tirsdag den 22. januar 2019

Dagens kloge ord

Man kommer ikke gennem livet uden at komme til at gøre andre ondt eller behandle dem uretfærdigt. Når det sker, at jeg kommer til dette, er jeg efterhånden blevet god til at tage min skyld på mig, istedet for at bortforklare, projicere eller bruge angreb som forsvar.

 Det er jeg faktisk lidt stolt af, for det har ikke været helt let at lære :-)

Værre står det til, når jeg bliver behandlet uretfærdigt. Dette har tidligere kunnet gøre mig så vred, at jeg mister fodfæstet eller bliver slået ud af kurs. Jeg er blevet bedre, men det er ikke godt nok.

I dag har jeg  nogle kloge ord, som jeg vil prøve at huske og ikke mindst leve efter fremover:

I can choose to let it define me, confine me, refine me, or outshine me, or I can choose to move on and let it behind me.


torsdag den 17. januar 2019

Streets of Manchester





Det er lidt pinligt, men tøseturen til Manchester var mit første besøg i England, når man ser bort fra diverse mellemlandinger i engelske lufthavne. Lidt pinligt, eftersom jeg er vokset op med en britisk stedfar og engelsk altid var mit yndlingsfag og -sprog.

Manchester er, ihvertfald hvad angår befolkningstæthed, Englands næststørste by og mødet med denne metropol var på visse områder, mildt sagt, chokerende. Jeg har ALDRIG! i mit liv set så enorm og tydelig hjemløshed og fattigdom i mit liv.
Psykiaterveninden påstår at britisk psykiatri primært består i at udlevere en sovepose til de syge og indimellem stille et suppekøkken op. Det kunne hun godt have ret i, eftersom byens hovedstrøg selv ved højlys dag er oversvømmet at mennesker i soveposer, omkranset af poser og tasker med diverse indhold til livets opretholdelse. Længst mulig i egen papkasse, du!
En af psykologerne på mit nye job var også med på turen og vi skævede forsigtigt til hinanden, da vi allerede fredag eftermiddag stod og ventede ved en fodgængerovergang sammen med en yngre mand, tungt belæsset med store poser og helt tydeligt i sin helt egen, psykotiske verden. På maven bar han en bæresele med en teletubbiedukke i og han var nærmest en omvandrende levendegørelse af Hemingways allerkorteste af alle shortstories: Baby boots for sale. Never worn.
Den yngre fyr kan man spekulere længe over, hvis man altså er i vores fag.

Uanset hvor meget jeg holder af England og englænderne står det også klart og tydeligt for mig, at den angelsaksiske velfærdsmodel, som Englang og USA benytter sig af, har meget, meget lidt at gøre med både den kontinentale og den skandinaviske velfærdsmodel, vi ellers ser i resten af europa. Og derfor er det måske naturligt, at Englænderne nu går deres egne veje med Brexit. Vi er simpelthen så grundlæggende forskellige, at det altid har været et dødsdømt projekt at forsøge at forene os i en union.



tirsdag den 15. januar 2019

Tøsetur til Manchester

Ok, tøser og tøser... - ihvertfald var vi 8 kvinder i alderen ca 40 til 75 og en enkelt ungersvend på 17, som tog på weekendtur til Manchester, inviteret af min veninde, soon to be psychiatrist OG inkarneret Manchester United fan. “In the end we’re all United” som hun siger.
Nu er det ikke rigtig oplagt at invitere mig med på hverken skiferier eller fodboldture, men heldigvis er jeg et menneske, som let begejstres af andres begejstring, så jeg morede mig stort.
Anyway, det var mest god mad, drikke og shopping og der kan de fleste vel være med.
















Jeg havde en fest med at få al den billige håndkøbsmedicin, en Giant Gummy Bear og nogle laksefarvede inkontinenstrusser - som iøvrigt gjorde stor lykke på den lokale pub i Old Trafford! - gennem lufthavnens securitycheck. Blev åbentbart fældet af the Gummy Bear og bedt om at åbne kufferten til stor morskab for både rejseselskabet OG securitystaff. Jeg blev dog sendt hjem med et”Have a nice flight and try to behave Yourself -  if that’s remotely possible!”
Det er det nok ikke, men det var en sjov tur og lige hvad, jeg trængte til.

onsdag den 26. december 2018

Julebilleder

Så kom vi - med hiv og sving og nød og næppe - igennem det igen i år :-)









mandag den 24. december 2018

Farvel, Kaptajn!



Troels Kløvedal er død og draget ud på sin sidste rejse.
Jeg har som sådan ikke noget specielt forhold til ham, men oplevede ham en enkelt gang ved er foredrag på et nordjysk gymnasium i 1987. Jeg husker det særdeles godt, for dengang var Troels Kløvedal bestemt ikke den nationale faderfigur, han siden har udviklet sig til, men en kontroversiel, venstreorienteret hippie, som var langt fra den borgerlige, anstændige midte, jeg voksede op på.
Man kunne stille spørgsmål til Troels efter foredraget og jeg husker helt tydeligt, at en ung yuppietype på samfundslinien ( - som uden tvivl er endt som djøffer) med foragt i stemmen stillede spørgsmålet: “hvad er dit bidrag til bruttonationalproduktet?”, hvilket fik det meste af salen til at bryde medsammensvorent i grin.
Troels Kløvedal svarede meget værdigt med sin karakteristiske stille og rolige venlighed noget i stil med, at han skam var et menneske, som arbejdede og betalte skat som alle andre, men at han derudover håbede, at han også bidrog med en masse udsyn, kreativitet og fantasi. Lige der vandt han min dybe og store respekt, for jeg fandt spørgsmålet tåkrummende pinligt og uhørt uhøfligt og jeg er ikke sikker på, jeg selv havde kunnet mønstre samme venlighed.

Lykke er, når forventningerne svarer til virkeligheden, har han sagt, og det er et udsagn, jeg tager til mig og tænker en del over i disse dage.

God rejse, Kaptajn!


søndag den 23. december 2018

Hvid lillejul



Driving home for Christmas. 
Sådan så der ud på den københavnske vestegn, da jeg skulle hjem fra vagt i morges.
På Lolland er der fugtigt og næsten forårsmildt, så sådan et ensomt morgenøjeblik på en snehvid s-togstation hjælper smukt på julestemningen.

lørdag den 22. december 2018

Stik mig en adventskrans... ahem... redningskrans...

Jeg får ikke blogget i øjeblikket og hvis jeg gjorde, ville faren for at gentage mig selv være ganske overhængende; det går stærkt og det går - overvejende - godt. Vi ser her bort fra den eksorbitante tandlægeregning og bilreparation, som kom lige i kølvandet på, jeg havde brugt en større sum på en ny brændeovn til bondehuset. Sagt på godt dansk, jeg er tæt på at være godt og grundigt blanket af - men hey! - jeg har mit gode helbred, et godt humør og masser af arbejde, så alt løser sig for den, som bærer viljen i hjertet. Og alt det der.
Alt er godt. Jeg knuselsker mit nye job og især mine nye kolleger, som er så hylende morsomme, at man tror det er løgn. Så selv om der er begrænset jul på hjemmatriklen, gør det intet - på jobbet er der jul på steroider, nissevenner og plejepersonale, som sagtens kan stryge perleplader, samtidig med de passer akuttelefonen. Jeg har haft verdens bedste nisseven, som hele december har lagt små gaver til mig og jeg har også deltaget i et par pranks, hvor højdepunktet ubetinget var, da vi en nat pakkede en socialrådgivers kontordør ind i gavepapir ( et tiltag, jeg iøvrigt kan anbefale, hvis du står med nogle kedelige finerdøre fra 70’erne, det pepper lige hjemmet lidt op, der)
Det er noget andet end dengang, jeg arbejdede på et hospital, hvor direktøren var en djøffer i spadseredragt ( the Grinch that stole Christmas ), som forbød ukurant julepynt.  Istedet skulle vi have noget, hun kaldte “æstetik”:


Æstetik? Det ligner en heksebesværgelse i Blairwitch Projekt. Fedt at ligge med en brækket ryg under sådan en fætter.



Ny afdeling, nye og bedre skikke! Et kæmpemæssigt, hjemmebagt honninghjerte er ikke sådan at kimse af, vel? 

Jeg mangler lige et par nattevagter endnu og har nogenlunde styr på den engelske julemiddag, som forberedes i små etaper og forhåbentlig er lige til at tilberede på automatpilot, når jeg får julefrokost mandag morgen, så tilbage er blot at ønske alle en glædelig jul!