tirsdag den 28. juli 2020

Endelig ferie!

Så blev det endelig ferie, også for mit vedkommende.
Vi skal være hjemme i år, både pga corona pandemien, men også af økonomiske årsager - det er dyrt at sende Andreas på efterskole, så på mange måder passer det jo  perfekt, at vi alligevel ikke rigtig kan rejse i år. Eller - der kan man jo og det kunne vi, men for at være ærlig, vi gider ikke med alle disse lockdowns rundt omkring. Ikke at rejse er også at leve.


Der skal pakkes til efterskolen og listen er lang som et ondt (skole)år.Det meste har vi heldigvis, men vi har også måttet købe nyt. 
Sikkerhedssko og arbejdstøj? Naturligvis. Check! Jeg sidder næsten med samme følelse som Amalie Szighettis mor, da datteren flyttede hjemmfra:efter at have skovlet det ene læs designertøj efter det andet ind bagi en varevogn, slog hun hænderne sammen og erklærede tilfreds: i det mindste har jeg klædt hende godt på til det!

Jeg håber, det bliver godt og at han får et fantastisk år. 



tirsdag den 14. juli 2020

Så gik der tid med det... i

Som sædvanlige løber tiden fra mig og jeg halser forpustet bagefter. Sidst jeg skrev var der stadig lock down, omend det for Stefan og jeg har haft minimal betydning, eftersom vi begge har arbejdet under hele forløbet.
Ofte opgiver jeg at skrive indlæg, for indlæg kræver ofte større forklaringer og skriv, når man i forvejen har holdt en lang pause fra Bloggeriet - det er som om, det kræver  lange indlæg at udfylde de tomme felter med hændelser, som er nødvendige for at give teksten mening. Og så giver jeg op på forhånd 🙄
Men hvad har vi så fået tiden til at gå med:
Vi har renoveret vores forgang og et værelse til Andreas. Stefan var sidste efterår ude for en arbejdsulykke, som var millimeter fra at koste ham førligheden, men heldigvis kun kostede 14 dages sygdom, hvor han arbejdede hjemmefra med at programmere maskinerne og assistere pr telefon. Da han kom tilbage på job, blev han fyret på gråt papir og fritstillet, en yngre - og måske mindre kritisk model - stod klar i kulissen. Stefan havde fra dag 1 i jobbet klaget over, at kranen til at løfte de tunge metalplader med var defekt og jeg tænker, firmaet med en udskiftning håbede at undgå en meget dyr reparation.
Det var en bitter og svær pille at sluge for ham og eftersom vi har pænt dårlige erfaringer med Stefan plus arbejdsløshed, besluttede vi straks, at han fik titlen af indenrigsminister og ansvar for at renovere værelse og jeg blev udenrigsminister og sørgede for at tjene pengene til det 🙂
Meget terapeutisk at banke alt puds af væggene! 
Jeg vidste, han ku'! 
Gamer room! 
Jeg har ærligt talt svært ved at få armene ned af bare begejstring - vi klarede det, både at renovere værelset, men også arbejdsløsheden og alt det svære. Heldigvis fik Stefan job igen, tæt på hvor, vi bor - og til en ussel og lav løn! - men penge er bare ikke alt, for han er virkelig glad for at være i sit nye job og trives. 

Sidst jeg skrev, holdt vi alle afstand og også fra Andreas, hvilket var følelsesmæssigt hårdt. Da de lukkede skolerne og endegyldigt afblæste 9 klassernes afgangseksamen, blev Andreas' far og jeg enige om, at han lige så godt kunne flytte på landet til os i en periode. Hans far har det svært i øjeblikket, hans kæreste gennem mange år blev for nogen tid siden ramt af en kræftsygdom og at coronaen ramte, kommer formentlig til at betyde, at hendes firma med en del ansatte går fallit. Så de har deres at slås med og Andreas' far har derfor brug for lidt mere ro og luft til at komme sig. Så Andreas' har været en del hos os igennem alt det her, selv om det godt nok var noget rod, da de unge så pludselig skulle tilbage i skolen igen. 
Det er en tid med mange omvæltninger, afslutninger og nye begyndelser og det har været lidt svært at navigere i for os alle, men nok specielt Andreas. Heldigvis er det meste faldet på plads igen, det er lykkedes mig at skaffe pengene til et efterskoleophold til Andreas og efter sommerferien flytter han ind på skolen her tæt på os og så begynder et nyt livskapitel for os alle. 





torsdag den 7. maj 2020

Happy Vesak!

I dag er det Buddhas fødselsdag. Buddhister verden over fejrer Buddhas fødselsdag, oplysning og indtræden i Nirvana, Vesak Day.
Jeg markerer den også - alene, for vi skal stadig holde fysisk afstand, og når man bor langt ude i udkantsdansen er der langt til steder, hvor man i fællesskab kan fejre højtider. Uanset hvad, skal jeg også på job, så der er ikke megen tid til at fejre, udover en stille stund med eftertænksomhed. 

En af de positive sider ved corona pandemien er, at snart sagt hvert buddhistisk trossamfund eller buddhistiske lærere og mentorer efterhånden er online, så der er faktisk lettere til fællesskab nu end ellers, når man bor langt fra alfarvej.
Når alt det her coronahalløj er slut eller bare stilnet af, er det et forsæt at finde en menighed og konvertere sådan formelt.

Bøn af Shantideva:

“Må regnen falde til tiden,
Og må høsten blive rigelig.
Må al medicin være virksom,
Og må gavnlige bønner bære frugt.

Må alle, der er syge og elendige,
Hurtigt blive fri for deres lidelser.
Uanset hvilke sygdomme, der er i verden,
Må de aldrig komme igen,
Og må mennesker gavne hinanden”.

tirsdag den 7. april 2020

Puslerier

Endnu en dag i Coronaens klør truer. Normalerweise har jeg ingen problemer med at få tiden til at gå hjemme på egen matrikel i eget selskab - faktisk går jeg ofte og sukker efter netop dette - men det er som om elementet af tvang installerer en vis modvilje og trods i systemet. Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan den menneskelige psyke er skruet sammen.
Istedet for at få en masse hængepartier og projekter fra hånden, skiftevis sidder og går jeg hvileløst og planløst rundt. Jeg kan ikke rigtig få roen til at indfinde sig. Min elskede yoga hjemmetræning giver en kortvarig følelse af ro og kontakt til fundamentet, små øer af helle og ro, men de varer ikke længe. 
Eller sådan var det ihvertfald indtil weekenden. Jeg har længe gået med en følelse af at være hensat til min barndoms land med bilfri søndage und alles, en slags 70'erne-revisited, og så var det jeg kom til at tænke på, hvordan vi fik tiden til at gå i mit barndomshjem - når altså ikke det var november og december og der skulle flettes julehjerter. Vi lagde, blandt mange andre aktiviteter, puslespil! Jeg har godt nok den sidste tid ud af øjenkrogen lagt mærke til, at puslespil til voksne er den hype, som har overtaget efter malebøgerne til selv samme segment, og ikke et ondt ord om dem, men jeg har alligevel ikke rigtig skænket fænomenet megen opmærksomhed. Altså indtil nu.
Når vi ikke kan komme til Berlin, må Berlin komme til os. Vi er, ud over yoga, nu også blevet afhængige af at lægge puslespil i fællesskab, det foregår i god ro og orden og det er vigtigt at notere, at ingen blev dræbt under processen. Flere er bestilt og på vej, jeg håber, vi kan opretholde denne aktivitet, også efter Corona, for jeg opdager pludselig, at vi begge slipper vores smartphones i timevis og bare helliger os øjeblikket og de puslerier, som foregår i nuet. Dejlig oplevelse. 

mandag den 6. april 2020

Coronakarantæne

Tiden flyver afsted, selv om der ikke rigtig sker så meget. Vi arbejder begge nat i øjeblikket - Stefan kun på hverdage og jeg hver anden uge. Den forløbne uge har jeg holdt fri og Stefan har også været hjemme, for han blev syg i søndags med forkølelse, tør hoste, muskelsmerter og en rigtig grim øjenlågsbetændelse. Om det er corona aner vi ikke, for det er ikke muligt at blive testet, hvilket er ret utrygt, for det forventes at jeg stadig går på job i sundhedssektoren, så længe jeg ikke selv har symptomer. Helt hen i vejret, hvis du spørger mig.
Heldigvis var der mulighed for at jeg kunne tage en feriedag i søndags op til min friuge, jeg er simpelthen så bange for at smitte nogen.
Jeg er bestemt heller ikke god til at Stefan er syg af noget, som potentielt kan være farligt og slå ham ihjel, faktisk er jeg pænt rædselsslagen. Stefan har kun en lunge, den anden fik han fjernet, da han var 5-6 år gammel, fordi den var helt ødelagt af infektion, som desværre ikke var blevet opdaget i tide. Det er lidt af et mirakel, at han overhovedet er i live, dengang troede ingen læge at han ville blive over 30 år gammel, men når man ser ham i dag, ville man aldrig et sekund tænke, at han tilhører gruppen af svagelige individer. Dengang fik han streng besked på, at han ikke måtte anstrenge sig, løbe eller motionere, det ville være den visse død, men det overholdt han ikke og begyndte at spille fodbold i smug, så hans mor ikke opdagede det. Det har reddet hans liv, siger hans læge, havde han fulgt anvisningerne dengang, var han uden tvivl død tidligt.
Heldigvis ser det ud til, at det, han har fejlet, har været fredeligt, for han har allerede været symptomfri et par dage. Det er jeg så ikke, for torsdag var det min tur til at få præcis samme omgang, bare i en lidt mildere version. Jeg forsøgte at overtale mit lægehus til at få en test, men de var hverken til at hugge eller stikke i, selv om det onsdag var blevet meldt ud, at testkapaciteten nu var forøget. Sekretæren sukkede meget træt overfor det argument, hun mente, det kunne være rart hvis sundhedsstyrelsens og sst også meldte de nye retningslinjer ud til de praktiserende læger, FØR de gik på tv med dem.
Egentlig var det meningen, at jeg skulle være vikar på en neurologisk afdeling i weekenden, men det måtte jeg selvfølgelig melde fra til, og som det er nu, kan jeg heller ikke komme på job, før jeg har været symptomfri i 48 timer. Så nu sidder jeg her. 
Helt trist har det ikke været. Vi har da været sløje, men før corona ville vi jo bare have taget et par panodil og fortsat vores liv, måske med lidt ekstra søvn og hvile.


Før jeg blev syg, malede jeg en kommode fra genbrugsshoppen - 75 kr plus lidt ekstra til maling. Vi fik også hængt en plakat op. Jeg er ikke specielt kunstinteresseret eller begavet, men Käthe Kollwitz er og bliver min yndlingskunstner. Jeg har hendes samlede dagbøger, som blev bearbejdet til udgivelse af sønnen Hans og den bog følger mig stort set altid. Hvis man er interesseret i første og anden verdenskrig og især mellemkrigsårerne, er dagbøgerne en helt særlig øjenvidneberetning fra perioden. Jeg læser den på tysk, men den fåes også oversat til engelsk.


Eftermiddagste med 2 af mine yndlingstyskere og Claus Meyers kanelsnegle blev det også til.

Man kan ofte finde passager i Käthes dagbøger, som nærmest reflekterer ens egen tid. I 1918 rasende den spanske syge i hele verden og man kan glæde sig over, at man i det mindste ikke har en søn, som er faldet i krigen og en anden, som er læge på et feltlazaret, samt en mand, der er fattiglæge og nu har lagt sig med den spanske syge efter at have tilset 100 influenzapatienter dagligt i praksissen hjemme i privaten i Prenzlauer Berg.
Käthe er en af mine yndlingskvinder i hele verdenshistorien, ikke fordi hun var den første kvindelige professor på det preussiske kunstakademi, som Kejser Wilhelm hadede som pesten (hende og impressionisterne, de lilatte svin!) og heller ikke på grund af hendes politiske ståsted og virke, men på grund af kærligheden til menneskeheden og børnene, som aldrig et sekund svigter, uanset hvad hun gennemlever.
Jeg synes ikke ligefrem, jeg selv tager den her situation i stiv og strakt arm, jeg tænker en del over, at jeg vist ikke ligefrem er gjort af heltemateriale. 

mandag den 16. marts 2020

Svære valg

Tjah, hvad kan jeg sige?
For lidt over en måned eller halvanden siden så jeg på nogle lidt mere dubiøse områder af nettet de grusomme, skjulte optagelser fra Wuhan, hvor kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelsesejendomme til og - angiveligt - efterlod coronasyge borgere til deres ubegribelig skæbne. Det var nok allerede dengang, det gik op for mig, at dette formentlig blev "the real deal", pandemien, som stort set alle infektionsmedicinere altid har sagt vil komme.
Allerede dengang overtalte jeg Stefan - som syntes, jeg var komplet bonkers- til at vi skulle forberede os lidt, ikke på hamstringsmåden, men der er olie på tanken, brænde i garagen og en fuld gasflaske ligeså. Nå ja, og så vores evindelige plantemælk, som holder længe og en masse havregryn. Så kan det ikke gå helt galt 😁
Så nu sidder vi her. Jeg har taget hul på en friuge og vælger at afstå fra ekstraarbejde og sociale arrangementer. Stefan skal arbejde, men har byttet til nattevagter, hvor han er stort set alene, så en slags selvvalgt karantæne er det vel. Eller et retreat - sådan kunne man jo også vælge at se på det?
En ting var jeg så ikke forberedt på og det var at fravælge kontakt med Andreas, som jo plejer at komme her mindst hver anden weekend. Men hans far og jeg talte det igennem og det kan ikke være anderledes. Andreas og far bor sammen med farmor og har også kontakt med faster, som har cystisk fibrose, og jeg tør slet ikke udsætte dem for fare, set i lyset af udviklingen på mit job. Det er en svær og bitter pille at sluge, men sådan må det være.

søndag den 15. marts 2020

Tanker i toget


Godmorgen fra Corona-expressen, nu med pladsbillet, som angiveligt skulle beskytte mod covid-19. Den medicinske mekanisme er mig på dette punkt ukendt, jeg ville hellere have haft et relevant åndedrætsværn. Hvis du nu ryster på hovedet og ruller med ørerne i uforståen over mit hysteri, så er du tilgivet. Jeg er i det overbærende hjørne i dag ♥️
Og ret skal være ret - der er stort set ingen med toget, hvor vi normalt plejer at sidde virkelig tæt og endda stå mellem sidderækkerne. Så det virker altså!

Jeg har ikke kørekort og har altid benyttet cykel og offentlig transport. Jeg tilbringer mindst 4 timer af hver arbejdsdag i tæt kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning og det er for det meste en hyggelig oplevelse. Nogle gange giver det også mulighed for at arbejde med den irrationelle angst og intolerance, man kan blive opfyldt af - det oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden kom til at sætte mig ved siden af en meget, meget forkølet kineser, som ihvertfald ikke opretholdt det, vi ovre i sundhedssektoren kalder en god håndhygiejne. Da gnavede det lidt i tolerancen og velviljen, uanset hvor meget jeg ville ønske, det ikke var sandt. Eller da jeg sad ved siden af ingeniøren, som med en kæmpe vadsæk stort set lige var hoppet af en flyver fra Kina, da arbejdsprojektet grundet epidemien lukkede ned.
Der er både på en hospitalsvagt og sådan en togtur masser af potentielle smittekilder, hvilket jeg egentlig altid har taget i stiv arm - jeg har passet turberkulosepatienter, aidspatienter, hjulpet læger med at lumbalpunktere meningitis patienter og i det hele taget været i kontakt med mange forskellige smitsomme sygdomme i mit arbejdsliv og jeg ved, at nogle gange bliver man  bare nødt til at klamre sig til sin rationelle tænkning og videnskaben for ikke at blive opslugt af angst. Det går for det meste godt, jeg har sjældent været bekymret for mig selv. Det er jeg heller ikke nu mht til det nye coronavirus og ej heller særligt meget for Andreas. Til gengæld bekymrer jeg mig lidt om farmor, lidt mere om hans faster, som har cystisk fibrose og hans fars kæreste, som lige er på vej ud af et kræftforløb. Jeg bekymrer mig en hel masse om Stefan, som kun har en lunge.

Det hjælper ikke konstant at få tudet ørerne fulde af, at det kun er de gamle og svage, som dør. Det er så heller ikke sandt, men når man elsker en del mennesker, som vil falde ind under begrebet "svagelig" får jeg faktisk mest lyst til at slå kynikerne meget, meget hårdt, men eftersom jeg er i det overbærende hjørne, gør jeg det naturligvis ikke. Iøvrigt ved jeg også, at de enten siger, som de gør, fordi de enten ikke ved bedre eller selv kæmper for at holde angsten fra døren. Så overbærenhed er svaret.
 Jeg nøjes blot med at konstatere, at denne krise giver god mulighed for at lære et par sandheder - en af dem er, at nogle mennesker måske ikke betyder alverden for dig, mens de for en anden ER hele verden. Det synes jeg er vigtigt at huske på i denne tid, når vi taler om pandemi en, som har ramt os og ikke mindst dens ofre.

Den sidste uge har jeg haft et kæmpe behov for at gøre min verden lillebitte. Jeg har haft svært ved at takle mange af de ting, som bliver skrevet på fb, i seriøs aviser og sagt på politikernes pressemøder.
Derfor har jeg været nødt til at lukke lidt ned og forsøge at tænke på, hvad det rigtige respons på alt dette skal være fra min side, og hvordan jeg takler det her mest værdigt.
For mig er det ikke så meget angsten, det handler om, men jeg går med en stor og eksplosiv vrede over, at vi feks i psykiatrien og på mit afsnit forventes at håndtere corona smittende, men slet ikke får udleveret de rigtige værnemidler til opgaven.
Det er nok den største mavepuster, jeg i mine 25 år i det danske sundhedsvæsenet har oplevet. Så lige nu kæmper jeg for, at beherske mig og forsøge at vælge de nyttige og rigtige handlinger, så man ikke ender med at ligne en lille, vred hund, som konstant står og bjæffer af en stor og komplet ligeglad grand danoir... Det kan godt være den lille, vrede hund har retten på sin side, men hvis den ikke får den store, magtfulde hund i tale, sker der intet og en masse sundhedsprofessionelle risikerer at komme galt af sted.

Yogaen gav mig for nogle dage siden ordet "overbærenhed" i forbindelse med at rumme kyniske udtalelser, så mon ikke jeg også finder en løsning? Det er jeg nødt til at håbe og tro på.

♥️