Wolfskinder

Den tyske bearbejdning af 2. Verdenskrigs rædsler er en fortløbende fortælling, som altid ændrer fokus, vinkling og tema. De sidste år har fotællingen ændret sig, så den l ikke længere kun at omfatter udryddelsen af jøder, kommunister og andre modstandere at det nazistiske regime. Der er udkommet flere film, som omhandler især børnenes skæbne i det krigshærgede land.

Wolfskinder - ulvebørn - kaldte man de henved 25000 børn, som blev hjem-, identitets-, og  forældreløse under den røde hærs fordrivelse af tyskere i Østpreussen. Børnenes mistede deres forældre pga bombardementer, krigshandlinger og sult og strejfede herefter rundt alene eller i grupper og søgte ofte tilflugt hos litauske bønder, der - ofte med livet som indsats - skjulte dem eller tog dem til sig som plejebørn. Det var forbudt at hjælpe børnene, de skulle overleveres til russerne.

I år har jeg set og læst flere interview om disse børns skæbne og jeg har set filmen "Wolfskinder" om to brødre, hvis mor dør af en infektionssygdom under flugten og som herefter strejfer rundt alene, mens de forsøger ikke at dø af sult eller blive dræbt af russere eller andre voksne, som ikke vil dem det godt. Tabet af identitet, at huske hvem man er og hvor man kommer fra, er også et vigtigt tema i filmen.

Emnet er højaktuelt i øjeblikket og jeg kan sagtens anbefale andre at lade sig oplyse om emnet og endnu et af historiens rædselskapitler. Det vil ihvertfald hjælpe en til at forstå, hvordan det nu engang kan lade sig gøre, at børn bliver skilt fra deres forældre under flugt og hvorfor de måske ikke altid lige er i besiddelse af de rigtige legitimationspapirer, men også hvorfor nogle af dem rent faktisk kan have besvær med at huske, hvem de i virkeligheden er.

Især kunne jeg anbefale Naser  Khader at kigge blot 70 år tilbage i historien og besinde sig en smule, før han udgyder sine perfiditeter.