Viser opslag med etiketten Fisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fisk. Vis alle opslag

fredag den 29. juli 2016

Nemme laksedeller


Vi fik verdens nemmeste laksedeller til aften. Opskriften fandt jeg ovre på Politiken.dk
Jeg skynder mig at skrive den ned her efter strenge ordrer fra familien - jeg er berømt berygtet for at glemme opskrifter på særdeles velsmagende retter, så de aldrig ser et middagsbord igen.

400 g laksekød, skåret i tern og hakket med kniv på spækbrættet
200 g hakket bladselleri - bestem selv, hvor fint
1 æg
2 spsk mælk
2-3 spsk mel, afhængig af æggets størrelse
1 spsk dijonsennep
1 tsk salt
peber
et godt nip cayennepeber
knust hvidløg - det glemte jeg så lige...

Farsen røres sammen, jeg lod den hvile lidt i køleskab, og stegte de formede deller på panden i olivenolie og en klat smør. Der blev 10 store deller af portionen. 

Vi får fisk og laks fra skagenfood.dk hver 14. dag. Denne opskrift passede lige præcis til gårsdagens levering af laks.

torsdag den 11. februar 2016

Kalamares


Min yndlingsret i hele den vide verden er græske, friterede blæksprutteringe. Kalamarakia tiganita,som retten vist hedder på originalsproget, er noget af det mest enkle og alligevel er der så få, som kan tilberede den. Spanierne kan ikke, italienerne slet ikke. Skidt pyt, de kan så meget andet.
Hos Skagenfood kan man, når blæksprutter er i sæson og det er de lige nu, for en relativt billig penge få hele blæksprutter bragt til døren i kassevis. Det gjorde jeg sidste år og - når jeg nu selv skal sige det - endte jeg med en opskrift, som endte med at være bedre end langt de fleste versioner, jeg nogensinde har fået, selv i Grækenland. 
Gjorde jeg måske lige mig selv og min familie den tjeneste at skrive" the recipe to end all recipes" ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Og nu kan jeg ikke huske det helt rigtige forhold mellem de forskellige komponenter i meldyppelsen. En af årsagerne til, at min familie har beordret mig til at få mig en blog igen, er netop, at jeg laver det nummer konstant. Jeg får en god ide, jeg afprøver den og når den så lykkes rigtig godt - ja, så glemmer jeg da alt om at skrive guldkornene ned. 


Nå, men først skal blæksprutterne renses og skæres i strimler, ca 1,5 -2 cm brede. Og nu kommer det første partytrick: Blæksprutteringene lægges i en skål og overhældes med Ouzo - eller Pastis, hvis det er det, du har - og herefter skal de trække 1/2 times tid i køleskabet. Eller indtil du har hvirvlet en græsk salat og lidt Tzatziki sammen, eller hvad du nu vil servere til. Bare rolig, de kommer ikke til at smage af lakrids, selv om det vist er den største trend udi madlavningen p.t. Alt skal lige have et strejf af lakrids, ikke? I think not.
Så skal du lave en melblanding, som blæksprutteringene skal vendes i, når de er taget op af alkoholbadet. Og jeg tror nok - tror nok! - at jeg på grund af en misforståelse kom til at bruge majsmel - hvilket viste sig, at virke bedre end både godt og fortrinligt.
1 cup (2 1/2 dl) fint majsmel
1/2 cup majsgryn
1/2 cup rasp - du kan endda bruge glutenfrit, hvis du spiller på det hold.
1-2 tsk salt
2 task løgpulver
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk paprika
1 tsk cayennepeber
peber

Salt og peber er nødvendigt, de andre ting kan droppes, hvis man ikke lige har lyst.
Blæksprutteringene vendes i melet og steges herefter i mindre portioner i rygende varm - og den skal være varm! - olie i max. 2- 21/2 min. Jeg bruger en neutral olie, solsikke- eller majs.
Serveres omgående med citron- eller endnu bedre, limebåde.

Vi får se om det er det rigtige blandingsforhold, jeg husker. Der kommer et par kasser blæksprutter fra Skagenfood i dag. De skal gøres rene og så ender de portionsvis i fryseren og skal gøre godt, når vinterferien rigtig begynder.