Gudrun og Robert

Fra Venstre: Gudrun, min mor, Ole, min storebror og Robert

Omme i Helgolandsgade boede Moster Gudrun og Onkel Robert. At besøge dem, var som at træde ind i Martha Christensens roman "Dansen med Regitze", men det vidste jeg selvfølgelig først senere i livet. De var begge glødende kommunister, men i deres hjem var det nu primært Onkel Robert, som var den politiske vakte og hjernen bag hele operationen. Før Moster Gudrun traf Robert, havde hun været forlovet med en baptist og havde lagt et stærkt engagement i troen. Men da hun mødte Robert, skiftede hun korset ud med Hammer & Segl og sådan forblev det resten af hendes dage. Onkel Robert arbejdede på Ålborg Værft. Jeg ved ikke præcis med hvad, men han har formodentlig været svejser eller metalarbejder. Han var ikke nogen højtråbende politisk agitator, ihvertfald ikke hjemme eller i selskabeligt lag. Han var en sand mester i, på en stille og fredsommelig måde, at give udtryk for sine politiske holdninger i velplacerede, ironiske sidebemærkninger. Så lo han selv på en klukkende måde og når Robert lo, kunne man ikke lade være at le med..

Moster Gudrun sagde de mest fantastiske ting. Mine far kunne ikke stå for hendes verdensbillede og sproglige fortalelser. Min yngste bror var et noget pjevset spædbarn. Han var født for tidligt og havde haft engelsk syge. Han var særdeles småtspisende og min far bekymrede sig altid over hans fysiske konstitution.

Moster Gudrun beroligede ham: Du skal ikke være urolig, Kaj, han skal nok klare sig. Han har jo ligget i sprit! Det fik Moster Gudrun iøvrigt ret i, på mange måder er min yngste bror nok den af os, som har klaret sig bedst i livet. 

En anden gang fortalte Moster Gudrun levende om en bekendt, som havde "fået betændelse i tekstilerne". Vi nåede kun lige ned i bilen, før min far eksploderede af grin. Alle Moster Gudruns fortalelser og sproglige fejl, blev omhyggeligt indlemmet i familiens sprog til stor morskab for os alle. Det er nok en af årsagerne til, at jeg først og fremmest har en humoristisk tilgang til sprog, fremfor en mere regelret.

Moster Gudrun og Onkel Robert havde kun en enkelt søn, Ole. Han var lidt yngre end min far. Han og hans kone var begge lærere, ligesom mine forældre. Oles kone døde tidlig - af kræft, mener jeg -fra ham og deres lille dreng, Palle. Palle var nogle år ældre end jeg og hans forældre var langt mere vensreorienterede end mine. De gik ind for fri børneopdragelse og Palle var en temmelig livlig dreng, husker jeg. Jeg legede med ham nogle gange, når de var på besøg. Det gik ikke helt glat, ifølge min far. Engang afbrød jeg hele selskabet, da jeg mødte op i stuen og vredt råbte med hænderne i siden: Jeg gider ikke lege med Palle mere, han lægger sig hele tiden oven på mig!

Moster Gudrun, Onkel Robert, Ole og Palle var meget tæt sammentømrede som familie. 

Da jeg var teenager døde Ole af meningitis. Han var taget til Guatemala for at arbejde på et udviklingsprojekt og blev syg og døde alene langt hjemmefra. Det var en kæmpe sorg for Gudrun og Robert, men heldigvis havde de Palle, som nu havde endnu mere brug for dem. Palle var den første i familien, som kom på universitetet. Han skulle læse økonomi, så vidt jeg husker. Både Gudrun og Robert var frygtelig stolte af ham og for dem var det vel også en slags virkeliggørelse af deres politiske drømme; at et barnebarn af en værftarbejder fra Ålborgs Vestby kunne stige helt til tops i uddannelsessystemet.

Af hele sin famile var min far nok tættest knyttet til Gudrun og Robert. Hos dem kunne han være helt sig selv og de har formodentlig været vidende om, at han var homoseksuel og accepteret dette helt og aldeles. Ihvertfald ved jeg, at de var en stor støtte for ham, da han senere var døende af AIDS. Med dem kunne han tale frit om det, som var et kæmpe tabu og en stor fortielse i hans eget barndomshjem.

I de år, hvor vores juleroadshow løb af stabelen, var alt heldigvis stadig fryd og gammen.  Vi børn elskede Moster Gudrun og Onkel Robert og vi elskede at besøge dem. De fik en juledekoration og vi fik lidt mundgodt, for man måtte ikke bære julen ud.

Når vi havde klaret besøgene i Ålborg gik turen videre hjemad. Vi kørte over Gjøl videre til Øland, for her boede min mors familie og de skulle naturligvis også aflægges en vist.