onsdag den 2. maj 2018

Et liv er ikke nok!

For nogen tid siden besluttede jeg at læse flere tyske bøger og ikke kun nøjes med aviserne. Og så er det jo nærliggende at starte med Gregor Gysis nyudkomne autobiografi, som nu i ugevis har ligget på Der Spiegels bestsellerliste.



Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har en vis veneration for manden, uden dog altid at være fuldstændig enig med ham politisk. Der er jo altid mange forskellige fløje i store partier og Gysi beskriver sig selv som centrist, hvilket refererer til en af de tidlige tyske socialdemokrater, Karl Kautskys ideer. Og det er jo nok det, jeg også er - jeg er og bliver centrist også selv om det nuværende centrum-venstre er svunget fuldstændigt af hængslerne og i magtkampens og partidisciplinens navn fuldstændigt har glemt, hvad det hele grundlæggende drejer sig om.

"Du må da ned til Tyskland og møde ham!" råber veninden, socialdemokraten og soon to be psykiater begejstret, nyligt hjemkommet fra en amerikatur, hvor hun har deltaget i Hillary Clintons bogturne i Californien. Det hele startede med at Hillary inviterede hende til privat frokost i sit hjem, som tak for engagementet i hendes valgkamp - og det endte med at hun fulgte med on tour og spiste privat middag med Hillary, Meryl Streep, Cher, Ellen Degeneres og andre i en fredet californisk nationalpark, hvor hun ud på de små timer i sin hvidvinskæfer sad og analyserede dysfunktionelle personlighedstyper for Hillary herself. Hvordan en dansk socialdemokrat støtter Hillarys politik frem for Bernie Sanders' melder historien intet om - men jeg tænker, at det nok er mere Hillary, end det politiske indhold, som tiltrækker her.


Socialdemokratens juletræ. Jeg måtte tage familiens parti, da hun ville kalde hunden for "Clinton" :-)

Nå, men så vidt rækker mit engagement ikke (-og heller ikke min pengepung!) - jeg er tilfreds med at læse bogen og behøver ikke stalke Herr Gysi nede i Berlin.

Heldigvis handler bogen - indtil videre - slet ikke om politik, men om Gysi-familiens historie, selvfølgelig glimrende og humoristisk fortalt. Jeg er en sucker efter den slags fortællinger og særligt forældrens, Irene og Klaus Gysis, historie er rørende.
En dag i slutningen af 30'erne sad Irene Lessing på rækværket udenfor Humboldtuniversitetet i Berlin og så en ung mand ankomme i taxa. Klokken var lidt i 12 og den unge mand tog trappen i fuldt firspring og forsvandt ind i bygningen. Kort efter kom han afslappet ud af bygningen og tog plads ved siden af hende. Den unge mand var Klaus Gysi og han havde skullet aflevere en opgave før kl 12 for ikke at blive smidt ud af universitetet. De to faldt i snak og fandt ud af, at de begge læste nationaløkonomi og i samtalens løb må Klaus have inviteret Irene ud, hvilket fik hende til at oplyse ham om, at hun havde en gul streg i sit identitetskort, hun var kvartjøde, hvilket kunne skabe problemer for ham. Klaus holdt samtalen gående en tyve minutters tid endnu, før han selv trak sit eget identitetskort op af lommen, som også havde en gul streg, han var halvjøde, søn af en jødisk kvinde og en læge fra Neukölln. Et kort øjeblik vidste Irene ikke om hun skulle rejse sig og gå og aldrig se sig tilbage, eller knytte sig til den unge mand for altid. Hun valgte øjensynligt det sidste.
Det blev sværere og sværere for det unge par at være af jødisk herkomst i Berlin. De havde begge på deres studier opnået kandidatgrader, men Nürnberglovene forhindrede dem i at opnå Doktorgraden. Klaus forsøgte på grund af sin schweiziske herkomst at skaffe schweiziske pas til dem begge, hvilket mislykkedes, ligeså gjorde det at skaffe udrejse til Amerika. Klaus havde tidligere studeret både ved Cambridge universitetet og på Sorbonne i Paris, han talte både engelsk, fransk og tysk og eftersom hans mor, Erna, allerede var flygtet til Paris, var det der, de unge mennesker endte med at tage hen.
Da Tyskland overfaldt Frankrig blev de alle tre, Erna, Irene og Klaus, betragtet som fjendtlige udlændinge og interneret i Gurs lejren af franskmændende. Erna og Irene slap fri efter et par måneder, mens Klaus sammen med at par venner blev overflyttet til koncentrationslejren Le Vernet i sydfrankrig. Kort før lejren skulle overgives til tyskerne, kom en fransk officer i en lastbil og beordrede Klaus og hans 2 venner op på ladet og kørte afsted med dem. De troede alle, det var ude med dem, men den franske officer, som aldrig sagde sit navn, kørte dem til den frie zone, satte dem af og sagde, at nu kunne han ikke gøre mere for dem, de måtte klare sig selv. De fandt aldrig ud af, hvem deres redningsmand var.

Den humoristiske sans er ihvertfald gået i arv fra far til søn

I den frie zone blev Klaus forenet med Irene og sammen blev de af den kommunistiske bevægelse bedt om at rejse tilbage til Tyskland og organisere modstandskamp der, deres tyske pas var stadig gyldige. Det blev en strabadserende tur, de havde ingen penge til overnatninger, knap nok til billetter og slet ingen kuponer til forplejning. I Freiburg sad de alene i en kupe, da der pludselig steg en stor flok uniformerede nazister om bord på toget. Irene havde aldrig været så bange i hele sit liv, men Klaus var snarrådig og begyndte med det samme at fortælle jødevittigheder og hele turen underholdt han nazisterne, som slog sig på maverne af grin over den vittige unge mand.
De nåede Berlin og  Irenes barndomshjem, "Villa Lessing",  ved Nikolassee, hvor hun resten af krigen skjulte Klaus, som skrev og arbejdede for et forlag. "Villa Lessing" lå i et velhaverkvarter, hvor højt placerede nazister også boede - og her var der aldrig razziaer eller husundersøgelser, så derfor kunne det lade sig gøre at skjule ham.
Senere i DDR blev Klaus Gysi forlægger og udgav bøger, en kort overgang var han kulturminister, senere diplomat for DDR i Italien, Vatikanstaten og Malta og til sidst statssekretær for kirkelige spørgsmål. Han endte med, som så mange af de tidligere kommunister, med at falde i unåde hos styret.
Irene Gysi var i DDR ansat i kulturministeriet og havde ansvaret for udvekslingen af litteratur med udlandet. Parret blev senere skilt, men beholdt en venskabelig relation hele livet.

Det var en lang historie og hvorfor nu det? Jo, ser du, det er nemlig sådan, at man sagtens kan få en vis forstand af afslutningen på denne historie. Gregor Gysi fortæller, at han hele sit liv undrede sig over sin far, men aldrig havde turdet spørge ham om, hvorfor den mand, som havde udvist et så koldblodigt mod under krigen, senere aldrig satte sig op med diktaturstatens partilinje, uanset hvor uretfærdigt, den behandlede sine indbyggere.
Det blev den gamle og tidligere Kanzler Helmuth Kohl, som efter han var trådt tilbage politisk sjovt nok indledte en for for venskab med sin tidligere, argeste modstander, der forklarede Klaus Gysi for sønnen: Har de virkelig ikke fattet det endnu? Deres far var bange for ensomheden, han var bange for at stå udenfor fællesskabet! Var han blevet skudt af tyskerne under krigen, havde han stadig været en del af den kommunistiske familie, men havde han sat sig op mod styret i DDR, var han blevet udstødt af fællesskabet og havde stået helt alene.


Hørte fornylig i dansk radioprogram, at die Linke regnes for et antisemitisk parti og derfor ikke kan betragtes som stuerene. Jeg er holdt op med at debattere eller sige folk imod. Mod dumhed har større ånder end jeg altid kæmpet forgæves.


Det er en morale på historien, jeg kan bruge til noget. Nogle mennesker søger politiske - iøvrigt også religiøse - fællesskaber, fordi de har behov for at finde et hjem, et sted at høre til, snarere end et behov for at følge en overbevisning. Jeg kan bruge den historie til at forklare onkel Robert og moster Gudrun, min socialdemokratiske veninde, som uanset partilinjen erklærer, at hun er "socialdemokrat i hjertet"!. Jeg kan også bruge historien til at forklare Pernille Rosenkrantz-Theils totalt lamme junk-food analogi af et forsvar for partilinjen i Politiken igår, som fratog Mette Gjerskov hendes ordførerposter, da hun stemte mod burkalovgivningen. Hun er, som så mange andre af vore politikere, bange for ensomheden.

Det er jeg heldigvis ikke selv. Det vælger jeg at glæde mig over.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar