fredag den 19. november 2021

Hej november!


Jamen, vi fortsætter slingrekursen lidt endnu.

November går i højt tempo og hvor jeg normalt synes, det er en lidt trist måned, så er humøret trods alt højt i år. Det er lunere end ellers og der er stadig blade i smukke farver, ihvertfald på nogle af træerne, og det gør mig i godt humør.

Det hjalp også på humøret, at jeg bestod min medicinkompetanceeksamen i fin stil. Selv om jeg nu og da var en kende frustreret over kursets indhold, har jeg været virkelig glad for min lærer, som jeg på en rar måde følte en stærk grad af forbundethed med. Det lyder måske mærkeligt, men kender du ikke den der følelse af, at du på en sær måde med det samme har en specielt god kontakt med et menneske, du lige har mødt? Sådan var det her. Hun spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at undervise på sosu-skolen, de mangler desperat undervisere, og hun syntes, jeg  både har stor viden og mange erfaringer fra mange forskellige grene af sygeplejen. Desværre har jeg ikke fra mine lærerforældre arvet den mindste sans for at undervise og slet ikke for kopimaskiner og alene tanken om diverse av-midler kan gøre mig rædselsslagen, så det bliver et pænt nej tak herfra.

I dag skulle jeg have været til tilflugtsceremoni i templet i København. Jeg tog tilflugt som buddhist for et år siden og det er et festligt arrangement, både for nye og "gamle" buddhister. Desværre havde jeg ikke været opmærksom på, at der for tiden er ikke bare et, men TO sporarbejder på togtraffikken mellem København og Lolland og at jeg derfor kun ville kunne nå hjem og få 2 1/2 times søvn mellem 2 nattevagter, hvilket simpelthen er for lidt, især fordi det i nat er første gang, jeg selvstændigt skal stå for medicingivningen i afsnittet, og derudover er sammen med 2 nye medarbejdere, som også skal have lidt introduktion. Jeg valgte derfor - med stor ærgrelse - at prioritere min søvn, så jeg kan være nogenlunde frisk og skarp i pæren. Havde jeg tænkt mig om, havde jeg sørget for en fridag. 

Jeg må nøjes med at nyde Tina Turners udgave af tilflugtsbønnen som fredagsmusik i toget. Tina Turner har været buddhist i mange år, dog i en helt anden gren, men samme tradition, som jeg tilhører. I 2009 udgav hun, sammen med et par andre kunstnere, et album, hvor hun omsætter forskellige buddhistiske tekster og mantraer til sang. 

God fredag aften og weekend til  dig. 


tirsdag den 26. oktober 2021

Back to School

De sidste måneder har jeg on and off været "back to school" på Sosu H for at erhverve mig - endnu - et kursus i medicinkompetance. I går var jeg til skriftlig eksamen, 2,5 time, 32 spørgsmål. Jeg har en nogenlunde god fornemmelse og håber det bedste. Ellers kan man komme til re-eksamination, men jeg håber ikke, det bliver nødvendigt. 
Når jeg - forhåbentlig - har bestået, kan jeg begynde at give medicin i mit afsnit. En lønforhøjelse følger også med. Da jeg blev ansat, var det et krav, at jeg skulle tage kurset, for på min arbejdsplads er man meget afhængig af, at sosu assistenterne kan give medicin. Det ligger ikke helt fast, men i det nye hospital bliver det formentlig sådan, at der er en ansvarshavende sygeplejerske, som kan tilkaldes fra et vagtværelse i situationer, hvor sosu-assistentens kompetance ikke rækker - det vil være akutte situationer og tvangsmedicineringer f. eks. og ikke mindst vejledningsopgaver. 

I betænkningen for sosu-uddannelserne er der sådan set ingen begrænsninger for, hvilke funktioner en sosu-assistent må oplæres i og varetage. Det er alt sammen lokalt bestemt og lidt af en politisk, varm kartoffel. Vi assistenter er i forbindelse med medicingivningen lige så meget lægens medhjælp, som sygeplejerskerne er. Det er de enkelte hospitalers sygeplejefaglige ledelse, som egenhændigt bestemmer, hvilke funktioner sosu-assistenten må varetage netop på deres hospital. Det giver store forskelle i sosu-assistenters kompetance og udviklingsmuligheder og jeg ville da lyve, hvis ikke jeg indimellem har syntes, at vi bliver behandlet en kende uretfærdigt. Jeg har - mindst - 2 af de gamle 5 dages kurser, som var uden afsluttende eksamen, et 2 dages kursus alene i psykofarmaka, 8 års erfaring, hvor jeg har haft fuld medicinkompetance og givet både subcutane og intramuskulære injektioner og endda, i et enkelt tilfælde, været oplært til at give medicin i et centralt venekateter til en døende. Hvis jeg nu i morgen tager en stilling i Region Sjælland, skal jeg igen igennem deres 10 dages kursus og bestå deres eksamen for at kunne give medicin.
Vi assistenter spøger ofte med, at vores kompetance er omvendt proportional med antallet af sygeplejersker - er der mange sygeplejersker, må vi intet og får frataget kompetance. Og er der få, er vi "åh så dygtige" og må det hele. De sosu-assistenter fra mit tidligere ansættelsessted, som jeg var til eksamen sammen med, har allerede nu fået at vide, at de ikke vil få løntillæg for kurset og kun i meget begrænset omfang få lov at anvende kurset. Jeg er ikke ude på at provokere, skabe debat eller splid, men det er svært at se det på anden måde, end at det er en faglig demonstration, designet til at synliggøre sygeplejerskemangel. 
For nogen tid siden skrev en overlæge en kronik, jeg tror det var i Politiken, at det i dette lille land måtte være muligt at lave en central kompetancedatabase for sosu-assistenter, så den enkelte kunne tage sine erhvervede og opøvede kompetancer med sig på tværs af regionale skel. Der går mange ressourcer tabt ved at genuddanne de samme mennesker igen og igen og det tjener sundhedssektoren ikke på. 
Nok om det. 


Det har været sjovt at se SoSu skolen igen. Forholdende for de unge mennesker er heldigvis noget bedre, end da jeg startede i 1992 inde i Fensmarkgade i Nørrebronx i en forslået bygning, som lignede en løgn i en smadret emhætte, mand! Vores demonstationsstue bestod af en vakkelvorn hospitalsseng med drejehjul, et inkomplet plastikskelet - The Kneebone connected to the... Hip bone... - og et bulet stålbækken, som en af mine klassekammerater lige peppede op med en formet romkugle fra bageren til stor fortrydelse for vores lærer, en tidligere oversygeplejerske fra det hedengangne kommunehospitals mandsafdeling.
 

Nu er der fine demonstrationsstuer og fantastiske rammer for uddannelsen. 
Det er godt at se, at nogle forhold har ændret sig. Desværre kunne man ønske sig, at bevidstheden om, hvad vores faggruppe kan og egentlig går og laver blev lidt større.

mandag den 4. oktober 2021

Hej oktober!



Så gik tiden igen. I det mindste gik der, ikke, ligesom sidst, et halvt år, før jeg fik skrevet, men kun et par måneder.
Det er ikke lysten til at skrive, som mangler, men programmet er mildt sagt stramt i øjeblikket. 
På arbejder ligger vi i flytterod og kaos. Mit speciale skal samles fra flere lokationer til et helt, spritnyt bygget hospital med toptunet sikkerhed og alt hvad faget tilhører. Det er ikke sådan lige at flytte en hospitalsafdeling og ej heller et helt hospital. Hvornår det sker er af sikkerhedsmæssige årsager en hemmelighed, både for personale og patienter. Men engang indenfor de næste måneder. Det er en kende stressende for alle, for der er masser af nye procedurer, som skal læres og trænes og kompetancer, som skal opdateres. Det bliver godt, når vi er i mål.
Samtidig med alt dette blev jeg - langt om længe! - optaget på et 10 dages medicinkompetancekursus med tilhørende eksamen for Sosu assistenter i Regionh. Det skulle have været tidligere, men pga corona har megen kursusaktivitet været lukket ned, så med genåbningen kom der gang i sagerne, så kurset falder sammen med alle de andre projekter og ind imellem er min stakkels hjerne ved at være en smule udfordret. 
Kurset er i København og fordi Stefan også arbejder nat og på grund af de omfattende sporarbejde på ruten, er jeg nu og da nødt til at overnatte i København. Jeg får det bedste ud af det - har købt et tivolikort - et sikkert tegn på fremskreden alder! - som er blevet flittigt anvendt på det sidste og jeg har gjort det til en vane at gå ud og spise med Andreas, som også er i fuld sving med sin nye uddannelse. Han er stadig teenager og derfor kronisk træt, ikke mindst fordi han en del af tiden skal gå i sikkerhedssko., hvilket åbentbart er strengt for mit meget, meget slanke afkom. Vi har grinet meget af "de tunge sko". 😁
Samtidig med alt dette er buddhistisk universitet startet op igen og jeg er igang med sidste semester af Lamrim kurset. Og hvor alle de andre pligtkurser godt kan fratage mig energi, kan jeg heldigvis mærke, at her kan jeg hente energi og ro, midt i alt det andet kaotiske. 

Medicinkurset afsluttes og bestås forhåbentligt engang sidst i oktober. Det er det mest rædsomme kursus, jeg nogensinde har været på og det forlyder, at dumpeprocenten er høj. Hvad det skyldes, skal jeg undlade at udbrede mig for meget om, men selv jeg, som har 2-3 kurser i forvejen og de første 8 år, jeg var uddannet, havde fuld medicinkompetancekursus, synes det er jammerligt. Jeg kan simpelthen ikke altid forstå spørgsmålene og det er relativt sjældent, jeg i uddannelsessituationer har oplevet det tidligere i mit liv. 
Jeg håber det bedste og kan ikke gøre meget andet end at forberede mig, men som sagt - det bliver en glædens dag, når det er overstået! 


tirsdag den 10. august 2021

Påfugleøen

En af årsagerne til at jeg blev ramt af akut udlængsel, men også især en specifik længsel efter Berlin, var at jeg faldt over en boganmeldelse af en nyere, tysk roman af Thomas Hettche, "Påfugleøen" hedder den.

Påfugleøen, eller Pfaueninsel på tysk, er en mindre ø, som ligger i floden Havel i Berlin-Wannsee. Floden er så at sige en del af vandvejen til Berlin, den forbinder Elben med floderne i Spreewald, så selv om Berlin ikke er en havneby, kan man alligevel sejle dertil. Faktisk har Berlin flere broer end Venedig på grund af Spreefloden, som snor sig som en slange gennem byen. 
Vi har tidligere besøgt påfugleøen, der - specielt om sommeren på varme dage - er en dejlig udflugt og beskrivelsen og anmeldelsen af bogen, som jeg dog endnu ikke har nået at læse, gav mig lyst til at gense og genopleve! 

Omkring 1790 påbegyndte den preussiske konge Friedrich Wilhelm II byggeriet af et smukt lille træslot på Pfaueninsel. Han havde en veninde, adelskvinden Wilhelmine, som han rigtig godt kunne lide at holde ferie med og hende lod han forestå indretningen af slottet. Det var et uhyre praktisk arrangement, for man kunne sejle direkte fra paladset i Charlottenburg til øen og man kunne også gøre holdt her på hjemvejen fra jagter i det naturskønne område. Uheldigvis nåede parret aldrig rigtig at anvende slottet, kongen døde kort efter det stod færdigbygget og Wilhelmine, som dronningen ikke var synderligt begejstret for, blev bortvist fra hoffet i unåde. 
Det blev derfor kongens efterfølger, Friedrich Wilhelm II og hans legendariske dronning Luise og deres børn, som kom til at  anvende slottet. Sammen med hofgartneren Ferdinand Fintelmann forsøgte de sammen at genskabe paradisets have på øen med alskens eksotiske, sjældne planter, en tam løve, kænguruer og påfugle, som i dag sammen med nogle geder og vandbøfler, er de eneste tilbageværende dyr på øen. På øen boede også en mand fra sydhavet, en kæmpe, 2 dværge og en lille sort dreng, som tog imod gæster iført bastskørt og spyd. Her var palmer, opvarmede drivhuse og alskens bekvemmeligheder, mens napoleonkrigene rasende og den spirende industrialisering tog fart ude i den virkelige verden. Her skulle også forefindes et slags mekanisk - eller måske elektrisk? - apparat, som skulle bringe nydelse ved at "pensle" de fine damer mellem benene! Romanen, som er fiktion, tager udgangspunkt i Maries fortælling, den ene af dværgene, fra hun som barn kommer her som slotsfrøken indtil hendes død som ca 80 årig. Romanen handler om vores forestillinger om skønhed, at bearbejde og betvinge naturen og om vores længsel efter det eksotiske og sjældne. 
Jeg glæder mig til at læse bogen, som jeg lige har fået ind af døren! 

I dag er der meste af øen blevet vild igen, der er fortsat gartneri og utrolige planter på øen og man kan sagtens få timer til at gå med at gå rundt her mellem de gamle bygninger og små parklignende, eksotiske lommer, som dukker op indimellem. 

Lige nu er slottet ved at blive renoveret, så man kan ikke komme ind og se det, men det åbner igen i 2024 og så tror jeg bestemt, vi må gøre endnu en udflugt hertil. 

Man kommer hertil ved at tage S toget til Wannsee, hvilket tager ca 1/2 time fra Alexanderplatz og fra stationen i Wannsee kører bus 218, ofte en veteran dobbeltdækker bus, mange gange daglig de ca 10 minutter gennem skoven til en lille færge, som formedelst 4 euro pr person, fragter en over til øen. Man kan også tage bus 218 helt inde fra Theodor Heuss platz i Berlin eller vælge at køre med den hele vejen retur. Når man er i Wannsee kan man også vælge, at besøge Max Liebermanns sommervilla og se kunstudstillingen der, eller besøge et mere grumt kapitel i tysk historie, huset, hvor Wannseekonferencen blev afholdt og jødernes skæbne beseglet.
Der er en lille café og spisested på øen, men på fastlandet ved færgelejet er der flere dejlige spisesteder og også muligheder for at bade i floden. 
Det var en dejlig dag og en smuk udflugt og vi kommer bestemt til at gøre den om igen, før vi er færdige med det smukke område. 
 

Udlængsel

Det er ingen hemmelighed, at min udlængsel den sidste tid er vokset og vokset. Alligevel havde vi ikke planlagt at rejse i den nyligt overståede sommerferie, dels fordi vi gerne ville være sikre på at Stefan kunne nå at blive færdigvaccineret, men også fordi vi jo ikke på forhånd kunne gennemskue regler og restriktioner. Egentlig drømte vi begge om en lille smuttur til Berlin, men det skulle vise sig at blive vanskeligt - vi holdt ferie lidt forskudt og jeg var en stor klovn og gled på fortrappen i min  første uge af ferien og forstrakte ledbånd og sener, så jeg ikke kunne gå eller have sko på de næste par uger. Samtidig skærpede Tyskland indrejse restriktionerne og så opgav vi, ihvertfald for en stund, rejseplanerne. 
Pludselig viste der sig et hul i kalenderen og en mulighed for en forlænget weekend og så var vi dem, som hoppede på en bus til Berlin! 


Flixbus kører igen fra Nykøbing F mod Berlin et par gange i døgnet. Det er en aldeles billig rejseform, men også lidt ustabil og man skal have den humoristiske sans med i baglommen og en god tålmodighed, men har man det, kan det være en fin oplevelse. 
Ihvertfald kan det ikke betale sig rent tidsmæssigt at tage til København og derefter flyve til Berlin og Stefan gider ganske enkelt ikke køre eller betale eksorbitante priser for parkering i storbyen. Så vi snuppede bussen. 


I Tyskland er der fortsat maskepligt og ihvertfald i Berlin er det ikke nok at bruge de almindelige mundbind, vi bruger her. I offentlig transport skal man bruge en såkaldt FFP2 maske, som filtrerer bedre og også skulle beskytte mod aerosolsmitte. Så egentlig var jeg tryg nok ved arrangementet. Min oplevelse var, at tyskerne var ret flinke til at overholde maskepligten, dog så vi også et par demonstrationer mod Corona restriktionerne, men det virkede nu mest som en udgrænset gruppe mennesker, som deltog i dem.
Hvis man vil spise indendørs på en restaurant i Berlin kræver det en corona test, som ikke er ældre end 24 timer. Vi så flere små pop-up teststeder med gratis kviktests, men skal man have lavet en pcr test, må man til lommerne. Jeg er ikke sikker på prisen, nogle siger 30 euro andre 50 - uanset hvilken pris, er det en stor udskrivning for tyskerne at blive testet og det er mig en gåde, at de ikke har indført et gratis testsystem som vores. Man overvejer nu, at indføre testpligt til de, som ikke vil vaccineres, hørte jeg på tysk tv. Det kan blive en bekostelig affære at gå på job eller bare deltage i noget som helst socialt, hvis man skal betale 30 euro for en test, som gælder kortvarigt.
Man skal yderligere registrere sig på restauranter ved hjælp af en slags smittestopapp, som de dog ikke har formået at få til at virke for udlændinge, så vi opgav ganske enkelt at spise indendørs på restauranter, men holdt os til udeservering, den ene dag på en særdeles god vietnamesisk restaurant, den anden i Volkspark Friedrichshain Biergarten. Vejret var super dejligt alle dage, så det var intet problem. Men til efteråret og til vinter bliver det knap så morsomt, hvis ikke de enten får styr på smitte eller smitteapp'en og testsystemerne. 


Turen gik glat, bortset fra lidt forsinkelse, som Flixbus trods alt ikke var skyld i og vi var glade, da vi sent om aftenen fik en godnatdrink på vores yndlings elektriske hjørne. 


mandag den 2. august 2021

Intet nyt fra sydfronten.

- eller ihvertfald ikke meget.

Så gik der lige 7 måneder med endnu en nedlukningen, en skoleafslutning og en sommerferie, før jeg kunne tage mig sammen til at sætte mere end 10 ord sammen på skrift.
Andreas' efterskole lukkede på grund af corona ned ved juletid og det blev vist marts, før de lukkede op igen. Det var nogle hårde måneder for de unge, mest fordi det er så svært at holde gejsten i skolearbejdet oppe, når man sidder så meget alene. Jeg er kisteglad for, at vi valgte og lykkedes med at få ham afsted på den efterskole, for Nysted efterskole gjorde et enestående arbejde med at aktivere eleverne og holde sammen på det hele ved hjælp af fjernundervisning. Der var daglig mødepligt kl 9 MED kamera på, så dagsformen og værelserne ryddelighed kunne inspiceres og om aftenen lavede lærerne underholdning, bingo osv online. En dag kørte de rundt, iført værnemidler og med sikkerhedsafstand, til alle elever i HELE landet og afleverede årstrøje, sodavand og en pose guf til hver eneste, hvilket vi alle kunne følge med i online på Facebook. Det var faktisk en lille smule rørende!
Alt lykkedes heldigvis, skolen lukkede op og med et grundigt testprogram med flere ugentlige tests af hver elev, lykkedes det at undgå yderligere nedlukningen resten af skoleåret. Andreas afsluttede folkeskolens 10 klasse med virkelig flotte resultater og en meget fin skoleudtalelse, som han blev meget rørt over. Jeg tror, det var første gang i hans skoletid, at der var nogle lærere som virkelig så ham og det medvirkende til at han i nogle fag oplevede et virkelig stort løft. I morgen starter han på en erhvervsuddannelser på Frederiksberg Tec, noget it, data og kommunikation. Vi får se om det er det, han virkelig vil - de forbedrede standpunkter til sidst fik ham til at overveje og måske drømme lidt højere, men livet er jo langt.

Imens passede vi andre vore jobs, på trods af nedlukningen og restriktioner. I det speciale, jeg arbejder i, er vi karakteriseret som frontpersonale, eftersom vore funktioner er så specialiserede at andre ikke umiddelbart kan varetage dem, så jeg var blandt de første som i januar påbegyndte vaccination med Pfizer Biontech. Det var ikke helt uden nervøsitet, vi lagde arme til, for selv om vi glædede os til vaccinen, var det dengang alligevel lidt nyt territorium, vi bevægede os i med den nye vaccineteknik. Heldigvis gik det godt for alle. Så heldige var de ikke på en naboafdeling og samarbejdspartner, som fik en anden vaccine. Her oplevede man et dødsfald og en stor blodprop hos to personaler og pludselig følte vi nok alle, at det kom lige lovlig tæt på. Heldigvis havde vore politikere og sundhedsmyndighederne mod til at stoppe den del af vaccination programmet, i stedet for blot at vaccinere videre. Det er jeg meget taknemmelig for.
Her i juli kom vi heldigvis dertil, hvor vi alle, Andreas, Stefan og jeg, er færdigvaccinerede. Det er en stor lettelse!
Der har været meget få adspredelse det sidste halve år på grund af nedlukningen. Jeg har set min barndomsveninde et par gange, men stort set ikke andre. Stefans datter flyttede lige før coronaen ramte fra Schleswig Holsten længere ned i Tyskland og på grund af vore respektive landes restriktioner og nedlukningen, har vi ikke set hende i TO år. Det er helt langt ude. Indtil n har jeg ikke haft de store problemer med at overholde restriktioner og udholde nedlukningen, men jeg kan mærke, at udlængslen begynder at rykke i mig.
Det er virkelig gået op for mig, at vi alle lider på forskellig vis på grund af corona - min barndomsveninde arbejder i den finansielle sektor og har haft hjemmearbejde og har følt sig isoleret - jeg derimod, har kunnet passe job og i den forbindelse have en social berøringsflade, men jeg savner alenetid. Hele familien er jo hjemme HELE tiden og for et menneske, som mig, der lader bedst op i ensom majestæt, er det faktisk lidt svært, uanset hvor højt jeg elsker min familie.
Heldigvis har jeg kunne fortsætte studierne på buddhistisk univetsitet, Lamrim II, fordi det lykkedes at undervise online. Som et trossamfund kunne vi faktisk have holdt åbent, men de fleste buddhister er både ansvarlige og omsorgsfuld og ønsker ikke at påføre andre skade, så der blev holdt lukket i en lang periode. Heldigvis fortsætter undervisningen igen til efteråret, så jeg melder mig til og fortsætter.
Det var vist det sidste halve år i hovedtræk. Jeg håber, at komme lidt igang med bloggen igen og at der snart kommer flere oplevelser at skrive om. 

lørdag den 2. januar 2021

Godt nytår!

Farvel til 2020, et virkelig sært og anderledes år, som på en mærkværdig måde blev et af de bedste år i mit liv. Lokale udflugter, nye & gamle relationer og overskud til virkelig fordybelse i interesser, som har ligget på bedding i årevis. Hvis ikke det var for coronaen og de sociale begrænsninger, som trods alt snærer lidt, kunne jeg sagtens fortsætte sådan her.
Det har været et dejligt år og et begivenhedsrigt år.
Coronaen gjorde mig i starten rædselsslagen for, hvor galt det kunne gå. Heldigvis fik min rædsel mig til at rykke på nogle af de ting, som var vigtige for mig - jeg meldte mig til et kursus i et emne, som jeg længe havde været interesseret i og jeg endte med at skifte job, da jeg erkendte at der var forhold, som var uudholdelige for mig. Mit sind har aldrig tålt forandringer særlig godt, men hey - 2020 har da sørget for, at jeg er flyvende på det område!
December har været hæsblæsende med jobststart og introduktion. Om det er det rigtige jobvalg, kan jeg blive i tvivl om, men det faglige niveau er skyhøjt og der er muligheder for udvikling og læring og øget kompetanceniveau. Så det får en chance. 
Jeg afsluttede første semester af de studier, jeg gik til på buddhistisk universitet, og har meldt mig til næste semester - det bliver spændende i hvilket omfang og under hvilke forhold, det kommer til at foregå. Jeg glæder mig uanset. 
Sidst men ikke mindst fik jeg kontakt med min barndomsveninde, som jeg havde mistet forbindelsen til for nogle år siden, og er begyndt at se hende igen. Vi er meget forskellige og lever meget forskellige liv, men har allivel en fælles forståelse af mange ting. Det er virkelig dejligt.
Året, hvor selv julemanden gik med mundbind, og vi hverken kom til London eller Paris er slut. 
Hos os blev nytåret fejret meget roligt, vi var alle ramt af forkølelse - ikke corona - mellem jul og nytår, så det foregik mest i sofaen for mit vedkommende. 
Nytårsmenuen var hjemmelavede stjerneskud og det var det. Vi kunne alligevel ikke spise mere. Senere fik vi en apple crumble til dessert og en enkelt af os nød et Wurst-Käse scenario til Ivar Benløs' sidste udskejelser i serien Vikings. 
Det var det år og det var den nytårsaften. 
Selv om jeg alt i alt havde et godt 2020, kan jeg vist roligt sige, at jeg hilser 2021 hjerteligt velkommen!