Glædelig jul!

Det lykkedes med hiv og sving at få sat et nødkøkken op og få tilberedt en slags julemåltid. Fordi tingene er anderledes i år, tænkte jeg at julemiddagen også kunne være det - så vi hoppede med på beat'et og flikkede sådan en slags Skandi-Christmas zusammen: Norsk juleribbe, svensk Janssons frestelse, Camilla Plums juvelsalat og en dansk risalamande.

Jeg har nu officielt overtaget mesterskabet i sprød svær fra min far, som var sindssygt dygtig til det. Han havde lært teknikken af min farmor, som var datter af en slagter og hele livet igennem hev den ene perfekte flæskesteg efter den anden af ovnen. Jeg er svært stolt af mig selv, hvis du ikke allerede har gættet det.

Ribben har den lokale slagter i SuperBrugsen Sakskøbing skåret efter mine anvisninger af noget lokalgris. Den vejede 4,5 kg og er skåret af kogestykket og benene er savet igennem i to lange spor på bagsiden. Den er dampet og stegt i ovnen i nogle urter, krydderier, Christmas Ale og vand i ca 5 timer og herefter er sværene puffet op ved høj varme. Den kostede lidt over 200 kr og der er mad til en hær eller ihvertfald til mange dage.

Det var en udsøgt, nem, og ikke mindst billig, succes og ikke sidste gang, jeg laver det stunt.

Jeg er sådan set frisk og klar til job mandag, men jeg er træt som et ondt år, så det var en meget stille og noget ussel jul, uden megen pynt og mange falbelader. Heldigvis er Andreas et meget positivt og venligt stemt menneske, som altid let, glad og gerne tilgiver sine forældres mærkværdigheder og mangler.

Jeg håber og satser på godt helbred og et færdigt køkken i det nye år. Håber du, som læste med, havde en dejlig jul med alt, du kunne ønske dig ❤️

1/2 kvadratmeter sort jul

Næsten alt er kaos lige nu, men det går trods alt til levesiden. Den er godt nok nasty, den her omgang. Jeg er stadig lettere rundforvirret, igår lykkedes det mig at gå i bad ...med hjemmesko på!

Nå, men før alt det her gik løs, havde barndomsveninden gjort mig opmærksom på, at der på TV2 findes en svensk serie, nærmest en institution i sig selv, som hedder "Jul med Ernst". Hun var overbevist om, at det liiige ville være noget for mig. O boy, o boy...

Hvis du altså ikke allerede ved det, så er Ernst Kirchsteiger en svensk indretningsarkitekt af østrigsk afstamning, som sammen med hunden Sherman har et årligt tilbagevendende tv program, hvor han viser, hvordan man med enkle midler og greb kan tæppebombe sin tilværelse lige lukt i juleland på nul komma 5. Der er 14 sæsoner på TV2 play og Ernst kører nærmest i døgndrift som en slags non stop julelydtapet her og det er så næsten det eneste jul, vi har.  Der er noget beroligende ved Ernst, han har en slående lighed med Sean Connery, dog her iført striksweater og filttøfler. Det er en meget mærkelig oplevelse og Ernst vil for altid fremover være min go-to "hitta på man" (ikke Hitman, men det ku' Stefan godt finde på at kalde ham. At høre tyskeren prøve kræfter med det svenske sprog er hyleskægt).

Urtepotten havde jeg malet med en rest kalkmaling før Corona ramte, men det krævede ikke megen energi at række armen ud af terrassedøren og smide lidt mos og et amaryllisløg og et granatæble i potterne.

Dekorationen er ikke helt færdig endnu, jeg samler lige kræfter til de sidste udskejelser, men dette er indtil videre mit julerevir.

(Man ku' ha' pudset vinduerne og tørret vindueskarmen af og guderne må vide, hvorfor havebordet står på højkant, men det gider jeg ikke tænke over...)

Juleslinger

For nogle uger siden var jeg igang med et indlæg, som jeg troede, jeg havde gemt som kladde - det havde jeg så ikke, ihvertfald kan jeg ikke finde det igen.

Jeg var blevet sindssygt forkølet og havde været nødt til at sygemelde mig, over hvilket jeg følte enorm skyld, ikke fordi jeg ikke regulært var syg, men fordi min afdeling er så hårdt spændt for og fordi aftenvagten, som også er min tillidsrepræsentant, blev enormt sur på mig i telefonen, da jeg ringede 6 timer før mødetid. 

Det tværede jeg i indlægget så en del i, altså hvorfor jeg føler skyld over noget, som jeg rent faktisk ikke kan gøre for.

Bedre blev det så ikke i formiddags, da jeg, efter nogle feriedage, hvor jeg -udover et Ikea besøg og en tur i Harald Nyborg -har siddet stille hjemme på matriklen, igen måtte ringe med den kedelige besked: jeg er syg:

Jamen, så blev det så min tur. Er vaccineret x 4 og alt det hejs.

Sådan noget møg. 

Jeg er ikke dødssyg, men noget syg. Håber ikke, jeg har nået at smitte nogen den ene nat, jeg nåede på job. Eller  Stefan, som endnu tester negativ.

Nå, men i indlægget skrev jeg også om, at julen med barndomsveninden var i fare. Hun er nyskilt, efter +25 års mønsterægteskab - iøvrigt på hendes daværende mands foranledning - og selvsamme er nu blevet totalt tvær i sværen over, hvor børnene, på henholdsvis 19 og 21 år, skal holde jul. Barndomsveninden var helt afklaret med at "børnene" skulle holde jul hos ham, som for en gangs skyld havde fri, og hans nye kæreste osv, og så ville hun dampe til Lolland hos os. Det lykkedes så Hr tvær i svær, til trods for at alt pegede i hans favør, at få forpurret det projekt, så "børnene" blev sure og ville hjem til mor. Så hun måtte aflyse og set i lyset af corona og køkkensituationen her i hytten, er det held i uheld.

Det lyder jo unægteligt lidt trist, men jeg har faktisk lidt optur over det. Ikke at julearrangementet blev aflyst, men jeg har altid tilskrevet det nogle pænt negative karakter- og sociale træk at skændes om den slags og drage børn ind i konflikterne. Og jeg har altid været helt uhyrligt skamfuld over at Andreas' far og jeg- overvejende på hans foranledning! - sad og tværede i samme problematik oppe i statsamtet, som det hed dengang.

Nu har jeg så optur over, at det åbenbart kan ske for selv de bedste - og barndomsveninden og især nu tidligere ægtemand, var virkelig de bedste på det område, ihvertfald i min optik.

Der er fuld skrald på at dømme. Ikke særligt buddhistisk, I know.

Men hvor er jeg taknemmelig over, at Andreas' far og jeg ret hurtigt begge indså, at den vej kun førte lige lukt i  grøften og besluttede os for, at vi begge elsker vores søn højere, end vi hader hinanden 😉

The Royal Bingo må vente til næste år, eller en anden god gang. Vi havde ellers besluttet, at prins Philip måtte være "gamle Ole" og prins Henrik konsekvent skulle opråbes "Kongen af Danmark"!

Jeg har altid syntes, at de to herrers frustrationer med hensyn til titel var totalt latterlige, men jeg er jo så at sige heller ikke af ædel byrd. Jeg hørte engang Lakha Lamas kone fortælle, at når hun har ledsaget ham til hans hjemegn, hvor 100 000 tibetanere hylder ham som deres religiøse overhoved og en bodhisattva, så måtte hun også gå bag ham og bukke sig for ham og hun sagde: Det har jeg intet som helst problem med, jeg har giftet mig med et menneske, som er så fint og godt, at jeg sagtens kan bukke for ham! 

Det burde de to herrer have tænkt på, før de giftede sig. Moralen må være, at man ikke skal gifte sig med et menneske, hvis kvaliteter man ikke kan bukke sig i støvet for.

Det var et kæmpe sidespring. Vi må se, hvad ugen bringer og hvordan julen kommer til at forme sig. Den største julegave er nu allerede kommet for et par uger siden:

Vi har simpelthen varmt vand igen!

Tingenes tilstand

Siden sidst har jeg i større og større grad følt mig hensat til min barndom i 70'erne og min ungdom i "fattigfirserne". Aktiemarkederne crasher, inflationen - eller stagflationen er det vel snarere - farer til himmels sammen med energipriserne. Kan det snart blive værre, tænker man? Det kan det. Det kan altid blive værre, tænker jeg med et fatalistisk grin, hvilket ikke skal tolkes negativt, tværtimod - jeg har meget at være taknemmelig over. I det mindste sidder jeg ikke uden varme og mad med en flok børn i Kherson, Ukraine med en mand og søn på slagmarken. Set i den sammenhæng, er alting jo luksusproblemer. 

Heldigvis er de fleste problemer selvskabte - vi sløjfede det gamle oliefyr i forsommeren og det er meningen vi skal have installeret noget luftpumpe-værk af en art. Når vi nu var igang kunne vi lige så godt tage livtag med det gamle og helt udtjente køkken, mure væggene op igen og isolere ydervæggene mod fugt og kulde. Vi mangler lige den sidste væg og et besøg af en vvs mand, så vi kan få varmt vand også.Og have installeret det nye køkken, som står og tripper utålmodigt. Det.bliver.godt.engang.-ikke nødvendigvis.mens.jeg.lever.      Indtil videre er det her virkeligheden:

Væggene er 223 år gamle og det er interessant at se, hvor velbevaret træet er.Til gengæld virker det som om at murværket mest består af kalkstøv og havregrød, eller lignende solide materialer...Mon det bliver jul i år?

Det bliver altid jul og som nævnt er ganske mange problemer selvskabte. 

Det nye arbejde går..sådan..ok. Lønnen er fin, transporten kører som smurt - uheldigvis røg vi ind i en så voldsom opsigelsesrunde, at vi til sidst kun var 5-6 sosu assistenter tilbage og verdens bedste afdelingssygeplejerske gav op. Der tudede jeg godt nok lidt, men har fundet kampånden frem og sammen med mine få tilbageværende kolleger og en ny ledelse accepteret en kriseplan, som godt nok lader meget tilbage at ønske, hvad angår sikkerhed, især for os om natten. Vi må se, hvordan det går - nogle dage ser det ud til, at der vokser noget godt og smukt op af ruinerne, andre dage not so much.

Jeg er gået helt bag om dansen på anden del af kurset i buddhistisk psykologi. Jeg føler mig som verdens sløjeste og ikke mindst sløve studerende - men hey, der er masser af øvelse, som min lærer smilende konstaterede, da jeg traf hende til et arrangement i sommer. Og det har hun ret i. Det er som om, jeg lige nu bliver konfronteret med de ting, jeg frygter mest og ikke mindst de arketypiske personer, jeg normalt bukker under for. Alligevel står jeg nogenlunde fast på mine ben og humøret er, omend ikke ligefrem ekstatisk, så dog nogenlunde positivt og optimistisk. 

Så alt i alt er livet ok.

 

Siden Sidst

- er der udbrudt krig i europa. Jeg har tusinde ord, men kan ikke rigtig skrive dem.  Jeg nøjes med at konstatere at det ser ud til, at Putin ikke er den eneste, som har mistet forstanden. Og nej, jeg kan ikke fordrage Putin, men jeg er rystet i min sjæl over mine medmenneskers og politikeres krigsiver, historieløshed, særlove for flygtninge vi bedre kan lide end andre og den manglende vilje til forsøg på deeskalering. Jeg er rystet over det tyske paradigmeskift og naiviteten med hensyn til sanktioner som våben. Måske finder jeg en dag de rigtige ord for, hvad jeg egentlig tænker og føler, men lige nu er jeg bare... sjælsrystet. 

- er Andreas fyldt 18 år. Smukke, smukke menneske. Vores historie startede så turbolent og er der noget, jeg er taknemmelig for i dette liv, så er det at hans far og jeg for mange år siden trods alt blev enige om, at vi begge elsker ham højere, end vi hader hinanden 🙏

- har jeg fået et nyt job med bedre løn for mine kompetancer. Nogle ting er værd at kæmpe for, men visse kampe er livet for kort til. Og den her valgte jeg fra. Har fået flere jobtilbud siden, så mentalt er jeg egentlig allerede videre med selvfølelsen i behold og ønsket om alt godt til mine gamle kolleger, patienter og ledelse. 

- er jeg godt igang med det nye kursus hos buddhisterne. Det handler bla om, hvordan man kan vælge at udvikle sig gennem mødet med besværlige personer. Det er der rig mulighed for at øve sig i lige pt, skulle jeg hilse at sige. Jeg har måttet tage den tunge beslutning, at følge det meste online, da det nye tidspunkt passer vildt dårligt i forhold til mine nattevagter. 

Blev i den forbindelse ramt af noget instant Karma - når man pjækker fra buddhist for at sove, bliver man åbenbart vækket af  et Jehovas Vidne, som hamrer hårdt på ens dør OG lægger besked på telefonsvareren om en lys fremtid, han synes vi to skal ha' sammen. Hvis der også havde ligget et eksemplar af "Vågn op!" i postkassen, var jeg død af grin. Bogstaveligt. 

- er jeg himmelfalden over, hvor heldig jeg egentlig er lige nu på næsten (se punkt 1) alle områder. 

Endelig friuge

Jeg har haft et par ekstravagter, så min friuge starter først nu og bliver lidt kortere end ellers. Det er ofte, jeg har et par ekstravagter, men så plejer det at være i et helt andet regi end min normale arbejdssituation. Denne gang har jeg været på mit normale job, sygefraværet er stadig højt og psykiatrien er tung i øjeblikket.

Vi er flyttet i nye rammer, vi får nye og meget dårlige patienter. Personalegruppen er udvidet og stor og vi har endnu ikke helt lært hinanden at kende og mangler også at finde fælles fodslag i behandlingerne og de strategier, vi lægger og arbejder med hos den enkelte patient. Vi har oplevet alvorlige hændelser og handlinger, som stadig mangler at bundfælde sig.

I alt dette er det ofte svært at være den bedste version af sig selv og jeg prøver at huske på, at det både gælder for mig, men også for alle andre. Nogle dage har jeg lyst til at løbe, alt hvad remmer og tøj kan holde, tilbage til somatikken, hvor sygeplejehandlingerne ofte er mere instrumentelle, praktiske og konkrete og baseret på det, vi kan måle og veje.

Det er dejligt at corona og covid-19 er på retur og ikke giver så alvorlig sygdom. Til gengæld rejser sig nye problemstillinger, både her og ude i verden med faldet af restriktioner og begrænsninger, fordi så mange bliver syge. I går måtte Stefans arbejdsplads fyre 24 medarbejdere. Han arbejder i industrien og med produktion og ordrer er der masser af, men fordi sygefraværet er enormt i produktioner i udlandet og i transportbranchen, kan firmaet ikke få de delkomponenter, de skal bruge i deres produktion, og dermed kan de ikke efterkomme efterspørgselen. Det ser ud til, at det også er gået op for dansk industri, som ellers har råbt og skreget på genåbning, at det heller ikke er omkostningsfrit at åbne og lade smitten rase. Man kunne ønske, at samme erkendelse nåede de mange borgere, som virker ret så skræmmende og voldsparate i deres ytringer hvad angår at klynge medlemmer af regeringen op i nærmeste lygtepæl. Men det er nok for meget forlangt. Corona og covid-29 har revet befolkningen godt og grundigt fra hinanden. 

I denne uge vil jeg nøjes med at glæde mig over:

At Stefan ikke mistede sit job i denne omgang. 

At stormen Malik kun raserede en lille del af vores tag, som alligevel skal udskiftes. Og at det ser ud til, at vi selv kan fikse det for en relativt billig pris og på forsvarlig vis. 

At politiet har anholdt en formodet gerningsmand til de hændelser, som de sidste dage har gjort arbejdet for mig og mine kolleger umådeligt utrygt. 

At der på mandag starter et nyt kursus i Mindtraining, som jeg er tilmeldt. 

Alt i alt er der meget at være glad og taknemmelig for, så jeg vil bruge de næste dage på at forsøge at hvile i den tilstand. 

Omsorg eller service?

Ofte ender indlæggene her med enten at handle om corona eller buddhisme. Det er egentlig ikke tilsigtet, for jeg har mange andre interesser, hvoraf de fleste desværre de sidste par år har været lagt i mølpose. Rejser eller Berlinture har der ikke været mange af og strikketøjet er jeg lige nu gået i stå med, men dog så småt begyndt at interessere mig for igen.

Så er der arbejdet tilbage. Jeg arbejder i psykiatrien og brænder ofte for at skrive om den sygepleje og de udfordringer, jeg møder der. Desværre er det sådan, at jeg arbejder i en speciel gren indenfor psykiatrien og endda på en helt speciel afdeling, som er den eneste af sin slags i hele Norden. Min afdelingssygeplejerske og afdelingens psykolog og overlæge er lysende, klare ildsjæle indenfor dette felt. Afdelingssygeplejersken så i sit virke som sygeplejerske i psykiatrien et behov for netop en afdeling som denne, og års masen og skubben til systemet har for nogle år siden virkeliggjort  hendes vision. 

Desværre kan jeg ikke skrive meget om det. Vores ledelse anbefaler på grund af risiko for personfarlig kriminalitet, at vi ikke deltager i offentlig debat overhovedet, holder vore profiler på sociale medier lukkede og endda lever med hemmelig adresse. Det gør jeg nu ikke, for jeg nægter at leve som var jeg hemmelig agent, men den nye sundhedsplatform, hvor lægejournalen og Sygeplejejournalen er smeltet sammen, og log oplysninger giver patienterne vore fulde navne, så snart vi har åbnet den eller skrevet i den, er lidt af en udfordring indenfor dette felt, hvor ganske mange patienter har en diagnose, som indebærer forestillinger om forfølgelse og fejltolkning af andres motiver. 

Det, som tiltalte mig ved netop dette job, var, at jeg oplevede at afdelingen havde en klar vision om at yde en omsorgsbaseret, psykiatrisk sygepleje. Vores patienter har ofte meget tidlige og alvorlige omsorgssvigt med i bagagen. De har ofte oplevet vold og overgreb og derfor er de også i stor risiko for det, psykologerne kalder "viktimisering", altså i samspillet med andre at blive ofre og udnyttet. Forløbene er meget langvarige og og vi arbejder på at minimere tvang og magtanvendelse, som jo ofte opleves som endnu et overgreb og et stort indgreb i den enkeltes autonomi og følelse af at have selv- og medbestemmelsesret i eget liv.

Helt kan det ikke undgås, for patienterne er ofte meget syge, selv om det ikke altid ved første øjekast ser sådan ud.

For mig er det vigtigt, at jeg i omgangen med patienterne og i forsøget på at mindske deres mentale lidelse og nedtrappe konflikter, både indre og ydre, har andre handlemuligheder end sederende medicin, bæltefiksering og kompromisløs grænsesætning. Den gammeldags "betonpsykiatri" - som faktisk ikke ligger så langt tilbage og som visse steder til dels desværre stadig eksisterer - hører jeg ganske enkelt ikke til i. For mig er omsorg et centralt begreb i sygeplejen også den psykiatriske og lige netop der, hvor sygeplejen kan noget helt særligt i kraft af sig selv. Vi er naturligvis også lægens og andre faggruppers samarbejdspartnere og samler data, observerer og udfører de tiltag, som læger ordinerer og andre faggrupper anbefaler. Faktisk oplever jeg ofte, at det er den rolle omverdenen og andre faggrupper ser os i og desværre er der også nogle iblandt vore egne faggrupper, som lægger mest vægt på den lange strøm af praktiske gøremål, der er omkring en patient, højest. Problemet er nok, at omsorg som fænomen og begreb er upræcist, for hvad vil det sige at yde omsorg eller at en relation er præget af omsorgsfuldhed? 

Heldigvis er der jo højtuddannede fagfolk indenfor sygeplefaget, som har beskæftiget sig med at beskrive omsorg i sygeplejen og relationen mellem patienten og plejepersonalet. Det er mig, som bruger ordet "plejepersonalet", for sygeplejeteoretikere er jo i sagens natur grundlæggende sygeplejersker, men vi er jo andre faggrupper ansat i psykiatrien, som også har en relation til patienten. De fleste ved, at der er sosu assistenter, men de seneste år er der kommet endnu flere faggrupper til, som arbejder i plejen på lige fod med os andre. Der er ergoterapeuter, fysioterapeuter og nu også pædagoger. Sygeplejersker og sosuassistenter, oplever jeg, har en fælles forståelse af, hvad begrebet omsorg er i vores fag. Vi kan være uenige og diskutere, hvad, der i de enkelte patientforløb er den bedste måde at yde omsorg på, er. Men referencerammen er trods alt fælles. Helt anderledes kan det gå, når diskussionen opstår mellem forskellige faggrupper. Jeg har fornylig fået en ny kollega, som er socialpædagog og helst vil arbejde om natten. Pædagogik er et støttefag på min uddannelse, men det er ikke et voldsomt dybt kendskab til de bagvedliggende teorier og metoder, jeg har.

Jeg oplever, at det giver nogle sammenstød i forhold til den måde, vi med vore forskellige briller, opfatter patienternes problemstillinger og vælger at handle på dem. Ikke fra min side, men jeg er uforvarende endt i et stormvejr, som jeg ikke helt kan begribe eller finde ud af, hvordan jeg skal løse. 

Jeg ville normalt sagtens i forhold til min generelle tavshedspligt kunne give en dybere beskrivelse af problematikken, men grundet de tidligere beskrevne hensyn, vil jeg lade være med dette. Det ærgerligt, for det er egentlig en vigtig debat at tage, især i psykiatrien, men jeg vil prøve at koge problematikken ned til et enkelt eksempel:

Jeg har en patient, som ofte først på natten får ballstick massage, altså får rullet forskellige dele af kroppen med et fast tryk fra sådan en orange bold med pigge. Det er ikke et tiltag, som jeg bare sådan lige har fundet på selv, både vores psykolog, vores fysioterapeuter og ergoterapeuter anbefaler dette tiltag hos patienten for at afhjælpe visse problemstillinger og har også lavet forskellige instruktioner og videoer, som viser hvordan. 

Når jeg kommer ud fra patienten siger min kollega ofte, nærmest med en hovedrysten og et lille smil: Altså, Henriette, du servicerer og servicerer patienterne...det er altså meningen, patienterne skal sove. 

Og det er jo rigtigt, det skal de helst. Det skal man ikke være Sherlock Holmes for at udtænke. Hvordan man så får et menneske, som er opfyldt af lidelse og smerte til det, siger min erfaring, ikke er gjort med blot at beordre "sov".

Jeg synes snart, jeg har gjort alt. Lige lidt hjælper det, at jeg forsøger at formidle, at dette tiltag er anbefalet af flere forskellige fagkapaciteter i afsnittet. Lige lidt hjælper det, at jeg forklarer, at det ikke er en Wellness massage, jeg giver, men at jeg bevidst beroliger patientens aktivitetsområde i hjernestammen ved at stimulere det proprioceptive sansesystem, altså muskel led sansen, og derigennem hjælper patienten til at regulere sin arousal, hvilket nedsætter risikoen for destruktive handlinger. 

Det er den korte forklaring, fysioterapeuter og ergoterapeuter ved meget mere om dette, end jeg nogensinde kommer til, men i det mindste ved jeg nogenlunde, hvorfor jeg gør, som jeg gør og at der er teori bag min praksis. 

Der findes et par stykker i afsnittet, som er enig med hende, hvad angår denne behandlingsform. Det er ikke entydigt hendes faggruppe, men ses også i min egen. Der er også masser af plejepersonalet, som gør præcis som jeg gør. Jeg har taget det op på møder med natteholdet og formidlet min holdning til dette og både psykolog og afdelingssygeplejerske har støttet mig i min tilgang til denne og mange af vore øvrige patienter. Det komiske er, at jeg aldrig kunne finde på at forlange at andre skal gøre det samme, som jeg gør, eller tilrettelægge deres sygepleje er handlinger overfor patienten, på samme måde som jeg gør. Vi har heller ikke alle samme relation til patienten. Men efterhånden er jeg der, hvor jeg godt kunne tænke mig, at de passede deres egen næringsvej og bare klappede kaje. Let's agree to disagree. Det er en procedure, som tager et kvarter - hvad er problemet?

Jeg har undret og undret mig. Og det bliver jeg nok ved med længe endnu. Men jeg skal også være ærlig, at jeg faktisk snart ikke gider mere og overvejer at søge andre græsgange, hvor jeg måske ville passe bedre ind. 

Hvis jeg skal pege på et eneste positivt udkomme af dette her, så er det, at det for alvor har sparket min lyst til at læse op på teorierne igang igen. 

Lige nu kikker jeg på - det er for stort at sige (gen)læser - den norske, psykiatriske sygeplejerske Jan Kåre Hummelvoll bog  om psykiatrisk sygepleje "Helt - ikke stykkevis og delt". 

Det blev lidt et surt opstød i dag, men i det mindste fik jeg luft for frustrationen og måske også sat klare ord på den. 

Jeg håber, jeg finder en fornuftig måde at løse det på, jeg trives bare ikke med ufred og konflikt. 

Hilsen fra Camp Corona

Så blev der - som forudsagt, hvilket i øjeblikket ikke kræver de store magiske evner - vores tur til et ophold i Camp Corona.

Stefan blev hundesyge med muskelsmerter, kulderystelser, hoste, snot, hovedpine og ondt i halsen på jobbet natten til fredag i sidste uge. Vi tog fredag morgen så lige en tour de testcenter gennem alle de lokale, både kvik og pcr. Begge kviktest var negative og jeg trak ligegyldigt på skuldrene - endnu en falsk alarm! Stefan gik i seng og en slags isolation i soveværelset og jeg tog drengeværelset, men eftersom jeg var symptomfri og sikker på, det var endnu engang "ulven kommer", tog jeg selvsikkert på job som vanligt, iøvrigt i en ualmindelig streng tid for mit afsnit. Kl 2 om natten indløb begge vore pcr svar - Stefan var positiv og jeg var negativ. Jeg tog straks endnu en kviktest på jobbet, iøvrigt hjulpet af verdens sødeste nattrisse, og den var endnu engang negativ.

Da jeg vågnede lørdag eftermiddag havde jeg knaldende hovedpine, ondt i halsen, snot og var subfebril og så måtte jeg også sygemelde mig.  Jeg var ikke nær så syg som Stefan, men alligevel heller ikke rask. Jeg har så åbentbart ikke covid, jeg er ihvertfald testet negativ lige siden, både på pcr og i de hjemmetest, jeg hurtigt rekvirerede til hjemmelevering fra matas.dk. Det var tæt på, at jeg overvejede en kinesisk podning, men... narj... 

.         "hans og hendes"

Og sådan er det stadig. Og det kan man undre sig over. Og det gør jeg. Iøvrigt er det præcis samme historie med barndomsvenindens teenagedatter, som havde sovet i samme seng som  coronapositiv veninde. Hun har haft præcis samme symptomer, som jeg, og fordi hun er en meget grundig teenager, har hun nu - siger og skriver - 8! negative pcr svar fra den sidste uge. Og har nu smittet sin mor. Der er andet end omikron i omløb.

Hold fast et tabernakel og hold fast, hvor er jeg træt af det. Til gengæld er jeg glad for, at det ikke er mig, som smittende Stefan. Det gik op for mig, at det nok egentlig mest var det, jeg havde frygtet - at det ville være mig og mit job, som smittende ham. Men det klarede han fint selv. Hele hans arbejdsgruppe har været nedlagt med corona. Og det gik jo godt, med hiv og sving og ikke mindst den astmamedicin, han har i beredskab til den slags situationer. 

Nu er han  på job igen og jeg skal i morgen. Tilbage er kun det kedelige rengøringsarbejde. Det har været ualmindeligt besværligt at holde isolation regime i et hus med kun et toilet. Faktisk har det ikke kunnet lade sig gøre særlig godt. Men heldet følger åbentbart de tossede og dermed også mig.

Jeg har ligget i drengeværelset, iført ny hjemmedragt, købt på udsalg. Det pæneste, der er at sige om den, er, at den var billig. Der er meget leopard, når det sådan dækker hele ens krop og jeg vil da godt indrømme, at den nok mere end en beklædningsgenstand ligner et betræk. Altså lidt til den stramme side. 

Da Stefan så den, spurgte han henkastet: "er du sikker på det egentlig er leopard?" 

"selvfølgelig, hvorfor? " svarede jeg. 

"årh, jeg synes mere, det ligner dovendyr" 

Haha. Med den slags venner, har man ikke brug for fjender, men det var trods alt ugens bedste grin. 

Det var så den friuge. Jeg skulle have hjulpet på jobbet med et par ekstravagter, for mine kolleger er godt nok spændt hårdt for i øjeblikket. Der er masser af sygdom, ikke kun corona og snot og det er en hård tid med virkelig dårlige patienter. Sådan blev det desværre ikke, men nu kunne jeg virkelig godt snart tænke mig, at det snart vender og går mod bedre tider. 

Godt Nytår!

Vi kom godt, stille og roligt, ind i det nye år. Jeg skulle arbejde nytårsaften og er stadig igang med min arbejdsuge, så vi valgte at gøre det nemt for os selv ved at bestille sushi menuer hos den lokale, asiatiske restaurant. Jeg nøjedes med at lave en fin dessert selv i forvejen, så der var intet køkkenarbejde og det må jeg sige, at jeg nød i fulde drag. Andreas er, ligesom sin far, bidt af en gal japaner, så han var ovenud tilfreds med dette traktement og måske gør vi det til en tradition.

lidt utydelig, men den ene af årets nye julekugler var "Cold Bernie". Bernie Sanders med armene over kors i i've seen it all before-attitude er et meget godt symbol på 2021 og en attitude, jeg selv lige nu - ikke helt, men næsten- er nået frem til.

For det har jeg jo. Det slog mig pludseligt i toget på vej hjem fra job i morges, med sædvanlig galgenhumor: "Nå ja, Henry - du har jo prøvet det før". Det er derfor, jeg har haft det så helt igennem rædselsfuldt den sidste tid. Min storebror blev hjerneskadet og bor i dag på en institution, fordi han fik mæslinger som 4-årig. Det var en af grundende til, at min mor altid var så angst. Jeg mistede min far og ganske mange af dem, jeg holdt af, da jeg var først i 20'erne i den verdensomspændende aids-epidemi. Jeg har prøvet at leve med den langvarige uvished ved at stå overfor en fjende, som hverken læger eller vi andre kendte eller kunne gøre noget ved. Jeg har prøvet, at være den, andre var bange for at sidde ved siden af. Den gang var jeg mere modig og det blev også sygeplejen, som i høj grad forløste den oplevelse. De første 8 år, jeg var uddannet, arbejdede jeg med sygepleje til hiv-positive stofmisbrugere, som ingen, heller ikke i sygeplejen, ønskede at have noget med at gøre. For mig var det intet mindre end et personligt opgør, som jeg først kunne forlade, da der begyndte at komme reelle, medicinske behandlingsmetoder. 

Det er det, jeg ubevidst har gennemlevet den sidste tid og jeg har måttet bruge de sidste uger på at forsone mig med, at der absolut intet er, jeg kan gøre nu. Omikron vil finde os i det nye år, nærmest uanset, hvad jeg gør. Mit mål har hele tiden været, at holde corona fra døren - og i særlig grad fra Stefan! - indtil der var vacciner og lægerne havde fået så megen erfaring og livredderne medicin, som muligt. Jeg har sagtens kunnet leve med restriktionerne, de har været en lille pris at betale. Det er lykkedes og nu er der ikke flere steder at gemme sig. Der er ikke mere, jeg kan gøre, andet end at håbe det bedste. Jeg har forberedt mig, så godt jeg kunne. 

Så med den indstilling går jeg nogenlunde fortrøstningsfuldt, og med det ønske, at alle kommer så sikkert som muligt gennem de næste måneder, ind i 2022.