Som sædvanlige løber tiden fra mig og jeg halser forpustet bagefter. Sidst jeg skrev var der stadig lock down, omend det for Stefan og jeg har haft minimal betydning, eftersom vi begge har arbejdet under hele forløbet.
Ofte opgiver jeg at skrive indlæg, for indlæg kræver ofte større forklaringer og skriv, når man i forvejen har holdt en lang pause fra Bloggeriet - det er som om, det kræver lange indlæg at udfylde de tomme felter med hændelser, som er nødvendige for at give teksten mening. Og så giver jeg op på forhånd 🙄
Men hvad har vi så fået tiden til at gå med:
Vi har renoveret vores forgang og et værelse til Andreas. Stefan var sidste efterår ude for en arbejdsulykke, som var millimeter fra at koste ham førligheden, men heldigvis kun kostede 14 dages sygdom, hvor han arbejdede hjemmefra med at programmere maskinerne og assistere pr telefon. Da han kom tilbage på job, blev han fyret på gråt papir og fritstillet, en yngre - og måske mindre kritisk model - stod klar i kulissen. Stefan havde fra dag 1 i jobbet klaget over, at kranen til at løfte de tunge metalplader med var defekt og jeg tænker, firmaet med en udskiftning håbede at undgå en meget dyr reparation.
Det var en bitter og svær pille at sluge for ham og eftersom vi har pænt dårlige erfaringer med Stefan plus arbejdsløshed, besluttede vi straks, at han fik titlen af indenrigsminister og ansvar for at renovere værelse og jeg blev udenrigsminister og sørgede for at tjene pengene til det 🙂
Meget terapeutisk at banke alt puds af væggene!
Jeg vidste, han ku'!
Gamer room!
Jeg har ærligt talt svært ved at få armene ned af bare begejstring - vi klarede det, både at renovere værelset, men også arbejdsløsheden og alt det svære. Heldigvis fik Stefan job igen, tæt på hvor, vi bor - og til en ussel og lav løn! - men penge er bare ikke alt, for han er virkelig glad for at være i sit nye job og trives.
Sidst jeg skrev, holdt vi alle afstand og også fra Andreas, hvilket var følelsesmæssigt hårdt. Da de lukkede skolerne og endegyldigt afblæste 9 klassernes afgangseksamen, blev Andreas' far og jeg enige om, at han lige så godt kunne flytte på landet til os i en periode. Hans far har det svært i øjeblikket, hans kæreste gennem mange år blev for nogen tid siden ramt af en kræftsygdom og at coronaen ramte, kommer formentlig til at betyde, at hendes firma med en del ansatte går fallit. Så de har deres at slås med og Andreas' far har derfor brug for lidt mere ro og luft til at komme sig. Så Andreas' har været en del hos os igennem alt det her, selv om det godt nok var noget rod, da de unge så pludselig skulle tilbage i skolen igen.
Det er en tid med mange omvæltninger, afslutninger og nye begyndelser og det har været lidt svært at navigere i for os alle, men nok specielt Andreas. Heldigvis er det meste faldet på plads igen, det er lykkedes mig at skaffe pengene til et efterskoleophold til Andreas og efter sommerferien flytter han ind på skolen her tæt på os og så begynder et nyt livskapitel for os alle.
