Stasi-fængslet i Rostock.

DDR-tiden er en forsvindende lille del af Rostocks historie og derfor var det måske en lille smule uretfærdigt, at vi besluttede at aflægge Stasi-fængslet, som nu er dokumentations- og mindested, et besøg, istedet for at besøge det kulturhistoriske museum, som har til huse i byens kloster, Kloster zum Heiligen Kreuz.

Klostret er iøvrigt grundlagt i 1270 af den danske Dronning Margrete, altså ikke hende den første, men af Margrete Sprænghest, som var gift med Christoffer 1. og kronet sammen med ham. Angiveligt skulle "Sorte Grete", som hun også kaldtes, være blevet reddet ud af havsnød og i taknemmelighed have grundlagt klostret. Hun bar tilnavnet "sprænghest", fordi hun angiveligt skulle have redet en hest til døde under en rask flytning af en hær. Hun lyder ærligt talt til at have været lidt af en knaldperle, hun har ligget i fejde med både holstenerne og schlesvigerne og efter sin mands død reciderede hun på Nykøbing Slot på Falster, hvor hun sad og styrede Estland - og formentlig også lidt Danmark, eftersom hun var mor til regenten, Erik Klipping.. Hun døde i Rostock og er bisat i klosterkirken i Bad Doberan.

Det belv ikke denne gang, vi besøgte klostret, men vi har vist været der før. Jeg mener svagt at kunne erindre, at de universitetsstuderendes middelalderjulemarked fandt sted nede i klostergården, et iøvrigt strålende og meget autentisk arrangement. Det står lidt tåget i min erindring, for på vej dertil kom vi forbi en bod, hvor hjemløse solgte Glühwein til fordel for en af kirkerne og som den eneste alkoholdrikkende i selskabet, ofrede jeg mig i den gode sags tjeneste og købte et bæger, som var ualmindeligt velsmagende, men også toptunet med omdrejninger og for at sige det som det er: Jeg var stort set plakatfuld, da vi besøgte klostergården for nogle år siden og måske er det derfor, jeg husker det som en fabelagtig oplevelse. Det kan ikke helt afvises ihvertfald.

Nå, men vi sprang museum og kloster over denne gang, for jeg ville gerne besøge Stasi-fængslet, som i øjeblikket har en lille særudstilling om flugtruten over Østersøen. De fleste ved, at mennesker i DDR flygtede over muren og den indre, tyske grænse for at undslippe regimet, men færre ved at langt flere døde i forsøget på at flygte over Østersøen til Danmark. Den danske journalist og forfatter Jesper Clemmensen har skrevet en fin bog om emnet; Flugtrute Østersøen og hans dokumentarudsendelse "Flugten fra DDR", som har været vist flere gange på DR, har også gjort stort indtryk. Familien Senders flugthistorie er vel en af de mest tragiske i koldkrigstiden og Christoph Senders fortælling om sine søstre og fars død på havet er nok en af de historier, som aldrig helt vil forlade mig. Ihvertfald kan jeg ikke sejle over Østersøen uden at tænke på dem.
Heldigvis er der jo også positive og helt utrolige historier imellem. Peter Döbler, en yngre læge fra Rostock, svømmede i 1971 fra Kühlungsborn strand til Fehmarn, en strækning på lidt over 45 km. Han havde trænet og forberedt sig på flugten i nogle år og ikke nok med at præstationen er helt utrolig - den efterfølgende historie, hvor Peter Döbler mange år senere efter murens fald på en fisketur til Kap Verde øerne møder en anden tysker, som også er fra Rostock, er næsten endnu mere usandsynlig. Det viser sig nemlig, at manden på en måde kender Peter Döbler; han er nemlig den indsatsleder, som i sin tid sendte militære eftersøgningsbåde og kampsvømmere efter ham. Ikke nok med, at de flygtende skulle kæmpe mod Østersøen, mod vejret, mod udmattelsen, sult og tørst, de havde ofte også militæret i hælene. Helt utroligt, at lidt under 1000 mennesker rent faktisk lykkedes at slippe ud af DDR over havet.

Stasi-fængslet ligger i Hermannstrasse 34B og er et besøg værd. Det er ikke så stort, som Hohenschönhausen i Berlin, men en langt mere rolig oplevelse, som levner plads til eftertænksomhed og derfor anbefalelsesværdig.

Wolfskinder

Den tyske bearbejdning af 2. Verdenskrigs rædsler er en fortløbende fortælling, som altid ændrer fokus, vinkling og tema. De sidste år har fotællingen ændret sig, så den l ikke længere kun at omfatter udryddelsen af jøder, kommunister og andre modstandere at det nazistiske regime. Der er udkommet flere film, som omhandler især børnenes skæbne i det krigshærgede land.

Wolfskinder - ulvebørn - kaldte man de henved 25000 børn, som blev hjem-, identitets-, og  forældreløse under den røde hærs fordrivelse af tyskere i Østpreussen. Børnenes mistede deres forældre pga bombardementer, krigshandlinger og sult og strejfede herefter rundt alene eller i grupper og søgte ofte tilflugt hos litauske bønder, der - ofte med livet som indsats - skjulte dem eller tog dem til sig som plejebørn. Det var forbudt at hjælpe børnene, de skulle overleveres til russerne.

I år har jeg set og læst flere interview om disse børns skæbne og jeg har set filmen "Wolfskinder" om to brødre, hvis mor dør af en infektionssygdom under flugten og som herefter strejfer rundt alene, mens de forsøger ikke at dø af sult eller blive dræbt af russere eller andre voksne, som ikke vil dem det godt. Tabet af identitet, at huske hvem man er og hvor man kommer fra, er også et vigtigt tema i filmen.

Emnet er højaktuelt i øjeblikket og jeg kan sagtens anbefale andre at lade sig oplyse om emnet og endnu et af historiens rædselskapitler. Det vil ihvertfald hjælpe en til at forstå, hvordan det nu engang kan lade sig gøre, at børn bliver skilt fra deres forældre under flugt og hvorfor de måske ikke altid lige er i besiddelse af de rigtige legitimationspapirer, men også hvorfor nogle af dem rent faktisk kan have besvær med at huske, hvem de i virkeligheden er.

Især kunne jeg anbefale Naser  Khader at kigge blot 70 år tilbage i historien og besinde sig en smule, før han udgyder sine perfiditeter.