Engang for mange år siden i en anden Udkant - eller Rigets Randområde, som en af min fars barndomsvenner yndede at kalde udkantsdanmark allerede i 70'erne - startede julen også allerede i november.
På en - som regel - iskold og blæsende morgen i det nordjyske blev mine brødre og jeg gennet i vore varmeste klæder og ud i vor lille families ventende Reanalt 4, en af postvæsenets aflagte, som min far - kontant! - købte en ny af hvert andet år.
Der skulle samles pynte-og dekorationsgrønt og turen gik som regel til Tranum klitplantage. På billedet kan man se min mellemste brors begejstring og spirende julestemning ved udsigten til dette, årligt tilbagevendede, arrangement.
Jeg husker situationen ganske tydeligt. Min bror udtrykte sin stærke modvilje mod det forestående, men blev mødt af en - efter min mening - noget hård og kontant, regulær opsang, som tydeliggjorde, at man ikke altid kun skal gøre det, man har lyst til. Herefter brast min bror i gråd og jeg skuler, ondt og solidarisk, til kameraet. Det, som med sikkerhed afgør at vi på billedet befinder os i en anden tid, er, at dette lille optrin ingenlunde forhindrede den efterfølgende fotografering. Billedet blev taget og møjsommeligt gemt i familiealbummet til glæde for senere generationer.
Det var aldrig sket i dag. Billedet var blevet slettet per omgående og erstattet med et nyt, som bedre udtrykte de smås barnlige glæde over den kommende jul.
Man kan med rette spørge sig selv om, hvormange juledekorationer en lille familie på 1 voksen og 3 børn har brug for.Vi lavede rigtig mange og de skulle senere tjene som et af de centrale og bærende elementer i min barndoms jul, The Roadshow, som løb af stabelen juleaftensdag.
Her blev familiens Reanault 4 igen startet op fra morgenstunden og ud gik det i al slags vejr på de nordjyske landeveje. Turen gik de fleste år helt til Hjørring, til Ålborg, til Kås og til Øland, hvor ældre familiemedlemmer på både mødrene og fædrene side fik et besøg og en overrakt juledekoration og herefter med himmelvendte øjne slog hænderne sammen i næsegrus beundring over, hvormeget og hvor flot min enlige far magtede det hele. Og de glædede sig over at se os børn på selveste juleaftensdag, selv om der efter den dramatiske skilsmisse og det efterfølgende slagsmål om børnene ikke var tegn i hverken sol eller måne på forsoning. Juleaftensdag var der borgfred.
Og sikkert tilbage i bilen nærmest hvislede min far, som var skolepsykolog, at han jo for pokker klarede det hele, fordi han havde en god uddannelse, et godt job med fleksible arbejdstider og en lang sommerferie. Han lod os ikke være i tvivl om, at det havde set anderledes ud, hvis han havde været jord- og betonarbejder - eller bord- og jetonarbejder for den sags skyld - og skulle møde kl 7 hver morgen på et knoklearbejde.
Den sociale bevidsthed og indignation fik mine brødre og jeg tidligt leveret og den er bevaret, selv om vi i dag politisk er gået i hver sin retning; en er socialist, en er liberal og den tredie er konservativ.
Det skal også lige for en god ordens skyld nævnes, at familiealbummet også indeholder billeder fra andre år, hvor glade børn med røde kinder indsamler pynte- og dekorationsgrønt i skøn harmoni.
Og at "The Roadshow" for os alle 3 hører til et af vore kæreste juleminder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar