Der har været stille herfra. Der er sket store forandringer, så store at jeg slet ikke har kunnet sætte ord på indtil nu.
Stefan flyttede for 3 måneder siden. Vores relation har længe været under forandring og til sidst måtte vi erkende, at vi ikke kunne få enderne til at mødes og det kom til et brud mellem os. Der var ikke megen højstemt dramatik, men alligevel så et dybt og tungt indtryk i mig, at der gik nogle måneder, før jeg overhovedet var i stand til at sætte ord på det skete til andre end mine absolut nærmeste. Nu bor han i en lejlighed i byen, vi ses ofte og i det mindste er der vokset et solidt venskab ud af vore 17 år sammen.
Alting forandrer sig. Jeg har aldrig været god til forandringer, for i mine tidlige år var forandring ofte lig med katastrofe. Den lektie er jeg ved at lære og jeg siger med vilje ikke, at jeg HAR lært den. 😉
Men det går, alt andet lige, bedre på den front.
Jeg har været sygemeldt fra jobbet en periode med stress og belastningsreaktion - det er ihvertfald, hvad psykologen, jeg går til, kalder det.
Jeg startede på job efter min ferie, i dagene efter det frygtelige knivdrab på en læge i psykiatrien skete. Efter endelig at have nået fuld sikkerhedsbemanding i nattevagterne, kom jeg tilbage til endnu en gang at opleve at bemandingen var skåret ned til to personaler, i stedet for normalt tre i akut, intensiv psykiatri. Samtidig var vores sikkerhedsvagt, som er en specialuddannet forebyggelsesinstruktør også sløjfet, ihvertfald for en kort bemærkning. Tilfældet ville at vi samtidig havde en patient indlagt, som tidligere har overfaldet både personale og medpatienter. I løbet af den arbejdsuge blev det så min tur. Vi nåede heldigvis at afværge overfaldet og umiddelbart efter følte jeg mig ok, min kollega var dog noget mere rystet og påvirket. Da jeg dagen efter mødte på job igen, havde patienten fået ordineret fast vagt - dog uden, man syntes det kunne være en god ide samtidig at øge bemandingen fra to til tre. Samtidig kørte de dyre skåltaler, mindehøjtideligheden og minutter af stilhed for de dræbte og sårede i psykiatrien og mantraet "det må aldrig ske igen!" føltes pludselig bizart skamredet.
Og så trak jeg stikket. Kastede håndklædet i ringen, hvilket nok er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. Jeg. Kan. Ikke. Mere...
Jeg er for længst tilbage på job igen, men for nogle uger siden kom jeg til den erkendelse at jeg, set i lyset af alle hændelserne i denne sommer, har brug for forandring og en frisk start. Det er lidt lige som Sams bar: Some times you wanna go where everybody knows your name. And they're always glad you came..😉
Så 1-11 er det tilbage til somatikken, til "mit" gamle hospital, denne gang i akut, almen neurologi.
Jeg er en smule rædselsslagen for alt det nye, jeg skal lære. En ting er, at komme i et speciale som vikar, noget helt andet er virkelig at mestre specialet. Men jeg trøster mig med, at eftersom de kender mig og selv ofte har opfordret mig til at søge, så er det nok ikke helt skævt.
Så, forandringer - kom an! Jeg skal gøre mit yderste for at holde balancen.
Der er ikke noget at sige til, at du har haft svært ved at rumme det hele. Det er jo nærmest hele dit liv, der er gået mere eller mindre i opløsning ... for nu at dramatisere det mere, end du nok vil mene er nødvendigt.
SvarSletEn skilsmisse er altid tung, men som oftest det bedste at gøre - især hvis man ingen børn har sammen; så er der ingen grund til at blive i et forhold der ikke fungerer.
Og jobbet. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg forstår så udmærket din beslutning, men det gør jo ikke problemet med de meget behandlingskrævende og tilligemed farlige personer mindre, at folk flygter fra jobbet med at beskytte andre mod dem. Og det er altså IKKE nogen bebrejdelse, Henriette! Men samfundet har et problem, som det i høj grad selv har skabt, og den eneste vej ud er flere bevillinger, men der skal jo også være nogle som har lyst til at tage disse job - jeg har den største respekt for dem, der kan og vil det. Jeg ville på ingen måde være egnet til det.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og du lader til at have fået godt styr på det.
Tak, Ellen, der er ved at komme styr på det. Det er ikke så dramatisk, men det har fyldt godt alligevel.
SletDer er mange aspekter af problemerne i psykiatrien og jeg tror ikke nødvendigvis flere lønkroner hjælper. Jeg ønsker mig på ingen måde tilbage til betonpsykiatrien, som stadig herskede, da jeg var nyuddannet - men vi bliver nødt til at tage stilling til, hvad vi hvordan vi behandler de patienter, som har vold som udtryksform og er til fare for sig selv og andre. Her er vi jo gået i den fuldstændig modsatte grøft, vi gør alt hvad vi kan for at undgå tvang, men i nogle tilfælde er tvang nødvendig, både for patientens og omgivelsernes skyld. Det er et stort etisk dilemma.
Sikke en omgang. Godt at du trak stikket. Ellen har løftet blikket op og kommenteret godt på det, så det undlader jeg. Jeg er glad for at læse I stadig er venner. I har været gennem meget sammen og det er godt at have hinanden til at dele det sammen.
SvarSletJeg er slet ikke i tvivl om at du er guld for akut neurologen. Håber du på et tidspunkt får energi og overskud til at dele dine oplevelser her.
Held og lykke med dit nye liv og job.
Tak, Lene - ja, heldigvis er vi stadig venner og hjælper hinanden. Selv om vi ikke har børn sammen, så har vi jo været medforældre for hinandens børn. Andreas var jo kun ligegodt 3 år, da Stefan kom ind i hans liv.
SvarSletJeg glæder mig til en frisk start i neurologien, jeg er nervøs, men er også sikker på, at det kommer til at gå godt 🙂