Ka' man se det er en ræv?

Jeg er her igen. Jeg havde brug for at vende blikket indad et års tid. Så det har jeg gjort og det har været godt. 

Der er ikke de store forandringer i mit liv - og så alligevel. De sidste 6 år har været en lang stresstilstand; Stefans arbejdsløshed, min mors død, min brors sygdom og de evindelige fyringsrunder på jobbet. Jeg kunne ikke se det, mens det stod på. På jobbet var jeg endt i en uheldig og usund arbejdsrelation, som heldigvis ophørte tidligere i år. Og energien og roen vendte langsomt tilbage. Jeg synes, jeg har det godt.

Jeg er stadig rød som blod. Konkurrencestaten giver mig en nær-kommunistoplevelse. Desværre er jeg ikke lige så sjov og venlig som familiens kommunist, Onkel Robert, værftarbejderen fra Helgolandsgade i Ålborg. Jeg er mere den vrisne type, selv om jeg er blevet rundere og mildere med årene. Alle elskede Onkel Robert. Ak ja.

Arj, pjat. Jeg bliver aldrig kommunist.

Men det skal det ikke handle om nu, det skal handle om jul. Og jeg går all-in i år. Og jeg lover, at alt det røde - ihvertfald i december - bliver kanaliseret ud i flettede julehjerter, flitterstads, rødkål og cranberrysauce.

Man kan godt se det er en ræv, ikke?

Jeg har også en isbjørn. Min kollega har lavet en dromedar.