lørdag den 14. juli 2018

Slut på ferien!

Vi er for længst hjemme igen og ferien er ved at være slut.
Den sidste uge er blevet brugt på lidt malearbejde - vi er igang med at renovere vores vinduer og karme og i denne uge er jeg startet med at male dem indvendigt. Det er et stort arbejde. Først vaske og slibe, så grunder og herefter 2-3 tynde lag oliemaling, som er mindst 8 timer om at tørre  bare det mindste ( og hvis du ved, hvordan man bedst kommer igennem dette arbejde med en kat i huset - tell me how!??!). Det er så ikke et job for folk med svage nerver. 
Det bliver godt, når det er overstået - og katten får sin sædvanlige farve tilbage :-)
Det har været en lidt spøjs ferie, hvor jeg aldrig helt fandt ned i roen og fordybelsen. Til gengæld har jeg fået afviklet en del hængepartier og det er jeg glad for.

lørdag den 7. juli 2018

Fra syd til nord

Så endte vi hos min bror i Nordjylland. Vore værter synes måske, vi er en smule kedelige, men efter en lang køretur fra Ærø til Øland i går havde vi bare ikke lyst til at sætte os i bilen for at køre til Skagen festival. Vi - nok især jeg - havde bare lyst til at blive i det nære og kendte. Og sådan er det, det er altid smaddersvært at “komme hjem”, fordi der er forventninger til at vi skal deltage i det ene og det andet - og i virkeligheden er den store attraktion jo ikke arrangementer, men netop bare “hjem”.
Formiddagen blev brugt på en god gåtur gennem barndommens land, Øland skoven, hvor vi legede som børn. Om eftermiddagen ville jeg til Tranum strand, for her har jeg længtes efter længe. Så det blev sådan.


Her ser ud som der plejer, bortset fra at man ikke længere kan køre ned på stranden, som det er tradition i det nordjyske.

For 20 år siden var der her sommerhus mit. Det ligger i yderste klitrække og jeg var her ofte og på alle årstider. Faktisk boede jeg som barn i huset et forår, da mine forældre skulle skilles. Dengang bar der intet feriecenter, men der lå et alderdomshjem herude og så legede vi med de demente, som rendte rundt i klitterne. I kid you not! Jeg huskede det pludselig i dag.
Engang har jeg betalt ejendomsskat af  et anseeligt stykke af denne strand med bunker und alles. Heldigvis har vi offentlig strandret i Danmark så vi alle kan nyde godt af naturen, uanset, hvem som ejer :-)

Og så badede vi og det var et helt perfekt dyp, altså efter min smag. Varmt og solrigt og med en pænt hård pålandsvind, som giver store, voldsomme bølger. Langt ud skal man ikke, det er for farligt og kun for dumme tyskere 😂, men sjovt og friskt er det.
Det var virkelig en dejlig tur og lige den dosis “hjem”, jeg trængte til.

tirsdag den 3. juli 2018

Morgen på Ærø

Vi er vel ankommet på Ærø.
Jeg snuppede endnu en vikarnattevagt på en af vores apopleksiafdelinger på Glostrup søndag aften. Mandag morgen tog jeg toget til Næstved, hvor Stefan og Andreas ventede med pakket bil og en solid madkurv og så gik turen ellers over broen mod Svendborg, hvor en af færgeruterne til Ærø afgår fra. Vi havde først plads på færgen kl 13 05, men var så svineheldige at der åbentbart var kommet et afbud på afgangen tidligere og den nuppede vi.



Vi nåede endda en lille frokost ved færgelejet på Svendborg havn, før vi drog afsted på den lille og fuldt læssede Ærøfærge.

At tage med Ærøfærgen er en sær blanding af moderne og gammeldags. Bookinger går lynhurtigt over nettet og det er pærelet at ændre reservationen online på mobiltelefonen. Til gengæld er alt andet helt lavpraktisk med personlig betjening. Manden med kasketten går rundt med sin liste på papir og checker nummerplader og sikrer at reservationerne er i orden, før man får lov at køre ombord.

Og så er det ellers bare afsted ud gennem det smukke Svendborgsund under broen mellem Fyn og Tåsinge. Overfarten tager ca 1 1/2 time , det er ikke nogen hurtigfærge og man har fint tid at omstille sig til ø-livet undervejs.
Nu er vi vel ankommet, udsovede og installerede i Kulhuset på den lille havn i Ommel, hvor vi har været mange gange før.

Jeg har været tidligt oppe og har forlængst taget et morgendyp i Østersøen og sidder med kaffen på bænken under det lille halvtag, hvor jeg plejer at finde skygge med strikketøjet om eftermiddagen. Jeg sidder og funderer på, hvad vi skal finde på i dag - jeg satser lidt på, at nogen gider Ærøskøbing. Vi får se :-)