Julekalendere for voksne

December nærmer sig med raske skridt jeg glæder mig som sædvanligt. For os gør coronaen ikke den store forskel med hensyn til festivitas, vi skal, som vi plejer, blot være os 3. Jeg elsker jul, men de fleste ville nok synes at den jul, jeg fejrer, er til den kedelige side, både hvad angår festligheder, men også hvad angår mad & drikke og ikke mindst gaver ville de fleste synes, min jul var til den spartanske side.

Det vigtigste er, at man selv er glad for den måde, man lever på. Og fejrer jul på. 

En af de traditioner, jeg holder af, er jule- og adventskalendere. De fleste julekalendere til voksne er dog lidt kedelige efter min mening - chokolade og slik får man ligesom rigeligt af i forvejen og alkohol drikker jeg meget, meget sjældent og slet ikke til hverdag. Så er der kalendere med kosmetikgaver, men jeg synes, de genererer for meget spild i form af produkter, man ikke får brugt eller ikke synes om. 

Heldigvis tror jeg, at jeg i år har fundet løsningen. Ved et tilfælde opdagede jeg, at puslespilsproducenten Gibsons laver en julekalender med 22 små puslespilsornamenter + bånd + lim til montering og ophæng og sådan en fætter har jeg været heldig at gå fat i. 

Det skal nok blive morsomt og køn er kassen med de 24 låger ihvertfald! 

Min yndlingsyogalærer, Cathrine Kofoed, ovre på cathrineyoga.dk laver også en yoga julekalender - hver dag får man adgang til en yogaklasse eller meditation i hendes onlineunivers og 7 gange er der liveyoga i en facebookgruppe, så man kan få yoga undervisning sammen, men hver for sig. Liveyoga sessionen gemmes, så man kan lave den når man vil, hvis livetidspunktet ikke passer en. Alt sammen for 149 kr. 

Jeg beundrer meget den måde, Cathrine har klaret udfordringerne med yoga undervisningen her under coronakrisen. Det må være så nervepirrende, at have startet nyt firma og rejsebureau for yogarejser, blot for at se alle planerne falde til jorden. Alligevel vedbliver hun at være noget af det sødeste, gladeste, støttende og gavmilde med det hun kan, yin yoga. Jeg har tænkt mig at deltage.

Man kan finde den lige her:

https://online.cathrineyoga.dk/julekalender

November, november!

Ingen undskyldninger, men konstaterer blot tørt, at jeg nok bare er sådan en, som blogger en gang eller to om måneden; tiden flyver som sædvanlig, jeg halser bagefter det hele - det kunne lyde stressende, men det er det egentlig ikke. Livet viser sig, trods de udfordringer, vi alle er fælles om i øjeblikket, fra sin allerpæneste og lykkelige side. Faktisk må jeg sparke mig selv hårdt bag i for ikke at udvikle katastrofetanker, for kan det virkelig passe, at JEG kan være så heldig? Vel kan det så, tænker jeg, jeg er både rar og flittig, så selvfølgelig er det helt på sin plads, at tingene indimellem også bare flasker sig i mit liv 😁💪

Egentlig sker der ikke meget nyt - corona restriktionerne er jo, som de er og pandemien buldrer afsted. Jeg havde det sværest i starten, egentlig er jeg ikke en sortseer, men jeg har nok en tendens til at konfrontere mig hårdt og brutalt med tingenes tilstand med det samme og derfor har jeg allerede i starten forliget mig med forskellige versioner af worst case scenarios - og set i disses lys, så klarer vi os jo faktisk ret godt i DK. Jovist er der afsavn, tab og begrænsninger på vores udfoldelser, men for mig er de til at leve med.

Vi har brugt megen tid udendørs i det dejlige efterår, vejret har vist sjældent været bedre og roekampagnen er faldet sent i år.

 

Ud over turene ud i det blå, har vi renoveret og skruet lidt på det gamle skæve, hus. Uden at falde ned og slå os ihjel eller til plukfisk har vi sat stillads op og malet gavlene på huset. Jeg græd af rædsel, mens Stefan hjemmevant som en anden åh-abe svang sig i stilladset højt til vejrs. Heldigvis gik det godt og til foråret regner jeg med, at vi bliver færdig med hele projektet. I mellemtiden hygger vi indendørs med at male den ene stue, så vi kan få en dejlig yogaplads og sætte ny loftbeklædning op i badeværelse og baggang. Det hele roder som sædvanlig og jeg satser på at julen giver en kærkommen pause i alle projekterne uden for meget rod og ballade.

Lidt nyt er der dog trods alt sket. Jeg har opsagt min stilling i den psykiatriske akutmodtagelse og 1-12 starter jeg i en ny, lignende stilling på en retspsykiatrisk afdeling. For mere end 25 år siden var jeg elev på retspsyk og faktisk var det oprindeligt det, jeg ønskede for mit arbejdsliv, men mange ting kom i vejen. Det får jeg så mulighed for at udleve nu, jeg glæder mig rigtig meget. Jeg ved, jeg kommer til at savne den akutte psykiatri rigtig meget, men jeg skal også være så ærlig at sige, at coronapandemien og den usikkerhed og risiko den medfører i den akutte psykiatri er stærkt medvirkende til min beslutning. Heldigvis har jeg mange faglige interesser og i mit nye speciale ligger der rigtig mange muligheder for udvikling, så det vil jeg glæde mig til. 

 

Små fornøjelser

Det er småt med fornøjelser og afspredelser her i corona tiden, men alligevel er livet ikke så forskelligt fra før for mit vedkommende. Jeg har ikke nogen stor familie og deltager derfor sjældent i store fejringer og fester, min vennekreds er også lille og udadvendte fritidsaktiviteter bliver det sjældent, grundet job, til. Alligevel kan det da mærkes, at alt er forandret.

Da smittetallene var ultra lave i sommer opfyldte jeg, efter megen overvejelse, et stort ønske fra min side, nemlig at melde mig til et kursus i buddhistisk filosofi og meditation. Kurset kører stadig hver mandag, med de restriktioner der nu engang er - afstand, afspritning, værnemidler og begrænset deltagerantal.

Indtil videre føler jeg mig tryg ved at deltage, tempelrummet er stort, der er højt til loftet og plads til at sidde med afstand og der laves gennemtræk i rummet i pausen. Fremover vil jeg også bære visir eller mundbind, har jeg besluttet. Jeg håber sådan, at det lykkes at fortsætte holdet, for det har vist sig at være en kilde til stor glæde og fornøjelse i mit liv.

Indimellem kombinerer jeg dette kursus med kurset fra jobbet, som er om tirsdagen med en hotelovernatning i København og det er næsten blevet små, mentale åndehuller og miniferier for mig. 

Vores lærer er en buddhistisk nonne, som jeg er kommet til at sætte stor pris på. Hun er pragmatisk, helt nede på jorden og har en dejlig humor. Jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted.

Normalt forstår folk buddhismens begreber som den cykliske genfødsel og karma meget bogstaveligt - du ved, hvis man træder på en myre, bliver man genfødt som en myre. Sådan hænger det ikke helt sammen. For det første er det altid intentionen bag en handling, som afgør hvor stort et kamisk indtryk, som plantes i sindet. For det andet, så skal de 6 forskellige verdener, man kan genfødes i, ikke nødvendigvis opfattes bogstaveligt, men snarere tolkes som forskellige sindsstemninger et menneske kan befinde sig i, eller personlighedstyper, om du vil. 

Den anskuelse har jeg haft megen glæde af at tage til mig. Når man arbejder i en psykiatrisk skadestue, kan det ikke undgås at man bliver præsenteret for snart sagt enhver tænkelig variant af mental lidelse og jeg synes ærligt talt, at Buddha har været temmelig clever, når han har kunnet beskrive border line personlighedsforstyrrelse for 2500 år siden! Inderst i hjulet er de tre følelser eller vildfarelser/gifte, som driver hjulet og de mentale lidelser rundt: Uvidenhed, had og begær. Det giver, uanset hvad man tror på, god mening at undgå dem. 

Om man så tror på genfødsel eller ej, det er jo op til en selv. Man kan jo, som min lærer humoristisk foreslår, vælge at anskue det som en arbejdshypotese. Ingen ved jo, hvad der sker efter døden. Dalai Lama siger selv, at hvis det en dag bevises, at det ikke hænger sådan sammen, så laver vi det jo bare om. 

Det er en indstilling, jeg kan lide 😁

Efterår

Det er efterår og et ualmindeligt smukt et af slagsen. Vi stikker stadig af, så ofte vi kan på små udflugter i lokalområdet. Billedet er fra Herregården Krenkerup, som ligger få km fra, hvor vi bor.

Fornøjelser og restaurantbesøg er der ikke mange af her i coronatiden. Vi holder afstand og sociale arrangementer på et minimum, vi har indtil nu kun bogstaveligt holdt os til etablissementer med udendørsservering. Det slutter formentlig snart. Det samme gør badningen i Østersøen - det er ikke mere end 14 dage siden, vi sidst var i!

Marielyst lukker og slukker så småt efter en forrygende sæson - aldrig har jeg set så mange turister her som i denne sommer. Jeg skal også være så ærlig at sige, at man grundet den manglende charterturister kommer i kontakt med en gruppe af rejsende, som man ikke så ofte ser på disse kanter og man glæder sig uvægerligt til, at Sunny Beach åbner igen. Jeg kommer ikke til at savne drukfesterne og boomboxene på Bøtø og vi må bare konstatere, at Bulgarien åbenbart gik og tog en for holdet på den front.

Der er drøntravlt på jobbet. De patienter, vi ser, er dårligere end vi har set i årevis. Mange psykisk syge betaler en høj pris for isolationen og den nedsatte kontaktflade med sundhedsvæsenet og nok også den uvished og medfølgende angst, som hele situationen rummer. Det kan være slemt nok for os andre, såkaldt raske, men lider man i forvejen af angst og depression og paranoide tankemønstre, er tiden lige nu svær. Jeg arbejder på et såkaldt "bæltefrit" center, hvilket betyder at vi arbejder stærkt på at minimere tvang og især fikseringen. I de 2 år jeg netop nu har været ansat, har jeg kun medvirket til en eneste bæltefiksering på en svært selvskadende patient. Det er et job, som kræver gode talegaver og evner til konfliktløsning. Det virker for det meste, men nogle gange er det desværre ikke nok. 

Travlheden stammer også fra den kursusaktivitet, jeg gennem jobbet deltager i. For at kunne alt det her er der en del obligatoriske kurser, vi alle deltager i. Dels er der kurserne i selvforsvar og fastholdelse, derudover skal alle regionens psykiatri ansatte lige nu gennemgå et 5 dages kursus i kognitiv adfærdsterapi, så vi alle indretter sygeplejen efter samme værdier og principper. Indtil videre er kursusaktiviteten blevet gennemført, trods corona restriktioner, men jeg er godt nok glad for, at jeg fik opdateret mit selvforsvsr- og fastholdelseskursus så tidligt, at vi kunne nøjes med at træne med mundbind. En kollega fortalte, at de nu både skal være iført kittel, mundbind Og visir og at det er så stor en farce, at hun havde fået lov at springe over og vente på lavere smittetryk!

Mit arbejdssted har nok regionens bedste kantine, som godt nok ikke er så overdådig, som den plejer at være, men en ekstra bonus ved kursusaktiviteten er frokosten. Maden er sund og lækker og tilberedningen er - eller plejede at være - en terspiform for patienter med spiseforstyrrelser.

Alt i alt er det et ualmindeligt dejligt og aktivt efterår for mig og jeg nyder det i fulde drag. Jeg udvikler mig fagligt og det nyligt lærte er aldrig langt fra at blive afprøvet i praksis.

i går stak vi af!

Egentlig skulle vi en frygtelig masse i går; Stefan havde været på arbejde om natten og skulle sove og jeg skulle vaske, gøre rent og luge i haven - men den slags løber jo ingen steder og da det gik op for os, at vi kunne få et ledigt frokostbord på Pomle Nakke traktørsted kl 14, var sagen klar: Vi tog en hurtig beslutning og afsted var vi. Vi besluttede os for at køre ihvertfald en del af vores yndlingstur på Falsters nordøstlige kyst. Vejret var smukt og dejlig sensommervarmt og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ville være både synd og skam at gå glip af den måske sidste mulighed i år for en så dejlig dag.

Det var en vidunderlig tur, et smukt vejr og et dejligt - og efter min mening - dyrt traktement. Det er sjældent jeg har brugt 1000 kr på en frokost til 2, men der gør jeg egentlig gerne nu og da, hvis pris og kvalitet hænger sammen. Det synes jeg ikke helt, de når i mål med på Pomle Nakke. Maden er dejlig, men betjeningen, som nok er sød og venlig med sød og venlig på, er simpelthen for ustruktureret og ukyndig. Det var en dejlig oplevelse alligevel og Pomle Nakke og Corselitze skovdustrikt er bestemt et besøg værd, men en anden gang tror jeg nok, jeg pakker en luksuriøs madkurv og indtager den ved generalens lysthus. 

Skal vi gå til yoga sammen?

Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg blevet svært glad for en speciel yogaform, som hedder yin yoga. Yin yoga er en lidt nyere yoga stil, som har rod i traditionel kinesisk medicin og som har mere fokus på at strække bindevævet, fremfor musklerne. Det betyder, at man ligger længe, omkring 5 minutter i hver stilling, og har fokus på at trække vejret og ikke mindst tøjle ens dårlige tålmodighed 😁

Jeg er, efter at have arbejdet i 10 år med ryg- og gigtsygdomme, blevet fuldstændigt overbevist om, at et stramt og ufleksibelt bindevæv så at sige er "the missing link" og årsagen til mange af de uforklarlige og håbløse smertetilstande, jeg så hos så mange patienter, som vi ikke kunne hjælpe i systemet. Jeg er vildt overrasket over effekten af yin yogaen og jeg laver øvelser stort set hver dag. Nogle dage blot nogle få, andre dage gør jeg mere ud af det. 

Jeg har et abonnement hos cathrineyoga. dk, hvor Cathrine Kofoed dygtigt og kompetent underviser i sit onlineunivers.

Hvis du har lyst at prøve yin yoga, er der mulighed for at prøve en klasse gratis på siden, men man kan også melde sig til et forløb, som hedder yoga kuren - her får man 21 dage med selvkærlig yoga for 149 kr. Hver dag får man en yoga klasse eller meditation og i en fb gruppe er der også i forløbet 6 liveklasser, man kan deltage i.

Dette er den 3. yogakur siden Danmark lukkede ned og mange yoga rejser og kurser måtte aflyses og jeg skal være med igen. Så hvis du har lyst til at gå til yoga med mig, kan du nå det endnu, tilmeldingen lukker til midnat!

yoga kuren 3.0

Karma i eksil

Som jeg skrev om for nogen tid siden, har jeg længe haft lyst til at fordybe mig i buddhistisk etik, filosofi og især meditation.

Jeg har stort set hele mit liv haft en interesse for tro og åndelighed og begge mine forældre havde åbne og tolerant sind og har altid opmuntret mig til at undersøge fænomener og samle viden. Min interesse for buddhismen skærpedes naturligt nok, da jeg for snart 18 år siden traf Andreas' far. Han havde i sine helt unge dage en kortere periode levet som buddhistmunk og også boet flere steder i Asien og jeg blev gennem ham ret fascineret af det buddhistiske verdensbillede og tænkemåde. De seneste år er interessen vokset og jeg er begyndt at eksperimentere med meditationen selv og har også fulgt guidede meditationer hos lærere på nettet, men er også kommet til den erkendelse, at hvis det rigtig skal blive til noget fornuftigt, så må jeg have vejledning i metoderne.

Der findes efterhånden en del buddhistiske centre og menigheder i Danmark og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Der findes 3 hovedretninger i buddhismen - hinayana, mahayana og vajrayana. Det sidste er den tibetanske buddhisme, som jeg kender mest til og som også er pænt repræsenteret i Danmark i flere menigheder, sanghaer. Den tibetanske buddhisme er igen opdelt i 4 forskellige linier og traditioner, hvor - mindst- de to er repræsenteret i København.

I 2003 startede eksiltibetaneren Lakha Lama phendeling, center for tibetansk buddhisme, og under nedlukningen har jeg fulgt nogle af deres online meditationer, så da Danmark åbnede igen var det nærliggende, som en slags gave til mig selv, at deltage i et aftenarrangement i phendeling for de, som er nye og nysgerrige.
Lakha Lama har en helt utrolig livshistorie og det er utroligt, at vi har sådan en kapacitet her i landet. Lakha Lama er det tibetanerne kalder en tulku og en boddhisatva, altså en bevidst genfødsel, et menneske, som har opnået den højeste oplysning, men har fravalgt Nirvana og istedet lader sig genfødte igen og igen, for at hjælpe alle andre videre. Præcis som Dalai Lama blev Lakha genkendt og udvalgt som 5 årig og indsat som overhoved for 100 000 tibetanere i Batang i Østtibet. Som 7 årig måtte han flygte fra Maos fremrykkende styrker til hovedbyen Llasa, hvor han modtog undervisning og studerede sammen med H. H. Dalai Lama. I 1959 måtte både Dalai Lama og Lakha Lama flygte til Indien og Lakha overlevede med nød og næppe flugten og ankom til Indien et par dage senere end Dalai Lama. Her blev han valgt og sad i 5 år i eksilregeringen. Lakha Lama kom til Danmark i 1976, her skulle han mellemlande i København på vej til Finland, men missed sit fly og besluttede sig for at blive. Han havde kun sin munkedragt og 70 dollars - han brugte de 40 dollars på et par jeans på strøget og så søgte han arbejde. I Danmark traf han en ung dansk kvinde, Pia Kryger, som han i dag er gift med og har 2 børn med.
Det er en helt utrolig gribende og smuk kærlighedshistorie og - hvis man er som jeg - tænker man uvilkårligt, at den ikke kunne finde sted i dag på grund af vores indvandringspolitik. Tænk, hvad vi risikerer at gå glip af!

Det var et sidespring. Det korte af det lange er, at jeg efter besøget i phendeling besluttede mig for at melde mig ind og jeg er også tilmeldt et meditationskursus på buddhistisk universitet, som Lama Lakha også i sin tid tog initiativ til. . Han underviser dog ikke selv mere, da han for nylig fik en mindre blodprop i hjernen, men heldigvis er der kræfter, som kan tage over.
Jeg glæder mig virkelig til efteråret, det bliver travlt med både meditationskursus og kursus på jobbet, men forhåbentlig godt.

Sikken Sommer!

Ferien er for længst forbi og hverdagen har ramt os. Der er travlt som aldrig før på jobbet. Hvor nogle dele af sundhedssektoren oplevede øget travlhed i forbindelse med første fase af corona krisen, forløb det helt anderledes hos os i den psykiatriske akutmodtagelse. Der kom ganske enkelt ikke et øje i skadestuen og sengeafsnittene lå øde hen. Nu viser det sig så, at ganske mange mennesker med psykiske lidelser ikke har passet deres medicinske behandling under nedlukningen og nu står psykoserne i fuldt flor. Hold op, hvor har vi travlt, både i skadestue, på sengeafsnit - men også med at dække faste vagter på patienter med psykiske lidelser, som er indlagt på somatisk hospital. Det kræver nok en speciel psyke, at bestride mit job. Man ved aldrig, hvor og hvordan en vagt slutter. Man kan risikere, at stå og føde et barn på hospitalet, dog ikke ens eget, men som medfølgende fødselshjælper hos en patient! Det har bestemt sin charme, men nogle dage er det lidt i overkanten 🤪

Det var en lidt kort, men utrolig dejlig ferie, hvor jeg oplevede, at jeg opnåede fornemmelsen af, at være laaabgt væk fra job og hverdag. Vejret var ikke det bedste, men vi brugte dagene på at udforske Falsters østkyst fra nord til syd, lige fra Grøn sund og Marie Grubbe hus, til godset Corselitze, Marielyst, Bøtø skoven og Gedser. Det var skønne dage og oplevelser og vi fandt mange nye steder på vores egn, som nu er indlemmet i listen over udflugtsmål. 

Traktørstedet ved Pomle Nakke har vi på vores ture besøgt utallige gange. Det er endnu ikke lykkedes os at få et frokostbord, for vi er alt for spontane til at sørge for at få bestilt i tide og stedet er et vældigt tilløbsstykke, efter et nyligt ejerskifte. Smørrebrød skulle være fantastisk og en dag skal det afprøves, men kaffe, kage og en vaffel med hjemmelavet rabarbaris i den dejlige have er heller ikke at kimse af. 

Endelig ferie!

Så blev det endelig ferie, også for mit vedkommende.

Vi skal være hjemme i år, både pga corona pandemien, men også af økonomiske årsager - det er dyrt at sende Andreas på efterskole, så på mange måder passer det jo  perfekt, at vi alligevel ikke rigtig kan rejse i år. Eller - der kan man jo og det kunne vi, men for at være ærlig, vi gider ikke med alle disse lockdowns rundt omkring. Ikke at rejse er også at leve.

Der skal pakkes til efterskolen og listen er lang som et ondt (skole)år.Det meste har vi heldigvis, men vi har også måttet købe nyt. 

Sikkerhedssko og arbejdstøj? Naturligvis. Check! Jeg sidder næsten med samme følelse som Amalie Szighettis mor, da datteren flyttede hjemmfra:efter at have skovlet det ene læs designertøj efter det andet ind bagi en varevogn, slog hun hænderne sammen og erklærede tilfreds: i det mindste har jeg klædt hende godt på til det!

Jeg håber, det bliver godt og at han får et fantastisk år. 

Så gik der tid med det... i

Som sædvanlige løber tiden fra mig og jeg halser forpustet bagefter. Sidst jeg skrev var der stadig lock down, omend det for Stefan og jeg har haft minimal betydning, eftersom vi begge har arbejdet under hele forløbet.

Ofte opgiver jeg at skrive indlæg, for indlæg kræver ofte større forklaringer og skriv, når man i forvejen har holdt en lang pause fra Bloggeriet - det er som om, det kræver  lange indlæg at udfylde de tomme felter med hændelser, som er nødvendige for at give teksten mening. Og så giver jeg op på forhånd 🙄

Men hvad har vi så fået tiden til at gå med:

Vi har renoveret vores forgang og et værelse til Andreas. Stefan var sidste efterår ude for en arbejdsulykke, som var millimeter fra at koste ham førligheden, men heldigvis kun kostede 14 dages sygdom, hvor han arbejdede hjemmefra med at programmere maskinerne og assistere pr telefon. Da han kom tilbage på job, blev han fyret på gråt papir og fritstillet, en yngre - og måske mindre kritisk model - stod klar i kulissen. Stefan havde fra dag 1 i jobbet klaget over, at kranen til at løfte de tunge metalplader med var defekt og jeg tænker, firmaet med en udskiftning håbede at undgå en meget dyr reparation.

Det var en bitter og svær pille at sluge for ham og eftersom vi har pænt dårlige erfaringer med Stefan plus arbejdsløshed, besluttede vi straks, at han fik titlen af indenrigsminister og ansvar for at renovere værelse og jeg blev udenrigsminister og sørgede for at tjene pengene til det 🙂

Meget terapeutisk at banke alt puds af væggene! 

Jeg vidste, han ku'! 

Gamer room! 

Jeg har ærligt talt svært ved at få armene ned af bare begejstring - vi klarede det, både at renovere værelset, men også arbejdsløsheden og alt det svære. Heldigvis fik Stefan job igen, tæt på hvor, vi bor - og til en ussel og lav løn! - men penge er bare ikke alt, for han er virkelig glad for at være i sit nye job og trives. 

Sidst jeg skrev, holdt vi alle afstand og også fra Andreas, hvilket var følelsesmæssigt hårdt. Da de lukkede skolerne og endegyldigt afblæste 9 klassernes afgangseksamen, blev Andreas' far og jeg enige om, at han lige så godt kunne flytte på landet til os i en periode. Hans far har det svært i øjeblikket, hans kæreste gennem mange år blev for nogen tid siden ramt af en kræftsygdom og at coronaen ramte, kommer formentlig til at betyde, at hendes firma med en del ansatte går fallit. Så de har deres at slås med og Andreas' far har derfor brug for lidt mere ro og luft til at komme sig. Så Andreas' har været en del hos os igennem alt det her, selv om det godt nok var noget rod, da de unge så pludselig skulle tilbage i skolen igen. 

Det er en tid med mange omvæltninger, afslutninger og nye begyndelser og det har været lidt svært at navigere i for os alle, men nok specielt Andreas. Heldigvis er det meste faldet på plads igen, det er lykkedes mig at skaffe pengene til et efterskoleophold til Andreas og efter sommerferien flytter han ind på skolen her tæt på os og så begynder et nyt livskapitel for os alle. 

Happy Vesak!

I dag er det Buddhas fødselsdag. Buddhister verden over fejrer Buddhas fødselsdag, oplysning og indtræden i Nirvana, Vesak Day.

Jeg markerer den også - alene, for vi skal stadig holde fysisk afstand, og når man bor langt ude i udkantsdansen er der langt til steder, hvor man i fællesskab kan fejre højtider. Uanset hvad, skal jeg også på job, så der er ikke megen tid til at fejre, udover en stille stund med eftertænksomhed. 

En af de positive sider ved corona pandemien er, at snart sagt hvert buddhistisk trossamfund eller buddhistiske lærere og mentorer efterhånden er online, så der er faktisk lettere til fællesskab nu end ellers, når man bor langt fra alfarvej.

Når alt det her coronahalløj er slut eller bare stilnet af, er det et forsæt at finde en menighed og konvertere sådan formelt.

Bøn af Shantideva:

“Må regnen falde til tiden,

Og må høsten blive rigelig.

Må al medicin være virksom,

Og må gavnlige bønner bære frugt.

Må alle, der er syge og elendige,

Hurtigt blive fri for deres lidelser.

Uanset hvilke sygdomme, der er i verden,

Må de aldrig komme igen,

Og må mennesker gavne hinanden”.

Puslerier

Endnu en dag i Coronaens klør truer. Normalerweise har jeg ingen problemer med at få tiden til at gå hjemme på egen matrikel i eget selskab - faktisk går jeg ofte og sukker efter netop dette - men det er som om elementet af tvang installerer en vis modvilje og trods i systemet. Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan den menneskelige psyke er skruet sammen.

Istedet for at få en masse hængepartier og projekter fra hånden, skiftevis sidder og går jeg hvileløst og planløst rundt. Jeg kan ikke rigtig få roen til at indfinde sig. Min elskede yoga hjemmetræning giver en kortvarig følelse af ro og kontakt til fundamentet, små øer af helle og ro, men de varer ikke længe. 

Eller sådan var det ihvertfald indtil weekenden. Jeg har længe gået med en følelse af at være hensat til min barndoms land med bilfri søndage und alles, en slags 70'erne-revisited, og så var det jeg kom til at tænke på, hvordan vi fik tiden til at gå i mit barndomshjem - når altså ikke det var november og december og der skulle flettes julehjerter. Vi lagde, blandt mange andre aktiviteter, puslespil! Jeg har godt nok den sidste tid ud af øjenkrogen lagt mærke til, at puslespil til voksne er den hype, som har overtaget efter malebøgerne til selv samme segment, og ikke et ondt ord om dem, men jeg har alligevel ikke rigtig skænket fænomenet megen opmærksomhed. Altså indtil nu.

Når vi ikke kan komme til Berlin, må Berlin komme til os. Vi er, ud over yoga, nu også blevet afhængige af at lægge puslespil i fællesskab, det foregår i god ro og orden og det er vigtigt at notere, at ingen blev dræbt under processen. Flere er bestilt og på vej, jeg håber, vi kan opretholde denne aktivitet, også efter Corona, for jeg opdager pludselig, at vi begge slipper vores smartphones i timevis og bare helliger os øjeblikket og de puslerier, som foregår i nuet. Dejlig oplevelse. 

Coronakarantæne

Tiden flyver afsted, selv om der ikke rigtig sker så meget. Vi arbejder begge nat i øjeblikket - Stefan kun på hverdage og jeg hver anden uge. Den forløbne uge har jeg holdt fri og Stefan har også været hjemme, for han blev syg i søndags med forkølelse, tør hoste, muskelsmerter og en rigtig grim øjenlågsbetændelse. Om det er corona aner vi ikke, for det er ikke muligt at blive testet, hvilket er ret utrygt, for det forventes at jeg stadig går på job i sundhedssektoren, så længe jeg ikke selv har symptomer. Helt hen i vejret, hvis du spørger mig.
Heldigvis var der mulighed for at jeg kunne tage en feriedag i søndags op til min friuge, jeg er simpelthen så bange for at smitte nogen.
Jeg er bestemt heller ikke god til at Stefan er syg af noget, som potentielt kan være farligt og slå ham ihjel, faktisk er jeg pænt rædselsslagen. Stefan har kun en lunge, den anden fik han fjernet, da han var 5-6 år gammel, fordi den var helt ødelagt af infektion, som desværre ikke var blevet opdaget i tide. Det er lidt af et mirakel, at han overhovedet er i live, dengang troede ingen læge at han ville blive over 30 år gammel, men når man ser ham i dag, ville man aldrig et sekund tænke, at han tilhører gruppen af svagelige individer. Dengang fik han streng besked på, at han ikke måtte anstrenge sig, løbe eller motionere, det ville være den visse død, men det overholdt han ikke og begyndte at spille fodbold i smug, så hans mor ikke opdagede det. Det har reddet hans liv, siger hans læge, havde han fulgt anvisningerne dengang, var han uden tvivl død tidligt.

Heldigvis ser det ud til, at det, han har fejlet, har været fredeligt, for han har allerede været symptomfri et par dage. Det er jeg så ikke, for torsdag var det min tur til at få præcis samme omgang, bare i en lidt mildere version. Jeg forsøgte at overtale mit lægehus til at få en test, men de var hverken til at hugge eller stikke i, selv om det onsdag var blevet meldt ud, at testkapaciteten nu var forøget. Sekretæren sukkede meget træt overfor det argument, hun mente, det kunne være rart hvis sundhedsstyrelsens og sst også meldte de nye retningslinjer ud til de praktiserende læger, FØR de gik på tv med dem.

Egentlig var det meningen, at jeg skulle være vikar på en neurologisk afdeling i weekenden, men det måtte jeg selvfølgelig melde fra til, og som det er nu, kan jeg heller ikke komme på job, før jeg har været symptomfri i 48 timer. Så nu sidder jeg her. 

Helt trist har det ikke været. Vi har da været sløje, men før corona ville vi jo bare have taget et par panodil og fortsat vores liv, måske med lidt ekstra søvn og hvile.

Før jeg blev syg, malede jeg en kommode fra genbrugsshoppen - 75 kr plus lidt ekstra til maling. Vi fik også hængt en plakat op. Jeg er ikke specielt kunstinteresseret eller begavet, men Käthe Kollwitz er og bliver min yndlingskunstner. Jeg har hendes samlede dagbøger, som blev bearbejdet til udgivelse af sønnen Hans og den bog følger mig stort set altid. Hvis man er interesseret i første og anden verdenskrig og især mellemkrigsårerne, er dagbøgerne en helt særlig øjenvidneberetning fra perioden. Jeg læser den på tysk, men den fåes også oversat til engelsk.

Eftermiddagste med 2 af mine yndlingstyskere og Claus Meyers kanelsnegle blev det også til.

Man kan ofte finde passager i Käthes dagbøger, som nærmest reflekterer ens egen tid. I 1918 rasende den spanske syge i hele verden og man kan glæde sig over, at man i det mindste ikke har en søn, som er faldet i krigen og en anden, som er læge på et feltlazaret, samt en mand, der er fattiglæge og nu har lagt sig med den spanske syge efter at have tilset 100 influenzapatienter dagligt i praksissen hjemme i privaten i Prenzlauer Berg.

Käthe er en af mine yndlingskvinder i hele verdenshistorien, ikke fordi hun var den første kvindelige professor på det preussiske kunstakademi, som Kejser Wilhelm hadede som pesten (hende og impressionisterne, de lilatte svin!) og heller ikke på grund af hendes politiske ståsted og virke, men på grund af kærligheden til menneskeheden og børnene, som aldrig et sekund svigter, uanset hvad hun gennemlever.

Jeg synes ikke ligefrem, jeg selv tager den her situation i stiv og strakt arm, jeg tænker en del over, at jeg vist ikke ligefrem er gjort af heltemateriale. 

Svære valg

Tjah, hvad kan jeg sige?

For lidt over en måned eller halvanden siden så jeg på nogle lidt mere dubiøse områder af nettet de grusomme, skjulte optagelser fra Wuhan, hvor kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelsesejendomme til og - angiveligt - efterlod coronasyge borgere til deres ubegribelig skæbne. Det var nok allerede dengang, det gik op for mig, at dette formentlig blev "the real deal", pandemien, som stort set alle infektionsmedicinere altid har sagt vil komme.

Allerede dengang overtalte jeg Stefan - som syntes, jeg var komplet bonkers- til at vi skulle forberede os lidt, ikke på hamstringsmåden, men der er olie på tanken, brænde i garagen og en fuld gasflaske ligeså. Nå ja, og så vores evindelige plantemælk, som holder længe og en masse havregryn. Så kan det ikke gå helt galt 😁

Så nu sidder vi her. Jeg har taget hul på en friuge og vælger at afstå fra ekstraarbejde og sociale arrangementer. Stefan skal arbejde, men har byttet til nattevagter, hvor han er stort set alene, så en slags selvvalgt karantæne er det vel. Eller et retreat - sådan kunne man jo også vælge at se på det?

En ting var jeg så ikke forberedt på og det var at fravælge kontakt med Andreas, som jo plejer at komme her mindst hver anden weekend. Men hans far og jeg talte det igennem og det kan ikke være anderledes. Andreas og far bor sammen med farmor og har også kontakt med faster, som har cystisk fibrose, og jeg tør slet ikke udsætte dem for fare, set i lyset af udviklingen på mit job. Det er en svær og bitter pille at sluge, men sådan må det være.

Tanker i toget

Godmorgen fra Corona-expressen, nu med pladsbillet, som angiveligt skulle beskytte mod covid-19. Den medicinske mekanisme er mig på dette punkt ukendt, jeg ville hellere have haft et relevant åndedrætsværn. Hvis du nu ryster på hovedet og ruller med ørerne i uforståen over mit hysteri, så er du tilgivet. Jeg er i det overbærende hjørne i dag ♥️
Og ret skal være ret - der er stort set ingen med toget, hvor vi normalt plejer at sidde virkelig tæt og endda stå mellem sidderækkerne. Så det virker altså!

Jeg har ikke kørekort og har altid benyttet cykel og offentlig transport. Jeg tilbringer mindst 4 timer af hver arbejdsdag i tæt kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning og det er for det meste en hyggelig oplevelse. Nogle gange giver det også mulighed for at arbejde med den irrationelle angst og intolerance, man kan blive opfyldt af - det oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden kom til at sætte mig ved siden af en meget, meget forkølet kineser, som ihvertfald ikke opretholdt det, vi ovre i sundhedssektoren kalder en god håndhygiejne. Da gnavede det lidt i tolerancen og velviljen, uanset hvor meget jeg ville ønske, det ikke var sandt. Eller da jeg sad ved siden af ingeniøren, som med en kæmpe vadsæk stort set lige var hoppet af en flyver fra Kina, da arbejdsprojektet grundet epidemien lukkede ned.
Der er både på en hospitalsvagt og sådan en togtur masser af potentielle smittekilder, hvilket jeg egentlig altid har taget i stiv arm - jeg har passet turberkulosepatienter, aidspatienter, hjulpet læger med at lumbalpunktere meningitis patienter og i det hele taget været i kontakt med mange forskellige smitsomme sygdomme i mit arbejdsliv og jeg ved, at nogle gange bliver man  bare nødt til at klamre sig til sin rationelle tænkning og videnskaben for ikke at blive opslugt af angst. Det går for det meste godt, jeg har sjældent været bekymret for mig selv. Det er jeg heller ikke nu mht til det nye coronavirus og ej heller særligt meget for Andreas. Til gengæld bekymrer jeg mig lidt om farmor, lidt mere om hans faster, som har cystisk fibrose og hans fars kæreste, som lige er på vej ud af et kræftforløb. Jeg bekymrer mig en hel masse om Stefan, som kun har en lunge.

Det hjælper ikke konstant at få tudet ørerne fulde af, at det kun er de gamle og svage, som dør. Det er så heller ikke sandt, men når man elsker en del mennesker, som vil falde ind under begrebet "svagelig" får jeg faktisk mest lyst til at slå kynikerne meget, meget hårdt, men eftersom jeg er i det overbærende hjørne, gør jeg det naturligvis ikke. Iøvrigt ved jeg også, at de enten siger, som de gør, fordi de enten ikke ved bedre eller selv kæmper for at holde angsten fra døren. Så overbærenhed er svaret.
 Jeg nøjes blot med at konstatere, at denne krise giver god mulighed for at lære et par sandheder - en af dem er, at nogle mennesker måske ikke betyder alverden for dig, mens de for en anden ER hele verden. Det synes jeg er vigtigt at huske på i denne tid, når vi taler om pandemi en, som har ramt os og ikke mindst dens ofre.

Den sidste uge har jeg haft et kæmpe behov for at gøre min verden lillebitte. Jeg har haft svært ved at takle mange af de ting, som bliver skrevet på fb, i seriøs aviser og sagt på politikernes pressemøder.
Derfor har jeg været nødt til at lukke lidt ned og forsøge at tænke på, hvad det rigtige respons på alt dette skal være fra min side, og hvordan jeg takler det her mest værdigt.
For mig er det ikke så meget angsten, det handler om, men jeg går med en stor og eksplosiv vrede over, at vi feks i psykiatrien og på mit afsnit forventes at håndtere corona smittende, men slet ikke får udleveret de rigtige værnemidler til opgaven.
Det er nok den største mavepuster, jeg i mine 25 år i det danske sundhedsvæsenet har oplevet. Så lige nu kæmper jeg for, at beherske mig og forsøge at vælge de nyttige og rigtige handlinger, så man ikke ender med at ligne en lille, vred hund, som konstant står og bjæffer af en stor og komplet ligeglad grand danoir... Det kan godt være den lille, vrede hund har retten på sin side, men hvis den ikke får den store, magtfulde hund i tale, sker der intet og en masse sundhedsprofessionelle risikerer at komme galt af sted.

Yogaen gav mig for nogle dage siden ordet "overbærenhed" i forbindelse med at rumme kyniske udtalelser, så mon ikke jeg også finder en løsning? Det er jeg nødt til at håbe og tro på.

♥️

Siden sidst

Der er gået lidt over 1 år, siden jeg, i forbindelse med ibrugtagning af ny telefon, "smækkede mig ude" fra min blog.

Det bliver spændende at se, om jeg overhovedet kan finde ud af at skrive flere sætninger i forbindelse med hinanden. Jeg kan mærke, det allerede er svært med tegnsætningen - altså værre, end det plejer at være :-)

Nå, men hvad har jeg så lavet i al den tid?

1: jeg var lige startet på nyt job i nyt speciale, sidst jeg skrev. Jeg er stadig i ansat i psykiatrien og er overbevist om, at det var det rigtige valg. Om jeg fortsætter i mit nuværende job i akutmodtagelsen, ved jeg endnu ikke helt. Jeg elsker det akutte, hvad enten det er psykiatri eller somatik, men psykiatrisk sygepleje er i høj grad relationsarbejde og det er der ikke så meget plads til i akutmodtagelsen. Samtidig er der i den psykiatriske akutmodtagelse nogle meget, meget rigide opdelinger med hensyn til opgavefordeling mellem sygeplejerske og sosu-assistent, som jeg ikke helt ved, om jeg gider slås om på mine gamle, eller ihvertfald ældre, dage. Vi får se, tiden er gået med arbejde, kurser, kurser, kurser - der er masser af nyt at lære, når man skifter spor. I love it, som Ole Henriksen siger

2: Jeg har været ude at rejse 3 gange. Sommerferie med Andreas i Grækenland på vores sædvanlige yndlingshotel hos den græske familie i Parga. Måske var det sidste gang, for bedstefar, som jeg tidligere har skrevet om, var lige død, da vi kom, og det var derfor endnu uklart, hvad som kommer til at ske med hotellet.

Jeg har også været i Berlin et par gange - en gang som "rejsefører" for et par veninder og en gang med Stefan. Jeg fik endelig set Käthe Kollwitz museet og i den forbindelse, ved et tilfælde sværger jeg! - stalket mit politiske idol.

3: Stoppet med at ryge. Og denne gang håber jeg, det bliver for altid. Vi får se, jeg er en forhærdet misbruger og det er en proces, som tager tid. Jeg kan mærke, at erfaringerne fra tidligere rygestop kommer mig til gode. Jeg kender faldgruberne lidt bedre.

4: Etableret en daglig yoga og meditationspraxis. Meditationen har jeg været igang med siden sidste folketingsvalg og i den forbindelse har jeg - helt ærligt!, No jokes - virkelig meget at takke Rasmus P. for. Uden ham havde jeg simpelthen ikke knækket koden.

En af mine nye kolleger tog på yogarejse til Zanzibar med Cathrine Kofoed ovre på cathrineyoga.dk og kom så begejstret retur, at hun nu er igang med at uddanne sig til yin yang yogalærer. Jeg nøjedes med at købe mig onlineadgang og det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Den motion, som virker, er den, man får lavet og yin yogaen passer i mit liv og har siden årsskiftet været en daglig foreteelse. 

5: Været tæt på at konvertere til buddhismen. Jeg har en indre proces igang med hensyn til tro og religion, som er en spændende rejse at være på. Det er gået op for mig, at jeg ikke er kristen længere, og derfor er jeg i en proces med at finde ud af, hvad jeg så er.

Der er givetvis sket meget andet siden sidst, men dette er "the highlights". 

Friugen er begyndt og det er tid til morgenyoga 😁🙏

Hjemme igen!

Efter ikke at have kunnet kommentere på min egen og andres blogge i over et år, løste problemet sig pludselig. Det var bare en lille dingenot, som accepterer tredjepartcookies, som skulle slås til.
Dejligt, at være hjemme på bloggen igen :-)!