fredag den 15. januar 2016

Stasi-fængslet i Rostock.





DDR-tiden er en forsvindende lille del af Rostocks historie og derfor var det måske en lille smule uretfærdigt, at vi besluttede at aflægge Stasi-fængslet, som nu er dokumentations- og mindested, et besøg, istedet for at besøge det kulturhistoriske museum, som har til huse i byens kloster, Kloster zum Heiligen Kreuz.

Klostret er iøvrigt grundlagt i 1270 af den danske Dronning Margrete, altså ikke hende den første, men af Margrete Sprænghest, som var gift med Christoffer 1. og kronet sammen med ham. Angiveligt skulle "Sorte Grete", som hun også kaldtes, være blevet reddet ud af havsnød og i taknemmelighed have grundlagt klostret. Hun bar tilnavnet "sprænghest", fordi hun angiveligt skulle have redet en hest til døde under en rask flytning af en hær. Hun lyder ærligt talt til at have været lidt af en knaldperle, hun har ligget i fejde med både holstenerne og schlesvigerne og efter sin mands død reciderede hun på Nykøbing Slot på Falster, hvor hun sad og styrede Estland - og formentlig også lidt Danmark, eftersom hun var mor til regenten, Erik Klipping.. Hun døde i Rostock og er bisat i klosterkirken i Bad Doberan.

Det belv ikke denne gang, vi besøgte klostret, men vi har vist været der før. Jeg mener svagt at kunne erindre, at de universitetsstuderendes middelalderjulemarked fandt sted nede i klostergården, et iøvrigt strålende og meget autentisk arrangement. Det står lidt tåget i min erindring, for på vej dertil kom vi forbi en bod, hvor hjemløse solgte Glühwein til fordel for en af kirkerne og som den eneste alkoholdrikkende i selskabet, ofrede jeg mig i den gode sags tjeneste og købte et bæger, som var ualmindeligt velsmagende, men også toptunet med omdrejninger og for at sige det som det er: Jeg var stort set plakatfuld, da vi besøgte klostergården for nogle år siden og måske er det derfor, jeg husker det som en fabelagtig oplevelse. Det kan ikke helt afvises ihvertfald.

Nå, men vi sprang museum og kloster over denne gang, for jeg ville gerne besøge Stasi-fængslet, som i øjeblikket har en lille særudstilling om flugtruten over Østersøen. De fleste ved, at mennesker i DDR flygtede over muren og den indre, tyske grænse for at undslippe regimet, men færre ved at langt flere døde i forsøget på at flygte over Østersøen til Danmark. Den danske journalist og forfatter Jesper Clemmensen har skrevet en fin bog om emnet; Flugtrute Østersøen og hans dokumentarudsendelse "Flugten fra DDR", som har været vist flere gange på DR, har også gjort stort indtryk. Familien Senders flugthistorie er vel en af de mest tragiske i koldkrigstiden og Christoph Senders fortælling om sine søstre og fars død på havet er nok en af de historier, som aldrig helt vil forlade mig. Ihvertfald kan jeg ikke sejle over Østersøen uden at tænke på dem.
Heldigvis er der jo også positive og helt utrolige historier imellem. Peter Döbler, en yngre læge fra Rostock, svømmede i 1971 fra Kühlungsborn strand til Fehmarn, en strækning på lidt over 45 km. Han havde trænet og forberedt sig på flugten i nogle år og ikke nok med at præstationen er helt utrolig - den efterfølgende historie, hvor Peter Döbler mange år senere efter murens fald på en fisketur til Kap Verde øerne møder en anden tysker, som også er fra Rostock, er næsten endnu mere usandsynlig. Det viser sig nemlig, at manden på en måde kender Peter Döbler; han er nemlig den indsatsleder, som i sin tid sendte militære eftersøgningsbåde og kampsvømmere efter ham. Ikke nok med, at de flygtende skulle kæmpe mod Østersøen, mod vejret, mod udmattelsen, sult og tørst, de havde ofte også militæret i hælene. Helt utroligt, at lidt under 1000 mennesker rent faktisk lykkedes at slippe ud af DDR over havet.

Stasi-fængslet ligger i Hermannstrasse 34B og er et besøg værd. Det er ikke så stort, som Hohenschönhausen i Berlin, men en langt mere rolig oplevelse, som levner plads til eftertænksomhed og derfor anbefalelsesværdig.




2 kommentarer:

  1. Det skal ses sammen med resten af byen. Apropos flugten over Fehmern Bælt og østersøen: det fylder faktisk en del på koldkrigsmuseerne både på Stevnsfortet og Langelandsfortet, samt det måske mindre interessante Panzermuseum øst.

    Da vi med nogle venner var på rundtur på Stevnsfortet spurgte guiden ud om der var nogle der havde gjort tjeneste på stedet. Det var der ikke, men der var en der havde været på Langelandsfortet - og han var så ligesom startet op. Han afsluttede med at fortælle om, når de tog ud i både for at samle flygtninge op ude på havet eller fra fyrskibene.

    Han fik talt sig så varm at han leverede en gevaldig svada om naive venstreorienterede og socialismens giftbrod, imens hans kone forgæves forsøgte at dæmpe ham ned og den unge guide ikke vidste, hvilket ben han skulle stå på. Stærkt underholdende.

    SvarSlet
  2. Jeg kender typen, Gowings - og de findes både blandt venstre- og højreorientrede og er stærkt underholdende på en nærmest kværulantforrykt måde :-)
    Men jeg er vel egentlig enig i, at man ikke kan "spille frihedens melodi på voldens instrument", som der stod på en poster på væggen i Stasi-fængslet. Til gengæld er det måske lidt spøjst, at vi sagtens kan forstå og endda billiger, at mennesker flygtede fra DDR - men har svært ved at anerkende de, som flygter fra IS og Assads tøndebomber. Peter Döbler, som jeg nævner, var i første omgang vred over, at han ikke kunne læse til læge, fordi hans far var selvstændig og derfor blev betragtet som kapitalist. Senere var han utilfreds med de manglende uddannelses- og specialiseringsmuligheder som læge. Og derfor flygtede han.
    Familien Senders historie er endnu mere barok - forældrene flyttede selv helt frivilligt til DDR, fordi faderen, som var soldat i BRD, havde gældsproblemer og begyndte at sælge informationer til Stasi. Da muren så smækkede i, ville faderen pinedød tilbage til BRD og det førte til, at han en nat i marts tog hele sin familie; kone, hund og 3 teenagebørn, ud i to foldekajakker på Østersøen, hvilket forekommer mig at være et forrykt og dødsdømt projekt allerede fra starten.
    Jeg har desværre aldrig set koldkrigsmuseerne, men jeg kendte sagtens til flugtruten over Østersøen. Jeg "lå ved marine" i 1985-2000, altså i den sidste del af den kolde krig, hvor min daværende mand uddannede sig til og var søofficer.
    Ak ja, det var tider. Det forekommer mig pludseligt, at vi havde langt færre problemer dengang det kun var russerne og fjenden i øst, vi skulle bekymre os om...

    SvarSlet