mandag den 24. januar 2022

Hilsen fra Camp Corona

Så blev der - som forudsagt, hvilket i øjeblikket ikke kræver de store magiske evner - vores tur til et ophold i Camp Corona.
Stefan blev hundesyge med muskelsmerter, kulderystelser, hoste, snot, hovedpine og ondt i halsen på jobbet natten til fredag i sidste uge. Vi tog fredag morgen så lige en tour de testcenter gennem alle de lokale, både kvik og pcr. Begge kviktest var negative og jeg trak ligegyldigt på skuldrene - endnu en falsk alarm! Stefan gik i seng og en slags isolation i soveværelset og jeg tog drengeværelset, men eftersom jeg var symptomfri og sikker på, det var endnu engang "ulven kommer", tog jeg selvsikkert på job som vanligt, iøvrigt i en ualmindelig streng tid for mit afsnit. Kl 2 om natten indløb begge vore pcr svar - Stefan var positiv og jeg var negativ. Jeg tog straks endnu en kviktest på jobbet, iøvrigt hjulpet af verdens sødeste nattrisse, og den var endnu engang negativ.
Da jeg vågnede lørdag eftermiddag havde jeg knaldende hovedpine, ondt i halsen, snot og var subfebril og så måtte jeg også sygemelde mig.  Jeg var ikke nær så syg som Stefan, men alligevel heller ikke rask. Jeg har så åbentbart ikke covid, jeg er ihvertfald testet negativ lige siden, både på pcr og i de hjemmetest, jeg hurtigt rekvirerede til hjemmelevering fra matas.dk. Det var tæt på, at jeg overvejede en kinesisk podning, men... narj... 
.         "hans og hendes"
Og sådan er det stadig. Og det kan man undre sig over. Og det gør jeg. Iøvrigt er det præcis samme historie med barndomsvenindens teenagedatter, som havde sovet i samme seng som  coronapositiv veninde. Hun har haft præcis samme symptomer, som jeg, og fordi hun er en meget grundig teenager, har hun nu - siger og skriver - 8! negative pcr svar fra den sidste uge. Og har nu smittet sin mor. Der er andet end omikron i omløb.
Hold fast et tabernakel og hold fast, hvor er jeg træt af det. Til gengæld er jeg glad for, at det ikke er mig, som smittende Stefan. Det gik op for mig, at det nok egentlig mest var det, jeg havde frygtet - at det ville være mig og mit job, som smittende ham. Men det klarede han fint selv. Hele hans arbejdsgruppe har været nedlagt med corona. Og det gik jo godt, med hiv og sving og ikke mindst den astmamedicin, han har i beredskab til den slags situationer. 
Nu er han  på job igen og jeg skal i morgen. Tilbage er kun det kedelige rengøringsarbejde. Det har været ualmindeligt besværligt at holde isolation regime i et hus med kun et toilet. Faktisk har det ikke kunnet lade sig gøre særlig godt. Men heldet følger åbentbart de tossede og dermed også mig.
Jeg har ligget i drengeværelset, iført ny hjemmedragt, købt på udsalg. Det pæneste, der er at sige om den, er, at den var billig. Der er meget leopard, når det sådan dækker hele ens krop og jeg vil da godt indrømme, at den nok mere end en beklædningsgenstand ligner et betræk. Altså lidt til den stramme side. 
Da Stefan så den, spurgte han henkastet: "er du sikker på det egentlig er leopard?" 
"selvfølgelig, hvorfor? " svarede jeg. 
"årh, jeg synes mere, det ligner dovendyr" 

Haha. Med den slags venner, har man ikke brug for fjender, men det var trods alt ugens bedste grin. 

Det var så den friuge. Jeg skulle have hjulpet på jobbet med et par ekstravagter, for mine kolleger er godt nok spændt hårdt for i øjeblikket. Der er masser af sygdom, ikke kun corona og snot og det er en hård tid med virkelig dårlige patienter. Sådan blev det desværre ikke, men nu kunne jeg virkelig godt snart tænke mig, at det snart vender og går mod bedre tider. 


søndag den 2. januar 2022

Godt Nytår!

Vi kom godt, stille og roligt, ind i det nye år. Jeg skulle arbejde nytårsaften og er stadig igang med min arbejdsuge, så vi valgte at gøre det nemt for os selv ved at bestille sushi menuer hos den lokale, asiatiske restaurant. Jeg nøjedes med at lave en fin dessert selv i forvejen, så der var intet køkkenarbejde og det må jeg sige, at jeg nød i fulde drag. Andreas er, ligesom sin far, bidt af en gal japaner, så han var ovenud tilfreds med dette traktement og måske gør vi det til en tradition.
lidt utydelig, men den ene af årets nye julekugler var "Cold Bernie". Bernie Sanders med armene over kors i i've seen it all before-attitude er et meget godt symbol på 2021 og en attitude, jeg selv lige nu - ikke helt, men næsten- er nået frem til.
For det har jeg jo. Det slog mig pludseligt i toget på vej hjem fra job i morges, med sædvanlig galgenhumor: "Nå ja, Henry - du har jo prøvet det før". Det er derfor, jeg har haft det så helt igennem rædselsfuldt den sidste tid. Min storebror blev hjerneskadet og bor i dag på en institution, fordi han fik mæslinger som 4-årig. Det var en af grundende til, at min mor altid var så angst. Jeg mistede min far og ganske mange af dem, jeg holdt af, da jeg var først i 20'erne i den verdensomspændende aids-epidemi. Jeg har prøvet at leve med den langvarige uvished ved at stå overfor en fjende, som hverken læger eller vi andre kendte eller kunne gøre noget ved. Jeg har prøvet, at være den, andre var bange for at sidde ved siden af. Den gang var jeg mere modig og det blev også sygeplejen, som i høj grad forløste den oplevelse. De første 8 år, jeg var uddannet, arbejdede jeg med sygepleje til hiv-positive stofmisbrugere, som ingen, heller ikke i sygeplejen, ønskede at have noget med at gøre. For mig var det intet mindre end et personligt opgør, som jeg først kunne forlade, da der begyndte at komme reelle, medicinske behandlingsmetoder. 
Det er det, jeg ubevidst har gennemlevet den sidste tid og jeg har måttet bruge de sidste uger på at forsone mig med, at der absolut intet er, jeg kan gøre nu. Omikron vil finde os i det nye år, nærmest uanset, hvad jeg gør. Mit mål har hele tiden været, at holde corona fra døren - og i særlig grad fra Stefan! - indtil der var vacciner og lægerne havde fået så megen erfaring og livredderne medicin, som muligt. Jeg har sagtens kunnet leve med restriktionerne, de har været en lille pris at betale. Det er lykkedes og nu er der ikke flere steder at gemme sig. Der er ikke mere, jeg kan gøre, andet end at håbe det bedste. Jeg har forberedt mig, så godt jeg kunne. 
Så med den indstilling går jeg nogenlunde fortrøstningsfuldt, og med det ønske, at alle kommer så sikkert som muligt gennem de næste måneder, ind i 2022. 

tirsdag den 21. december 2021

Den store øvelse i behovsudsættelse.



Et af vilkårene ved at være mig har altid været min vane med at overtænke, spekulere og bekymre mig om fremtiden. Og angst. Iskold angst, som jeg i mange, mange år faktisk ikke anede netop var angst, men blot en konstant uro og rastløshed med pludselige kortslutninger, hvor jeg helt mistede enhver evne til at mentalisere. Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan, men måske skyldes det at min tidlige barndom var præget af alvorlige skift, som ofte føltes som katastrofer, når de ramte. Eller også er det nedarvede tankemønstre - jeg ved og kan se på min mors liv, at hun kæmpede med lidt af det samme, uden at vi derfor var ens. Min hjerne har altid været på overarbejde og igang med at konsekvensberegne og ofte har dette forhindret mig i at handle og fastholdt mig en en fastfrossen tilstand, for uanset hvad man vælger, uanset hvilken handling, man foretager, vil der være konsekvenser.
Forskellen på mig og andre gik for alvor op for mig engang, jeg var vidne til en trafikulykke, hvor en kvinde fik et hoved og rygtraume. Hvor alle andre drog et lettelsens suk, da lægeambulance og akutlægen ankom til ulykkesstedet, var jeg allerede igang med at ansøge om hjælpemidler og støttestrømper til kvinden, som nu i min bevidsthed var blevet tetraplegiker, skilt, anbragt på institution og skulle have fuld hjælp til alt resten af sit liv.
Sådan var det også da pandemien - eller "den store fælles øvelse i behovsudsættelse", som jeg kalder den, ramte.
"I have a bad feeling about this, Diane" tænkte jeg, så snart jeg hørte om den nye virus i Kina og da jeg så filmklippene fra Wuhan, hvor de kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelseejendommene til for at forhindre smittende borgere i at komme ud, var jeg godt klar over, at dette var the real deal og at der var en vis fare på færde. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, var nødlageret af fødevarer, ekstra gasflaske og en rigtig beskyttelsesmaske med udskiftelig filter allerede på plads her på matriklen - du ved, hvis nu det blev nødvendigt at slæbe lig eller alvorligt syge ud af husene. Jeg havde dog glemt, som den eneste i DK, at købe toiletpapir, men et lager af gamle juleservietter kunne snildt have holdt os gående pænt ind i 2021, hvis man altså kan leve med at tørre r*v i julemanden. Heldigvis gik det ikke så slemt hos os, bla takket være føromtalte nedlukning. Til gengæld har jeg altid vidst, at øvelsen ville blive langvarig, pandemier tager flere år, 2-5 år siger Corona Lone, og de sværeste og mest kritiske tidspunkter er ikke nødvendigvis i første bølge, men i de senere. Det er så der, vi er nu. Vi er alle så forbandede trætte af at udsætte vores behov og mange af os er - hvis vi nu lige skal være ærlige, ikke? - heller ikke længere helt så flinke til at undvære det, vi allerhelst vil, men peger gerne fingre af vores nabo, når han træder ved siden af.  Den tyske virolog Christian Drosten sagde for nogen tid siden - som en af de få - at det er forkert alene at give de uvaccinerede skylden for pandemiens fortsatte hærgen. Vi har hele tiden vidst, at vaccinerne ikke beskytter 100% og at vi dermed alle med vores adfærd bidrager til fortsat smitte og nye varianters fremkomst, hvilket ifølge ham, er vores største problem. Det fik han jo sådan set ret i. Ny, ekstremt smitsom variant, jul og corona træthed er lidt mere end en udfordring. Det er nærmest et vaskeægte problem. 

Set i lyset af indledningen er det nok ikke svært at forstå, at det har krævet en nærmest overnaturlig indsats fra mig at finde en både fornuftig og, ikke mindst også for andres skyld, behagelig måde at være menneske på i alt dette her. Under den første nedlukning spøgte jeg med, at man kunne vælge at betragte den som en form for retreat, en periode med tilbagetrækning, reflektion og udvikling.
Det synes jeg, er lykkedes for mig. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne gøre dette alene og at jeg ville få brug for både mentale redskaber og hjælp fra andre til dette og derfor meldte jeg mig, så snart Danmark lukkede op igen, til mit første semester på buddhistisk universitet på et kursus i det, buddhister kalder Lamrim. Hvorfor det lige blev buddhismen er en lang historie som går næsten 20 år tilbage og som jeg ikke skal trætte dig med lige nu, men det korte af det lange er, at det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg har lært teknikker, som hjælper mig med at stoppe min tankestrøms uproduktive amokløb og teknikker, der hjælper mig at reflektere på en struktureret måde. Jeg begynder også at få et ganske godt greb om, hvad jeg kam kontrollere og ikke mindst, hvad jeg ikke kan. Nu er de første 3 semestre, som Lamrim studiet omfatter afsluttet og det er ikke til at forstå, at der allerede er gået halvandet år! Jeg har på mange måder gjort pandemien og sygeplejen til min praksis og det har helet mig på områder, jeg troede var uhelbredelige og umulige at nå. Jeg fortsætter og studerer videre på de emner, som der udbydes kurser i. Det bliver en livslang proces og jeg har allerede nydt hvert skridt på vejen, selv om nogle stier så at sige har været stenede. Rocky Roads. Pandemien er den perfekte storm, som skabes af vores fælles adfærd og den stikker kniven ind på den enkelte, præcis der, hvor det gør allermest ondt. 

Er du bange for at dø eller miste dine kære? Jamen, værsgo - her er den monsterstørste pose angst, du kan forestille dig.
Elsker du fest og farver, dating og danse i måneskin? Jamen, værsgo at tøjle dit begær efter dette.

Sådan kan man blive ved. Vi møder det, vi frygter allermest, men også muligheden for selv at vælge, hvordan og hvilket menneske, man vil være i det. Og bedst, som man tror, man har knækket koden og klapper sig selv tilfreds på skulderen, så hæves barren lige igen. 

Sådan er det denne jul. Barren er sat endnu højere end tidligere. Jeg ved ikke, hvordan denne jul bliver og egentlig er det jo heller ikke længere min højtid - men (nogle) buddhister er jo gode på den måde, at vi ikke har problemer med at fejre manifestationen af Jesus på denne jord, omend vi har svært ved at tro på, at han er guds søn, da vi ikke tror på en skabergud. 
Alligevel bliver jeg ramt, for jeg havde sådan glædet mig til at få besøg af min barndomsveninde og hendes datter, som er på alder med Andreas. Men to kolleger kom i nat, af hensyn til den hellige vagtplan og fordi de begge syntes, de er åh så uundværlige, på job med symptomer. Den ene er endda nær kontakt til en kæreste, som ligger hjemme med covid sygdom og jeg har ikke set anden udvej, trods test osv, at aflyse det arrangement. Så nu kan jeg, sagt med et glimt i øjet, glæde mig over muligheden for at arbejde intenst med min trang til at dømme andre og deres handlinger. Og den trang er stærk lige nu, I tell ya! 
Set i lyset af alt dette 9håber jeg bare lige nu, at det lykkes at få Andreas hjem til jul. 
Uanset hvor, jeg ser hen i øjeblikket, ændres planer og julen, som betyder så meget for mange, falder fra hinanden og udfordrer den enkelte. Jeg ved godt, at disruption er svært moderne, meeen alligevel... 

Hvis ikke jeg når at skrive mere i år, hvilket ubetinget er en sandsynlighed, håber jeg for dig og dine, at i finder en fornuftig vej i dette morads og ønsker jer på forhånd en glædelig jul og et godt nytår❤️


fredag den 19. november 2021

Hej november!


Jamen, vi fortsætter slingrekursen lidt endnu.

November går i højt tempo og hvor jeg normalt synes, det er en lidt trist måned, så er humøret trods alt højt i år. Det er lunere end ellers og der er stadig blade i smukke farver, ihvertfald på nogle af træerne, og det gør mig i godt humør.

Det hjalp også på humøret, at jeg bestod min medicinkompetanceeksamen i fin stil. Selv om jeg nu og da var en kende frustreret over kursets indhold, har jeg været virkelig glad for min lærer, som jeg på en rar måde følte en stærk grad af forbundethed med. Det lyder måske mærkeligt, men kender du ikke den der følelse af, at du på en sær måde med det samme har en specielt god kontakt med et menneske, du lige har mødt? Sådan var det her. Hun spurgte mig, om jeg ikke kunne overveje at undervise på sosu-skolen, de mangler desperat undervisere, og hun syntes, jeg  både har stor viden og mange erfaringer fra mange forskellige grene af sygeplejen. Desværre har jeg ikke fra mine lærerforældre arvet den mindste sans for at undervise og slet ikke for kopimaskiner og alene tanken om diverse av-midler kan gøre mig rædselsslagen, så det bliver et pænt nej tak herfra.

I dag skulle jeg have været til tilflugtsceremoni i templet i København. Jeg tog tilflugt som buddhist for et år siden og det er et festligt arrangement, både for nye og "gamle" buddhister. Desværre havde jeg ikke været opmærksom på, at der for tiden er ikke bare et, men TO sporarbejder på togtraffikken mellem København og Lolland og at jeg derfor kun ville kunne nå hjem og få 2 1/2 times søvn mellem 2 nattevagter, hvilket simpelthen er for lidt, især fordi det i nat er første gang, jeg selvstændigt skal stå for medicingivningen i afsnittet, og derudover er sammen med 2 nye medarbejdere, som også skal have lidt introduktion. Jeg valgte derfor - med stor ærgrelse - at prioritere min søvn, så jeg kan være nogenlunde frisk og skarp i pæren. Havde jeg tænkt mig om, havde jeg sørget for en fridag. 

Jeg må nøjes med at nyde Tina Turners udgave af tilflugtsbønnen som fredagsmusik i toget. Tina Turner har været buddhist i mange år, dog i en helt anden gren, men samme tradition, som jeg tilhører. I 2009 udgav hun, sammen med et par andre kunstnere, et album, hvor hun omsætter forskellige buddhistiske tekster og mantraer til sang. 

God fredag aften og weekend til  dig. 


tirsdag den 26. oktober 2021

Back to School

De sidste måneder har jeg on and off været "back to school" på Sosu H for at erhverve mig - endnu - et kursus i medicinkompetance. I går var jeg til skriftlig eksamen, 2,5 time, 32 spørgsmål. Jeg har en nogenlunde god fornemmelse og håber det bedste. Ellers kan man komme til re-eksamination, men jeg håber ikke, det bliver nødvendigt. 
Når jeg - forhåbentlig - har bestået, kan jeg begynde at give medicin i mit afsnit. En lønforhøjelse følger også med. Da jeg blev ansat, var det et krav, at jeg skulle tage kurset, for på min arbejdsplads er man meget afhængig af, at sosu assistenterne kan give medicin. Det ligger ikke helt fast, men i det nye hospital bliver det formentlig sådan, at der er en ansvarshavende sygeplejerske, som kan tilkaldes fra et vagtværelse i situationer, hvor sosu-assistentens kompetance ikke rækker - det vil være akutte situationer og tvangsmedicineringer f. eks. og ikke mindst vejledningsopgaver. 

I betænkningen for sosu-uddannelserne er der sådan set ingen begrænsninger for, hvilke funktioner en sosu-assistent må oplæres i og varetage. Det er alt sammen lokalt bestemt og lidt af en politisk, varm kartoffel. Vi assistenter er i forbindelse med medicingivningen lige så meget lægens medhjælp, som sygeplejerskerne er. Det er de enkelte hospitalers sygeplejefaglige ledelse, som egenhændigt bestemmer, hvilke funktioner sosu-assistenten må varetage netop på deres hospital. Det giver store forskelle i sosu-assistenters kompetance og udviklingsmuligheder og jeg ville da lyve, hvis ikke jeg indimellem har syntes, at vi bliver behandlet en kende uretfærdigt. Jeg har - mindst - 2 af de gamle 5 dages kurser, som var uden afsluttende eksamen, et 2 dages kursus alene i psykofarmaka, 8 års erfaring, hvor jeg har haft fuld medicinkompetance og givet både subcutane og intramuskulære injektioner og endda, i et enkelt tilfælde, været oplært til at give medicin i et centralt venekateter til en døende. Hvis jeg nu i morgen tager en stilling i Region Sjælland, skal jeg igen igennem deres 10 dages kursus og bestå deres eksamen for at kunne give medicin.
Vi assistenter spøger ofte med, at vores kompetance er omvendt proportional med antallet af sygeplejersker - er der mange sygeplejersker, må vi intet og får frataget kompetance. Og er der få, er vi "åh så dygtige" og må det hele. De sosu-assistenter fra mit tidligere ansættelsessted, som jeg var til eksamen sammen med, har allerede nu fået at vide, at de ikke vil få løntillæg for kurset og kun i meget begrænset omfang få lov at anvende kurset. Jeg er ikke ude på at provokere, skabe debat eller splid, men det er svært at se det på anden måde, end at det er en faglig demonstration, designet til at synliggøre sygeplejerskemangel. 
For nogen tid siden skrev en overlæge en kronik, jeg tror det var i Politiken, at det i dette lille land måtte være muligt at lave en central kompetancedatabase for sosu-assistenter, så den enkelte kunne tage sine erhvervede og opøvede kompetancer med sig på tværs af regionale skel. Der går mange ressourcer tabt ved at genuddanne de samme mennesker igen og igen og det tjener sundhedssektoren ikke på. 
Nok om det. 


Det har været sjovt at se SoSu skolen igen. Forholdende for de unge mennesker er heldigvis noget bedre, end da jeg startede i 1992 inde i Fensmarkgade i Nørrebronx i en forslået bygning, som lignede en løgn i en smadret emhætte, mand! Vores demonstationsstue bestod af en vakkelvorn hospitalsseng med drejehjul, et inkomplet plastikskelet - The Kneebone connected to the... Hip bone... - og et bulet stålbækken, som en af mine klassekammerater lige peppede op med en formet romkugle fra bageren til stor fortrydelse for vores lærer, en tidligere oversygeplejerske fra det hedengangne kommunehospitals mandsafdeling.
 

Nu er der fine demonstrationsstuer og fantastiske rammer for uddannelsen. 
Det er godt at se, at nogle forhold har ændret sig. Desværre kunne man ønske sig, at bevidstheden om, hvad vores faggruppe kan og egentlig går og laver blev lidt større.

mandag den 4. oktober 2021

Hej oktober!



Så gik tiden igen. I det mindste gik der, ikke, ligesom sidst, et halvt år, før jeg fik skrevet, men kun et par måneder.
Det er ikke lysten til at skrive, som mangler, men programmet er mildt sagt stramt i øjeblikket. 
På arbejder ligger vi i flytterod og kaos. Mit speciale skal samles fra flere lokationer til et helt, spritnyt bygget hospital med toptunet sikkerhed og alt hvad faget tilhører. Det er ikke sådan lige at flytte en hospitalsafdeling og ej heller et helt hospital. Hvornår det sker er af sikkerhedsmæssige årsager en hemmelighed, både for personale og patienter. Men engang indenfor de næste måneder. Det er en kende stressende for alle, for der er masser af nye procedurer, som skal læres og trænes og kompetancer, som skal opdateres. Det bliver godt, når vi er i mål.
Samtidig med alt dette blev jeg - langt om længe! - optaget på et 10 dages medicinkompetancekursus med tilhørende eksamen for Sosu assistenter i Regionh. Det skulle have været tidligere, men pga corona har megen kursusaktivitet været lukket ned, så med genåbningen kom der gang i sagerne, så kurset falder sammen med alle de andre projekter og ind imellem er min stakkels hjerne ved at være en smule udfordret. 
Kurset er i København og fordi Stefan også arbejder nat og på grund af de omfattende sporarbejde på ruten, er jeg nu og da nødt til at overnatte i København. Jeg får det bedste ud af det - har købt et tivolikort - et sikkert tegn på fremskreden alder! - som er blevet flittigt anvendt på det sidste og jeg har gjort det til en vane at gå ud og spise med Andreas, som også er i fuld sving med sin nye uddannelse. Han er stadig teenager og derfor kronisk træt, ikke mindst fordi han en del af tiden skal gå i sikkerhedssko., hvilket åbentbart er strengt for mit meget, meget slanke afkom. Vi har grinet meget af "de tunge sko". 😁
Samtidig med alt dette er buddhistisk universitet startet op igen og jeg er igang med sidste semester af Lamrim kurset. Og hvor alle de andre pligtkurser godt kan fratage mig energi, kan jeg heldigvis mærke, at her kan jeg hente energi og ro, midt i alt det andet kaotiske. 

Medicinkurset afsluttes og bestås forhåbentligt engang sidst i oktober. Det er det mest rædsomme kursus, jeg nogensinde har været på og det forlyder, at dumpeprocenten er høj. Hvad det skyldes, skal jeg undlade at udbrede mig for meget om, men selv jeg, som har 2-3 kurser i forvejen og de første 8 år, jeg var uddannet, havde fuld medicinkompetancekursus, synes det er jammerligt. Jeg kan simpelthen ikke altid forstå spørgsmålene og det er relativt sjældent, jeg i uddannelsessituationer har oplevet det tidligere i mit liv. 
Jeg håber det bedste og kan ikke gøre meget andet end at forberede mig, men som sagt - det bliver en glædens dag, når det er overstået! 


tirsdag den 10. august 2021

Påfugleøen

En af årsagerne til at jeg blev ramt af akut udlængsel, men også især en specifik længsel efter Berlin, var at jeg faldt over en boganmeldelse af en nyere, tysk roman af Thomas Hettche, "Påfugleøen" hedder den.

Påfugleøen, eller Pfaueninsel på tysk, er en mindre ø, som ligger i floden Havel i Berlin-Wannsee. Floden er så at sige en del af vandvejen til Berlin, den forbinder Elben med floderne i Spreewald, så selv om Berlin ikke er en havneby, kan man alligevel sejle dertil. Faktisk har Berlin flere broer end Venedig på grund af Spreefloden, som snor sig som en slange gennem byen. 
Vi har tidligere besøgt påfugleøen, der - specielt om sommeren på varme dage - er en dejlig udflugt og beskrivelsen og anmeldelsen af bogen, som jeg dog endnu ikke har nået at læse, gav mig lyst til at gense og genopleve! 

Omkring 1790 påbegyndte den preussiske konge Friedrich Wilhelm II byggeriet af et smukt lille træslot på Pfaueninsel. Han havde en veninde, adelskvinden Wilhelmine, som han rigtig godt kunne lide at holde ferie med og hende lod han forestå indretningen af slottet. Det var et uhyre praktisk arrangement, for man kunne sejle direkte fra paladset i Charlottenburg til øen og man kunne også gøre holdt her på hjemvejen fra jagter i det naturskønne område. Uheldigvis nåede parret aldrig rigtig at anvende slottet, kongen døde kort efter det stod færdigbygget og Wilhelmine, som dronningen ikke var synderligt begejstret for, blev bortvist fra hoffet i unåde. 
Det blev derfor kongens efterfølger, Friedrich Wilhelm II og hans legendariske dronning Luise og deres børn, som kom til at  anvende slottet. Sammen med hofgartneren Ferdinand Fintelmann forsøgte de sammen at genskabe paradisets have på øen med alskens eksotiske, sjældne planter, en tam løve, kænguruer og påfugle, som i dag sammen med nogle geder og vandbøfler, er de eneste tilbageværende dyr på øen. På øen boede også en mand fra sydhavet, en kæmpe, 2 dværge og en lille sort dreng, som tog imod gæster iført bastskørt og spyd. Her var palmer, opvarmede drivhuse og alskens bekvemmeligheder, mens napoleonkrigene rasende og den spirende industrialisering tog fart ude i den virkelige verden. Her skulle også forefindes et slags mekanisk - eller måske elektrisk? - apparat, som skulle bringe nydelse ved at "pensle" de fine damer mellem benene! Romanen, som er fiktion, tager udgangspunkt i Maries fortælling, den ene af dværgene, fra hun som barn kommer her som slotsfrøken indtil hendes død som ca 80 årig. Romanen handler om vores forestillinger om skønhed, at bearbejde og betvinge naturen og om vores længsel efter det eksotiske og sjældne. 
Jeg glæder mig til at læse bogen, som jeg lige har fået ind af døren! 

I dag er der meste af øen blevet vild igen, der er fortsat gartneri og utrolige planter på øen og man kan sagtens få timer til at gå med at gå rundt her mellem de gamle bygninger og små parklignende, eksotiske lommer, som dukker op indimellem. 

Lige nu er slottet ved at blive renoveret, så man kan ikke komme ind og se det, men det åbner igen i 2024 og så tror jeg bestemt, vi må gøre endnu en udflugt hertil. 

Man kommer hertil ved at tage S toget til Wannsee, hvilket tager ca 1/2 time fra Alexanderplatz og fra stationen i Wannsee kører bus 218, ofte en veteran dobbeltdækker bus, mange gange daglig de ca 10 minutter gennem skoven til en lille færge, som formedelst 4 euro pr person, fragter en over til øen. Man kan også tage bus 218 helt inde fra Theodor Heuss platz i Berlin eller vælge at køre med den hele vejen retur. Når man er i Wannsee kan man også vælge, at besøge Max Liebermanns sommervilla og se kunstudstillingen der, eller besøge et mere grumt kapitel i tysk historie, huset, hvor Wannseekonferencen blev afholdt og jødernes skæbne beseglet.
Der er en lille café og spisested på øen, men på fastlandet ved færgelejet er der flere dejlige spisesteder og også muligheder for at bade i floden. 
Det var en dejlig dag og en smuk udflugt og vi kommer bestemt til at gøre den om igen, før vi er færdige med det smukke område.