Hilsen fra Camp Corona

Så blev der - som forudsagt, hvilket i øjeblikket ikke kræver de store magiske evner - vores tur til et ophold i Camp Corona.

Stefan blev hundesyge med muskelsmerter, kulderystelser, hoste, snot, hovedpine og ondt i halsen på jobbet natten til fredag i sidste uge. Vi tog fredag morgen så lige en tour de testcenter gennem alle de lokale, både kvik og pcr. Begge kviktest var negative og jeg trak ligegyldigt på skuldrene - endnu en falsk alarm! Stefan gik i seng og en slags isolation i soveværelset og jeg tog drengeværelset, men eftersom jeg var symptomfri og sikker på, det var endnu engang "ulven kommer", tog jeg selvsikkert på job som vanligt, iøvrigt i en ualmindelig streng tid for mit afsnit. Kl 2 om natten indløb begge vore pcr svar - Stefan var positiv og jeg var negativ. Jeg tog straks endnu en kviktest på jobbet, iøvrigt hjulpet af verdens sødeste nattrisse, og den var endnu engang negativ.

Da jeg vågnede lørdag eftermiddag havde jeg knaldende hovedpine, ondt i halsen, snot og var subfebril og så måtte jeg også sygemelde mig.  Jeg var ikke nær så syg som Stefan, men alligevel heller ikke rask. Jeg har så åbentbart ikke covid, jeg er ihvertfald testet negativ lige siden, både på pcr og i de hjemmetest, jeg hurtigt rekvirerede til hjemmelevering fra matas.dk. Det var tæt på, at jeg overvejede en kinesisk podning, men... narj... 

.         "hans og hendes"

Og sådan er det stadig. Og det kan man undre sig over. Og det gør jeg. Iøvrigt er det præcis samme historie med barndomsvenindens teenagedatter, som havde sovet i samme seng som  coronapositiv veninde. Hun har haft præcis samme symptomer, som jeg, og fordi hun er en meget grundig teenager, har hun nu - siger og skriver - 8! negative pcr svar fra den sidste uge. Og har nu smittet sin mor. Der er andet end omikron i omløb.

Hold fast et tabernakel og hold fast, hvor er jeg træt af det. Til gengæld er jeg glad for, at det ikke er mig, som smittende Stefan. Det gik op for mig, at det nok egentlig mest var det, jeg havde frygtet - at det ville være mig og mit job, som smittende ham. Men det klarede han fint selv. Hele hans arbejdsgruppe har været nedlagt med corona. Og det gik jo godt, med hiv og sving og ikke mindst den astmamedicin, han har i beredskab til den slags situationer. 

Nu er han  på job igen og jeg skal i morgen. Tilbage er kun det kedelige rengøringsarbejde. Det har været ualmindeligt besværligt at holde isolation regime i et hus med kun et toilet. Faktisk har det ikke kunnet lade sig gøre særlig godt. Men heldet følger åbentbart de tossede og dermed også mig.

Jeg har ligget i drengeværelset, iført ny hjemmedragt, købt på udsalg. Det pæneste, der er at sige om den, er, at den var billig. Der er meget leopard, når det sådan dækker hele ens krop og jeg vil da godt indrømme, at den nok mere end en beklædningsgenstand ligner et betræk. Altså lidt til den stramme side. 

Da Stefan så den, spurgte han henkastet: "er du sikker på det egentlig er leopard?" 

"selvfølgelig, hvorfor? " svarede jeg. 

"årh, jeg synes mere, det ligner dovendyr" 

Haha. Med den slags venner, har man ikke brug for fjender, men det var trods alt ugens bedste grin. 

Det var så den friuge. Jeg skulle have hjulpet på jobbet med et par ekstravagter, for mine kolleger er godt nok spændt hårdt for i øjeblikket. Der er masser af sygdom, ikke kun corona og snot og det er en hård tid med virkelig dårlige patienter. Sådan blev det desværre ikke, men nu kunne jeg virkelig godt snart tænke mig, at det snart vender og går mod bedre tider. 

Godt Nytår!

Vi kom godt, stille og roligt, ind i det nye år. Jeg skulle arbejde nytårsaften og er stadig igang med min arbejdsuge, så vi valgte at gøre det nemt for os selv ved at bestille sushi menuer hos den lokale, asiatiske restaurant. Jeg nøjedes med at lave en fin dessert selv i forvejen, så der var intet køkkenarbejde og det må jeg sige, at jeg nød i fulde drag. Andreas er, ligesom sin far, bidt af en gal japaner, så han var ovenud tilfreds med dette traktement og måske gør vi det til en tradition.

lidt utydelig, men den ene af årets nye julekugler var "Cold Bernie". Bernie Sanders med armene over kors i i've seen it all before-attitude er et meget godt symbol på 2021 og en attitude, jeg selv lige nu - ikke helt, men næsten- er nået frem til.

For det har jeg jo. Det slog mig pludseligt i toget på vej hjem fra job i morges, med sædvanlig galgenhumor: "Nå ja, Henry - du har jo prøvet det før". Det er derfor, jeg har haft det så helt igennem rædselsfuldt den sidste tid. Min storebror blev hjerneskadet og bor i dag på en institution, fordi han fik mæslinger som 4-årig. Det var en af grundende til, at min mor altid var så angst. Jeg mistede min far og ganske mange af dem, jeg holdt af, da jeg var først i 20'erne i den verdensomspændende aids-epidemi. Jeg har prøvet at leve med den langvarige uvished ved at stå overfor en fjende, som hverken læger eller vi andre kendte eller kunne gøre noget ved. Jeg har prøvet, at være den, andre var bange for at sidde ved siden af. Den gang var jeg mere modig og det blev også sygeplejen, som i høj grad forløste den oplevelse. De første 8 år, jeg var uddannet, arbejdede jeg med sygepleje til hiv-positive stofmisbrugere, som ingen, heller ikke i sygeplejen, ønskede at have noget med at gøre. For mig var det intet mindre end et personligt opgør, som jeg først kunne forlade, da der begyndte at komme reelle, medicinske behandlingsmetoder. 

Det er det, jeg ubevidst har gennemlevet den sidste tid og jeg har måttet bruge de sidste uger på at forsone mig med, at der absolut intet er, jeg kan gøre nu. Omikron vil finde os i det nye år, nærmest uanset, hvad jeg gør. Mit mål har hele tiden været, at holde corona fra døren - og i særlig grad fra Stefan! - indtil der var vacciner og lægerne havde fået så megen erfaring og livredderne medicin, som muligt. Jeg har sagtens kunnet leve med restriktionerne, de har været en lille pris at betale. Det er lykkedes og nu er der ikke flere steder at gemme sig. Der er ikke mere, jeg kan gøre, andet end at håbe det bedste. Jeg har forberedt mig, så godt jeg kunne. 

Så med den indstilling går jeg nogenlunde fortrøstningsfuldt, og med det ønske, at alle kommer så sikkert som muligt gennem de næste måneder, ind i 2022.