fredag den 25. november 2022

Tingenes tilstand

Siden sidst har jeg i større og større grad følt mig hensat til min barndom i 70'erne og min ungdom i "fattigfirserne". Aktiemarkederne crasher, inflationen - eller stagflationen er det vel snarere - farer til himmels sammen med energipriserne. Kan det snart blive værre, tænker man? Det kan det. Det kan altid blive værre, tænker jeg med et fatalistisk grin, hvilket ikke skal tolkes negativt, tværtimod - jeg har meget at være taknemmelig over. I det mindste sidder jeg ikke uden varme og mad med en flok børn i Kherson, Ukraine med en mand og søn på slagmarken. Set i den sammenhæng, er alting jo luksusproblemer. 
Heldigvis er de fleste problemer selvskabte - vi sløjfede det gamle oliefyr i forsommeren og det er meningen vi skal have installeret noget luftpumpe-værk af en art. Når vi nu var igang kunne vi lige så godt tage livtag med det gamle og helt udtjente køkken, mure væggene op igen og isolere ydervæggene mod fugt og kulde. Vi mangler lige den sidste væg og et besøg af en vvs mand, så vi kan få varmt vand også.Og have installeret det nye køkken, som står og tripper utålmodigt. Det.bliver.godt.engang.-ikke nødvendigvis.mens.jeg.lever.      Indtil videre er det her virkeligheden:
Væggene er 223 år gamle og det er interessant at se, hvor velbevaret træet er.Til gengæld virker det som om at murværket mest består af kalkstøv og havregrød, eller lignende solide materialer...Mon det bliver jul i år?
Det bliver altid jul og som nævnt er ganske mange problemer selvskabte. 
Det nye arbejde går..sådan..ok. Lønnen er fin, transporten kører som smurt - uheldigvis røg vi ind i en så voldsom opsigelsesrunde, at vi til sidst kun var 5-6 sosu assistenter tilbage og verdens bedste afdelingssygeplejerske gav op. Der tudede jeg godt nok lidt, men har fundet kampånden frem og sammen med mine få tilbageværende kolleger og en ny ledelse accepteret en kriseplan, som godt nok lader meget tilbage at ønske, hvad angår sikkerhed, især for os om natten. Vi må se, hvordan det går - nogle dage ser det ud til, at der vokser noget godt og smukt op af ruinerne, andre dage not so much.
Jeg er gået helt bag om dansen på anden del af kurset i buddhistisk psykologi. Jeg føler mig som verdens sløjeste og ikke mindst sløve studerende - men hey, der er masser af øvelse, som min lærer smilende konstaterede, da jeg traf hende til et arrangement i sommer. Og det har hun ret i. Det er som om, jeg lige nu bliver konfronteret med de ting, jeg frygter mest og ikke mindst de arketypiske personer, jeg normalt bukker under for. Alligevel står jeg nogenlunde fast på mine ben og humøret er, omend ikke ligefrem ekstatisk, så dog nogenlunde positivt og optimistisk. 
Så alt i alt er livet ok.
 

6 kommentarer:

  1. Kan godt huske det med renovation op til jul. Det bliver godt, når det er færdigt.
    Hvor er det synd at et godt sted skal ødelægges af sparerunde. Din historie om afdelingssygeplejersken prikker til min egen frygt. En ting er at folk rejser, men hvis min leder siger stop, så vælter korthuset.
    Al godt til dig, må du finde stunder til ro og opbygning.

    SvarSlet
  2. Tak Lene - det har godt nok været hårdt, men jeg holder fanen højt. Jeg var vist ikke tydelig nok, men det var faktisk ikke en sparerunde, men mere sådan en utilfredshed, som bredte sig blandt nogle medarbejdere - du ved, "græsset er grønnere alle andre steder end her" og "jeg får for lidt i løn". Det var som en lavine, der rev alt med sig. Min afdelingssygeplejerske var ung og havde ingen assistent til al vagtplanlægningen og jeg tror, det var det sidste, som væltede hende. Det var så ærgerligt, for hun er et meget dejligt menneske og en virkelig dygtig sygeplejerske.

    Ja, julerenoveringer kan vi - ubevist - åbenbart ikke undvære. 😁
    Denne gang er det nu mest pga visse forsinkelser og forhindringer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den lavine kender jeg og frygter den. Vi har ansat 14 nye kolleger i år. De mest erfarne bliver, men de har også kombifunktioner, så de ikke hele tiden er i den direkte pleje. Det er mere dem, der har været der under 3-4 år. Corona gjorde absolut ikke noget godt for det. Det sociale, som vi er kendt for, var en saga blot, og det tager tid at få op at stå igen.

      Slet
    2. Lene, jeg tror, mange afdelinger i øjeblikket oplever det samme, desværre. Jeg er lidt trist over meget af det, som sker i sundhedssektoren i øjeblikket. Der er mange årsager til utilfredsheden i spil, men jeg er nok så gammel i gårde, at jeg kan huske, at tingene ihvertfald ikke nødvendigvis var bedre i "de gode gamle dage". Og penge er selvfølgelig ikke uvæsentlige, men for mig er de ikke alt og jeg synes stadig, det er det bedste fag i hele verden.

      Slet
  3. Puha ... det var et ikke så positivt eksempel på hvad der kan ske, når noget/nogen går i selvsving og lavinen bare ruller. Jeg håber virkelig, at I finder både rytme og gode folk igen, hvor du nu end arbejder - men det lyder ikke godt, hvis der er nødt til at blive slækket på sikkerheden.
    Jeres hus er jo næsten lige så gammelt som vores, og vores erfaring er også, at det godt kan være ret så 'spændende' hvad der åbenbares, når man begynder på et eller andet projekt. Held og lykke med jeres - det bliver da skønt at få et nyt køkken. Engang ...😉

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, det er ret karakteristisk for, hvordan sundhedssektoren virker i øjeblikket - der er utilfredshed med dette og hint og nogle gange ruller snebolden og ender som en lavine. Under disse betingelser er det let for afdelingerne så at sige "at gå på strandhugst" hos hinanden - folk rejser, hvis de bliver tilbudt lidt mere i løntillæg eller bedre forhold et andet sted. Det løser ikke nogle af de grundlæggende problemer, vi er ganske enkelt ikke flere hænder, end vi er! Jeg læste i et af vores nyhedsbreve, at psykiatrien i mit arbejdsområde har haft 100 % flere henvendelser/indlæggelser på børne/ungeområdet og 50% flere på voksenområdet siden 2014. Det er svært ikke at forestille sig, at det ikke skulle give forringelser, når der ikke kommer flere medarbejdere og flere senge i spil. De sikkerhedsmæssige forringelser har jeg svært ved at acceptere, jeg er meget tæt på grænsen for, hvad jeg vil udsætte mig selv for.
      Det bliver skønt med det nye køkken, forhåbentlig får vi styr på installationerne snart, så vi kan blive færdige 🙂

      Slet