Nogle gange kan den omsiggribende digitalisering forekomme at være et helvede, ihvertfald på arbejdspladsen, hvor jeg ofte får det indtryk, at det er digitalisering for digitaliseringens skyld. Når små handlinger, såsom at måle et blodsukker eller få fat i en portør, pludselig bliver besværliggjort af, at de kræver log-in og autorisationer med evindelig opdateringer til følge, kan man nogle gang blive lidt lang i masken og tænke for sig selv, hvilket formål det hele egentlig tjener og gør godt for?
På andre områder kan digitalisering vise sig at lette opgaver og adgang til en guldgrube af informationer, man aldrig havde forestillet sig at få adgang til.
Min bror og jeg har som bekendt i det små overtaget vores fars slægtsforskningsprojekt. Forskning er nu nok så meget sagt, ingen af os har den store trang til at sidde og læse kirkebøger med en lup og man kan heller ikke kalde os for særlig metodiske i vores fremgang. Det behøver vi sådan set heller ikke - vi kender navne og de omtrentlige data for de fleste personer i flere generationer tilbage og jeg kan se, at der i vores familie i meget høj grad har været en kultur omkring mundtlige overleveringer om de forskellige personer. Vi føler simpelthen, at vi kender vore forfædre og -mødre personligt, fordi fortællingerne om dem er gået i arv. Snarere end at få udfyldt et felt i stamtræet med navn og dato interesserer vi os for det mennesker, som engang har levet og det kan være svært at få informationer, vi ikke allerede kendte til.
Sejrs Sedler er et lokalhistorisk projekt og digitaliseringen af det blev påbegyndt i 2011. Min fars familie er en gammel Århusfamilie og jeg har tidligere skrevet om min tipoldefar, som måtte flygte fra Tyskland og blev dansk statsborger i 1847. Vi kender ikke så meget til hans tidlige liv i Tyskland, men noget mere til hans efterfølgende liv i Danmark, hvor han slog sig ned i Århus og blev en del af det århusianske borgerskab.
I forbindelse med den forestående Ærøtur blev jeg opmærksom på Sejrs Sedler og forleden lavede jeg en søgning her - og vupti, så væltede der en ren guldgrube af informationer om min tipoldefars liv ind. Der er oplysninger om hans virksomhed, hans skatteindbetaling og også et par døde børn, som vi slet ikke kendte til. Sågar en bortløben gravhund kan vi læse om.
Det var en helt fantastisk oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar