Så blev det endelig ferie!
Ugen er blevet brugt på en lille smule praktisk, men - desværre - nok mest på at dase ved stranden, spise alt for godt og på at drikke Pimm’s i solnedgangen. Nu er flasken heldigvis tom, for ellers ville det være et slemt skråplan, det her :-)
Stefan skal en tur til klassejubilæum i Tyskland i weekenden og jeg snupper et par vikarvagter, før vi rigtig drager afsted mandag morgen.
Turen går først til Kulhuset på Ærø, hvor vi snupper nogle dage, før vi kører til min bror i Nordjylland. Min bror og hans mand har købt et større landsted på Øland, hvor vores familie har rødder, så nu er der igen efterkommere af Carl Sørensen på øen, som jo ikke er en ø.
Det skal vi altsammen se nærmere på og vi glæder os til at komme afsted.