søndag den 9. december 2018

Reindeers in the Night





Reindeers in the night exchanging glances
Wond'ring in the night what were the chances
We'd be sharing love before the night was through

Something in your eyes was so inviting
Something in your smile was so exciting
Something in my heart told me I must have you

Reindeers in the night
Two lonely people, we were Reindeers in the night
Up to the moment when we said our first hello little did we know
Love was just a glance away, a warm embracing dance away

and

Ever since that night we've been together
Lovers at first sight, in love forever
It turned out so right for Reindeers in the night

Doo bi doo bi doo

tirsdag den 6. november 2018

Berlin Noir





Jeg ser i øjeblikket i øjeblikket "Babylon Berlin", den flotteste og dyreste, tyske tv-produktion nogensinde. Serien er baseret på Volker Kutschers roman. Serien kan ses på DR, men jeg har skaffet den på DVD, for jeg er en utålmodig sjæl.
Serien foregår i Berlin i 1929, hvortil kriminalkommissær Gereon Rath er udsendt på en speciel mission fra sin hjemby, Køln. En forbryderisk mafiaring afpresser Kølns overborgmester Adenauer med kompromitterende, pornografisk materiale og det er Raths opgave at få fat i dette og eliminere truslen. Det er ingen ringere end selveste KonradAdenauer, Tysklands senere benhårde Kanzler, der er tale om, og selv om det er sandt at Adenauer på daværende tidspunkt var overborgmester i Køln, findes der intet historisk belæg for selve seriens plot. Men spændende er serien, for den byder på en hæsblæsende tur gennem Berlins forskellige miljøer, lige fra den rigeste dekadence til den allerdybeste underverden.
Serien forklarer så glimrende hvorfor 1929 var et skæbneår for Tyskland og især Berlin. Økonomien og hyperinflationen havde på dette tidspunkt forbedret sig lidt, alligevel var arbejdsløsheden stor og kampen om en dags arbejde i daglejerkøerne et faktum. Prostitution var en almindelighed, både for arbejderklassens kvinder og borgerskabets døtre og handlen med perversiteter nærmest ubegribelig.
Samtidig forklarer serien så glimrende, hvorfor 1929 blev året, hvor det i forvejen uhørt dårlige forhold mellem socialdemokraterne og venstrefløjen endelig cementeredes, så det aldrig kunne sættes sammen igen: Blutmai, arbejderopstanden i bydelen Wedding i dagene omkring 1. maj kostede både demonstranters og civiles liv. Nazisterne opruster både politisk og militært i denne periode og der indføres, ulovligt og i hemmelighed, våben til deres senere magtovertagelse, både ved militærets og højtplacerede virksomhedsejeres mellemkomst, hvilket er en klar overtrædelse af den fredskontrakt, tyskerne indgik efter 1. verdenskrig.
Det er en veritabel heksekeddel Gereon Rath er havnet i og når man ved, hvordan året i virkeligheden endte, er det med en vis sørgmodighed, man bivåner slagets gang.
29 oktober ramler verdensøkonomien for alvor og 7 november afholdes lokal valg i Berlin og på trods af flertal hos socialdemokrater og venstrefløj kan parterne under ingen omstændighed enes om at regere og nazisterne bliver for første gang politisk repræsenteret. Nedstigningen til helvede er uundgåelig!

Jeg kan ikke lade være at tænke, at seriens skabere har fundet inspiration til produktionen hos et par af mine yndlingsbøger om Berlin: Den amerikanske historiker Jonathan Rabbs romaner, "Rosa" og "Skygge og lys", om den jødiske kriminalkommisær Nikolai Hoffners meritter i Weimarrepublikkens dage i Berlin. Det gør ikke mig noget, for serien levendegør i den grad de miljøer, som for snart en del år siden første gang bragte mig til Berlin, på allerflotteste vis.
Jeg kan kun anbefale at se serien, hvis man er historie- og Berlininteresseret.







onsdag den 3. oktober 2018

Problemskabende adfærd





Livet går stadig stærkt, men hold fast, hvor går det godt.

Efter 7 dages nattevagt (minus den en sygedag pga rodbehandling og knækket tand, men det gider vi ikke dvæle ved mere) startede jeg på introduktionsforløbet på mit nye job. Mandag var der fællesintroduktion for alle ansatte i Regionens psykiatri og tirsdag kun for ansatte på mit nye hospital.

Fællesintroduktionen indeholdt den obligatoriske indføring i organisationens struktur og al det hejs, men også et stort fokus på hvordan, vi i psykiatrien ved hjælp af kommunikation og adfærd arbejder på at minimere tvang. Der blæser nye vinde i psykiatrien i disse år og det er godt.



Man kan godt blive en smule bekymret, når man i et par dage stort set kun har hørt om konflikter og vold - heldigvis ved jeg fra tidligere erfaringer, at psykiatrisk sygeplejer ikke KUN er konfliktfyldt og opslidende, men også utrolig givende og (be)rørende. Ellers var jeg nok blevet lidt mismodig.



Jeg har jo tidligere haft et job, hvor jeg var ansvarshavende natte- og aftenvagt på en hjemløseinstitution for hiv-positive stofmisbrugere og syge hjemløse og det var en tjeneste, hvor man ingen hjemmel havde til at tvangsbehandle klienterne og ringe mulighed for at sanktionere adfærden med andet end pædagogik og milde ord. Jeg arbejdede dengang alene i en af afdelingerne, og selv om jeg så at sige sad med nøglen til metadontanken og medicinskabet, er jeg trods alt ikke blevet slået til lirekassemand endnu. Jeg har oplevet konflikter og mennesker, som blev vrede - et par trusler er det også blevet til - men dybest set har jeg tidligere dagligt været vant til at navigere mellem mennesker, som mildt sagt havde problemskabende adfærd. Den evne tænker jeg, at jeg kan finde frem igen og jeg glæder mig helt vildt til at arbejde endnu mere bevidst med den. Yes!



Den korte film fra psykologen Dorthe Birkmoses utrolig humoristiske foredrag om problemskabende adfærd, tager jeg med videre fra introdagen. Jeg kom til at se flere af hendes små klip på youtube og hold da op, hvor har jeg grinet (mest af mig selv). Hvis du nu er ved at kaste op over den evindelige brug af ordet udfordringer, skal du se dette klip, uanset om du er sundhedspersonale eller ej.



Tirsdag handlede introduktionen om arbejdsmiljø, fysisk træning i frigørelsesteknikker - altså selvforsvar - og hjertestopbehandling. Der er godt nok himmelvid forskel på, hvordan hjertestopbehandlingen foregår på somatisk og psykiatrisk hospital. Vi, som kommer fra somatikken, er vant til, at der i løbet af få minutter er portører til stede, som overtager hjertemassagen og et hjertestophold, bestående af anæstesi-, intensivlæger og sygeplejersker, som overtager behandlingen. Sådan foregår det så ikke lige i psykiatrien. Til gengæld er set sjovt at se, at hvor vi i somatikken har "mobilt akutteam" til den "kritisk syge patient", så har man i psykiatrien indført et særligt akutteam af plejepersonale, som er specialister i at deeskalere konflikter.Superfint tiltag!



Det har været et par virkelig gode dage og nu glæder jeg mig til at holde lidt fri, før det i næste uge går rigtig løs med introduktion i både dagvagt og nattevagt i mit eget afsnit.








fredag den 28. september 2018

Scener fra et liv og parforhold





Tiden ræser afsted og jeg hænger som et flosset flag bagefter. Jeg er igang med sidste arbejdsuge på mit job og den trækker - bogstaveligt talt- tænder ud.



For nogle dage siden gumlede jeg lystigt på en sej ingefærkaramel, en af mine yndlingsgodbidder, som uheldigvis rev en stor plombe - du ved, en af dem fra 70'erne, hvor man rask væk borede HELE tanden ud og toppede godt op med en ordentlig klat amalgam - ud, hvorefter de sørgelige rester af selve tanden knækkede nærmest i to dele helt nede under tandkødsniveau. Velkommen til reparationsalderen!

En del af min sparsomme fritid mellem nattevagterne er derfor blevet brugt i tandlægestolen og i går skulle det store slag stå - eftersom plomben havde været i stykker, havde der udviklet sig en rodspidsbetændelse og tanden skulle rodbehandles og bygges op igen.

Jeg skal ikke trætte dig med beskrivelser fra denne behandling, blot sende en venlig tanke til min nye tandlæge, hvis tålmodighed åbenbart er engleblid, for klinikassistenten, som assisterede, gav det hele et vist anstrøg af "Gøg & Gokke i arbejdsprøvning".



(Jeg tør ikke tænke på, hvad min første tandlæge i København, den nu afdøde og tidligere professor ved tandlægehøjskolen, Erik Schleisner, havde råbt af hende. Den gamle hug-af var en sand mester i verbale overgreb og var gået FULDSTÆNDIGT retardo på en sløset og  uforberedt klinikassistent).



Skidt pyt. Bagefter stod jeg i gågaden i Nykøbing F, 4000 kr fattigere, og lignede Goldie Hawn med granatchok. Her fandt Stefan mig heldigvis og bugserede mig tilbage til bilen og kørte mig hjem. Han smed mig ikke i vandtønden for at rive mig ud af min katatone tilstand og bortset fra at klappe mig hårdt på låret og konstatere: "Du ligner da en som trænger til en ordentlig omgang svedig håndværkersex", så opførte han sig eksemplarisk, puttede mig i seng med en varmedunk og senere rejste han mig varligt op igen, tørrede mine tårer bort og kørte mig til stationen og satte mig på toget, for jeg skulle da sagtens  klare endnu en nattevagt.



Jeg ved ikke, hvor dum, man har lov at være? Åbenbart en del, for det var da mildt sagt ikke den klogeste disposition, jeg har foretaget, hvilket stod lysende klart ud på morgenen, hvor nærmest hvert skridt og tungt løft fik kæben til at dunke og blikket til at sejle.

Så nu sidder jeg her. Jeg er modvilligt blevet hjemme, jeg har fået en stærk tablet - en af dem med rød advarselstrekant - og jeg har fået sovet en del og i morgen er det Valdemar Atterdag og das Leben ist wunderbar! I ihvertfald så længe pillen virker.



I morgen er det sidste dag på jobbet i den afdeling og det speciale, jeg har været i i 8-10 år, reumatologi og rygsygsomme.  Mandag starter jeg i introduktion i den psykiatriske akutmodtagelse. Først er der fællesintroduktion til hospitalet og senere til selv akutmodtagelsen. Det bliver så spændende, udfordrende og angstprovokerende at springe ud på dybt vand efter komfortabelt at have trådt vande i det velkendte i årevis.



Jeg glæder mig virkelig og jeg sidder med en følelse af at være klar.

Så alt er godt.



(ihvertfald så længe pillen virker :-)












torsdag den 30. august 2018

Alles klar auf der Andrea Doria...

...som man siger i Tyskland med reference til titlen på en gammel filmklassiker.
Alt er i orden, også her. Jeg holder, for at det ikke skal være løgn, ferie igen. 
Vi har lejet et sommerhus tæt på Bøtøskoven, for bedst som vi havde afmonteret vores brændeovn og slukket oliefyret, mens vi venter på en my, meldte Stefans datter sin ankomst sammen med (endnu) en kæreste. Hyggeligt, men ikke rigtig smart midt i renoveringen, så der blev taget en hurtig beslutning.


Nu har vi udsigt til kvæg og vrider det absolut sidste ud af sommeren. Med lidt god vilje kan man, når det ikke regner, stadig bade i Østersøen. Så det gør vi og lørdag er det tilbage til pligterne.
Her sker således ikke det store, bortset fra at jeg i dag har sendt min opsigelse til det job, jeg har været i i over 10 år - på 2 forskellige adresser, men alligevel.
1. oktober starter jeg nyt job i en psykiatrisk skadestue. Et stort spring ind i et nyt speciale med mange nye aspekter af sygeplejen, som skal bygges ind i det, jeg allerede kan. Helt nyt er det jo ikke. De første 8 år efter min færdiguddannelse arbejdede jeg som ansvarshavende aften- og nattevagt på en hjemløseinstitution for hiv-positive stofmisbrugere og arbejde sideløbende som timelønnet i en akut psykiatrisk modtageafdelimg på det gamle Kommunehospital. Jeg har altid svoret, at en dag ville jeg tilbage til psykiatrien og den arbejdsform, jeg passer bedre ind i. Og det gør jeg så nu.
Jeg glæder mig og har samtidig sommerfugle i maven 😀

lørdag den 11. august 2018

Du danske sommer...

... jeg knuselsker dig!

Jeg har arbejdet og arbejdet - og når jeg ikke har gjort det, har jeg ligget her! Hvad skal vi med Grækenland og Florida, når vi har stranden ved Bøtø syd for Marielyst? Stranden ved Bøtøskoven har for altid vippet min nordjyske hjemstavn af pinden - det er slut med at sukke efter Jammerbugten og dens alt for kolde vand. Her får man hele pakken; blødt, hvidt sand, sandbund, bølger og en god badevandstemperatur. Jeg kan leve med det.
Malerprojekterne har måttet vente. Det har simpelthen været for varmt og der har været for mange fluer, som satte sig til at dø i den våde maling. Til sidst kapitulerede jeg og gav mig helt hen til sommeren.

Bortset fra malerprojekterne har jeg lidt fornemmelsen af at sidde i held i øjeblikket, men tør alligevel ikke rigtig tro på det. Men de sidste par dage har været gode - jeg har fået mig en ny frisør, som rent faktisk kan klippe den frisure, jeg gerne vil ha’ uden at jeg kommer til at ligne ham fra Mabel. Jeg har vundet 25 kr i varelotteriet OG formentlig scoret mig et nyt job i et helt andet speciale. Der er lige et par detaljer, som skal falde på plads, men så er jeg da også den, som er gledet. Nu sidder jeg så med en hel masse tvivl, angst og jordens største sommerfugle i maven og tænker på, om jeg overhovedet kan finde ud af det der? 
Det kan jeg sikkert godt, men det er vildt ukomfortabelt at skulle lære en masse nyt og omsætte det til praksis. 

Vi må se, hvor vejen fører hen. Indtil videre og så længe den danske sommer vil, bliver jeg ved med at gå på det falsterske dige og bade i Østersøen. 

lørdag den 14. juli 2018

Slut på ferien!

Vi er for længst hjemme igen og ferien er ved at være slut.
Den sidste uge er blevet brugt på lidt malearbejde - vi er igang med at renovere vores vinduer og karme og i denne uge er jeg startet med at male dem indvendigt. Det er et stort arbejde. Først vaske og slibe, så grunder og herefter 2-3 tynde lag oliemaling, som er mindst 8 timer om at tørre  bare det mindste ( og hvis du ved, hvordan man bedst kommer igennem dette arbejde med en kat i huset - tell me how!??!). Det er så ikke et job for folk med svage nerver. 
Det bliver godt, når det er overstået - og katten får sin sædvanlige farve tilbage :-)
Det har været en lidt spøjs ferie, hvor jeg aldrig helt fandt ned i roen og fordybelsen. Til gengæld har jeg fået afviklet en del hængepartier og det er jeg glad for.

lørdag den 7. juli 2018

Fra syd til nord

Så endte vi hos min bror i Nordjylland. Vore værter synes måske, vi er en smule kedelige, men efter en lang køretur fra Ærø til Øland i går havde vi bare ikke lyst til at sætte os i bilen for at køre til Skagen festival. Vi - nok især jeg - havde bare lyst til at blive i det nære og kendte. Og sådan er det, det er altid smaddersvært at “komme hjem”, fordi der er forventninger til at vi skal deltage i det ene og det andet - og i virkeligheden er den store attraktion jo ikke arrangementer, men netop bare “hjem”.
Formiddagen blev brugt på en god gåtur gennem barndommens land, Øland skoven, hvor vi legede som børn. Om eftermiddagen ville jeg til Tranum strand, for her har jeg længtes efter længe. Så det blev sådan.


Her ser ud som der plejer, bortset fra at man ikke længere kan køre ned på stranden, som det er tradition i det nordjyske.

For 20 år siden var der her sommerhus mit. Det ligger i yderste klitrække og jeg var her ofte og på alle årstider. Faktisk boede jeg som barn i huset et forår, da mine forældre skulle skilles. Dengang bar der intet feriecenter, men der lå et alderdomshjem herude og så legede vi med de demente, som rendte rundt i klitterne. I kid you not! Jeg huskede det pludselig i dag.
Engang har jeg betalt ejendomsskat af  et anseeligt stykke af denne strand med bunker und alles. Heldigvis har vi offentlig strandret i Danmark så vi alle kan nyde godt af naturen, uanset, hvem som ejer :-)

Og så badede vi og det var et helt perfekt dyp, altså efter min smag. Varmt og solrigt og med en pænt hård pålandsvind, som giver store, voldsomme bølger. Langt ud skal man ikke, det er for farligt og kun for dumme tyskere 😂, men sjovt og friskt er det.
Det var virkelig en dejlig tur og lige den dosis “hjem”, jeg trængte til.

tirsdag den 3. juli 2018

Morgen på Ærø

Vi er vel ankommet på Ærø.
Jeg snuppede endnu en vikarnattevagt på en af vores apopleksiafdelinger på Glostrup søndag aften. Mandag morgen tog jeg toget til Næstved, hvor Stefan og Andreas ventede med pakket bil og en solid madkurv og så gik turen ellers over broen mod Svendborg, hvor en af færgeruterne til Ærø afgår fra. Vi havde først plads på færgen kl 13 05, men var så svineheldige at der åbentbart var kommet et afbud på afgangen tidligere og den nuppede vi.



Vi nåede endda en lille frokost ved færgelejet på Svendborg havn, før vi drog afsted på den lille og fuldt læssede Ærøfærge.

At tage med Ærøfærgen er en sær blanding af moderne og gammeldags. Bookinger går lynhurtigt over nettet og det er pærelet at ændre reservationen online på mobiltelefonen. Til gengæld er alt andet helt lavpraktisk med personlig betjening. Manden med kasketten går rundt med sin liste på papir og checker nummerplader og sikrer at reservationerne er i orden, før man får lov at køre ombord.

Og så er det ellers bare afsted ud gennem det smukke Svendborgsund under broen mellem Fyn og Tåsinge. Overfarten tager ca 1 1/2 time , det er ikke nogen hurtigfærge og man har fint tid at omstille sig til ø-livet undervejs.
Nu er vi vel ankommet, udsovede og installerede i Kulhuset på den lille havn i Ommel, hvor vi har været mange gange før.

Jeg har været tidligt oppe og har forlængst taget et morgendyp i Østersøen og sidder med kaffen på bænken under det lille halvtag, hvor jeg plejer at finde skygge med strikketøjet om eftermiddagen. Jeg sidder og funderer på, hvad vi skal finde på i dag - jeg satser lidt på, at nogen gider Ærøskøbing. Vi får se :-)


fredag den 29. juni 2018

Pyyyh!


Så blev det endelig ferie!
Ugen er blevet brugt på en lille smule praktisk, men - desværre - nok mest på at dase ved stranden, spise alt for godt og på at drikke Pimm’s i solnedgangen. Nu er flasken heldigvis tom, for ellers ville det være et slemt skråplan, det her :-)
Stefan skal en tur til klassejubilæum i Tyskland i weekenden og jeg snupper et par vikarvagter, før vi rigtig drager afsted mandag morgen.
Turen går først til Kulhuset på Ærø, hvor vi snupper nogle dage, før vi kører til min bror i Nordjylland. Min bror og hans mand har købt et større landsted på Øland, hvor vores familie har rødder, så nu er der igen efterkommere af Carl Sørensen på øen, som jo ikke er en ø.
Det skal vi altsammen se nærmere på og vi glæder os til at komme afsted.

lørdag den 16. juni 2018

I dag er jeg anglofil


Vi har et nytilplantet krydderurtebed med en lavendelhæk omkring, vi har regnvejr, Pimm’s no 1 i glasset og et duftlys fra St. Eval i Cornwall. Lolland meets Great Britain og hvor er det en dejlig sommer...!

onsdag den 6. juni 2018

En rose så jeg skyde!


Dette års allerstørste grin bliver uden tvivl, da det gik op for mig, at Stefan gik rundt og troede at klatrerosen  “Albertine” hedder Al Pacino. 


torsdag den 31. maj 2018

Weissensee





Weissensee er navnet på en bydel i Pankow, Berlin, som ligger i det tidligere østtyskland. Det er også navnet på den mest populære tv-serie nogensinde i Tyskland. Første sæson udkom i 2010, anden i 2013, tredie i 2015 og fjerde her i maj 2018.

Serien følger to østtyske familier og deres indbyrdes forhold; Stasigeneral Kupfers og dissidenten og kunstneren Dunja Hausmanns. Første sæson foregik i 1980 og var nok en lidt banal Romeo & Julie kærlighedshistorie, men siden har serien virkelig foldet sig ud og er blevet alt andet end banal. Anden sæson foregår i 1985 og beskriver den stigende overvågning og modstand i det østtyske samfund og tredie sæson foregår i 1989 i dagene omkring murens fald.

Nu er fjerde sæson, som foregår i 1990 og omhandler det politiske og demokratiske efterspil af murens fald, indførelsen af d-marken og valutaunionen,oprettelsen af Treuhand-selskabet og ikke mindst kampen om SED-partiets pengekasse, så landet i min postkasse og jeg kan ikke vente med at se den færdig. Jeg har ventet i 3 år på at se om Dunja Hausmann, spillet af Katrin Sass, virkelig skyder Falk Kupfer, mesterligt spillet af Jörg Hartmann, Stasigeneralens søn og ondskaben selv, når det handler om at holde på magten og sikre sin egen opstigning i graderne i Stasisystemet. Det er planlagt, at serien skal følge østtyskerne helt op til nutiden og er således en slags krønike over nyere tysk historie.



Da jeg traf Stefan for snart en del år siden, fattede jeg ikke, hvorfor han var kritisk overfor genforeningsprocessen og i lang tid troede jeg faktisk, at han slet ikke brød sig om østtyskerne. Det har krævet lange samtaler og megen læsning fra min side at forstå, hvad han virkelig mente og hvorfor, han havde de holdninger, han nu engang havde. Serien har vist sig at være alt andet end et nationalt skønmaleri og nu forstår jeg langt bedre, at hans kritik gik ud på, at man tilsidesatte den tyske grundlov, da man valgte genforeningsmodel og at valutaunionen og Treuhand-selskabet blev en katastrofe for østtyskerne, som velhavende forretningsfolk i vest udelukkende profiterede af.

Jeg forstår også, at højtplacerede stasiansatte i dagene omkring murens fald fik sagsakter til at forsvinde og at de oprettede falske sagsakter på mennesker, de ønskede at holde fra magten eller chikanere. Stasisagsagterne trækker dybe spor i tysk politik den dag i dag - f.eks er Merkelfamiliens akter sjovt nok aldrig fundet, hvilket er lidt mærkeligt eftersom familien flyttede til DDR fra Vesttyskland og også det faktum, at Angela Merkel fik en universitetsuddannelse og besad en forskningsstilling i DDR er besynderlig, såfremt hun skulle forestille at være modstander af systemet... Samtidig dukkede akter op på aktører fra oppositionen, som måske nok ser ægte ud, men også er atypiske på den måde, at aktørerne figurerer med eget navn og/eller stilling, hvilket ellers aldrig forekom i overvågnings- og medløberakterne.

Det er en spændende serie, som vækker eftertænksomhed og jeg fristes næsten til at sige, at den medvirker til at historien skrives en lille smule om, så billedet af genforeningen bliver mere realistisk.


tirsdag den 29. maj 2018

Strikkeprøve og møbelvoks

Så blev det endelig friuge.
Jeg slapper af og har sovet rigtigt dejligt. Jeg stod tidligt op, allerede kl 3 30, og nød morgenkaffen og fuglenes morgensang, mens det blev lyst. Når jeg har fri, kan jeg virkelig godt lide at stå rigtig tidligt op og have tid til at vågne i ro og mag. Så strikker jeg som regel et par pinde på mit strikketøj for at vække mine stive fingre og håndled. Hvis jeg nu blev undersøgt rigtig grundigt - men det bliver jeg ikke! - er jeg næsten sikker på, at man ville finde en gigtsygdom, ligesom min mor havde. Men jeg besluttede for mange år siden, at jeg IKKE vil have gigt, så det har jeg IKKE! 😂

Dagens strikkeprøve. Man kan lige så godt forberede sig på næste projekt!

Nu er jeg igang med at gøre hovedrent i soveværelset. Og i den forbindelse er det tid at give vores sengeborde voks igen. Jeg maler ofte genbrugsmøbler med kalkmaling, som jeg efterbehandler med voks.



Disse sengeborde har jeg købt på et loppemarked for samlet 100 kr. Den lillaviolette farve, som er lidt mere nedtonet og douce i virkeligheden, matcher soveværelset ene tapetvæg perfekt. Jeg, som absolut ingen sans har for farver eller farvelære, har helt selv blandet den af to farver fra Annie Sloan Chalk Paint - emperors red og napoleonic blue. Dengang fik møblerne voks med pensel, som kan være lidt vanskelig at påføre, så denne gang har jeg forsøgt mig med voks på spray fra et spansk firma, som hedder Pinty Plus, og jeg skal da lige love for at det er nemt! Man kan også få kalkmaling på spray fra samme firma og det er uovertruffent, hvis man vil friske f.eks kurvemøbler op.
Jeg har købt voksen hos MILLEMAJ som også forhandler kalkmaling af mærket Vintagepaint.



mandag den 21. maj 2018

Gåseøje

- eller blandt venner “slaskedaske”, for det er det, modellen i virkeligheden er. På den gode måde, altså 😀





( med Lalandiahår)
Model: Gåseøje (og mig 😀)
Designer: Marianne Isager fra bogen ÅLJ
Str: M - som er KÆMPESTOR og næste gang, for der bliver helt sikkert en næste gang, strikker jeg str S og blokker det strikkede lidt hårdere for at få en lettere effekt.
Garn: Isager tweed farve charcoal, Supersoft fra Holst farve Vintage grey (udgået) og Blackhill superfine Alpaca i en lysgrå.
Teknik: flerfarvestrik, fair isle. Halskanten er zigzagget på maskine og klippet op.
Pinde: Addi rundpind nr 3,5 og 4,5
Hot or NOT: Hot as hell 😂
Fantastisk bluse og fantastisk nemt mønster, hvor man dog kunne have ønsket en bedre gennemarbejdet opskrift for nybegyndernes skyld. Raglanudskæringen er vildt dyb og jeg måtte stoppe en halv mønstertapport før tid, ellers var blusen ikke bare blevet lidt for lang, men aldeles for lang! Derfor er min halsudsæring heller ikke rund, men en V-udskæring, som passer bedre i mønsteret. Elsker effekten af de to garnkvaliteter i fair isle teknikken, som giver et vævet udtryk, snarere end et strikket - et karakteristika som er til stede ved flere af opskrifterne i ÅLJ bogen.


Lænkejakke


Jeg har lovet mig selv, at jeg PINEDØD skal huske at dokumentere strik her på bloggen. Ikke for andres skyld, men for min egen - nogle gange går jeg i stå i et arbejde og kan senere ikke huske, hvilken størrelse pinde jeg har brugt for at opnå opskriftens strikkefasthed og det har ærligt talt nu og da ført til besværligheder.
Here goes:
Model: Lænkejakke 
Designer: Helga Isager fra bogen ÅLJ - fantastisk bog iøvrigt!
Garn: Blackhill højlandsuld i farven mørk rullesten og Drops kid silk mohair i farven askegrå. Ikke s vild med Drops mohair, men skulle finde en farve som skulle passe til højlandsulden, som jeg allerede havde, og her var det bedste bud fra Drops.
Str: M
Pinde: Addi 4 og 4,5 
Hot or NOT: lidt tidligt at vurdere, men tegner virkelig lovende. Farven er nærmest en metallisk grå tin, det strikkede lidt kompakt, hvilket er ok, når der er tale om en jakke eller næsten en frakke.

søndag den 6. maj 2018

Helt uden skøjter..



Jeg klarede så at komme til skade helt uden skøjter og bowlingkugl. Faldulykke i tog. Velkommen Alderdom! Intet brækket, men de forreste ledbånd forstrakt, ifølge Doktor Stefan, som af bitter erfaring kender anklens anatomi som sin egen bukselomme.
Nu sidder jeg her med soldaterforbinding, den 3. variation over temaet og ifølge Stefan, som - tro det eller ej - har en fjern fortid som faldskærmsjægersoldat i Nagold og i den forbindelse rev alle sine ledbånd i den ene ankel itu, hvilket man kan få fornøjelse af hele livet, en såkaldt gåbandage. 
Op og gå - jawohl!

Har skiftet Gysi ud med Käthe Kollwitz’ dagbøger og hvor jeg måske ikke får læst den første helt til ende, vil denne bog følge mig resten af mit liv, er jeg sikker på.

onsdag den 2. maj 2018

Et liv er ikke nok!

For nogen tid siden besluttede jeg at læse flere tyske bøger og ikke kun nøjes med aviserne. Og så er det jo nærliggende at starte med Gregor Gysis nyudkomne autobiografi, som nu i ugevis har ligget på Der Spiegels bestsellerliste.



Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har en vis veneration for manden, uden dog altid at være fuldstændig enig med ham politisk. Der er jo altid mange forskellige fløje i store partier og Gysi beskriver sig selv som centrist, hvilket refererer til en af de tidlige tyske socialdemokrater, Karl Kautskys ideer. Og det er jo nok det, jeg også er - jeg er og bliver centrist også selv om det nuværende centrum-venstre er svunget fuldstændigt af hængslerne og i magtkampens og partidisciplinens navn fuldstændigt har glemt, hvad det hele grundlæggende drejer sig om.

"Du må da ned til Tyskland og møde ham!" råber veninden, socialdemokraten og soon to be psykiater begejstret, nyligt hjemkommet fra en amerikatur, hvor hun har deltaget i Hillary Clintons bogturne i Californien. Det hele startede med at Hillary inviterede hende til privat frokost i sit hjem, som tak for engagementet i hendes valgkamp - og det endte med at hun fulgte med on tour og spiste privat middag med Hillary, Meryl Streep, Cher, Ellen Degeneres og andre i en fredet californisk nationalpark, hvor hun ud på de små timer i sin hvidvinskæfer sad og analyserede dysfunktionelle personlighedstyper for Hillary herself. Hvordan en dansk socialdemokrat støtter Hillarys politik frem for Bernie Sanders' melder historien intet om - men jeg tænker, at det nok er mere Hillary, end det politiske indhold, som tiltrækker her.


Socialdemokratens juletræ. Jeg måtte tage familiens parti, da hun ville kalde hunden for "Clinton" :-)

Nå, men så vidt rækker mit engagement ikke (-og heller ikke min pengepung!) - jeg er tilfreds med at læse bogen og behøver ikke stalke Herr Gysi nede i Berlin.

Heldigvis handler bogen - indtil videre - slet ikke om politik, men om Gysi-familiens historie, selvfølgelig glimrende og humoristisk fortalt. Jeg er en sucker efter den slags fortællinger og særligt forældrens, Irene og Klaus Gysis, historie er rørende.
En dag i slutningen af 30'erne sad Irene Lessing på rækværket udenfor Humboldtuniversitetet i Berlin og så en ung mand ankomme i taxa. Klokken var lidt i 12 og den unge mand tog trappen i fuldt firspring og forsvandt ind i bygningen. Kort efter kom han afslappet ud af bygningen og tog plads ved siden af hende. Den unge mand var Klaus Gysi og han havde skullet aflevere en opgave før kl 12 for ikke at blive smidt ud af universitetet. De to faldt i snak og fandt ud af, at de begge læste nationaløkonomi og i samtalens løb må Klaus have inviteret Irene ud, hvilket fik hende til at oplyse ham om, at hun havde en gul streg i sit identitetskort, hun var kvartjøde, hvilket kunne skabe problemer for ham. Klaus holdt samtalen gående en tyve minutters tid endnu, før han selv trak sit eget identitetskort op af lommen, som også havde en gul streg, han var halvjøde, søn af en jødisk kvinde og en læge fra Neukölln. Et kort øjeblik vidste Irene ikke om hun skulle rejse sig og gå og aldrig se sig tilbage, eller knytte sig til den unge mand for altid. Hun valgte øjensynligt det sidste.
Det blev sværere og sværere for det unge par at være af jødisk herkomst i Berlin. De havde begge på deres studier opnået kandidatgrader, men Nürnberglovene forhindrede dem i at opnå Doktorgraden. Klaus forsøgte på grund af sin schweiziske herkomst at skaffe schweiziske pas til dem begge, hvilket mislykkedes, ligeså gjorde det at skaffe udrejse til Amerika. Klaus havde tidligere studeret både ved Cambridge universitetet og på Sorbonne i Paris, han talte både engelsk, fransk og tysk og eftersom hans mor, Erna, allerede var flygtet til Paris, var det der, de unge mennesker endte med at tage hen.
Da Tyskland overfaldt Frankrig blev de alle tre, Erna, Irene og Klaus, betragtet som fjendtlige udlændinge og interneret i Gurs lejren af franskmændende. Erna og Irene slap fri efter et par måneder, mens Klaus sammen med at par venner blev overflyttet til koncentrationslejren Le Vernet i sydfrankrig. Kort før lejren skulle overgives til tyskerne, kom en fransk officer i en lastbil og beordrede Klaus og hans 2 venner op på ladet og kørte afsted med dem. De troede alle, det var ude med dem, men den franske officer, som aldrig sagde sit navn, kørte dem til den frie zone, satte dem af og sagde, at nu kunne han ikke gøre mere for dem, de måtte klare sig selv. De fandt aldrig ud af, hvem deres redningsmand var.

Den humoristiske sans er ihvertfald gået i arv fra far til søn

I den frie zone blev Klaus forenet med Irene og sammen blev de af den kommunistiske bevægelse bedt om at rejse tilbage til Tyskland og organisere modstandskamp der, deres tyske pas var stadig gyldige. Det blev en strabadserende tur, de havde ingen penge til overnatninger, knap nok til billetter og slet ingen kuponer til forplejning. I Freiburg sad de alene i en kupe, da der pludselig steg en stor flok uniformerede nazister om bord på toget. Irene havde aldrig været så bange i hele sit liv, men Klaus var snarrådig og begyndte med det samme at fortælle jødevittigheder og hele turen underholdt han nazisterne, som slog sig på maverne af grin over den vittige unge mand.
De nåede Berlin og  Irenes barndomshjem, "Villa Lessing",  ved Nikolassee, hvor hun resten af krigen skjulte Klaus, som skrev og arbejdede for et forlag. "Villa Lessing" lå i et velhaverkvarter, hvor højt placerede nazister også boede - og her var der aldrig razziaer eller husundersøgelser, så derfor kunne det lade sig gøre at skjule ham.
Senere i DDR blev Klaus Gysi forlægger og udgav bøger, en kort overgang var han kulturminister, senere diplomat for DDR i Italien, Vatikanstaten og Malta og til sidst statssekretær for kirkelige spørgsmål. Han endte med, som så mange af de tidligere kommunister, med at falde i unåde hos styret.
Irene Gysi var i DDR ansat i kulturministeriet og havde ansvaret for udvekslingen af litteratur med udlandet. Parret blev senere skilt, men beholdt en venskabelig relation hele livet.

Det var en lang historie og hvorfor nu det? Jo, ser du, det er nemlig sådan, at man sagtens kan få en vis forstand af afslutningen på denne historie. Gregor Gysi fortæller, at han hele sit liv undrede sig over sin far, men aldrig havde turdet spørge ham om, hvorfor den mand, som havde udvist et så koldblodigt mod under krigen, senere aldrig satte sig op med diktaturstatens partilinje, uanset hvor uretfærdigt, den behandlede sine indbyggere.
Det blev den gamle og tidligere Kanzler Helmuth Kohl, som efter han var trådt tilbage politisk sjovt nok indledte en for for venskab med sin tidligere, argeste modstander, der forklarede Klaus Gysi for sønnen: Har de virkelig ikke fattet det endnu? Deres far var bange for ensomheden, han var bange for at stå udenfor fællesskabet! Var han blevet skudt af tyskerne under krigen, havde han stadig været en del af den kommunistiske familie, men havde han sat sig op mod styret i DDR, var han blevet udstødt af fællesskabet og havde stået helt alene.


Hørte fornylig i dansk radioprogram, at die Linke regnes for et antisemitisk parti og derfor ikke kan betragtes som stuerene. Jeg er holdt op med at debattere eller sige folk imod. Mod dumhed har større ånder end jeg altid kæmpet forgæves.


Det er en morale på historien, jeg kan bruge til noget. Nogle mennesker søger politiske - iøvrigt også religiøse - fællesskaber, fordi de har behov for at finde et hjem, et sted at høre til, snarere end et behov for at følge en overbevisning. Jeg kan bruge den historie til at forklare onkel Robert og moster Gudrun, min socialdemokratiske veninde, som uanset partilinjen erklærer, at hun er "socialdemokrat i hjertet"!. Jeg kan også bruge historien til at forklare Pernille Rosenkrantz-Theils totalt lamme junk-food analogi af et forsvar for partilinjen i Politiken igår, som fratog Mette Gjerskov hendes ordførerposter, da hun stemte mod burkalovgivningen. Hun er, som så mange andre af vore politikere, bange for ensomheden.

Det er jeg heldigvis ikke selv. Det vælger jeg at glæde mig over.

mandag den 30. april 2018

Lige i skabet!


Jeg arbejdede igennem på min fødselsdag, men det var nu ikke så skidt endda. Der var gode gaver; en overenskomst, lyserøde fløjstøfler, parfume og to af mine yndlingstyskere, Käte Kollwitz og Gregor Gysi. Og et chatol til at male på fra Stefan og en færdiggjort sweater fra mig selv.

Nu har jeg næsten en uge fri og mon ikke vi finder en passende måde at fejre mig på?

tirsdag den 17. april 2018

Vi holder vejret!


Lige nu er er det som at være vidne til en veritabel gyser - når arbejdsgivere og fagforbund at få en aftale i hus, før fristen udløber? Eller går strejken igang den 22 og lock-outen d 28, på min 50 års fødselsdag? Tænk at blive fyret på sin 50 års fødselsdag efter så mange års tro tjeneste. Jamen, tak for den RegionH!
Jeg håbersdan, de finder en aftale, men jeg tror det desværre ikke. Togene holder op med at køre, når strejken går igang d 22, så jeg har været nødsaget til at sætte sommerferiebudgettet over styr på at betale logi i København - jeg skal jo stadig atbejde nødberedskab og møde i min fagforening for at få udbetalt konfliktstøtte og uden tog går det ikke. FlexTrafik, som vi benytter istedet for bus herude på landet holder også op at køre. Chaufførerne er privatansatte, men bliver fyret og kommer på dagpenge, når strejken går igang - de private vognmænd har ikke råd til at have dem på løn, når hospitalerne går i nødberedskab, fordi den væsentligste indtægtskilde jo netop er transport af patienter til og fra undersøgelser. Som dominobrikker, der vælter, vil mange samfundsfunktioner lukke ned som følge af konflikten og det kan være svært helt at gennemskue hvilke, som rammes.
Vores egen lille private nødberedskabsplan er faldet på plads i dag; brændstof til både menneske og maskine, hamstring af havregryn og diesel :-)
Jeg håber ikke det går så galt, men kan det ikke være anderledes, så er vi da klar!

onsdag den 4. april 2018

Skøjteprinsesser





Jeg har tilbragt et par dage i gode venners lag i Udkantsdanmarks svar på Club la Santa Sport. Jeg har simpelthen været i Lalandia, et koncept jeg egentlig har besluttet mig for at hade inderligt til døde, men som alligevel viste sig at blive en sjov oplevelse.

Jeg har svømmet med en masse svenskere, jeg har bowlet med gode venner, set Steven Spielbergs nyeste film og drukket litervis af iskaffe på Baresso. Meget morsomt alt sammen, men the icing - om jeg så må sige - on the cake var alligevel dagens besøg i skøjtehallen. Hvorfor er det lige, jeg aldrig har opdaget, at man kan løbe på skøjter en hel dag i Lalandia for kun 60 kr incl leje af skøjter og hjelm? Ja, jeg ved det ikke, men det bliver ikke sidste gang, jeg gør det. Min far  - som var gammel gymnast - hoppede i trampolin på sin 50 års fødselsdag, ikke kun sådan op og ned, som andre kan, men sådan rigtigt med tredobbelte saltoer og skruer og så er det jeg tænker, at jeg på min 50 års dag lige om snart, skal fejre mig selv med en dag på skøjter. Det er da det, vi gør!

Jeg har ikke løbet på skøjter i næsten 40 år og set i det lys, gik det faktisk ret pænt. Rundt og rundt gik det, iført hjelm og sådan en slags sparkstøtting, før jeg sluttede af med at løbe banen rundt helt uden hjælpemidler og uden at falde og brække nogetsomhelst. Jeg har svært optur og selv om teknik og form er pænt langt fra Katarina Witt på hendes afskedsturne, så er følelsen nok nogenlunde den samme.

Da jeg ryddede grundigt op og ud fornylig, fandt jeg et par sorte kunstløberskøjter i gemmerne, som jeg engang købte med Simon på et loppemarked. Jeg nænnede ikke at smide dem ud, for de passer perfekt og skal bare lige pudses op og have nye snørebånd, så er jeg da helt klar.

Jeg kan næsten ikke vente :-)

fredag den 30. marts 2018

April, April...


Der tankes op med karlekammerskabe i øjeblikket. Tilbage er blot at beslutte sig for, hvilken farve eller efterbehandling, skabet skal have? Stefan stemmer Amsterdam Green, jeg vakler mellem sort eller en oliebehandling. Et eller andet skal gøres, for 70’er - 80’er- manien med at afsyre alt, som vil stå stille, er umiddelbart køn at skue, men træet er så tørt og sprukkent visse steder, at man ville kunne rive parmesanost på det! Min gamle far roterer i sin grav og ville sige, at møblets karakter, altså en bemaling, bør respekteres for at pleje og sikre træets overlevelse. Vi tænker over det.
Jeg tænker også over, hvordan det fortsat kan gå til, at hele Danmark fortsat er i selvsving over den smule sne, som falder i øjeblikket. Der er godt nok drama på drengen rundt omkring. Jeg har fødselsdag i april - om lidt fylder jeg 50 år! - og april er faktisk min yndlingsmåned, dog i skarp konkurrence med august, og det har, ihvertfald i de 50 år jeg har levet, altid været sådan at aprilvejret er ustadigt og uforudsigeligt. På tysk siger man om aprilvejret: April, April - der tut was er will!
Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg er født i april, for man kunne hævde, at sådan er det også med mig 😀!
I dag har det tøet og solen har for første gang haft rigtig magt. Det går, på alle fronter, mod lysere tider og det er, som Beatles synger, allright!

søndag den 25. marts 2018

Vi kan være det bekendt


Nå ja, nu kan vi da være det bekendt at lukke fordøren op. Vi mangler blot at male et par føre og karme og en fordør, som må vente til temperaturen er steget lidt.

Hvis man ikke gider ofre nye beslag på sin brugte loppekommide, så griber man sit stemmejern og laver raskt nogle udskæringer i træet. Eller også køber man en såkaldt stencilskabelon på tilbud til 6 kr og en tube polyfylla plastisk træ til 40 kr og spartler træudskæringerne, på før man maler med kalkmalingen. Vips vaps, så er det gjort og man har et fint “nyt” møbel.

onsdag den 21. marts 2018

Mens vi venter på forår...

...kan vi lige nå at male forgangen. 
Jeg nåede at vaske ned og spartle op, før jeg ramtes af en rask lille lungebetændelse, til trods for at jeg havde svoret ikke at blive syg i år - jeg havde ellers bestemt at jeg skulle være “last woman standing”, men nogle gange er vilje bare ikke nok. Så malede Stefan og nu lyder han mildt sagt ikke særlig rask.
Forår og plusgrader NU, tak!

Det er hvidt derude. Snehvidt. I forgangen altså, ikke udendørs. Der er gået pænt megen inflation i at overdrive den lollandske vejrsituation, både i pressen og andre skrevne medier. Den store sandhed er, at det ikke er værre end det så ofte har været, men at man denne gang simpelthen har opgivet - eller besparet? - snerydningen og bare ladet alting gå i stå. Jeg “sneede” ude af Lolland og måtte opgive at komme hjem - tjoeh, forsinkelserne opstod fordi DSB på forhånd aflyste alle morgenafgange, sådan bare for at være på den sikre side, og fordi sporskiftet i Roskilde (hvor der ikke var en dråbe sne!) gik i stykker og fordi togets døre ikke kunne lukke. Det er der ho ikke noget nyt i.
Jeg er tæt på at få dårlige nerver af De Danske Statsbaner og Banedanmark, som nærmest med kyshånd, tager imod muligheden for at indstille al togdrift i Danmark, så snart strejken går igang. Hvad med et nødberedskab, dänische sch...sbahn, hva? Nogensinde hørt om det?
Jeg er udtaget til konflikt og er blandt de 10 % af de offentligt ansatte som skal strejke, men vi drejer jo ikke alle bare nøglen og går hjem ved strejke, ikke engang ved lock out? Vi skal stadig arbejde i nødberedskabet og møde frem i vores fagforening daglig, ellers får vi ingen konfliktunderstøttelse. Så nu skal jeg - udover at gå ned i løn - også ud og betale for logi i København, fordi jeg ellers ikke kan overholde mine forpligtelser. Det gør mig ond i sulet, gør det.
Jeg prøver ikke at tage sorgerne på forskud, men har ikke store forhåbninger til “forlismanden”, som min fællestillidsrepræsentant konsekvent skriver😂
Nå, men lidt grønt er her også:

Jeg maler loppefund, en gammel kommode, som skal stå i forgangen. “Amsterdam green” hedder farven fra Annie Sloan og med nogle nye, gyldne beslag af en slags, bliver den ærligt talt både pæn og billig.

torsdag den 8. marts 2018

Endnu en kampdag!

Kæmp for alt, hvad du har kært og hver dag er en kamp.
Metoo-bevægelsen har så at sige rystet posen, som de siger ovre i bankohallen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alle aspekter af Metoo - jeg synes det er godt, der kommer fokus på den krænkelseskultur, som øjensynlig eksisterer, men jeg er på den anden side ikke helt vild med gabestokelementet i projektet. Til gengæld har bevægelsen fået mig til at tænke tilbage på mit kvindeliv og fået mig til at se visse minder i er nyt lys. Jeg har også - i begrænset omfag - deltaget i noget debat og et af mine ungdomsminder kommer her:



"Engang midt i 80’erne gik jeg, som lige var kommet ind med 4-toget, på et studenterkursus i København, hvor en ældre, mandlig latin-og tysklærer, som var et studie i både fysisk og verbal krænkelseskultur værdig, slog sine folder. Min veninde og jeg var begge 18 år og hun gik grædende hjem fra skole den første uge, fordi han havde taget hende på brysterne den første dag. Han var såmænd sjov nok, hvis det ikke lige var en selv han havde set sig gal på og det pæneste man kunne sige om ham var, at han egentlig ikke gjorde særlig forskel på folk, når han udsatte dem for sine overgreb - både mænd og kolleger fik en omgang. Drengene ragede han ikke på, til gengæld fik de konsekvent 7 i hans timer, pigerne fik 8.

Engang sad han og kørte et virkelig perfidt rant om kvinder af til en fest, og vi 18-20 årige piger sagde ham naturligvis imod, blot for at opleve hvor let det er for en moden, veluddannet mand at latterliggøre vores ungdommelige modstand.
Ud af min ene øjenkrog så jeg pludselig min engelsklærer, en ca 40-årig intelligent og velskabt kvinde, enlig mor og nylig hjemkommet fra en undervisningsstilling ved universitetet i Santander. Hun havde sin taske på skødet og fremdrog af denne en OB-tampon, som hun holdt op for sig og langsomt og tydeligt pakkede ud af hylsteret. Derefter gik hun afslappet hen og stillede sig ved siden af sin aldrende kollega, mens hun pludselig med venstre hånds pege- og tommelfinger klemte om hans næse, hvilket pr omgående stoppede hans talestrøm. Da han åbnede munden for at tage luft ind, placerede hun med en elegant glidende bevægelse tamponen i kæften på ham, lukkede hans mund og gik. Så sad han der med snoren ud af mundvigen og det gik op for mig, at det nok i virkeligheden var den eneste rigtige måde at få skovlen under ham på. Men det ved man ikke som 18-årig, hvor man stadig er så uskyldig, at man tror, man kan ræsonnere med den slags mennesker."




Det bør tilføjes til historien, at føromtalte latinlærer (som faktisk havde en vis lighed med Lektor Blomme) ikke blot mobbede elever, mandlige som kvindelige. Han mobbede også sine kolleger og et af hans yndlingsofre var en ca 60-årig kvindelig dansklærer, som lignede vores allesammens mormor; vandonduleret, blånet hår, fornuftige rågummisko og spinlonkjole. Det eneste i hendes påklædning, som var atypisk, var en enorm perlekæde af afrikanske træperler, som hun bar om halsen og jeg kan stadig høre "Lektor Blomme" brøle efter hende, når hun gik ned af gangen: "Din sexede kvinde! Må jeg ikke lege med dine Brioklodser?"
Brioklodserne fik vi senere en forklaring på. For hun inviterede klassen hjem til studenterfest og da festen var på sit højeste, gik hoveddøren op og i døråbningen stod en prægtigt skabt, høj og muskuløs sort mand på ca 30 år. "Der står en neger uden for din dør" råbte en af drengene i klassen og her skal vi huske på, at vi befinder os i 80'erne, hvor man stadig brugte N-ordet,
"Jamen, det er jo min mand!" råbte hun glad og faldt Kunta Kinte om halsen, som kvitterede med at lægge hende ned i et Hollywoodkys.
Mange af os har oplevet og levet med sådan en mobbe- og krænkelseskultur uden at føle os som ofre for mænd. Min veninde - socialdemokraten - som dengang stod med sin anoreksi og alle sine 13-taller og græd det første lange stykke tid på studenterkursus, er i dag "konstrueret overlæge", som de skriver i hendes beboerblad, på et psykiatrisk hospital og håndterer rask væk psykopatadfærd og -snak dagen lang.
Vi har alle klaret det og har overlevet uden at gå under. Man kan måske endda hævde, at vi er blevet hærdede i processen, men det kan man ærligt talt blive på så mange andre - mere fornuftige - måder. Så spørgsmålet er, om ikke Metoo-bevægelsen har en berettigelse, hvis den kan sætte fokus på den slags adfærd og få sat en stopper for den, så vore døtre ikke behøver opleve det samme?
Jeg tror det.