November startede som tidligere annonceret med, at jeg forlod psykiatrien efter 5 år og vendte tilbage til somatikken på "mit" gamle hospital, denne gang i et nyt speciale, akut almen neurologi.
Det var meget vemodigt for mig, for jeg havde haft en masse drømme, visioner og forhåbninger til den psykiatriske sygepleje, som bare aldrig fik rum til at folde sig ud. Eller også var det bare mig, som ikke passede ind. Uanset hvad, var det en svær erkendelse at komme til, men da beslutningen var taget, var jeg også klar over, at det var den rigtige. Det var som at komme hjem, selv om introprogram i dagvagt, nyt speciale og nye, opdaterede retningslinjer og instrukser på sygeplejefaglige procedurer ofte har fået mig til at føle mig som en fisk på cykel. Selv om jeg i perioder er kommet i specialet som vikar, er det noget andet at være fastansat og forestille at kende specialet. Jeg føler mig ofte som en usikker klovn, men der er også forbedringer - og det holder jeg fast i 😁
Rigshospitalet har, udover nærmest at være en hel bydel i København, to matrikler og jeg har mit faste gang på matriklen på Vestegnen, hvor det meste af den medicinske neurologi har til huse, både med et spritnyt rehabiliteringscenter, som erstatter det, som tidligere lå i Hornbæk og en nyoprettet neurologisk akutmodtagelse, som åbner lige om lidt.
Rigshospitalet er specielt på på den måde, at det er hele Danmarks hospital og målsætningen er, at " være til gavn for den enkelte patient og hele det samlede sundhedsvæsen". Patienterne er ofte langt hjemmefra, både fra rigets randområder - Grønland og Færøerne - og andre dele af landet.
Da jeg stod ved indgangen på Blegdamsvej, hvorigennem der dagligt går 40 000 mennesker, hørte jeg pludselig en øredøvende larm og kikkede op - en redningshelikopter var ved at lande på taget. Og selv om man kun er en lillebitte del af det kæmpestore apparat, knap nok et tandhjul, men blot en skrue, så kan man ikke lade være at ranke ryggen lidt. Et eller andet sted i Danmark er et menneske kommet galt afsted og har brug for hjælp.
Nok om det. Det bliver et langt introforløb og det kommer til at kræve en del arbejde, at blive søstærk i en hverdag, som ofte er omskiftelig, kræver viden og ekspertise, selv på min lille plads.
I September startede jeg igen på studierne på buddhistisk universitet. Jeg har været væk fra det en periode og det var super godt at starte igen. Denne gang læser vi hjertesutraen, et af de centrale, ihvertfald for den gren, jeg tilhører, skrifter i buddhismen om tomhedens natur. Når buddhister taler om tomhed, menes der ikke "intethed", som vi opfatter ordet i vesten. Det er spændende, svært filosofisk stof og lægger sig tæt op af fænomenologien.
Jeg tænker, jeg skal have kurset et par gange, for jeg har ikke været verdens bedste elev, jeg er tyndt smurt ud i øjeblikket og nogle steder endda kun pletvist dækkende. Se nedenfor.
Vi ser mange patienter med corona i øjeblikket. Ofte bliver folk med epilepsi indlagt, fordi de, trods de er velbehandlede, indlagt fordi de har fået et krampeanfald. Så bliver de lagt på en gangplads overfor kontoret, så vi kan observere dem og gribe hurtigt ind, hvis de får anfald. Og rigtig ofte viser det sig, at de har covid. På den måde smittes mange personaler og igen patienter og selv om det ikke længere regnes for en farlig eller livstruende sygdom, er det alligevel en belastning, både pga personale, som bliver syge og patienter med skrøbeligt helbred.
Jeg er nu ret sikker på, at jeg blev smittet af en anden, nyansat kollega, som åbentbart syntes det var en rasende god ide, at gå til introundervisning med hoste og snot stående til højre og venstre. Hun var syg, var hun. Hende vandt jeg pladsen ved siden af i 4 timer i et lille rum uden mulighed for udluftning. Jeg pippede lidt til hende om, at hun måske burde være blevet hjemme? Hun kvidrende blot løs om, at hele hendes afdeling var nedlagt af sygdom og jeg tænkte i mit stille sind, ja, og nu får du nedlagt alle de andre afdelinger også. Det er et ømtåleligt emne, vores kultur er at være loyal overfor arbejdet og vagtplanen, fremfor patienter og medmennesker.
Det var dagens lidt sure opstød. Heldigvis er jeg slet ikke så syg som første gang, men dog med feber og snot, så jeg ikke synes jeg kan gå på job. Jeg håber, jeg er klar og fit for fight om et par dage.
