tirsdag den 6. november 2018

Berlin Noir





Jeg ser i øjeblikket i øjeblikket "Babylon Berlin", den flotteste og dyreste, tyske tv-produktion nogensinde. Serien er baseret på Volker Kutschers roman. Serien kan ses på DR, men jeg har skaffet den på DVD, for jeg er en utålmodig sjæl.
Serien foregår i Berlin i 1929, hvortil kriminalkommissær Gereon Rath er udsendt på en speciel mission fra sin hjemby, Køln. En forbryderisk mafiaring afpresser Kølns overborgmester Adenauer med kompromitterende, pornografisk materiale og det er Raths opgave at få fat i dette og eliminere truslen. Det er ingen ringere end selveste KonradAdenauer, Tysklands senere benhårde Kanzler, der er tale om, og selv om det er sandt at Adenauer på daværende tidspunkt var overborgmester i Køln, findes der intet historisk belæg for selve seriens plot. Men spændende er serien, for den byder på en hæsblæsende tur gennem Berlins forskellige miljøer, lige fra den rigeste dekadence til den allerdybeste underverden.
Serien forklarer så glimrende hvorfor 1929 var et skæbneår for Tyskland og især Berlin. Økonomien og hyperinflationen havde på dette tidspunkt forbedret sig lidt, alligevel var arbejdsløsheden stor og kampen om en dags arbejde i daglejerkøerne et faktum. Prostitution var en almindelighed, både for arbejderklassens kvinder og borgerskabets døtre og handlen med perversiteter nærmest ubegribelig.
Samtidig forklarer serien så glimrende, hvorfor 1929 blev året, hvor det i forvejen uhørt dårlige forhold mellem socialdemokraterne og venstrefløjen endelig cementeredes, så det aldrig kunne sættes sammen igen: Blutmai, arbejderopstanden i bydelen Wedding i dagene omkring 1. maj kostede både demonstranters og civiles liv. Nazisterne opruster både politisk og militært i denne periode og der indføres, ulovligt og i hemmelighed, våben til deres senere magtovertagelse, både ved militærets og højtplacerede virksomhedsejeres mellemkomst, hvilket er en klar overtrædelse af den fredskontrakt, tyskerne indgik efter 1. verdenskrig.
Det er en veritabel heksekeddel Gereon Rath er havnet i og når man ved, hvordan året i virkeligheden endte, er det med en vis sørgmodighed, man bivåner slagets gang.
29 oktober ramler verdensøkonomien for alvor og 7 november afholdes lokal valg i Berlin og på trods af flertal hos socialdemokrater og venstrefløj kan parterne under ingen omstændighed enes om at regere og nazisterne bliver for første gang politisk repræsenteret. Nedstigningen til helvede er uundgåelig!

Jeg kan ikke lade være at tænke, at seriens skabere har fundet inspiration til produktionen hos et par af mine yndlingsbøger om Berlin: Den amerikanske historiker Jonathan Rabbs romaner, "Rosa" og "Skygge og lys", om den jødiske kriminalkommisær Nikolai Hoffners meritter i Weimarrepublikkens dage i Berlin. Det gør ikke mig noget, for serien levendegør i den grad de miljøer, som for snart en del år siden første gang bragte mig til Berlin, på allerflotteste vis.
Jeg kan kun anbefale at se serien, hvis man er historie- og Berlininteresseret.







onsdag den 3. oktober 2018

Problemskabende adfærd





Livet går stadig stærkt, men hold fast, hvor går det godt.

Efter 7 dages nattevagt (minus den en sygedag pga rodbehandling og knækket tand, men det gider vi ikke dvæle ved mere) startede jeg på introduktionsforløbet på mit nye job. Mandag var der fællesintroduktion for alle ansatte i Regionens psykiatri og tirsdag kun for ansatte på mit nye hospital.

Fællesintroduktionen indeholdt den obligatoriske indføring i organisationens struktur og al det hejs, men også et stort fokus på hvordan, vi i psykiatrien ved hjælp af kommunikation og adfærd arbejder på at minimere tvang. Der blæser nye vinde i psykiatrien i disse år og det er godt.



Man kan godt blive en smule bekymret, når man i et par dage stort set kun har hørt om konflikter og vold - heldigvis ved jeg fra tidligere erfaringer, at psykiatrisk sygeplejer ikke KUN er konfliktfyldt og opslidende, men også utrolig givende og (be)rørende. Ellers var jeg nok blevet lidt mismodig.



Jeg har jo tidligere haft et job, hvor jeg var ansvarshavende natte- og aftenvagt på en hjemløseinstitution for hiv-positive stofmisbrugere og syge hjemløse og det var en tjeneste, hvor man ingen hjemmel havde til at tvangsbehandle klienterne og ringe mulighed for at sanktionere adfærden med andet end pædagogik og milde ord. Jeg arbejdede dengang alene i en af afdelingerne, og selv om jeg så at sige sad med nøglen til metadontanken og medicinskabet, er jeg trods alt ikke blevet slået til lirekassemand endnu. Jeg har oplevet konflikter og mennesker, som blev vrede - et par trusler er det også blevet til - men dybest set har jeg tidligere dagligt været vant til at navigere mellem mennesker, som mildt sagt havde problemskabende adfærd. Den evne tænker jeg, at jeg kan finde frem igen og jeg glæder mig helt vildt til at arbejde endnu mere bevidst med den. Yes!



Den korte film fra psykologen Dorthe Birkmoses utrolig humoristiske foredrag om problemskabende adfærd, tager jeg med videre fra introdagen. Jeg kom til at se flere af hendes små klip på youtube og hold da op, hvor har jeg grinet (mest af mig selv). Hvis du nu er ved at kaste op over den evindelige brug af ordet udfordringer, skal du se dette klip, uanset om du er sundhedspersonale eller ej.



Tirsdag handlede introduktionen om arbejdsmiljø, fysisk træning i frigørelsesteknikker - altså selvforsvar - og hjertestopbehandling. Der er godt nok himmelvid forskel på, hvordan hjertestopbehandlingen foregår på somatisk og psykiatrisk hospital. Vi, som kommer fra somatikken, er vant til, at der i løbet af få minutter er portører til stede, som overtager hjertemassagen og et hjertestophold, bestående af anæstesi-, intensivlæger og sygeplejersker, som overtager behandlingen. Sådan foregår det så ikke lige i psykiatrien. Til gengæld er set sjovt at se, at hvor vi i somatikken har "mobilt akutteam" til den "kritisk syge patient", så har man i psykiatrien indført et særligt akutteam af plejepersonale, som er specialister i at deeskalere konflikter.Superfint tiltag!



Det har været et par virkelig gode dage og nu glæder jeg mig til at holde lidt fri, før det i næste uge går rigtig løs med introduktion i både dagvagt og nattevagt i mit eget afsnit.








fredag den 28. september 2018

Scener fra et liv og parforhold





Tiden ræser afsted og jeg hænger som et flosset flag bagefter. Jeg er igang med sidste arbejdsuge på mit job og den trækker - bogstaveligt talt- tænder ud.



For nogle dage siden gumlede jeg lystigt på en sej ingefærkaramel, en af mine yndlingsgodbidder, som uheldigvis rev en stor plombe - du ved, en af dem fra 70'erne, hvor man rask væk borede HELE tanden ud og toppede godt op med en ordentlig klat amalgam - ud, hvorefter de sørgelige rester af selve tanden knækkede nærmest i to dele helt nede under tandkødsniveau. Velkommen til reparationsalderen!

En del af min sparsomme fritid mellem nattevagterne er derfor blevet brugt i tandlægestolen og i går skulle det store slag stå - eftersom plomben havde været i stykker, havde der udviklet sig en rodspidsbetændelse og tanden skulle rodbehandles og bygges op igen.

Jeg skal ikke trætte dig med beskrivelser fra denne behandling, blot sende en venlig tanke til min nye tandlæge, hvis tålmodighed åbenbart er engleblid, for klinikassistenten, som assisterede, gav det hele et vist anstrøg af "Gøg & Gokke i arbejdsprøvning".



(Jeg tør ikke tænke på, hvad min første tandlæge i København, den nu afdøde og tidligere professor ved tandlægehøjskolen, Erik Schleisner, havde råbt af hende. Den gamle hug-af var en sand mester i verbale overgreb og var gået FULDSTÆNDIGT retardo på en sløset og  uforberedt klinikassistent).



Skidt pyt. Bagefter stod jeg i gågaden i Nykøbing F, 4000 kr fattigere, og lignede Goldie Hawn med granatchok. Her fandt Stefan mig heldigvis og bugserede mig tilbage til bilen og kørte mig hjem. Han smed mig ikke i vandtønden for at rive mig ud af min katatone tilstand og bortset fra at klappe mig hårdt på låret og konstatere: "Du ligner da en som trænger til en ordentlig omgang svedig håndværkersex", så opførte han sig eksemplarisk, puttede mig i seng med en varmedunk og senere rejste han mig varligt op igen, tørrede mine tårer bort og kørte mig til stationen og satte mig på toget, for jeg skulle da sagtens  klare endnu en nattevagt.



Jeg ved ikke, hvor dum, man har lov at være? Åbenbart en del, for det var da mildt sagt ikke den klogeste disposition, jeg har foretaget, hvilket stod lysende klart ud på morgenen, hvor nærmest hvert skridt og tungt løft fik kæben til at dunke og blikket til at sejle.

Så nu sidder jeg her. Jeg er modvilligt blevet hjemme, jeg har fået en stærk tablet - en af dem med rød advarselstrekant - og jeg har fået sovet en del og i morgen er det Valdemar Atterdag og das Leben ist wunderbar! I ihvertfald så længe pillen virker.



I morgen er det sidste dag på jobbet i den afdeling og det speciale, jeg har været i i 8-10 år, reumatologi og rygsygsomme.  Mandag starter jeg i introduktion i den psykiatriske akutmodtagelse. Først er der fællesintroduktion til hospitalet og senere til selv akutmodtagelsen. Det bliver så spændende, udfordrende og angstprovokerende at springe ud på dybt vand efter komfortabelt at have trådt vande i det velkendte i årevis.



Jeg glæder mig virkelig og jeg sidder med en følelse af at være klar.

Så alt er godt.



(ihvertfald så længe pillen virker :-)












torsdag den 30. august 2018

Alles klar auf der Andrea Doria...

...som man siger i Tyskland med reference til titlen på en gammel filmklassiker.
Alt er i orden, også her. Jeg holder, for at det ikke skal være løgn, ferie igen. 
Vi har lejet et sommerhus tæt på Bøtøskoven, for bedst som vi havde afmonteret vores brændeovn og slukket oliefyret, mens vi venter på en my, meldte Stefans datter sin ankomst sammen med (endnu) en kæreste. Hyggeligt, men ikke rigtig smart midt i renoveringen, så der blev taget en hurtig beslutning.


Nu har vi udsigt til kvæg og vrider det absolut sidste ud af sommeren. Med lidt god vilje kan man, når det ikke regner, stadig bade i Østersøen. Så det gør vi og lørdag er det tilbage til pligterne.
Her sker således ikke det store, bortset fra at jeg i dag har sendt min opsigelse til det job, jeg har været i i over 10 år - på 2 forskellige adresser, men alligevel.
1. oktober starter jeg nyt job i en psykiatrisk skadestue. Et stort spring ind i et nyt speciale med mange nye aspekter af sygeplejen, som skal bygges ind i det, jeg allerede kan. Helt nyt er det jo ikke. De første 8 år efter min færdiguddannelse arbejdede jeg som ansvarshavende aften- og nattevagt på en hjemløseinstitution for hiv-positive stofmisbrugere og arbejde sideløbende som timelønnet i en akut psykiatrisk modtageafdelimg på det gamle Kommunehospital. Jeg har altid svoret, at en dag ville jeg tilbage til psykiatrien og den arbejdsform, jeg passer bedre ind i. Og det gør jeg så nu.
Jeg glæder mig og har samtidig sommerfugle i maven 😀

lørdag den 11. august 2018

Du danske sommer...

... jeg knuselsker dig!

Jeg har arbejdet og arbejdet - og når jeg ikke har gjort det, har jeg ligget her! Hvad skal vi med Grækenland og Florida, når vi har stranden ved Bøtø syd for Marielyst? Stranden ved Bøtøskoven har for altid vippet min nordjyske hjemstavn af pinden - det er slut med at sukke efter Jammerbugten og dens alt for kolde vand. Her får man hele pakken; blødt, hvidt sand, sandbund, bølger og en god badevandstemperatur. Jeg kan leve med det.
Malerprojekterne har måttet vente. Det har simpelthen været for varmt og der har været for mange fluer, som satte sig til at dø i den våde maling. Til sidst kapitulerede jeg og gav mig helt hen til sommeren.

Bortset fra malerprojekterne har jeg lidt fornemmelsen af at sidde i held i øjeblikket, men tør alligevel ikke rigtig tro på det. Men de sidste par dage har været gode - jeg har fået mig en ny frisør, som rent faktisk kan klippe den frisure, jeg gerne vil ha’ uden at jeg kommer til at ligne ham fra Mabel. Jeg har vundet 25 kr i varelotteriet OG formentlig scoret mig et nyt job i et helt andet speciale. Der er lige et par detaljer, som skal falde på plads, men så er jeg da også den, som er gledet. Nu sidder jeg så med en hel masse tvivl, angst og jordens største sommerfugle i maven og tænker på, om jeg overhovedet kan finde ud af det der? 
Det kan jeg sikkert godt, men det er vildt ukomfortabelt at skulle lære en masse nyt og omsætte det til praksis. 

Vi må se, hvor vejen fører hen. Indtil videre og så længe den danske sommer vil, bliver jeg ved med at gå på det falsterske dige og bade i Østersøen. 

lørdag den 14. juli 2018

Slut på ferien!

Vi er for længst hjemme igen og ferien er ved at være slut.
Den sidste uge er blevet brugt på lidt malearbejde - vi er igang med at renovere vores vinduer og karme og i denne uge er jeg startet med at male dem indvendigt. Det er et stort arbejde. Først vaske og slibe, så grunder og herefter 2-3 tynde lag oliemaling, som er mindst 8 timer om at tørre  bare det mindste ( og hvis du ved, hvordan man bedst kommer igennem dette arbejde med en kat i huset - tell me how!??!). Det er så ikke et job for folk med svage nerver. 
Det bliver godt, når det er overstået - og katten får sin sædvanlige farve tilbage :-)
Det har været en lidt spøjs ferie, hvor jeg aldrig helt fandt ned i roen og fordybelsen. Til gengæld har jeg fået afviklet en del hængepartier og det er jeg glad for.

lørdag den 7. juli 2018

Fra syd til nord

Så endte vi hos min bror i Nordjylland. Vore værter synes måske, vi er en smule kedelige, men efter en lang køretur fra Ærø til Øland i går havde vi bare ikke lyst til at sætte os i bilen for at køre til Skagen festival. Vi - nok især jeg - havde bare lyst til at blive i det nære og kendte. Og sådan er det, det er altid smaddersvært at “komme hjem”, fordi der er forventninger til at vi skal deltage i det ene og det andet - og i virkeligheden er den store attraktion jo ikke arrangementer, men netop bare “hjem”.
Formiddagen blev brugt på en god gåtur gennem barndommens land, Øland skoven, hvor vi legede som børn. Om eftermiddagen ville jeg til Tranum strand, for her har jeg længtes efter længe. Så det blev sådan.


Her ser ud som der plejer, bortset fra at man ikke længere kan køre ned på stranden, som det er tradition i det nordjyske.

For 20 år siden var der her sommerhus mit. Det ligger i yderste klitrække og jeg var her ofte og på alle årstider. Faktisk boede jeg som barn i huset et forår, da mine forældre skulle skilles. Dengang bar der intet feriecenter, men der lå et alderdomshjem herude og så legede vi med de demente, som rendte rundt i klitterne. I kid you not! Jeg huskede det pludselig i dag.
Engang har jeg betalt ejendomsskat af  et anseeligt stykke af denne strand med bunker und alles. Heldigvis har vi offentlig strandret i Danmark så vi alle kan nyde godt af naturen, uanset, hvem som ejer :-)

Og så badede vi og det var et helt perfekt dyp, altså efter min smag. Varmt og solrigt og med en pænt hård pålandsvind, som giver store, voldsomme bølger. Langt ud skal man ikke, det er for farligt og kun for dumme tyskere 😂, men sjovt og friskt er det.
Det var virkelig en dejlig tur og lige den dosis “hjem”, jeg trængte til.