torsdag den 10. december 2015

Ham med dyrene


Når vi havde besøgt Moster Marie i Hjørring gik turen sydpå til Kås, min farmors fødeby.
Min farmor er nr. to fra højre på billedet - jeg selv læser festsang og taber underbukserne, fordi elastikken er røget. 
Jeg føler, jeg måske har gjort hende uret ved at fremstille hende så tragisk, for hun var en ualmindelig kærlig, varm og sjov framor. Men visse omstændigheder i hendes liv var tragiske, især hendes start på livet, som hun selv, da jeg voksen, fortalte mig om.
Hun blev født  udenfor ægteskab af fattige forældre, som af forskellige årsager ikke kunne gifte sig. Hun var et bette skravl af et barn og knap levedygtig og derfor blev hun lagt i en kasse i laden, velsagtens for at dø og derved løse problemet med det udenomsægteskabelige. Et barnløst og mere velhavende par i byen fandt hende og tog hende med hjem og bragte hende ved kærlig pleje tilbage til livet. Hos dem voksede hun op som var hun en prinsesse. Hun havde de smukkeste kjoler, den største samling legetøj og kærlige plejeforældre, som fejrede hendes fødselsdage med maner. Når hun inviterede til fødselsdagsfest, spurgte folk hende: Så får vi måske chokolade? Ja, svarede lille Ella, kanskjese endda Cacao! Hun syntes Cacao lød finere og hun vidste ikke bedre.
Da hun var 7 år indtraf katastrofen. Hendes forældre havde langt om længe fået hinanden og et par små børn. De havde brug for, at hun kom hjem og hjalp med husførelsen og børnepasning. Hendes mor mødte op og forlangte, at hun kom hjem. Hun måtte ikke medbringe nogetsomhelst, hverken legetøjet, de fine kjoler og slet ikke de nye, røde træsko. Træskoene var det værste. Og da hun barfodet gik hjem gennem en kornmark, frataget alt hun holdt af, ønskede hun i sin afmagt, at de mørke skyer ville falde ned fra himlen og opsluge hende.
I dag tænker jeg, at den oplevelse måske har været med til at forme hendes senere valg i livet. At hun blev i de trods alt gode og trygge sociale kår, ægteskabet med min farfar leverede, fremfor - endnu engang - at kaste sig ud i en fattig og slidsom tilværelse som enlig forsørger.

I Kås havde vi to besøg. Det første gik til min farmors bror, Onkel A.C. og hans kone Tante Gudrun. Det var en stille og hurtig visit. De havde mistet begge deres voksne børn og det var således ikke et hjem, som ligefrem emmede af  sjov og livsglæde. Deres søn var død for en del år siden af en - for mig, ihvertfald - mystisk sygdom, som man ikke talte om. Deres voksne datter var for nylig styrtet død om midt i en ekspedition i hendes og mandens bagerforretning. 
Selv om besøget for os børn ikke var videre festligt, skulle de alligevel have en dekoration og ønsket om en glædelig jul.
Næste besøg gik til Tante Fanny og Onkel Gerhard. Og hvor besøget hos A.C og Gudrun måske nok havde føltes lidt knugende, så begyndte julen for alvor at kunne mærkes hos dem. Huset var pyntet og oplyst og her lugtede, som der skulle, af jul. Tante Fanny var livlig og i fuldt vigør, men kunne sagtens presse en lille gæstevisit ind i alle forberedelserne. Onkel Gerhard var en lille trind og pilskaldet mand, lidt stille og blid, men med udpræget nordjysk lune. Vi børn havde altid besvær med at kende forskel på A.C. og Gerhard og derfor kaldte vi sidstnævnte for "ham med dyrene". Han havde et helt værelse, fyldt med fantastisk legetøj til sine egne børnebørn og alle andre børn, som kom på besøg. I værelset var en kæmpe samling af alle mulige og umulige plastikdyr, deraf navnet.

Tante Fanny og Onkel Gerhard havde to voksne børn. Sønnen var tømrer og datteren bagerkone på Gjøl. Datteren, min fars kusine, blev altid omtalt med næsten ærefrygt. Hun var et allerhelvedes barn og ingen kunne forstå, hvordan Onkel Gerhard, det blide og søde væsen, kunne have avlet hende. Som barn havde min fars kusine for vane at forpurre ethvert middagsselskab ved at jage en stoppenål i bagdelen på folk, bedst som de havde ført den skoldhede suppe til læberne. Det gav en vældig opstandelse, når suppen sprøjtede til høje og venstre ud over hele bordet. Engang gemte hun sig under bordet og hamrede en vækkelsesprædikant så hårdt over tæerne med en hammer, at han råbte: Av, for Satan!
Måskede havde Onkel Gerhard alligevel lidt ansvar for adfærden, for efter hændelsen med vækkelsesprædikanten fortalte han hviskende: A' ga' hende fem kroner, for han var en hykler!

Visitter hos Tante Fanny og Onkel Gerhard varede altid alt for kort, men de fik en dekoration og vi måtte videre.



2 kommentarer:

  1. Hvor er det rart at have dig tilbage og jeg nyder dine ture tilbage i barndommens land. Du husker godt og skriver godt.

    SvarSlet
  2. Tak, Lene - det er hyggeligt, at være med igen :-)

    Jeg nærmer mig jo de 50 år og pludselig gik det op for mig, at jeg begynder at glemme visse ting. Så nu tænker jeg, at jeg vil skrive lidt ned, måske vil Andreas en dag blive glad for mine erindringer om de, familiemedlemmer, han er for ung til at have mødt.

    Min farmors far var iøvrigt en af de to, som omkom, da Kås Briketfabrik eksploderede i 1933.

    SvarSlet