Scener fra et liv og parforhold

Tiden ræser afsted og jeg hænger som et flosset flag bagefter. Jeg er igang med sidste arbejdsuge på mit job og den trækker - bogstaveligt talt- tænder ud.



For nogle dage siden gumlede jeg lystigt på en sej ingefærkaramel, en af mine yndlingsgodbidder, som uheldigvis rev en stor plombe - du ved, en af dem fra 70'erne, hvor man rask væk borede HELE tanden ud og toppede godt op med en ordentlig klat amalgam - ud, hvorefter de sørgelige rester af selve tanden knækkede nærmest i to dele helt nede under tandkødsniveau. Velkommen til reparationsalderen!

En del af min sparsomme fritid mellem nattevagterne er derfor blevet brugt i tandlægestolen og i går skulle det store slag stå - eftersom plomben havde været i stykker, havde der udviklet sig en rodspidsbetændelse og tanden skulle rodbehandles og bygges op igen.

Jeg skal ikke trætte dig med beskrivelser fra denne behandling, blot sende en venlig tanke til min nye tandlæge, hvis tålmodighed åbenbart er engleblid, for klinikassistenten, som assisterede, gav det hele et vist anstrøg af "Gøg & Gokke i arbejdsprøvning".



(Jeg tør ikke tænke på, hvad min første tandlæge i København, den nu afdøde og tidligere professor ved tandlægehøjskolen, Erik Schleisner, havde råbt af hende. Den gamle hug-af var en sand mester i verbale overgreb og var gået FULDSTÆNDIGT retardo på en sløset og  uforberedt klinikassistent).



Skidt pyt. Bagefter stod jeg i gågaden i Nykøbing F, 4000 kr fattigere, og lignede Goldie Hawn med granatchok. Her fandt Stefan mig heldigvis og bugserede mig tilbage til bilen og kørte mig hjem. Han smed mig ikke i vandtønden for at rive mig ud af min katatone tilstand og bortset fra at klappe mig hårdt på låret og konstatere: "Du ligner da en som trænger til en ordentlig omgang svedig håndværkersex", så opførte han sig eksemplarisk, puttede mig i seng med en varmedunk og senere rejste han mig varligt op igen, tørrede mine tårer bort og kørte mig til stationen og satte mig på toget, for jeg skulle da sagtens  klare endnu en nattevagt.



Jeg ved ikke, hvor dum, man har lov at være? Åbenbart en del, for det var da mildt sagt ikke den klogeste disposition, jeg har foretaget, hvilket stod lysende klart ud på morgenen, hvor nærmest hvert skridt og tungt løft fik kæben til at dunke og blikket til at sejle.

Så nu sidder jeg her. Jeg er modvilligt blevet hjemme, jeg har fået en stærk tablet - en af dem med rød advarselstrekant - og jeg har fået sovet en del og i morgen er det Valdemar Atterdag og das Leben ist wunderbar! I ihvertfald så længe pillen virker.



I morgen er det sidste dag på jobbet i den afdeling og det speciale, jeg har været i i 8-10 år, reumatologi og rygsygsomme.  Mandag starter jeg i introduktion i den psykiatriske akutmodtagelse. Først er der fællesintroduktion til hospitalet og senere til selv akutmodtagelsen. Det bliver så spændende, udfordrende og angstprovokerende at springe ud på dybt vand efter komfortabelt at have trådt vande i det velkendte i årevis.



Jeg glæder mig virkelig og jeg sidder med en følelse af at være klar.

Så alt er godt.



(ihvertfald så længe pillen virker :-)