tirsdag den 1. februar 2022

Omsorg eller service?

Ofte ender indlæggene her med enten at handle om corona eller buddhisme. Det er egentlig ikke tilsigtet, for jeg har mange andre interesser, hvoraf de fleste desværre de sidste par år har været lagt i mølpose. Rejser eller Berlinture har der ikke været mange af og strikketøjet er jeg lige nu gået i stå med, men dog så småt begyndt at interessere mig for igen.

Så er der arbejdet tilbage. Jeg arbejder i psykiatrien og brænder ofte for at skrive om den sygepleje og de udfordringer, jeg møder der. Desværre er det sådan, at jeg arbejder i en speciel gren indenfor psykiatrien og endda på en helt speciel afdeling, som er den eneste af sin slags i hele Norden. Min afdelingssygeplejerske og afdelingens psykolog og overlæge er lysende, klare ildsjæle indenfor dette felt. Afdelingssygeplejersken så i sit virke som sygeplejerske i psykiatrien et behov for netop en afdeling som denne, og års masen og skubben til systemet har for nogle år siden virkeliggjort  hendes vision. 
Desværre kan jeg ikke skrive meget om det. Vores ledelse anbefaler på grund af risiko for personfarlig kriminalitet, at vi ikke deltager i offentlig debat overhovedet, holder vore profiler på sociale medier lukkede og endda lever med hemmelig adresse. Det gør jeg nu ikke, for jeg nægter at leve som var jeg hemmelig agent, men den nye sundhedsplatform, hvor lægejournalen og Sygeplejejournalen er smeltet sammen, og log oplysninger giver patienterne vore fulde navne, så snart vi har åbnet den eller skrevet i den, er lidt af en udfordring indenfor dette felt, hvor ganske mange patienter har en diagnose, som indebærer forestillinger om forfølgelse og fejltolkning af andres motiver. 
Det, som tiltalte mig ved netop dette job, var, at jeg oplevede at afdelingen havde en klar vision om at yde en omsorgsbaseret, psykiatrisk sygepleje. Vores patienter har ofte meget tidlige og alvorlige omsorgssvigt med i bagagen. De har ofte oplevet vold og overgreb og derfor er de også i stor risiko for det, psykologerne kalder "viktimisering", altså i samspillet med andre at blive ofre og udnyttet. Forløbene er meget langvarige og og vi arbejder på at minimere tvang og magtanvendelse, som jo ofte opleves som endnu et overgreb og et stort indgreb i den enkeltes autonomi og følelse af at have selv- og medbestemmelsesret i eget liv.
Helt kan det ikke undgås, for patienterne er ofte meget syge, selv om det ikke altid ved første øjekast ser sådan ud.
For mig er det vigtigt, at jeg i omgangen med patienterne og i forsøget på at mindske deres mentale lidelse og nedtrappe konflikter, både indre og ydre, har andre handlemuligheder end sederende medicin, bæltefiksering og kompromisløs grænsesætning. Den gammeldags "betonpsykiatri" - som faktisk ikke ligger så langt tilbage og som visse steder til dels desværre stadig eksisterer - hører jeg ganske enkelt ikke til i. For mig er omsorg et centralt begreb i sygeplejen også den psykiatriske og lige netop der, hvor sygeplejen kan noget helt særligt i kraft af sig selv. Vi er naturligvis også lægens og andre faggruppers samarbejdspartnere og samler data, observerer og udfører de tiltag, som læger ordinerer og andre faggrupper anbefaler. Faktisk oplever jeg ofte, at det er den rolle omverdenen og andre faggrupper ser os i og desværre er der også nogle iblandt vore egne faggrupper, som lægger mest vægt på den lange strøm af praktiske gøremål, der er omkring en patient, højest. Problemet er nok, at omsorg som fænomen og begreb er upræcist, for hvad vil det sige at yde omsorg eller at en relation er præget af omsorgsfuldhed? 
Heldigvis er der jo højtuddannede fagfolk indenfor sygeplefaget, som har beskæftiget sig med at beskrive omsorg i sygeplejen og relationen mellem patienten og plejepersonalet. Det er mig, som bruger ordet "plejepersonalet", for sygeplejeteoretikere er jo i sagens natur grundlæggende sygeplejersker, men vi er jo andre faggrupper ansat i psykiatrien, som også har en relation til patienten. De fleste ved, at der er sosu assistenter, men de seneste år er der kommet endnu flere faggrupper til, som arbejder i plejen på lige fod med os andre. Der er ergoterapeuter, fysioterapeuter og nu også pædagoger. Sygeplejersker og sosuassistenter, oplever jeg, har en fælles forståelse af, hvad begrebet omsorg er i vores fag. Vi kan være uenige og diskutere, hvad, der i de enkelte patientforløb er den bedste måde at yde omsorg på, er. Men referencerammen er trods alt fælles. Helt anderledes kan det gå, når diskussionen opstår mellem forskellige faggrupper. Jeg har fornylig fået en ny kollega, som er socialpædagog og helst vil arbejde om natten. Pædagogik er et støttefag på min uddannelse, men det er ikke et voldsomt dybt kendskab til de bagvedliggende teorier og metoder, jeg har.
Jeg oplever, at det giver nogle sammenstød i forhold til den måde, vi med vore forskellige briller, opfatter patienternes problemstillinger og vælger at handle på dem. Ikke fra min side, men jeg er uforvarende endt i et stormvejr, som jeg ikke helt kan begribe eller finde ud af, hvordan jeg skal løse. 
Jeg ville normalt sagtens i forhold til min generelle tavshedspligt kunne give en dybere beskrivelse af problematikken, men grundet de tidligere beskrevne hensyn, vil jeg lade være med dette. Det ærgerligt, for det er egentlig en vigtig debat at tage, især i psykiatrien, men jeg vil prøve at koge problematikken ned til et enkelt eksempel:

Jeg har en patient, som ofte først på natten får ballstick massage, altså får rullet forskellige dele af kroppen med et fast tryk fra sådan en orange bold med pigge. Det er ikke et tiltag, som jeg bare sådan lige har fundet på selv, både vores psykolog, vores fysioterapeuter og ergoterapeuter anbefaler dette tiltag hos patienten for at afhjælpe visse problemstillinger og har også lavet forskellige instruktioner og videoer, som viser hvordan. 

Når jeg kommer ud fra patienten siger min kollega ofte, nærmest med en hovedrysten og et lille smil: Altså, Henriette, du servicerer og servicerer patienterne...det er altså meningen, patienterne skal sove. 

Og det er jo rigtigt, det skal de helst. Det skal man ikke være Sherlock Holmes for at udtænke. Hvordan man så får et menneske, som er opfyldt af lidelse og smerte til det, siger min erfaring, ikke er gjort med blot at beordre "sov".

Jeg synes snart, jeg har gjort alt. Lige lidt hjælper det, at jeg forsøger at formidle, at dette tiltag er anbefalet af flere forskellige fagkapaciteter i afsnittet. Lige lidt hjælper det, at jeg forklarer, at det ikke er en Wellness massage, jeg giver, men at jeg bevidst beroliger patientens aktivitetsområde i hjernestammen ved at stimulere det proprioceptive sansesystem, altså muskel led sansen, og derigennem hjælper patienten til at regulere sin arousal, hvilket nedsætter risikoen for destruktive handlinger. 
Det er den korte forklaring, fysioterapeuter og ergoterapeuter ved meget mere om dette, end jeg nogensinde kommer til, men i det mindste ved jeg nogenlunde, hvorfor jeg gør, som jeg gør og at der er teori bag min praksis. 

Der findes et par stykker i afsnittet, som er enig med hende, hvad angår denne behandlingsform. Det er ikke entydigt hendes faggruppe, men ses også i min egen. Der er også masser af plejepersonalet, som gør præcis som jeg gør. Jeg har taget det op på møder med natteholdet og formidlet min holdning til dette og både psykolog og afdelingssygeplejerske har støttet mig i min tilgang til denne og mange af vore øvrige patienter. Det komiske er, at jeg aldrig kunne finde på at forlange at andre skal gøre det samme, som jeg gør, eller tilrettelægge deres sygepleje er handlinger overfor patienten, på samme måde som jeg gør. Vi har heller ikke alle samme relation til patienten. Men efterhånden er jeg der, hvor jeg godt kunne tænke mig, at de passede deres egen næringsvej og bare klappede kaje. Let's agree to disagree. Det er en procedure, som tager et kvarter - hvad er problemet?

Jeg har undret og undret mig. Og det bliver jeg nok ved med længe endnu. Men jeg skal også være ærlig, at jeg faktisk snart ikke gider mere og overvejer at søge andre græsgange, hvor jeg måske ville passe bedre ind. 
Hvis jeg skal pege på et eneste positivt udkomme af dette her, så er det, at det for alvor har sparket min lyst til at læse op på teorierne igang igen. 
Lige nu kikker jeg på - det er for stort at sige (gen)læser - den norske, psykiatriske sygeplejerske Jan Kåre Hummelvoll bog  om psykiatrisk sygepleje "Helt - ikke stykkevis og delt". 
Det blev lidt et surt opstød i dag, men i det mindste fik jeg luft for frustrationen og måske også sat klare ord på den. 
Jeg håber, jeg finder en fornuftig måde at løse det på, jeg trives bare ikke med ufred og konflikt. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar