Gudrun og Robert

Fra Venstre: Gudrun, min mor, Ole, min storebror og Robert

Omme i Helgolandsgade boede Moster Gudrun og Onkel Robert. At besøge dem, var som at træde ind i Martha Christensens roman "Dansen med Regitze", men det vidste jeg selvfølgelig først senere i livet. De var begge glødende kommunister, men i deres hjem var det nu primært Onkel Robert, som var den politiske vakte og hjernen bag hele operationen. Før Moster Gudrun traf Robert, havde hun været forlovet med en baptist og havde lagt et stærkt engagement i troen. Men da hun mødte Robert, skiftede hun korset ud med Hammer & Segl og sådan forblev det resten af hendes dage. Onkel Robert arbejdede på Ålborg Værft. Jeg ved ikke præcis med hvad, men han har formodentlig været svejser eller metalarbejder. Han var ikke nogen højtråbende politisk agitator, ihvertfald ikke hjemme eller i selskabeligt lag. Han var en sand mester i, på en stille og fredsommelig måde, at give udtryk for sine politiske holdninger i velplacerede, ironiske sidebemærkninger. Så lo han selv på en klukkende måde og når Robert lo, kunne man ikke lade være at le med..

Moster Gudrun sagde de mest fantastiske ting. Mine far kunne ikke stå for hendes verdensbillede og sproglige fortalelser. Min yngste bror var et noget pjevset spædbarn. Han var født for tidligt og havde haft engelsk syge. Han var særdeles småtspisende og min far bekymrede sig altid over hans fysiske konstitution.

Moster Gudrun beroligede ham: Du skal ikke være urolig, Kaj, han skal nok klare sig. Han har jo ligget i sprit! Det fik Moster Gudrun iøvrigt ret i, på mange måder er min yngste bror nok den af os, som har klaret sig bedst i livet. 

En anden gang fortalte Moster Gudrun levende om en bekendt, som havde "fået betændelse i tekstilerne". Vi nåede kun lige ned i bilen, før min far eksploderede af grin. Alle Moster Gudruns fortalelser og sproglige fejl, blev omhyggeligt indlemmet i familiens sprog til stor morskab for os alle. Det er nok en af årsagerne til, at jeg først og fremmest har en humoristisk tilgang til sprog, fremfor en mere regelret.

Moster Gudrun og Onkel Robert havde kun en enkelt søn, Ole. Han var lidt yngre end min far. Han og hans kone var begge lærere, ligesom mine forældre. Oles kone døde tidlig - af kræft, mener jeg -fra ham og deres lille dreng, Palle. Palle var nogle år ældre end jeg og hans forældre var langt mere vensreorienterede end mine. De gik ind for fri børneopdragelse og Palle var en temmelig livlig dreng, husker jeg. Jeg legede med ham nogle gange, når de var på besøg. Det gik ikke helt glat, ifølge min far. Engang afbrød jeg hele selskabet, da jeg mødte op i stuen og vredt råbte med hænderne i siden: Jeg gider ikke lege med Palle mere, han lægger sig hele tiden oven på mig!

Moster Gudrun, Onkel Robert, Ole og Palle var meget tæt sammentømrede som familie. 

Da jeg var teenager døde Ole af meningitis. Han var taget til Guatemala for at arbejde på et udviklingsprojekt og blev syg og døde alene langt hjemmefra. Det var en kæmpe sorg for Gudrun og Robert, men heldigvis havde de Palle, som nu havde endnu mere brug for dem. Palle var den første i familien, som kom på universitetet. Han skulle læse økonomi, så vidt jeg husker. Både Gudrun og Robert var frygtelig stolte af ham og for dem var det vel også en slags virkeliggørelse af deres politiske drømme; at et barnebarn af en værftarbejder fra Ålborgs Vestby kunne stige helt til tops i uddannelsessystemet.

Af hele sin famile var min far nok tættest knyttet til Gudrun og Robert. Hos dem kunne han være helt sig selv og de har formodentlig været vidende om, at han var homoseksuel og accepteret dette helt og aldeles. Ihvertfald ved jeg, at de var en stor støtte for ham, da han senere var døende af AIDS. Med dem kunne han tale frit om det, som var et kæmpe tabu og en stor fortielse i hans eget barndomshjem.

I de år, hvor vores juleroadshow løb af stabelen, var alt heldigvis stadig fryd og gammen.  Vi børn elskede Moster Gudrun og Onkel Robert og vi elskede at besøge dem. De fik en juledekoration og vi fik lidt mundgodt, for man måtte ikke bære julen ud.

Når vi havde klaret besøgene i Ålborg gik turen videre hjemad. Vi kørte over Gjøl videre til Øland, for her boede min mors familie og de skulle naturligvis også aflægges en vist.

Min fars Moster Agnes

I Dannebrogsgade i Ålborgs Vestby, næsten nede ved havnen, boede min fars Moster Agnes. 

Moster Agnes havde intet tilovers for min farfars luner eller opdragelsesmetoder og slet ikke for min farmor, som blev i det. Moster Agnes havde selv smidt en døgenigt af en mand, som både drak og slog, på porten og opdraget sine drenge alene i den lille toværelses uden bad. Hun havde haft forskelligt arbejde, men det som fyldte mest var, at hun havde været medhjælper i børnehaven på Kastetvej.

Hun var en solid, direkte og pragmatisk kvinde og hun havde et hæst - og højt - grin, som skar gennem alt.Jeg kan ikke huske, om hun havde to eller tre børn, måske var det tre, men den sidste talte man ikke rigtig om, måske var det gået ham skidt i livet. Til gengæld var de to sønner kommet godt i vej. Den ene var lærer, jeg husker ikke hvad den anden arbejde med, men han og konen Sonja havde bygget hus i forstæderne og klarede sig godt. De var ivrige standarddansere og deres danseliv optog Agnes nærmest lidenskabeligt. Hun fulgte enhver danseturnering årvågent på tv. Standarddans var flot, men det var Latin, som Agnes elskede højest. De korte kjoler, al den nøgne hud og de frække, vrikkende bevægelser var lige noget for Agnes. Så var hun tabt for omverdenen.

Agnes var og blev fræk. Og min far, som ellers altid var lidt blufærdig og altid talte pænt, ændrede altid karakter i hendes selskab. Pludselig blev han lidt næsvis og kunne replicere hurtigt og snarrådigt.Det var sjovt at se den side af ham, som jeg ikke vidste, han havde.

Engang havde Moster Agnes fået nye, hvide slacks som en del af sin sommergarderobe. Dog var hun lidt urolig for om stoffet nu var for gennemsigtigt. Hun stillede sig op i en lidt udfordrende positur foran min far, og spurgte om trussernes blå mønster af forglemmigej mon kunne ses igennem stoffet?

Forglemmigej? spurgte min far - de blomster blev til solsikker, da du tog dem på! Så skreg Moster Agnes af grin. Hun vidste, hun var tyk og hun var vist ligeglad.

Moster Agnes var esset, man spillede ud, når livet virkelig gik i stykker. Hun kunne stå roligt som en klippe gennem hjemmefødsler, skilsmisser og enhver anden krise. livet måtte bringe. 

I efteråret '72, da jeg var 4 år gammel, begyndte min familie så småt at smuldre. Min far blev alvorligt syg af en nyrelidelse og måtte have fjernet den ene nyre. Det var en månedlang indlæggelse. Han fik blodforgiftning efter operationen og var meget syg. Min mor ventede min yngste bror og graviditeten var kompliceret. Det kan ikke helt afvises, at hendes periodiske alkoholmisbrug havde lidt med sagen at gøre, men ihvertfald havde lægerne længe for inden sagt, at hun ikke burde få flere børn, det ville slå hende ihjel.

Min 2-årige bror blev sendt til min farmor og farfar. Jeg var det heldige barn, for jeg blev installeret på Moster Agnes' grønne plyssofa i Dannebrogsgade.

I min erindring er der tale om en relativt kort periode. Men af de erindringsglimt, jeg har fra den periode, kan jeg se at opholdet må have strakt sig fra sensommeren og næsten helt til jul.

En sensommeraften gik Agnes og jeg gennem Dannebrogsgade, på vej hjem, måske fra et besøg hos andre familiemedlemmer, som også boede i kvarteret. På en trappesten, omgivet af rygende og øldrikkende gadedrenge, sad en ung, højgravid pige, som ikke kan have været en dag over 16 år. Moster Agnes stoppede og talte med dem alle, som hun kendte fra børnehaven. Hun havde en lidt hård jargon og drengene fik en formaning: I skal være ordentlige med hende, ellers kommer jeg efter jer! Anderledes blid var hun, da hun talte med den unge pige. Jeg kan stadig huske, hvordan det lykkedes hende, midt i al rabalderet, at skabe nærmest et rum omkring de to alene. Hun spurgte til graviditeten, boligforholdene og om udstyret til barnet var i hus. Vigtigst af alt, hun ville vide, om pigen havde nogen, som kunne være hos hende under fødslen. Hvis ikke hun havde, skulle hun komme til Moster Agnes. Så kommer jeg sgu og henter dig på cyklen, sluttede hun af med sit sædvanlige skærebrændergrin.

Jeg tænker, at Moster Agnes i dag kunne være blevet en glimrende sosu-assistent eller måske sygeplejerske. Men der havde ikke stået "uddannelse" på hendes penge.

Moster Agnes skulle naturligvis have en juledekoration. Så vidt jeg husker, var hun sjældent hjemme, når vores Roadshow ramte Ålborgs Vestby. Formodentlig har hun været hos sine sønner og egne børnebørn. Så blev juledekorationen stillet ved døren og vi kørte videre. Vi skulle kun lige rundt om hjørnet til Helgolandsgade, hvor Moster Gudrun og Onkel Robert boede.

Ham med dyrene

Når vi havde besøgt Moster Marie i Hjørring gik turen sydpå til Kås, min farmors fødeby.

Min farmor er nr. to fra højre på billedet - jeg selv læser festsang og taber underbukserne, fordi elastikken er røget. 

Jeg føler, jeg måske har gjort hende uret ved at fremstille hende så tragisk, for hun var en ualmindelig kærlig, varm og sjov framor. Men visse omstændigheder i hendes liv var tragiske, især hendes start på livet, som hun selv, da jeg voksen, fortalte mig om.

Hun blev født  udenfor ægteskab af fattige forældre, som af forskellige årsager ikke kunne gifte sig. Hun var et bette skravl af et barn og knap levedygtig og derfor blev hun lagt i en kasse i laden, velsagtens for at dø og derved løse problemet med det udenomsægteskabelige. Et barnløst og mere velhavende par i byen fandt hende og tog hende med hjem og bragte hende ved kærlig pleje tilbage til livet. Hos dem voksede hun op som var hun en prinsesse. Hun havde de smukkeste kjoler, den største samling legetøj og kærlige plejeforældre, som fejrede hendes fødselsdage med maner. Når hun inviterede til fødselsdagsfest, spurgte folk hende: Så får vi måske chokolade? Ja, svarede lille Ella, kanskjese endda Cacao! Hun syntes Cacao lød finere og hun vidste ikke bedre.

Da hun var 7 år indtraf katastrofen. Hendes forældre havde langt om længe fået hinanden og et par små børn. De havde brug for, at hun kom hjem og hjalp med husførelsen og børnepasning. Hendes mor mødte op og forlangte, at hun kom hjem. Hun måtte ikke medbringe nogetsomhelst, hverken legetøjet, de fine kjoler og slet ikke de nye, røde træsko. Træskoene var det værste. Og da hun barfodet gik hjem gennem en kornmark, frataget alt hun holdt af, ønskede hun i sin afmagt, at de mørke skyer ville falde ned fra himlen og opsluge hende.

I dag tænker jeg, at den oplevelse måske har været med til at forme hendes senere valg i livet. At hun blev i de trods alt gode og trygge sociale kår, ægteskabet med min farfar leverede, fremfor - endnu engang - at kaste sig ud i en fattig og slidsom tilværelse som enlig forsørger.

I Kås havde vi to besøg. Det første gik til min farmors bror, Onkel A.C. og hans kone Tante Gudrun. Det var en stille og hurtig visit. De havde mistet begge deres voksne børn og det var således ikke et hjem, som ligefrem emmede af  sjov og livsglæde. Deres søn var død for en del år siden af en - for mig, ihvertfald - mystisk sygdom, som man ikke talte om. Deres voksne datter var for nylig styrtet død om midt i en ekspedition i hendes og mandens bagerforretning. 

Selv om besøget for os børn ikke var videre festligt, skulle de alligevel have en dekoration og ønsket om en glædelig jul.

Næste besøg gik til Tante Fanny og Onkel Gerhard. Og hvor besøget hos A.C og Gudrun måske nok havde føltes lidt knugende, så begyndte julen for alvor at kunne mærkes hos dem. Huset var pyntet og oplyst og her lugtede, som der skulle, af jul. Tante Fanny var livlig og i fuldt vigør, men kunne sagtens presse en lille gæstevisit ind i alle forberedelserne. Onkel Gerhard var en lille trind og pilskaldet mand, lidt stille og blid, men med udpræget nordjysk lune. Vi børn havde altid besvær med at kende forskel på A.C. og Gerhard og derfor kaldte vi sidstnævnte for "ham med dyrene". Han havde et helt værelse, fyldt med fantastisk legetøj til sine egne børnebørn og alle andre børn, som kom på besøg. I værelset var en kæmpe samling af alle mulige og umulige plastikdyr, deraf navnet.

Tante Fanny og Onkel Gerhard havde to voksne børn. Sønnen var tømrer og datteren bagerkone på Gjøl. Datteren, min fars kusine, blev altid omtalt med næsten ærefrygt. Hun var et allerhelvedes barn og ingen kunne forstå, hvordan Onkel Gerhard, det blide og søde væsen, kunne have avlet hende. Som barn havde min fars kusine for vane at forpurre ethvert middagsselskab ved at jage en stoppenål i bagdelen på folk, bedst som de havde ført den skoldhede suppe til læberne. Det gav en vældig opstandelse, når suppen sprøjtede til høje og venstre ud over hele bordet. Engang gemte hun sig under bordet og hamrede en vækkelsesprædikant så hårdt over tæerne med en hammer, at han råbte: Av, for Satan!

Måskede havde Onkel Gerhard alligevel lidt ansvar for adfærden, for efter hændelsen med vækkelsesprædikanten fortalte han hviskende: A' ga' hende fem kroner, for han var en hykler!

Visitter hos Tante Fanny og Onkel Gerhard varede altid alt for kort, men de fik en dekoration og vi måtte videre.

Moster Marie

Første stop på The Roadshow gik som regel til min fars Moster Marie i Hjørring.

Jeg er født i Hjørring og boede her de første 5 år af mit liv. Min mor var lærerinde på en af byens skoler og min far var skolepsykolog, eller pædagogisk konsulent, som man vist kaldte det dengang. De var 3 konsulenter i Nordjyllands Amt dengang midt i 60'erne og de førte tilsyn med over 300 skoler, store og små. Min far havde den nordlige del af Amtet, fra Skagen til Pandrup, så vidt jeg husker. Da jeg var 5 år fik min far en stilling som skolepsykolog ved den nyoprettede skolepsykologiske rådgivning i min mors hjemby i Han Herred og så flyttede vi.

Min far var født og opvokset i Århus, men i Nordjylland fandt han sit hjem og sin familie. Min farmor var opvokset i absolut fattigdom - nej, ikke ulighed! Fattigdom! - i den lillebitte by Kås i Vendsyssel, som i slutningen af 1920'erne husede en briketfabrik. Hertil kom min farfar, som var smed og rundet af væsentlig bedre kår end min farmor, på grund af den økonomisk krise og arbejdsløshed rejsende for at grave tørv. Min farmor var ude at tjene og det var ikke nogen skovtur, for der var rotter på pigekammeret. De traf hinanden og da min farfar hørte om de natlige skadedyr. tilbød han sig straks, galant som han kunne være, at beskytte hende mod alt ondt i de lange nætter.

Det gik jo, som det måtte gå. Min fars storebror blev undfanget og 4 måneder før hans fødsel i 1930 måtte min farfar, nødtvunget og efter massivt pres fra sin yngre bror, gøre det rigtige og gifte sig med hende. Herefter flyttede de til Århus.

Det blev, ifølge min far, aldrig noget lykkeligt ægteskab. Hans brødre vil muligvis hævde noget andet, men jeg husker selv scener, som støtter min fars oplevelse. Min farfar var en vred, indebrændt og til tider voldelig mand, hvis luner styrede familien med hård hånd. Hans bitterhed og vrede bundede formodentlig i, at ægteskabet med min farmor isolerede ham fra en stor del af familien. Min farmor, som nok var sød og kærlig, kunne ikke begå sig i hans miljø. Hendes manerer og sociale kompetancer var hentet i underklassen og det fortælles, at efter en familiemiddag på en fin restaurant i Århus, hvor min farmor spiste med albuerne på bordet og mosede kartoflerne ud i sovsen, blev de ganske enkelt ikke inviteret mere.

Min far hadede sit barndomshjem og han hadede sin voldelige far, som bankede ham godt og grundigt, indtil han var 23 år og færdiguddannet som lærer. Han forstod måske nok ægteskabets konstruktion og karakter, men han forstod og tilgav aldrig helt min farmor, som så igennem fingre med volden for at bevare sin sociale status, nu i middelklassevillaen i en forstad til Århus. Han holdt dog meget af sine brødre, specielt sin lillebror, som havde et ualmindeligt godt tag på min farfar. "Gå hen i din kurv!" sagde min onkel, når min farfar rejste sig fra lænestolen for at lade smedenæverne hagle ned over nogen. Så lo min farfar blot, opgav sit forehavende og lod sig synke tilbage i lænestolen.

Min farmor var ud af en søskendeflok på 12 og en stor del af dem boede i Ålborgs havnekvarter. De havde gode og kærlige arbejderhjem og min far har fortalt, hvordan han som teenager om sommeren simpelthen cyklede til Ålborg fra Århus når skolen var slut om lørdagen kl 12. Så kunne han lige nå at spise aftensmad i kærlige omgivelser og overnatte, før han cyklede hjem igen om søndagen.

En af de, som kompenserede for det ukærlige barndomshjem, var min farmors søster, Moster Marie.

Hendes elskede Holger var død fra hende af kræft, før jeg kom til verden. Hun var i  dyb sorg over tabet og martredes stadig af Holgers skrig på det smertefulde dødsleje. Jeg husker hende som en lidt stille og blid kvinde, som dog var i besiddelse af stor humoristisk sans.Da min far kom til Hjørring, hvor hun boede, fik de et tæt forhold. Han fejrede sin polterabend ved at invitere Moster Marie på et fint konditori. Hun boede tæt på os og var tilstede ved vore fødsler, som foregik hjemme, og hun var en uadskillelig del af min barndom. Da mine forældre blev skilt, flyttede Moster Marie ind hos os det første år og fik sat husholdningen på skinner. Jeg husker det som en lykkelig og sjov tid. Vi børn fik Moster Marie til at le og hendes store sorg trådte lidt i baggrunden. Min mellemste bror var dog indimellem lidt træt af Moster Maries noget ensformige traktement: En dag proklamerede han højt ved aftensmåltidet: Moster Marie, jeg er sgu træt af din brændende kærlighed!

Moster Marie fik som regel - hvis vejret tillod det - det første besøg på vores Roadshow juleaftensdag. Naturligvis skulle hun have en fin dekoration. Ellers ville det ikke blive jul.

Julestemning i november

Engang for mange år siden i en anden Udkant - eller Rigets Randområde, som en af min fars barndomsvenner yndede at kalde udkantsdanmark allerede i 70'erne - startede julen også allerede i november.

På en - som regel - iskold og blæsende morgen i det nordjyske blev mine brødre og jeg gennet i vore varmeste klæder og ud i vor lille families ventende Reanalt 4, en af postvæsenets aflagte, som min far - kontant! - købte en ny af hvert andet år.

Der skulle samles pynte-og dekorationsgrønt og turen gik som regel til Tranum klitplantage. På billedet kan man se min mellemste brors begejstring og spirende julestemning ved udsigten til dette, årligt tilbagevendede, arrangement. 

Jeg husker situationen ganske tydeligt. Min bror udtrykte sin stærke modvilje mod det forestående, men blev mødt af en - efter min mening - noget hård og kontant, regulær opsang, som tydeliggjorde, at man ikke altid kun skal gøre det, man har lyst til. Herefter brast min bror i gråd og jeg skuler, ondt og solidarisk, til kameraet. Det, som med sikkerhed afgør at vi på billedet befinder os i en anden tid, er, at dette lille optrin ingenlunde forhindrede den efterfølgende fotografering. Billedet blev taget og møjsommeligt gemt i familiealbummet til glæde for senere generationer.

Det var aldrig sket i dag. Billedet var blevet slettet per omgående og erstattet med et nyt, som  bedre udtrykte de smås barnlige glæde over den kommende jul.

Man kan med rette spørge sig selv om, hvormange juledekorationer en lille familie på 1 voksen og 3 børn har brug for.Vi lavede rigtig mange og de skulle senere tjene som et af de centrale og bærende elementer i min barndoms jul, The Roadshow, som løb af stabelen juleaftensdag.

Her blev familiens Reanault 4 igen startet op fra morgenstunden og ud gik det i al slags vejr på de nordjyske landeveje. Turen gik de fleste år helt til Hjørring, til Ålborg, til Kås og til Øland, hvor ældre familiemedlemmer på både mødrene og fædrene side fik et besøg og en overrakt juledekoration og herefter med himmelvendte øjne slog hænderne sammen i næsegrus beundring over, hvormeget og hvor flot min enlige far magtede det hele. Og de glædede sig over at se os børn på selveste juleaftensdag, selv om der efter den dramatiske skilsmisse og det efterfølgende slagsmål om børnene ikke var tegn i hverken sol eller måne på forsoning. Juleaftensdag var der borgfred.

Og sikkert tilbage i bilen nærmest hvislede min far, som var skolepsykolog, at han jo for pokker klarede det hele, fordi han havde en god uddannelse, et godt job med fleksible arbejdstider og en lang sommerferie. Han lod os ikke være i tvivl om, at det havde set anderledes ud, hvis han havde været jord- og betonarbejder - eller bord- og jetonarbejder for den sags skyld - og skulle møde kl 7 hver morgen på et knoklearbejde.

Den sociale bevidsthed og indignation fik mine brødre og jeg tidligt leveret og den er bevaret, selv om vi i dag politisk er gået i hver sin retning; en er socialist, en er liberal og den tredie er konservativ.

Det skal også lige for en god ordens skyld nævnes, at familiealbummet også indeholder billeder fra andre år, hvor glade børn med røde kinder indsamler pynte- og dekorationsgrønt i skøn harmoni. 

Og at "The Roadshow" for os alle 3 hører til et af vore kæreste juleminder.