onsdag den 25. januar 2017

Turen går til...

... Nordjylland.

Mokse eller Mokke - sådan kaldte et barn, som endnu ikke kunne tale rent, hende engang - er gået bort i mørket og er holdt op at dø.

"Overklausen" blev den gamle dansklærerinde også spøgefuldt kaldt, nok mest på grund af hendes hang til ordentlighed og foragt for dovenskab.

Hun er nok den eneste "sprogrøgter", jeg nogensinde har elsket. Frem for at hævde sin grammatiske overlegenhed, formidlede hun altid kærlighed til sproget og en bevidsthed om at alle ikke kan det samme. Hendes sproglige humor var enorm!

Blandt de blinde er den enøjede konge. Min storebror, som er hjerneskadet på grund af en mæslingeinfektion, bor på en institution. Han læser og skriver, modsat mange af sine bofæller, perfekt. Engang forfaldt han til at føle sig understimuleret og en smule bedre end de andre. Han fik et lærerindesikret grundkursis i, hvilke menneskelige kvaliteter, som tæller og er værd at samle på.

Vi andre brugte hende glad og gerne, når vores ordforråd slap op. Hvis man nu sad og blev i tvivl om, hvad det stykke skind eller stof, som sidder under snørebåndene på skoen, hedder, så afgik der straks en sms til Mokse på Samos - eller hvor hun nu turede rundt. Straks fik man svar: "Det hedder en pløs. Godt du kender en gammel!"

Nu er familien løbet tør for gamle. Nu er det os, som er de gamle.

Jeg kommer til at savne hendes væren i verden frygteligt.


fredag den 20. januar 2017

En Trumpat kom marcherende.

Nogle burde lære verdens befolkning - og især dens jounalister! - at den eneste valuta, som er gangbar hos supernarcissister, er opmærksomhed for enhver pris. 
I kid You not, jaw on the floor! - det er indtil videre lykkedes mig ikke at se så meget som en strimmel levende billeder af Trumpaten - hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi stuen har været under renovation og fordi vi for et år siden begyndte at streame tv og det derfor nu kræver et aktivt VALG, hvergang vi åbner for (tosse)kassen.
Jeg har kun læst om Trumpaten i den skrevne presse, jeg læser ca 3 danske aviser og et par tyske dagligt og denne model kan varmt anbefales i disse tider, selv om Politiken ærligt talt strammer den med deres ugebladsagtige føljeton om hans liv og levned. Gab.
Jeg tilføjer lige endnu et ønske til nytårstalen: At danskerne, og især deres journalister og politikere, investerede blot en fjerdel af den opmærksomhed, de giver den amerikanske præsident, i hvad der sker i Europa i øjeblikket. I år skal der være valg både i Tyskland og Frankrig og de valg får afgørende betydning for fremtiden på vores kontinent.

Snap out of it, Guys & Dolls! Det er endnu ikke forbudt at bruge den indre side af hovedet og nu ville være et rigtigt godt tidspunkt at begynde!


lørdag den 31. december 2016

Godt nytår!

 
Ingen malerprojekter i dag! Spisestuen roder stadig, men det kommer der styr på. Tror jeg nok :-)
"Alteret for Verdensfreden", som jeg etablerede sidst USA indvaderede Irak, da jeg boede i en fjern, fjern Galaxe (Nørrebronx), ligger i ruiner og må snarest genetableres. Det store spørgsmål er bare: Aubusson blå eller en hjemmeblandet lillat farve, som matcher min fars bidrag til alteret, et familiebedetæppe, han købte i Tyrkiet engang først i 60'erne?
Mange, jeg kender og har kendt, har bidraget til alteret. Min mors kæreste eje, en jødisk menora som hun vist engang fik af en ung, jødisk mand, hun var forelsket i, er der. Han blev vist desværre dræbt, fordi lynet slog ned i det træ, han havde søgt ly for regnen under. Det er nok årsagen til, at min mor nu og da meget let identificerede sig med forfulgte folkeslag. Min kollega og hendes døtre har bidraget med symboler fra sikhismen og hinduismen. Simon har bidraget med en statuette af en sort Madonna, som Andreas' far, som har boet i Singapore og Japan, kunne fortælle forestiller den asiatiske barmhjertighedens gudinde, Kuan Yin. Jeg havde ikke lige lagt mærke til jesusbarnets skæve øjne og lotusbladene på statuettens fod. Jeg har selv bidraget med ikonerne fra den ortodokse kirke og en hel masse heksekunster, som opbevares inde i skabet.
Det virker ikke rigtig, det alter, og det skyldes ikke kun, at bedetæppet er endt i soveværelset, hvor min kat bruger det til at udøve psykisk terror (anden historie!).
Det er nemlig sådan med altre, bønner og meditation, at de hverken ændrer Gud eller Allah, de ændrer DIG og MIG. Hvis vi altså vil.
Jeg vil i 2017 fortsætte med, at yde omsorg og udvise respekt for alle trosretninger, ikke kun min egen. Og jeg vil blæse på, hvad ytringsfrihedsfundamentalisterne og ditto ateister mener om den sag. De er og bliver fundamentalister, præcis som de religiøse og politiske af slagsen.  Og jeg gider ikke nogen af dem, uanset hvor mange skældsord, som indeholder ordet "humanisme", de så smider efter mig.
Så godt nytår herfra. Det bliver sikkert mindst lige så - eller endnu mere - rædsomt end 2016.
Men også dejligt og smukt, hvis vi vil.
Jeg vil ihvertfald.


fredag den 30. december 2016

Morgenkaffe, brændeovn, bøger...

Kaffe, brændeovn, bøger og udsigt til endnu et malerprojekt. 
 
Spisestuen roder. Jeg hygger mig med at male møbler. Istedet for at skifte ud, frisker jeg det gamle op. Jeg har længe haft planer, men ånden kom først rigtig over mig, da jeg opdagede kridtmalingen. Forarbejdet er minimalt og resultatet storslået. Jeg er IKKE min fars datter på dette område, jeg er ganske enkelt for doven. Min fars store hobby var at restaurere antikke møbler, men den slags kræver en omhu og vedholdenhed, jeg ikke besidder. Man kan sige meget om min far - ligesom " En mand, der hedder Ove" var han yderst brændstoføkonomisk og så kunne han lakere. Ikke bare sådan med købelak fra en dåse, vel? Men med shellak, som han selv blandede af sådan nogle ravfarvede skaller, han havde i en stor papkasse i kælderen, og sprit (tror jeg nok). Konsistens og farvetone på lakken skulle være perfekte og så var det bare at lakere/ polere mahognimøblerne op med 10-20 lag lak, så de tilsidst stod med en fed og dyb, dyb blød glans. Forinden havde han slebet og renset efter alle kunstens regler. Manglede der områder i træskærerarbejdet på bordets sarg, blev de modelleret op i plastisk træ og passet ind, så man bagefter ikke ville have anet, at bordet var skadet.
Ak ja, den slags evner - eller vilje, snarere! - ejer jeg ikke. Iøvrigt er der vist heller ikke mange nutidige snedkere, som kan den slags. Den arbejdsproces er alt, alt for kostbar. 
Det forlyder at Peter har ferie i januar og er genindkaldt til projekt "spisestue". Det skal blive godt, for den trænger. Alt for mange år uden maling og med brændeovn sætter sine spor. Jeg synes lige, vi havde malet, men så gik det op for mig, at det var det første år jeg arbejdede i Sjangtofte. Det er OTTE år siden!
Det er bare om at komme i sving, men først kaffe, brændeovn, bøger og - nå ja, nytår...

onsdag den 28. december 2016

Kalkmalerier

Jeg leger med mine julegaver, Annie Sloan Chalk Paint og Wax. Det er en kalk/kridtmaling til møbler, enkel at bruge. Man behøver ikke slibe nøblet og maler blot malingen rustikt på i et eller to lag, lader den tørre - hvilket går lynhurtigt! - og efterbehandler med voks og Wupti! Fed, lækker og mættet overflade på møblet. Nogle sliber maling af strategiske steder og laver ridser og skrammer før voksbehandlingen, for at få sådan en Shabby Chic- effekt. 
 
Gammelt, skrammet og ridset mahognibord med shellak, jeg engang har fået af en kollega.
 
2 gange maling og et lag voks når man nemt på en morgen og formiddag.
 
Malingen hæfter på nærmest alt - glas, metal, plastik og forskellige overfladebehandlingsstoffer til træ.
 
Imorgen kan jeg polere, men jeg tror lige overfladen skal være lidt mindre rustik. Jeg bryder mig ikke så meget om det skrammende look - men det smukke er jo, at man kan gøre som man vil.
Farven hedder "Primer red" og er sådan en slags blød, støvet rødbrun, som vi normalt ville kalde svenskrød. Den passet rigtig flot til kopperne fra "verdens grimmeste stel", som jeg også fik i julegave. 

lørdag den 24. december 2016

Glædelig Jul

Måske nogen kan huske, at jeg først i november frejdigt proklamerede, at NU var julen kommet og samtidig udbredte mig om, hvor god tid der nu var til juleforberedelser og al den slags hejs??

Ak ja. Sådan kom det så ikke til at gå.

Jeg har ligget vandret. Enten har jeg sovet i min seng, eller også har jeg  hængt bag opgaverne som et flag det meste af november og december. Sidst i november blev min afdeling ramt af en influenzaepidemi, nogenlunde samtidig med at enhver gigt- og rygpatient i Region Hovedstaden besluttede at drage mod Vestegnen for at lade sig skrive i mandtal. Sådan føltes det ihvertfald. Vi har haft travlt og vi har arbejdet ekstraordinært hårdt.
Jeg trives i det nye travle miljø og jeg husker pludseligt, at jeg nærmest for 9 år siden dumpede ned i dette speciale ved et tilfælde. Jeg valgte ikke jobbet og specialet fordi det havde min interesse, men fordi det for det meste er roligt og fordi der næste ingen dødsfald er.
Tidligere har jeg altid arbejdet i sådan nogle ramasjang-specialer, hvor der var drøn på døgnet rundt og hvor en stor del at tiden blev brugt i dødens forgård. Det var lunge- og hjertemedicin, onkologi og hæmatologi, infektionsmedicin og terminalpleje som havde min største interesse, men kort før jeg fyldte fyrre, begyndte jeg pludselig ikke at kunne rumme den evindelige kamp mod døden. Jeg husker tydeligt den morgen det skete; jeg var på vagt på en hæmatologisk afdeling og en patient, en 60-årig kvinde blev pludselig meget, meget dårlig. Hendes temperatur steg til 42 grader og mens lægerne og sygeplejerskerne kæmpede løs, løb jeg i fast rutefart med akutte blodprøver, fugtere og ispakninger, mes jeg også passede resten af afdelingens patienter. På et tidspunkt kom sygeplejersken og sagde at hun havde talt med patientens datter - datteren var nu kørt fra jylland og ville forsøge at nå frem, så hun kunne nå at se sin mor, mens hun stadig var i live. Jeg har stået i den situation tusind gange før, men den nat blev det for meget og da jeg gik ned af gangen, væk fra stuen, måtte jeg pludselig løbe ind i et skyllerum, hvor jeg - som ellers altid har knastørre øjne på jobbet, nærmest uanset hvad som sker - brød hulkende sammen. Det var tid til at tage en pause fra al dramatikken, så det gjorde jeg. Efter min afdeling flyttede til Vestegnen er arbejdstempoet blevet noget højere og opgaverne mere komplekse og specialiserede. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg trives i det mere handlekraftige miljø. Om jeg så kan holde til det tempo helt til pensionsalderen - se, det er et andet spørgsmål :-)

Omkring 1. december tog pokker ved Stefan og han besluttede, at den stue, vi har været igang med at renovere, saftsuseme skulle være færdig til jul! Vi har to virkelig store stuer og det er lidt skræmmende, at vi slet ikke rigtig har savnet hverken vores sofa eller vores tv i den tid, vi var gået i stå med projektet. Der blev indkaldt forstærkning fra Tyskland og mens jeg har været på job alle weekender i december, samt et par ekstavagter i mine friuger, er det lykkedes Stefan og Peter at få malet og tapetseret og gjort stuen færdig, bortset fra et par små finesser. For et par uger siden så projektet temmelig håbløst ud og hjemmet lignede mest af alt et granatnedslag i et tysk julemarked ( hvilket lød sjovere for en uge siden, I know)
At være sammen med både Peter og Stefan på en gang er som at have en kæmpemæssig, glad og vild labradorhvalp - det er sjovt at prøve, men det er også godt det er slut for denne gang :-)


(det er ikke MIG, som har valgt tapetet! Jeg vil bare ha' hvide vægge, brune klinker og sorte loftbjælker. Nå ja, og hvidt betræk på møblerne.  Lissom i Spanien, ikk'? Det vil Stefan ikke! Kompromis, kompromis. Det er kun på en enkelt væg, resten er hvidt, så det går an  :-)

 

Jeg havde troet, at jeg i løbet af november og december skulle hyggeblogge mig gennem julen, mens jeg minutiøst dokumenterede mine juleanstrengelser. Jeg kan svært godt lide juletraditioner og de små konservative dryp, som findes i mit bæger, bliver som regel fyret af i december. Heldigvis er jeg også vokset op med at improvisation er en dyd OG også hører julen til. Traditioner er gode, men at kunne fravige dem og skabe nye er også godt. Sådan bliver denne jul. Jeg er så svineheldig at have fået fri juleaften, men jeg går fra nattevagt om morgenen d. 24., så der er både købesmåkager, købeslik og en noget anderledes julemenu på bordet i år. Jeg gider ikke stege en kæmpemæssig kalkun med al tilbehør efter at have været på nattevagt. Jeg vil hellere nå at sove og være vågen og frisk juleaften, så der ryger confiterede andelår, grønkålssalat, brunede kartofler og en skinke kogt i cola på middagsbordet. Stefan er en haj til at anrette, så den opgave får han. Vi leger bare lige, at vi er svenskere og laver sådan et julebord med mange små retter.

Tilbage er vist blot at ønske glædelig jul til de, som nu og da læser med her. Må du få en vidunderlig en af slagsen med alt det, som gør jul til jul for netop dig.