søndag den 6. marts 2022

Siden Sidst

- er der udbrudt krig i europa. Jeg har tusinde ord, men kan ikke rigtig skrive dem.  Jeg nøjes med at konstatere at det ser ud til, at Putin ikke er den eneste, som har mistet forstanden. Og nej, jeg kan ikke fordrage Putin, men jeg er rystet i min sjæl over mine medmenneskers og politikeres krigsiver, historieløshed, særlove for flygtninge vi bedre kan lide end andre og den manglende vilje til forsøg på deeskalering. Jeg er rystet over det tyske paradigmeskift og naiviteten med hensyn til sanktioner som våben. Måske finder jeg en dag de rigtige ord for, hvad jeg egentlig tænker og føler, men lige nu er jeg bare... sjælsrystet. 

- er Andreas fyldt 18 år. Smukke, smukke menneske. Vores historie startede så turbolent og er der noget, jeg er taknemmelig for i dette liv, så er det at hans far og jeg for mange år siden trods alt blev enige om, at vi begge elsker ham højere, end vi hader hinanden 🙏

- har jeg fået et nyt job med bedre løn for mine kompetancer. Nogle ting er værd at kæmpe for, men visse kampe er livet for kort til. Og den her valgte jeg fra. Har fået flere jobtilbud siden, så mentalt er jeg egentlig allerede videre med selvfølelsen i behold og ønsket om alt godt til mine gamle kolleger, patienter og ledelse. 

- er jeg godt igang med det nye kursus hos buddhisterne. Det handler bla om, hvordan man kan vælge at udvikle sig gennem mødet med besværlige personer. Det er der rig mulighed for at øve sig i lige pt, skulle jeg hilse at sige. Jeg har måttet tage den tunge beslutning, at følge det meste online, da det nye tidspunkt passer vildt dårligt i forhold til mine nattevagter. 
Blev i den forbindelse ramt af noget instant Karma - når man pjækker fra buddhist for at sove, bliver man åbenbart vækket af  et Jehovas Vidne, som hamrer hårdt på ens dør OG lægger besked på telefonsvareren om en lys fremtid, han synes vi to skal ha' sammen. Hvis der også havde ligget et eksemplar af "Vågn op!" i postkassen, var jeg død af grin. Bogstaveligt. 

- er jeg himmelfalden over, hvor heldig jeg egentlig er lige nu på næsten (se punkt 1) alle områder. 

fredag den 4. februar 2022

Endelig friuge

Jeg har haft et par ekstravagter, så min friuge starter først nu og bliver lidt kortere end ellers. Det er ofte, jeg har et par ekstravagter, men så plejer det at være i et helt andet regi end min normale arbejdssituation. Denne gang har jeg været på mit normale job, sygefraværet er stadig højt og psykiatrien er tung i øjeblikket.
Vi er flyttet i nye rammer, vi får nye og meget dårlige patienter. Personalegruppen er udvidet og stor og vi har endnu ikke helt lært hinanden at kende og mangler også at finde fælles fodslag i behandlingerne og de strategier, vi lægger og arbejder med hos den enkelte patient. Vi har oplevet alvorlige hændelser og handlinger, som stadig mangler at bundfælde sig.
I alt dette er det ofte svært at være den bedste version af sig selv og jeg prøver at huske på, at det både gælder for mig, men også for alle andre. Nogle dage har jeg lyst til at løbe, alt hvad remmer og tøj kan holde, tilbage til somatikken, hvor sygeplejehandlingerne ofte er mere instrumentelle, praktiske og konkrete og baseret på det, vi kan måle og veje.
Det er dejligt at corona og covid-19 er på retur og ikke giver så alvorlig sygdom. Til gengæld rejser sig nye problemstillinger, både her og ude i verden med faldet af restriktioner og begrænsninger, fordi så mange bliver syge. I går måtte Stefans arbejdsplads fyre 24 medarbejdere. Han arbejder i industrien og med produktion og ordrer er der masser af, men fordi sygefraværet er enormt i produktioner i udlandet og i transportbranchen, kan firmaet ikke få de delkomponenter, de skal bruge i deres produktion, og dermed kan de ikke efterkomme efterspørgselen. Det ser ud til, at det også er gået op for dansk industri, som ellers har råbt og skreget på genåbning, at det heller ikke er omkostningsfrit at åbne og lade smitten rase. Man kunne ønske, at samme erkendelse nåede de mange borgere, som virker ret så skræmmende og voldsparate i deres ytringer hvad angår at klynge medlemmer af regeringen op i nærmeste lygtepæl. Men det er nok for meget forlangt. Corona og covid-29 har revet befolkningen godt og grundigt fra hinanden. 

I denne uge vil jeg nøjes med at glæde mig over:

At Stefan ikke mistede sit job i denne omgang. 
At stormen Malik kun raserede en lille del af vores tag, som alligevel skal udskiftes. Og at det ser ud til, at vi selv kan fikse det for en relativt billig pris og på forsvarlig vis. 
At politiet har anholdt en formodet gerningsmand til de hændelser, som de sidste dage har gjort arbejdet for mig og mine kolleger umådeligt utrygt. 
At der på mandag starter et nyt kursus i Mindtraining, som jeg er tilmeldt. 

Alt i alt er der meget at være glad og taknemmelig for, så jeg vil bruge de næste dage på at forsøge at hvile i den tilstand. 


tirsdag den 1. februar 2022

Omsorg eller service?

Ofte ender indlæggene her med enten at handle om corona eller buddhisme. Det er egentlig ikke tilsigtet, for jeg har mange andre interesser, hvoraf de fleste desværre de sidste par år har været lagt i mølpose. Rejser eller Berlinture har der ikke været mange af og strikketøjet er jeg lige nu gået i stå med, men dog så småt begyndt at interessere mig for igen.

Så er der arbejdet tilbage. Jeg arbejder i psykiatrien og brænder ofte for at skrive om den sygepleje og de udfordringer, jeg møder der. Desværre er det sådan, at jeg arbejder i en speciel gren indenfor psykiatrien og endda på en helt speciel afdeling, som er den eneste af sin slags i hele Norden. Min afdelingssygeplejerske og afdelingens psykolog og overlæge er lysende, klare ildsjæle indenfor dette felt. Afdelingssygeplejersken så i sit virke som sygeplejerske i psykiatrien et behov for netop en afdeling som denne, og års masen og skubben til systemet har for nogle år siden virkeliggjort  hendes vision. 
Desværre kan jeg ikke skrive meget om det. Vores ledelse anbefaler på grund af risiko for personfarlig kriminalitet, at vi ikke deltager i offentlig debat overhovedet, holder vore profiler på sociale medier lukkede og endda lever med hemmelig adresse. Det gør jeg nu ikke, for jeg nægter at leve som var jeg hemmelig agent, men den nye sundhedsplatform, hvor lægejournalen og Sygeplejejournalen er smeltet sammen, og log oplysninger giver patienterne vore fulde navne, så snart vi har åbnet den eller skrevet i den, er lidt af en udfordring indenfor dette felt, hvor ganske mange patienter har en diagnose, som indebærer forestillinger om forfølgelse og fejltolkning af andres motiver. 
Det, som tiltalte mig ved netop dette job, var, at jeg oplevede at afdelingen havde en klar vision om at yde en omsorgsbaseret, psykiatrisk sygepleje. Vores patienter har ofte meget tidlige og alvorlige omsorgssvigt med i bagagen. De har ofte oplevet vold og overgreb og derfor er de også i stor risiko for det, psykologerne kalder "viktimisering", altså i samspillet med andre at blive ofre og udnyttet. Forløbene er meget langvarige og og vi arbejder på at minimere tvang og magtanvendelse, som jo ofte opleves som endnu et overgreb og et stort indgreb i den enkeltes autonomi og følelse af at have selv- og medbestemmelsesret i eget liv.
Helt kan det ikke undgås, for patienterne er ofte meget syge, selv om det ikke altid ved første øjekast ser sådan ud.
For mig er det vigtigt, at jeg i omgangen med patienterne og i forsøget på at mindske deres mentale lidelse og nedtrappe konflikter, både indre og ydre, har andre handlemuligheder end sederende medicin, bæltefiksering og kompromisløs grænsesætning. Den gammeldags "betonpsykiatri" - som faktisk ikke ligger så langt tilbage og som visse steder til dels desværre stadig eksisterer - hører jeg ganske enkelt ikke til i. For mig er omsorg et centralt begreb i sygeplejen også den psykiatriske og lige netop der, hvor sygeplejen kan noget helt særligt i kraft af sig selv. Vi er naturligvis også lægens og andre faggruppers samarbejdspartnere og samler data, observerer og udfører de tiltag, som læger ordinerer og andre faggrupper anbefaler. Faktisk oplever jeg ofte, at det er den rolle omverdenen og andre faggrupper ser os i og desværre er der også nogle iblandt vore egne faggrupper, som lægger mest vægt på den lange strøm af praktiske gøremål, der er omkring en patient, højest. Problemet er nok, at omsorg som fænomen og begreb er upræcist, for hvad vil det sige at yde omsorg eller at en relation er præget af omsorgsfuldhed? 
Heldigvis er der jo højtuddannede fagfolk indenfor sygeplefaget, som har beskæftiget sig med at beskrive omsorg i sygeplejen og relationen mellem patienten og plejepersonalet. Det er mig, som bruger ordet "plejepersonalet", for sygeplejeteoretikere er jo i sagens natur grundlæggende sygeplejersker, men vi er jo andre faggrupper ansat i psykiatrien, som også har en relation til patienten. De fleste ved, at der er sosu assistenter, men de seneste år er der kommet endnu flere faggrupper til, som arbejder i plejen på lige fod med os andre. Der er ergoterapeuter, fysioterapeuter og nu også pædagoger. Sygeplejersker og sosuassistenter, oplever jeg, har en fælles forståelse af, hvad begrebet omsorg er i vores fag. Vi kan være uenige og diskutere, hvad, der i de enkelte patientforløb er den bedste måde at yde omsorg på, er. Men referencerammen er trods alt fælles. Helt anderledes kan det gå, når diskussionen opstår mellem forskellige faggrupper. Jeg har fornylig fået en ny kollega, som er socialpædagog og helst vil arbejde om natten. Pædagogik er et støttefag på min uddannelse, men det er ikke et voldsomt dybt kendskab til de bagvedliggende teorier og metoder, jeg har.
Jeg oplever, at det giver nogle sammenstød i forhold til den måde, vi med vore forskellige briller, opfatter patienternes problemstillinger og vælger at handle på dem. Ikke fra min side, men jeg er uforvarende endt i et stormvejr, som jeg ikke helt kan begribe eller finde ud af, hvordan jeg skal løse. 
Jeg ville normalt sagtens i forhold til min generelle tavshedspligt kunne give en dybere beskrivelse af problematikken, men grundet de tidligere beskrevne hensyn, vil jeg lade være med dette. Det ærgerligt, for det er egentlig en vigtig debat at tage, især i psykiatrien, men jeg vil prøve at koge problematikken ned til et enkelt eksempel:

Jeg har en patient, som ofte først på natten får ballstick massage, altså får rullet forskellige dele af kroppen med et fast tryk fra sådan en orange bold med pigge. Det er ikke et tiltag, som jeg bare sådan lige har fundet på selv, både vores psykolog, vores fysioterapeuter og ergoterapeuter anbefaler dette tiltag hos patienten for at afhjælpe visse problemstillinger og har også lavet forskellige instruktioner og videoer, som viser hvordan. 

Når jeg kommer ud fra patienten siger min kollega ofte, nærmest med en hovedrysten og et lille smil: Altså, Henriette, du servicerer og servicerer patienterne...det er altså meningen, patienterne skal sove. 

Og det er jo rigtigt, det skal de helst. Det skal man ikke være Sherlock Holmes for at udtænke. Hvordan man så får et menneske, som er opfyldt af lidelse og smerte til det, siger min erfaring, ikke er gjort med blot at beordre "sov".

Jeg synes snart, jeg har gjort alt. Lige lidt hjælper det, at jeg forsøger at formidle, at dette tiltag er anbefalet af flere forskellige fagkapaciteter i afsnittet. Lige lidt hjælper det, at jeg forklarer, at det ikke er en Wellness massage, jeg giver, men at jeg bevidst beroliger patientens aktivitetsområde i hjernestammen ved at stimulere det proprioceptive sansesystem, altså muskel led sansen, og derigennem hjælper patienten til at regulere sin arousal, hvilket nedsætter risikoen for destruktive handlinger. 
Det er den korte forklaring, fysioterapeuter og ergoterapeuter ved meget mere om dette, end jeg nogensinde kommer til, men i det mindste ved jeg nogenlunde, hvorfor jeg gør, som jeg gør og at der er teori bag min praksis. 

Der findes et par stykker i afsnittet, som er enig med hende, hvad angår denne behandlingsform. Det er ikke entydigt hendes faggruppe, men ses også i min egen. Der er også masser af plejepersonalet, som gør præcis som jeg gør. Jeg har taget det op på møder med natteholdet og formidlet min holdning til dette og både psykolog og afdelingssygeplejerske har støttet mig i min tilgang til denne og mange af vore øvrige patienter. Det komiske er, at jeg aldrig kunne finde på at forlange at andre skal gøre det samme, som jeg gør, eller tilrettelægge deres sygepleje er handlinger overfor patienten, på samme måde som jeg gør. Vi har heller ikke alle samme relation til patienten. Men efterhånden er jeg der, hvor jeg godt kunne tænke mig, at de passede deres egen næringsvej og bare klappede kaje. Let's agree to disagree. Det er en procedure, som tager et kvarter - hvad er problemet?

Jeg har undret og undret mig. Og det bliver jeg nok ved med længe endnu. Men jeg skal også være ærlig, at jeg faktisk snart ikke gider mere og overvejer at søge andre græsgange, hvor jeg måske ville passe bedre ind. 
Hvis jeg skal pege på et eneste positivt udkomme af dette her, så er det, at det for alvor har sparket min lyst til at læse op på teorierne igang igen. 
Lige nu kikker jeg på - det er for stort at sige (gen)læser - den norske, psykiatriske sygeplejerske Jan Kåre Hummelvoll bog  om psykiatrisk sygepleje "Helt - ikke stykkevis og delt". 
Det blev lidt et surt opstød i dag, men i det mindste fik jeg luft for frustrationen og måske også sat klare ord på den. 
Jeg håber, jeg finder en fornuftig måde at løse det på, jeg trives bare ikke med ufred og konflikt. 




mandag den 24. januar 2022

Hilsen fra Camp Corona

Så blev der - som forudsagt, hvilket i øjeblikket ikke kræver de store magiske evner - vores tur til et ophold i Camp Corona.
Stefan blev hundesyge med muskelsmerter, kulderystelser, hoste, snot, hovedpine og ondt i halsen på jobbet natten til fredag i sidste uge. Vi tog fredag morgen så lige en tour de testcenter gennem alle de lokale, både kvik og pcr. Begge kviktest var negative og jeg trak ligegyldigt på skuldrene - endnu en falsk alarm! Stefan gik i seng og en slags isolation i soveværelset og jeg tog drengeværelset, men eftersom jeg var symptomfri og sikker på, det var endnu engang "ulven kommer", tog jeg selvsikkert på job som vanligt, iøvrigt i en ualmindelig streng tid for mit afsnit. Kl 2 om natten indløb begge vore pcr svar - Stefan var positiv og jeg var negativ. Jeg tog straks endnu en kviktest på jobbet, iøvrigt hjulpet af verdens sødeste nattrisse, og den var endnu engang negativ.
Da jeg vågnede lørdag eftermiddag havde jeg knaldende hovedpine, ondt i halsen, snot og var subfebril og så måtte jeg også sygemelde mig.  Jeg var ikke nær så syg som Stefan, men alligevel heller ikke rask. Jeg har så åbentbart ikke covid, jeg er ihvertfald testet negativ lige siden, både på pcr og i de hjemmetest, jeg hurtigt rekvirerede til hjemmelevering fra matas.dk. Det var tæt på, at jeg overvejede en kinesisk podning, men... narj... 
.         "hans og hendes"
Og sådan er det stadig. Og det kan man undre sig over. Og det gør jeg. Iøvrigt er det præcis samme historie med barndomsvenindens teenagedatter, som havde sovet i samme seng som  coronapositiv veninde. Hun har haft præcis samme symptomer, som jeg, og fordi hun er en meget grundig teenager, har hun nu - siger og skriver - 8! negative pcr svar fra den sidste uge. Og har nu smittet sin mor. Der er andet end omikron i omløb.
Hold fast et tabernakel og hold fast, hvor er jeg træt af det. Til gengæld er jeg glad for, at det ikke er mig, som smittende Stefan. Det gik op for mig, at det nok egentlig mest var det, jeg havde frygtet - at det ville være mig og mit job, som smittende ham. Men det klarede han fint selv. Hele hans arbejdsgruppe har været nedlagt med corona. Og det gik jo godt, med hiv og sving og ikke mindst den astmamedicin, han har i beredskab til den slags situationer. 
Nu er han  på job igen og jeg skal i morgen. Tilbage er kun det kedelige rengøringsarbejde. Det har været ualmindeligt besværligt at holde isolation regime i et hus med kun et toilet. Faktisk har det ikke kunnet lade sig gøre særlig godt. Men heldet følger åbentbart de tossede og dermed også mig.
Jeg har ligget i drengeværelset, iført ny hjemmedragt, købt på udsalg. Det pæneste, der er at sige om den, er, at den var billig. Der er meget leopard, når det sådan dækker hele ens krop og jeg vil da godt indrømme, at den nok mere end en beklædningsgenstand ligner et betræk. Altså lidt til den stramme side. 
Da Stefan så den, spurgte han henkastet: "er du sikker på det egentlig er leopard?" 
"selvfølgelig, hvorfor? " svarede jeg. 
"årh, jeg synes mere, det ligner dovendyr" 

Haha. Med den slags venner, har man ikke brug for fjender, men det var trods alt ugens bedste grin. 

Det var så den friuge. Jeg skulle have hjulpet på jobbet med et par ekstravagter, for mine kolleger er godt nok spændt hårdt for i øjeblikket. Der er masser af sygdom, ikke kun corona og snot og det er en hård tid med virkelig dårlige patienter. Sådan blev det desværre ikke, men nu kunne jeg virkelig godt snart tænke mig, at det snart vender og går mod bedre tider. 


søndag den 2. januar 2022

Godt Nytår!

Vi kom godt, stille og roligt, ind i det nye år. Jeg skulle arbejde nytårsaften og er stadig igang med min arbejdsuge, så vi valgte at gøre det nemt for os selv ved at bestille sushi menuer hos den lokale, asiatiske restaurant. Jeg nøjedes med at lave en fin dessert selv i forvejen, så der var intet køkkenarbejde og det må jeg sige, at jeg nød i fulde drag. Andreas er, ligesom sin far, bidt af en gal japaner, så han var ovenud tilfreds med dette traktement og måske gør vi det til en tradition.
lidt utydelig, men den ene af årets nye julekugler var "Cold Bernie". Bernie Sanders med armene over kors i i've seen it all before-attitude er et meget godt symbol på 2021 og en attitude, jeg selv lige nu - ikke helt, men næsten- er nået frem til.
For det har jeg jo. Det slog mig pludseligt i toget på vej hjem fra job i morges, med sædvanlig galgenhumor: "Nå ja, Henry - du har jo prøvet det før". Det er derfor, jeg har haft det så helt igennem rædselsfuldt den sidste tid. Min storebror blev hjerneskadet og bor i dag på en institution, fordi han fik mæslinger som 4-årig. Det var en af grundende til, at min mor altid var så angst. Jeg mistede min far og ganske mange af dem, jeg holdt af, da jeg var først i 20'erne i den verdensomspændende aids-epidemi. Jeg har prøvet at leve med den langvarige uvished ved at stå overfor en fjende, som hverken læger eller vi andre kendte eller kunne gøre noget ved. Jeg har prøvet, at være den, andre var bange for at sidde ved siden af. Den gang var jeg mere modig og det blev også sygeplejen, som i høj grad forløste den oplevelse. De første 8 år, jeg var uddannet, arbejdede jeg med sygepleje til hiv-positive stofmisbrugere, som ingen, heller ikke i sygeplejen, ønskede at have noget med at gøre. For mig var det intet mindre end et personligt opgør, som jeg først kunne forlade, da der begyndte at komme reelle, medicinske behandlingsmetoder. 
Det er det, jeg ubevidst har gennemlevet den sidste tid og jeg har måttet bruge de sidste uger på at forsone mig med, at der absolut intet er, jeg kan gøre nu. Omikron vil finde os i det nye år, nærmest uanset, hvad jeg gør. Mit mål har hele tiden været, at holde corona fra døren - og i særlig grad fra Stefan! - indtil der var vacciner og lægerne havde fået så megen erfaring og livredderne medicin, som muligt. Jeg har sagtens kunnet leve med restriktionerne, de har været en lille pris at betale. Det er lykkedes og nu er der ikke flere steder at gemme sig. Der er ikke mere, jeg kan gøre, andet end at håbe det bedste. Jeg har forberedt mig, så godt jeg kunne. 
Så med den indstilling går jeg nogenlunde fortrøstningsfuldt, og med det ønske, at alle kommer så sikkert som muligt gennem de næste måneder, ind i 2022. 

tirsdag den 21. december 2021

Den store øvelse i behovsudsættelse.



Et af vilkårene ved at være mig har altid været min vane med at overtænke, spekulere og bekymre mig om fremtiden. Og angst. Iskold angst, som jeg i mange, mange år faktisk ikke anede netop var angst, men blot en konstant uro og rastløshed med pludselige kortslutninger, hvor jeg helt mistede enhver evne til at mentalisere. Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan, men måske skyldes det at min tidlige barndom var præget af alvorlige skift, som ofte føltes som katastrofer, når de ramte. Eller også er det nedarvede tankemønstre - jeg ved og kan se på min mors liv, at hun kæmpede med lidt af det samme, uden at vi derfor var ens. Min hjerne har altid været på overarbejde og igang med at konsekvensberegne og ofte har dette forhindret mig i at handle og fastholdt mig en en fastfrossen tilstand, for uanset hvad man vælger, uanset hvilken handling, man foretager, vil der være konsekvenser.
Forskellen på mig og andre gik for alvor op for mig engang, jeg var vidne til en trafikulykke, hvor en kvinde fik et hoved og rygtraume. Hvor alle andre drog et lettelsens suk, da lægeambulance og akutlægen ankom til ulykkesstedet, var jeg allerede igang med at ansøge om hjælpemidler og støttestrømper til kvinden, som nu i min bevidsthed var blevet tetraplegiker, skilt, anbragt på institution og skulle have fuld hjælp til alt resten af sit liv.
Sådan var det også da pandemien - eller "den store fælles øvelse i behovsudsættelse", som jeg kalder den, ramte.
"I have a bad feeling about this, Diane" tænkte jeg, så snart jeg hørte om den nye virus i Kina og da jeg så filmklippene fra Wuhan, hvor de kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelseejendommene til for at forhindre smittende borgere i at komme ud, var jeg godt klar over, at dette var the real deal og at der var en vis fare på færde. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, var nødlageret af fødevarer, ekstra gasflaske og en rigtig beskyttelsesmaske med udskiftelig filter allerede på plads her på matriklen - du ved, hvis nu det blev nødvendigt at slæbe lig eller alvorligt syge ud af husene. Jeg havde dog glemt, som den eneste i DK, at købe toiletpapir, men et lager af gamle juleservietter kunne snildt have holdt os gående pænt ind i 2021, hvis man altså kan leve med at tørre r*v i julemanden. Heldigvis gik det ikke så slemt hos os, bla takket være føromtalte nedlukning. Til gengæld har jeg altid vidst, at øvelsen ville blive langvarig, pandemier tager flere år, 2-5 år siger Corona Lone, og de sværeste og mest kritiske tidspunkter er ikke nødvendigvis i første bølge, men i de senere. Det er så der, vi er nu. Vi er alle så forbandede trætte af at udsætte vores behov og mange af os er - hvis vi nu lige skal være ærlige, ikke? - heller ikke længere helt så flinke til at undvære det, vi allerhelst vil, men peger gerne fingre af vores nabo, når han træder ved siden af.  Den tyske virolog Christian Drosten sagde for nogen tid siden - som en af de få - at det er forkert alene at give de uvaccinerede skylden for pandemiens fortsatte hærgen. Vi har hele tiden vidst, at vaccinerne ikke beskytter 100% og at vi dermed alle med vores adfærd bidrager til fortsat smitte og nye varianters fremkomst, hvilket ifølge ham, er vores største problem. Det fik han jo sådan set ret i. Ny, ekstremt smitsom variant, jul og corona træthed er lidt mere end en udfordring. Det er nærmest et vaskeægte problem. 

Set i lyset af indledningen er det nok ikke svært at forstå, at det har krævet en nærmest overnaturlig indsats fra mig at finde en både fornuftig og, ikke mindst også for andres skyld, behagelig måde at være menneske på i alt dette her. Under den første nedlukning spøgte jeg med, at man kunne vælge at betragte den som en form for retreat, en periode med tilbagetrækning, reflektion og udvikling.
Det synes jeg, er lykkedes for mig. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne gøre dette alene og at jeg ville få brug for både mentale redskaber og hjælp fra andre til dette og derfor meldte jeg mig, så snart Danmark lukkede op igen, til mit første semester på buddhistisk universitet på et kursus i det, buddhister kalder Lamrim. Hvorfor det lige blev buddhismen er en lang historie som går næsten 20 år tilbage og som jeg ikke skal trætte dig med lige nu, men det korte af det lange er, at det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg har lært teknikker, som hjælper mig med at stoppe min tankestrøms uproduktive amokløb og teknikker, der hjælper mig at reflektere på en struktureret måde. Jeg begynder også at få et ganske godt greb om, hvad jeg kam kontrollere og ikke mindst, hvad jeg ikke kan. Nu er de første 3 semestre, som Lamrim studiet omfatter afsluttet og det er ikke til at forstå, at der allerede er gået halvandet år! Jeg har på mange måder gjort pandemien og sygeplejen til min praksis og det har helet mig på områder, jeg troede var uhelbredelige og umulige at nå. Jeg fortsætter og studerer videre på de emner, som der udbydes kurser i. Det bliver en livslang proces og jeg har allerede nydt hvert skridt på vejen, selv om nogle stier så at sige har været stenede. Rocky Roads. Pandemien er den perfekte storm, som skabes af vores fælles adfærd og den stikker kniven ind på den enkelte, præcis der, hvor det gør allermest ondt. 

Er du bange for at dø eller miste dine kære? Jamen, værsgo - her er den monsterstørste pose angst, du kan forestille dig.
Elsker du fest og farver, dating og danse i måneskin? Jamen, værsgo at tøjle dit begær efter dette.

Sådan kan man blive ved. Vi møder det, vi frygter allermest, men også muligheden for selv at vælge, hvordan og hvilket menneske, man vil være i det. Og bedst, som man tror, man har knækket koden og klapper sig selv tilfreds på skulderen, så hæves barren lige igen. 

Sådan er det denne jul. Barren er sat endnu højere end tidligere. Jeg ved ikke, hvordan denne jul bliver og egentlig er det jo heller ikke længere min højtid - men (nogle) buddhister er jo gode på den måde, at vi ikke har problemer med at fejre manifestationen af Jesus på denne jord, omend vi har svært ved at tro på, at han er guds søn, da vi ikke tror på en skabergud. 
Alligevel bliver jeg ramt, for jeg havde sådan glædet mig til at få besøg af min barndomsveninde og hendes datter, som er på alder med Andreas. Men to kolleger kom i nat, af hensyn til den hellige vagtplan og fordi de begge syntes, de er åh så uundværlige, på job med symptomer. Den ene er endda nær kontakt til en kæreste, som ligger hjemme med covid sygdom og jeg har ikke set anden udvej, trods test osv, at aflyse det arrangement. Så nu kan jeg, sagt med et glimt i øjet, glæde mig over muligheden for at arbejde intenst med min trang til at dømme andre og deres handlinger. Og den trang er stærk lige nu, I tell ya! 
Set i lyset af alt dette 9håber jeg bare lige nu, at det lykkes at få Andreas hjem til jul. 
Uanset hvor, jeg ser hen i øjeblikket, ændres planer og julen, som betyder så meget for mange, falder fra hinanden og udfordrer den enkelte. Jeg ved godt, at disruption er svært moderne, meeen alligevel... 

Hvis ikke jeg når at skrive mere i år, hvilket ubetinget er en sandsynlighed, håber jeg for dig og dine, at i finder en fornuftig vej i dette morads og ønsker jer på forhånd en glædelig jul og et godt nytår❤️


fredag den 19. november 2021

Hej november!


Jamen, vi fortsætter slingrekursen lidt endnu.

November går i højt tempo og hvor jeg normalt synes, det er en lidt trist måned, så er humøret trods alt højt i år. Det er lunere end ellers og der er stadig blade i smukke farver, ihvertfald på nogle af træerne, og det gør mig i godt humør.

Det hjalp også på humøret, at jeg bestod min medicinkompetanceeksamen i fin stil. Selv om jeg nu og da var en kende frustreret over kursets indhold, har jeg været virkelig glad for min lærer, som jeg på en rar måde følte en stærk grad af forbundethed med. Det lyder måske mærkeligt, men kender du ikke den der følelse af, at du på en sær måde med det samme har en specielt god kontakt med et menneske, du lige har mødt? Sådan var det her. Hun spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at undervise på sosu-skolen, de mangler desperat undervisere, og hun syntes, jeg  både har stor viden og mange erfaringer fra mange forskellige grene af sygeplejen. Desværre har jeg ikke fra mine lærerforældre arvet den mindste sans for at undervise og slet ikke for kopimaskiner og alene tanken om diverse av-midler kan gøre mig rædselsslagen, så det bliver et pænt nej tak herfra.

I dag skulle jeg have været til tilflugtsceremoni i templet i København. Jeg tog tilflugt som buddhist for et år siden og det er et festligt arrangement, både for nye og "gamle" buddhister. Desværre havde jeg ikke været opmærksom på, at der for tiden er ikke bare et, men TO sporarbejder på togtraffikken mellem København og Lolland og at jeg derfor kun ville kunne nå hjem og få 2 1/2 times søvn mellem 2 nattevagter, hvilket simpelthen er for lidt, især fordi det i nat er første gang, jeg selvstændigt skal stå for medicingivningen i afsnittet, og derudover er sammen med 2 nye medarbejdere, som også skal have lidt introduktion. Jeg valgte derfor - med stor ærgrelse - at prioritere min søvn, så jeg kan være nogenlunde frisk og skarp i pæren. Havde jeg tænkt mig om, havde jeg sørget for en fridag. 

Jeg må nøjes med at nyde Tina Turners udgave af tilflugtsbønnen som fredagsmusik i toget. Tina Turner har været buddhist i mange år, dog i en helt anden gren, men samme tradition, som jeg tilhører. I 2009 udgav hun, sammen med et par andre kunstnere, et album, hvor hun omsætter forskellige buddhistiske tekster og mantraer til sang. 

God fredag aften og weekend til  dig.