Et af vilkårene ved at være mig har altid været min vane med at overtænke, spekulere og bekymre mig om fremtiden. Og angst. Iskold angst, som jeg i mange, mange år faktisk ikke anede netop var angst, men blot en konstant uro og rastløshed med pludselige kortslutninger, hvor jeg helt mistede enhver evne til at mentalisere. Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan, men måske skyldes det at min tidlige barndom var præget af alvorlige skift, som ofte føltes som katastrofer, når de ramte. Eller også er det nedarvede tankemønstre - jeg ved og kan se på min mors liv, at hun kæmpede med lidt af det samme, uden at vi derfor var ens. Min hjerne har altid været på overarbejde og igang med at konsekvensberegne og ofte har dette forhindret mig i at handle og fastholdt mig en en fastfrossen tilstand, for uanset hvad man vælger, uanset hvilken handling, man foretager, vil der være konsekvenser.
Forskellen på mig og andre gik for alvor op for mig engang, jeg var vidne til en trafikulykke, hvor en kvinde fik et hoved og rygtraume. Hvor alle andre drog et lettelsens suk, da lægeambulance og akutlægen ankom til ulykkesstedet, var jeg allerede igang med at ansøge om hjælpemidler og støttestrømper til kvinden, som nu i min bevidsthed var blevet tetraplegiker, skilt, anbragt på institution og skulle have fuld hjælp til alt resten af sit liv.
Sådan var det også da pandemien - eller "den store fælles øvelse i behovsudsættelse", som jeg kalder den, ramte.
"I have a bad feeling about this, Diane" tænkte jeg, så snart jeg hørte om den nye virus i Kina og da jeg så filmklippene fra Wuhan, hvor de kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelseejendommene til for at forhindre smittende borgere i at komme ud, var jeg godt klar over, at dette var the real deal og at der var en vis fare på færde. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, var nødlageret af fødevarer, ekstra gasflaske og en rigtig beskyttelsesmaske med udskiftelig filter allerede på plads her på matriklen - du ved, hvis nu det blev nødvendigt at slæbe lig eller alvorligt syge ud af husene. Jeg havde dog glemt, som den eneste i DK, at købe toiletpapir, men et lager af gamle juleservietter kunne snildt have holdt os gående pænt ind i 2021, hvis man altså kan leve med at tørre r*v i julemanden. Heldigvis gik det ikke så slemt hos os, bla takket være føromtalte nedlukning. Til gengæld har jeg altid vidst, at øvelsen ville blive langvarig, pandemier tager flere år, 2-5 år siger Corona Lone, og de sværeste og mest kritiske tidspunkter er ikke nødvendigvis i første bølge, men i de senere. Det er så der, vi er nu. Vi er alle så forbandede trætte af at udsætte vores behov og mange af os er - hvis vi nu lige skal være ærlige, ikke? - heller ikke længere helt så flinke til at undvære det, vi allerhelst vil, men peger gerne fingre af vores nabo, når han træder ved siden af. Den tyske virolog Christian Drosten sagde for nogen tid siden - som en af de få - at det er forkert alene at give de uvaccinerede skylden for pandemiens fortsatte hærgen. Vi har hele tiden vidst, at vaccinerne ikke beskytter 100% og at vi dermed alle med vores adfærd bidrager til fortsat smitte og nye varianters fremkomst, hvilket ifølge ham, er vores største problem. Det fik han jo sådan set ret i. Ny, ekstremt smitsom variant, jul og corona træthed er lidt mere end en udfordring. Det er nærmest et vaskeægte problem.
Set i lyset af indledningen er det nok ikke svært at forstå, at det har krævet en nærmest overnaturlig indsats fra mig at finde en både fornuftig og, ikke mindst også for andres skyld, behagelig måde at være menneske på i alt dette her. Under den første nedlukning spøgte jeg med, at man kunne vælge at betragte den som en form for retreat, en periode med tilbagetrækning, reflektion og udvikling.
Det synes jeg, er lykkedes for mig. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne gøre dette alene og at jeg ville få brug for både mentale redskaber og hjælp fra andre til dette og derfor meldte jeg mig, så snart Danmark lukkede op igen, til mit første semester på buddhistisk universitet på et kursus i det, buddhister kalder Lamrim. Hvorfor det lige blev buddhismen er en lang historie som går næsten 20 år tilbage og som jeg ikke skal trætte dig med lige nu, men det korte af det lange er, at det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg har lært teknikker, som hjælper mig med at stoppe min tankestrøms uproduktive amokløb og teknikker, der hjælper mig at reflektere på en struktureret måde. Jeg begynder også at få et ganske godt greb om, hvad jeg kam kontrollere og ikke mindst, hvad jeg ikke kan. Nu er de første 3 semestre, som Lamrim studiet omfatter afsluttet og det er ikke til at forstå, at der allerede er gået halvandet år! Jeg har på mange måder gjort pandemien og sygeplejen til min praksis og det har helet mig på områder, jeg troede var uhelbredelige og umulige at nå. Jeg fortsætter og studerer videre på de emner, som der udbydes kurser i. Det bliver en livslang proces og jeg har allerede nydt hvert skridt på vejen, selv om nogle stier så at sige har været stenede. Rocky Roads. Pandemien er den perfekte storm, som skabes af vores fælles adfærd og den stikker kniven ind på den enkelte, præcis der, hvor det gør allermest ondt.
Er du bange for at dø eller miste dine kære? Jamen, værsgo - her er den monsterstørste pose angst, du kan forestille dig.
Elsker du fest og farver, dating og danse i måneskin? Jamen, værsgo at tøjle dit begær efter dette.
Sådan kan man blive ved. Vi møder det, vi frygter allermest, men også muligheden for selv at vælge, hvordan og hvilket menneske, man vil være i det. Og bedst, som man tror, man har knækket koden og klapper sig selv tilfreds på skulderen, så hæves barren lige igen.
Sådan er det denne jul. Barren er sat endnu højere end tidligere. Jeg ved ikke, hvordan denne jul bliver og egentlig er det jo heller ikke længere min højtid - men (nogle) buddhister er jo gode på den måde, at vi ikke har problemer med at fejre manifestationen af Jesus på denne jord, omend vi har svært ved at tro på, at han er guds søn, da vi ikke tror på en skabergud.
Alligevel bliver jeg ramt, for jeg havde sådan glædet mig til at få besøg af min barndomsveninde og hendes datter, som er på alder med Andreas. Men to kolleger kom i nat, af hensyn til den hellige vagtplan og fordi de begge syntes, de er åh så uundværlige, på job med symptomer. Den ene er endda nær kontakt til en kæreste, som ligger hjemme med covid sygdom og jeg har ikke set anden udvej, trods test osv, at aflyse det arrangement. Så nu kan jeg, sagt med et glimt i øjet, glæde mig over muligheden for at arbejde intenst med min trang til at dømme andre og deres handlinger. Og den trang er stærk lige nu, I tell ya!
Set i lyset af alt dette 9håber jeg bare lige nu, at det lykkes at få Andreas hjem til jul.
Uanset hvor, jeg ser hen i øjeblikket, ændres planer og julen, som betyder så meget for mange, falder fra hinanden og udfordrer den enkelte. Jeg ved godt, at disruption er svært moderne, meeen alligevel...
Hvis ikke jeg når at skrive mere i år, hvilket ubetinget er en sandsynlighed, håber jeg for dig og dine, at i finder en fornuftig vej i dette morads og ønsker jer på forhånd en glædelig jul og et godt nytår❤️
