi bevægede os i med den nye vaccineteknik. Heldigvis gik det godt for alle. Så heldige var de ikke på en naboafdeling og samarbejdspartner, som fik en anden vaccine. Her oplevede man et dødsfald og en stor blodprop hos to personaler og pludselig følte vi nok alle, at det kom lige lovlig tæt på. Heldigvis havde vore politikere og sundhedsmyndighederne mod til at stoppe den del af vaccination programmet, i stedet for blot at vaccinere videre. Det er jeg meget taknemmelig for.

Her i juli kom vi heldigvis dertil, hvor vi alle, Andreas, Stefan og jeg, er færdigvaccinerede. Det er en stor lettelse!

Der har været meget få adspredelse det sidste halve år på grund af nedlukningen. Jeg har set min barndomsveninde et par gange, men stort set ikke andre. Stefans datter flyttede lige før coronaen ramte fra Schleswig Holsten længere ned i Tyskland og på grund af vore respektive landes restriktioner og nedlukningen, har vi ikke set hende i TO år. Det er helt langt ude. Indtil n har jeg ikke haft de store problemer med at overholde restriktioner og udholde nedlukningen, men jeg kan mærke, at udlængslen begynder at rykke i mig.

Det er virkelig gået op for mig, at vi alle lider på forskellig vis på grund af corona - min barndomsveninde arbejder i den finansielle sektor og har haft hjemmearbejde og har følt sig isoleret - jeg derimod, har kunnet passe job og i den forbindelse have en social berøringsflade, men jeg savner alenetid. Hele familien er jo hjemme HELE tiden og for et menneske, som mig, der lader bedst op i ensom majestæt, er det faktisk lidt svært, uanset hvor højt jeg elsker min familie.

Heldigvis har jeg kunne fortsætte studierne på buddhistisk univetsitet, Lamrim II, fordi det lykkedes at undervise online. Som et trossamfund kunne vi faktisk have holdt åbent, men de fleste buddhister er både ansvarlige og omsorgsfuld og ønsker ikke at påføre andre skade, så der blev holdt lukket i en lang periode. Heldigvis fortsætter undervisningen igen til efteråret, så jeg melder mig til og fortsætter.

Det var vist det sidste halve år i hovedtræk. Jeg håber, at komme lidt igang med bloggen igen og at der snart kommer flere oplevelser at skrive om.