Svære valg

Tjah, hvad kan jeg sige?

For lidt over en måned eller halvanden siden så jeg på nogle lidt mere dubiøse områder af nettet de grusomme, skjulte optagelser fra Wuhan, hvor kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelsesejendomme til og - angiveligt - efterlod coronasyge borgere til deres ubegribelig skæbne. Det var nok allerede dengang, det gik op for mig, at dette formentlig blev "the real deal", pandemien, som stort set alle infektionsmedicinere altid har sagt vil komme.

Allerede dengang overtalte jeg Stefan - som syntes, jeg var komplet bonkers- til at vi skulle forberede os lidt, ikke på hamstringsmåden, men der er olie på tanken, brænde i garagen og en fuld gasflaske ligeså. Nå ja, og så vores evindelige plantemælk, som holder længe og en masse havregryn. Så kan det ikke gå helt galt 😁

Så nu sidder vi her. Jeg har taget hul på en friuge og vælger at afstå fra ekstraarbejde og sociale arrangementer. Stefan skal arbejde, men har byttet til nattevagter, hvor han er stort set alene, så en slags selvvalgt karantæne er det vel. Eller et retreat - sådan kunne man jo også vælge at se på det?

En ting var jeg så ikke forberedt på og det var at fravælge kontakt med Andreas, som jo plejer at komme her mindst hver anden weekend. Men hans far og jeg talte det igennem og det kan ikke være anderledes. Andreas og far bor sammen med farmor og har også kontakt med faster, som har cystisk fibrose, og jeg tør slet ikke udsætte dem for fare, set i lyset af udviklingen på mit job. Det er en svær og bitter pille at sluge, men sådan må det være.

Tanker i toget

Godmorgen fra Corona-expressen, nu med pladsbillet, som angiveligt skulle beskytte mod covid-19. Den medicinske mekanisme er mig på dette punkt ukendt, jeg ville hellere have haft et relevant åndedrætsværn. Hvis du nu ryster på hovedet og ruller med ørerne i uforståen over mit hysteri, så er du tilgivet. Jeg er i det overbærende hjørne i dag ♥️
Og ret skal være ret - der er stort set ingen med toget, hvor vi normalt plejer at sidde virkelig tæt og endda stå mellem sidderækkerne. Så det virker altså!

Jeg har ikke kørekort og har altid benyttet cykel og offentlig transport. Jeg tilbringer mindst 4 timer af hver arbejdsdag i tæt kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning og det er for det meste en hyggelig oplevelse. Nogle gange giver det også mulighed for at arbejde med den irrationelle angst og intolerance, man kan blive opfyldt af - det oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden kom til at sætte mig ved siden af en meget, meget forkølet kineser, som ihvertfald ikke opretholdt det, vi ovre i sundhedssektoren kalder en god håndhygiejne. Da gnavede det lidt i tolerancen og velviljen, uanset hvor meget jeg ville ønske, det ikke var sandt. Eller da jeg sad ved siden af ingeniøren, som med en kæmpe vadsæk stort set lige var hoppet af en flyver fra Kina, da arbejdsprojektet grundet epidemien lukkede ned.
Der er både på en hospitalsvagt og sådan en togtur masser af potentielle smittekilder, hvilket jeg egentlig altid har taget i stiv arm - jeg har passet turberkulosepatienter, aidspatienter, hjulpet læger med at lumbalpunktere meningitis patienter og i det hele taget været i kontakt med mange forskellige smitsomme sygdomme i mit arbejdsliv og jeg ved, at nogle gange bliver man  bare nødt til at klamre sig til sin rationelle tænkning og videnskaben for ikke at blive opslugt af angst. Det går for det meste godt, jeg har sjældent været bekymret for mig selv. Det er jeg heller ikke nu mht til det nye coronavirus og ej heller særligt meget for Andreas. Til gengæld bekymrer jeg mig lidt om farmor, lidt mere om hans faster, som har cystisk fibrose og hans fars kæreste, som lige er på vej ud af et kræftforløb. Jeg bekymrer mig en hel masse om Stefan, som kun har en lunge.

Det hjælper ikke konstant at få tudet ørerne fulde af, at det kun er de gamle og svage, som dør. Det er så heller ikke sandt, men når man elsker en del mennesker, som vil falde ind under begrebet "svagelig" får jeg faktisk mest lyst til at slå kynikerne meget, meget hårdt, men eftersom jeg er i det overbærende hjørne, gør jeg det naturligvis ikke. Iøvrigt ved jeg også, at de enten siger, som de gør, fordi de enten ikke ved bedre eller selv kæmper for at holde angsten fra døren. Så overbærenhed er svaret.
 Jeg nøjes blot med at konstatere, at denne krise giver god mulighed for at lære et par sandheder - en af dem er, at nogle mennesker måske ikke betyder alverden for dig, mens de for en anden ER hele verden. Det synes jeg er vigtigt at huske på i denne tid, når vi taler om pandemi en, som har ramt os og ikke mindst dens ofre.

Den sidste uge har jeg haft et kæmpe behov for at gøre min verden lillebitte. Jeg har haft svært ved at takle mange af de ting, som bliver skrevet på fb, i seriøs aviser og sagt på politikernes pressemøder.
Derfor har jeg været nødt til at lukke lidt ned og forsøge at tænke på, hvad det rigtige respons på alt dette skal være fra min side, og hvordan jeg takler det her mest værdigt.
For mig er det ikke så meget angsten, det handler om, men jeg går med en stor og eksplosiv vrede over, at vi feks i psykiatrien og på mit afsnit forventes at håndtere corona smittende, men slet ikke får udleveret de rigtige værnemidler til opgaven.
Det er nok den største mavepuster, jeg i mine 25 år i det danske sundhedsvæsenet har oplevet. Så lige nu kæmper jeg for, at beherske mig og forsøge at vælge de nyttige og rigtige handlinger, så man ikke ender med at ligne en lille, vred hund, som konstant står og bjæffer af en stor og komplet ligeglad grand danoir... Det kan godt være den lille, vrede hund har retten på sin side, men hvis den ikke får den store, magtfulde hund i tale, sker der intet og en masse sundhedsprofessionelle risikerer at komme galt af sted.

Yogaen gav mig for nogle dage siden ordet "overbærenhed" i forbindelse med at rumme kyniske udtalelser, så mon ikke jeg også finder en løsning? Det er jeg nødt til at håbe og tro på.

♥️

Siden sidst

Der er gået lidt over 1 år, siden jeg, i forbindelse med ibrugtagning af ny telefon, "smækkede mig ude" fra min blog.

Det bliver spændende at se, om jeg overhovedet kan finde ud af at skrive flere sætninger i forbindelse med hinanden. Jeg kan mærke, det allerede er svært med tegnsætningen - altså værre, end det plejer at være :-)

Nå, men hvad har jeg så lavet i al den tid?

1: jeg var lige startet på nyt job i nyt speciale, sidst jeg skrev. Jeg er stadig i ansat i psykiatrien og er overbevist om, at det var det rigtige valg. Om jeg fortsætter i mit nuværende job i akutmodtagelsen, ved jeg endnu ikke helt. Jeg elsker det akutte, hvad enten det er psykiatri eller somatik, men psykiatrisk sygepleje er i høj grad relationsarbejde og det er der ikke så meget plads til i akutmodtagelsen. Samtidig er der i den psykiatriske akutmodtagelse nogle meget, meget rigide opdelinger med hensyn til opgavefordeling mellem sygeplejerske og sosu-assistent, som jeg ikke helt ved, om jeg gider slås om på mine gamle, eller ihvertfald ældre, dage. Vi får se, tiden er gået med arbejde, kurser, kurser, kurser - der er masser af nyt at lære, når man skifter spor. I love it, som Ole Henriksen siger

2: Jeg har været ude at rejse 3 gange. Sommerferie med Andreas i Grækenland på vores sædvanlige yndlingshotel hos den græske familie i Parga. Måske var det sidste gang, for bedstefar, som jeg tidligere har skrevet om, var lige død, da vi kom, og det var derfor endnu uklart, hvad som kommer til at ske med hotellet.

Jeg har også været i Berlin et par gange - en gang som "rejsefører" for et par veninder og en gang med Stefan. Jeg fik endelig set Käthe Kollwitz museet og i den forbindelse, ved et tilfælde sværger jeg! - stalket mit politiske idol.

3: Stoppet med at ryge. Og denne gang håber jeg, det bliver for altid. Vi får se, jeg er en forhærdet misbruger og det er en proces, som tager tid. Jeg kan mærke, at erfaringerne fra tidligere rygestop kommer mig til gode. Jeg kender faldgruberne lidt bedre.

4: Etableret en daglig yoga og meditationspraxis. Meditationen har jeg været igang med siden sidste folketingsvalg og i den forbindelse har jeg - helt ærligt!, No jokes - virkelig meget at takke Rasmus P. for. Uden ham havde jeg simpelthen ikke knækket koden.

En af mine nye kolleger tog på yogarejse til Zanzibar med Cathrine Kofoed ovre på cathrineyoga.dk og kom så begejstret retur, at hun nu er igang med at uddanne sig til yin yang yogalærer. Jeg nøjedes med at købe mig onlineadgang og det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Den motion, som virker, er den, man får lavet og yin yogaen passer i mit liv og har siden årsskiftet været en daglig foreteelse. 

5: Været tæt på at konvertere til buddhismen. Jeg har en indre proces igang med hensyn til tro og religion, som er en spændende rejse at være på. Det er gået op for mig, at jeg ikke er kristen længere, og derfor er jeg i en proces med at finde ud af, hvad jeg så er.

Der er givetvis sket meget andet siden sidst, men dette er "the highlights". 

Friugen er begyndt og det er tid til morgenyoga 😁🙏

Hjemme igen!

Efter ikke at have kunnet kommentere på min egen og andres blogge i over et år, løste problemet sig pludselig. Det var bare en lille dingenot, som accepterer tredjepartcookies, som skulle slås til.
Dejligt, at være hjemme på bloggen igen :-)!