Min fars Moster Agnes

I Dannebrogsgade i Ålborgs Vestby, næsten nede ved havnen, boede min fars Moster Agnes. 

Moster Agnes havde intet tilovers for min farfars luner eller opdragelsesmetoder og slet ikke for min farmor, som blev i det. Moster Agnes havde selv smidt en døgenigt af en mand, som både drak og slog, på porten og opdraget sine drenge alene i den lille toværelses uden bad. Hun havde haft forskelligt arbejde, men det som fyldte mest var, at hun havde været medhjælper i børnehaven på Kastetvej.

Hun var en solid, direkte og pragmatisk kvinde og hun havde et hæst - og højt - grin, som skar gennem alt.Jeg kan ikke huske, om hun havde to eller tre børn, måske var det tre, men den sidste talte man ikke rigtig om, måske var det gået ham skidt i livet. Til gengæld var de to sønner kommet godt i vej. Den ene var lærer, jeg husker ikke hvad den anden arbejde med, men han og konen Sonja havde bygget hus i forstæderne og klarede sig godt. De var ivrige standarddansere og deres danseliv optog Agnes nærmest lidenskabeligt. Hun fulgte enhver danseturnering årvågent på tv. Standarddans var flot, men det var Latin, som Agnes elskede højest. De korte kjoler, al den nøgne hud og de frække, vrikkende bevægelser var lige noget for Agnes. Så var hun tabt for omverdenen.

Agnes var og blev fræk. Og min far, som ellers altid var lidt blufærdig og altid talte pænt, ændrede altid karakter i hendes selskab. Pludselig blev han lidt næsvis og kunne replicere hurtigt og snarrådigt.Det var sjovt at se den side af ham, som jeg ikke vidste, han havde.

Engang havde Moster Agnes fået nye, hvide slacks som en del af sin sommergarderobe. Dog var hun lidt urolig for om stoffet nu var for gennemsigtigt. Hun stillede sig op i en lidt udfordrende positur foran min far, og spurgte om trussernes blå mønster af forglemmigej mon kunne ses igennem stoffet?

Forglemmigej? spurgte min far - de blomster blev til solsikker, da du tog dem på! Så skreg Moster Agnes af grin. Hun vidste, hun var tyk og hun var vist ligeglad.

Moster Agnes var esset, man spillede ud, når livet virkelig gik i stykker. Hun kunne stå roligt som en klippe gennem hjemmefødsler, skilsmisser og enhver anden krise. livet måtte bringe. 

I efteråret '72, da jeg var 4 år gammel, begyndte min familie så småt at smuldre. Min far blev alvorligt syg af en nyrelidelse og måtte have fjernet den ene nyre. Det var en månedlang indlæggelse. Han fik blodforgiftning efter operationen og var meget syg. Min mor ventede min yngste bror og graviditeten var kompliceret. Det kan ikke helt afvises, at hendes periodiske alkoholmisbrug havde lidt med sagen at gøre, men ihvertfald havde lægerne længe for inden sagt, at hun ikke burde få flere børn, det ville slå hende ihjel.

Min 2-årige bror blev sendt til min farmor og farfar. Jeg var det heldige barn, for jeg blev installeret på Moster Agnes' grønne plyssofa i Dannebrogsgade.

I min erindring er der tale om en relativt kort periode. Men af de erindringsglimt, jeg har fra den periode, kan jeg se at opholdet må have strakt sig fra sensommeren og næsten helt til jul.

En sensommeraften gik Agnes og jeg gennem Dannebrogsgade, på vej hjem, måske fra et besøg hos andre familiemedlemmer, som også boede i kvarteret. På en trappesten, omgivet af rygende og øldrikkende gadedrenge, sad en ung, højgravid pige, som ikke kan have været en dag over 16 år. Moster Agnes stoppede og talte med dem alle, som hun kendte fra børnehaven. Hun havde en lidt hård jargon og drengene fik en formaning: I skal være ordentlige med hende, ellers kommer jeg efter jer! Anderledes blid var hun, da hun talte med den unge pige. Jeg kan stadig huske, hvordan det lykkedes hende, midt i al rabalderet, at skabe nærmest et rum omkring de to alene. Hun spurgte til graviditeten, boligforholdene og om udstyret til barnet var i hus. Vigtigst af alt, hun ville vide, om pigen havde nogen, som kunne være hos hende under fødslen. Hvis ikke hun havde, skulle hun komme til Moster Agnes. Så kommer jeg sgu og henter dig på cyklen, sluttede hun af med sit sædvanlige skærebrændergrin.

Jeg tænker, at Moster Agnes i dag kunne være blevet en glimrende sosu-assistent eller måske sygeplejerske. Men der havde ikke stået "uddannelse" på hendes penge.

Moster Agnes skulle naturligvis have en juledekoration. Så vidt jeg husker, var hun sjældent hjemme, når vores Roadshow ramte Ålborgs Vestby. Formodentlig har hun været hos sine sønner og egne børnebørn. Så blev juledekorationen stillet ved døren og vi kørte videre. Vi skulle kun lige rundt om hjørnet til Helgolandsgade, hvor Moster Gudrun og Onkel Robert boede.