mandag den 16. maj 2016

Turen går til Ærø

Det gælder ikke om at eje et sommerhus på Ærø. Det gælder om at KENDE NOGEN, som gør. Og det gør Stefan heldigvis og fordi, han normalerweise  er et rart og hjælpsomt menneske, har vi fået lov at låne det nogle dage. Så om nogle uger går turen til Ærø, hvor vi to alene skal holde en lille miniferie, inden Andreas og jeg alene damper afsted til det græske. At komme til Ærø fra Lolland indebærer ganske lidt kørsel og en hel masse færgesejlads. Vi skal ø-hoppe i det sydfynske!

Det er et område, som står mit hjerte ualmindeligt nær. Min tidligste barndomsferier gik nemlig altid til Tåsinge, hvor min farfars yngre bror, Kaj og hans kone Carla, tilbragte deres otium på det nybyggede "Mærsk-Gården" - en slags aftægtsboliger for de af søens folk, som havde gjort tjeneste i Mærsk. Onkel Kaj, som var en slags fadererstatning for min far, hvis barndomshjem ikke var det lykkeligste, var kaptajn og havde en lang karriere bag sig, hvor han bl.a havde været fiskeriinspektør i Esbjerg. Hans sidste stilling før pensionsalderen havde været som kaptajn på redningsflåden "Vestkysten" ovre i Thyborøn. Han var en ualmindelig slagfærdig Herre, som både mestrede at bevæge sig på de bonede gulve, men også bevægede sig hjemmevant i de lidt lavere, folkelige luftlag. Som 16-årig var kaj en ualmindelig fysisk veludviklet ung mand, han var lidt af en badutspringer, og derfor stod han i begreb med at stikke af med et cirkus. "Alt andet end gøgler!" sagde hans far, Rudolph - og så blev Kaj sendt til marinen i stedet. Hans ældre bror Ejnar, min farfar, gjorde på samme tidspunkt tjeneste i marinen og derfor havde begge brødre deres gang på Holmen. Hvor min farfar bedre kunne indrette sig på de disciplinære forhold i det militære system, faldt det sværere for Kaj. Min farfar har fortalt, at når han gik på landlov, passerede han altid kaj, som lå og skurede på et eller andet. "Skal du ikke med?" spurgte Ejnar. Og Kaj hævede altid hånden til hilsen og svarede. "Straffegast!". De to brødre var vidt forskellige, de havde måske nok begge lidt vanskelige sind, men Onkel Kaj var trods alt varm, rar og altid morsom og slagfærdig i replikken. Onkel Kaj giftede sig med Tante Carla, som var en rigtig Svendborgpige. Hendes far var politibetjent i Svendborg og begge hendes ældre brødre sejlede i handelsflåden, som de fleste unge mænd i den gamle søfartsby. Da krigen brød ud, var begge på langfart. Den ene bror fortsatte med at sejle konvojskib, mens den anden var i USA og derfor meldte sig i amerikansk krigstjeneste og fik en officersuddannelse, vistnok endda på West Point. Han deltog i stillehavskrigen og man har fortalt mig, at han som officer havde kommando over 60 landgansfartøjer og at han 3 gange oplevede at måtte gå i bådende, fordi skibet var blevet torpederet eller ramt af kamikazepiloter. Nogle gange er skæbnen dybt ironisk og tilfældet ville, at begge brødre senere returnerede til Svendborg på præcis samme dag. Den bror, som havde sejlet konvojskib blev leveret af posten i en urne, næsten samtidig som den anden trådte ind af døren. Det var både en sorgens og en glædens dag. Jeg har en gang som helt ung i 80'erne truffet den overlevende bror. Han var en stille, blid mand, som resten af sit liv led frygteligt af natlige mareridt. Han talte aldrig om sine oplevelser i stillehavet, det var for svært. Da han kom hjem blev han Kaptajn på færgen mellem Svendborg og Ærøskøbing og resten af sit arbejdsliv sejlede han frem og tilbage i det sydfynske, rolige øhav. Det lo man meget af, men man forstår måske godt, han ikke havde brug for mere spænding i livet, efter alt det, han havde været igennem.

Det sydfynske område er efter min mening noget af det allersmukkeste, Danmark kan byde på. Der er er en vis rivaliseren mellem især øerne Tåsinge og Thurø over,hvilken er smukkest. Onkel Kaj og Tante Carla boede i Troense på Tåsinge, men havde sommerhus på Thurø og Kaj slog storsindet ud med armene og erklærede, "at der naturligvis er smukkest på Thurø!" - og så tilføjede han altid: "De har jo udsigt til Tåsinge!"


Her er jeg som 2-3-årig i sommerhuset på Thurø. Så står man der med sine små tykke ben OG sombrero. Tante Carla ser kærligt til, hun var barnløs og det var en stor sorg for hende. Hun elskede, når vi kom på besøg og kastede - sammen med Fru Kellmann( Kjellmann?), den gamle bestyrerinde af køkkenet på  Mærsk-Gården, al sin kærlighed på os børn. Fru Kellmanns far var iøvrigt den læge, som i sin tid holdt ligsyn over Elvira madigan og Sixten Sparre, har jeg fået fortalt.


På tur til Ærøskøbing. Onkel Kaj var i sit es og ligner en rigtig, glad bamsefar.


Og her sidder jeg så på havnen i Ærøskøbing med min mor, bag det, som jeg har fået fortalt, var min Tipoldefars skibsværft. Sådan husker jeg det, ihvertfald - og det er faktisk sjældent jeg husker forkert eller de detaljer, jeg har fået overleveret, ikke holder vand i en eller anden form. Det bliver - blandt andre ting - genstand for et undersøgelsesområde på miniferien på Ærø. Min farfar og hans brødres mor, Karen Johanne, var født i Fåborg og hendes historie er en af familiehemmelighederne, som desværre aldrig kan bevises eller verificeres.

Det sydfynske øhav og Svendborg står mit hjerte nær, både fordi området er en del af min familiehistorie og mine barndomsminder, men også fordi jeg faktisk har tilbragt en del tid her i mit tidlige voksenliv i Svendborg. Dengang var jeg gift med mit hjertes Klaus Jørgen og vi boede i Nyboder, mens han læste til søofficer med speciale i elektronik ovre på Holmen. Det var uddannelse, som tog 6 år, fordi han både skulle ende med at blive søofficer og elektronikingeniør og det var dengang temmelig spændende, hvor han ville ende med at gøre tjeneste. Alle de nyudnævnte søofficerer frygtede - mest  af familiære årsager - at blive udkommanderet til inspektionsskibene, altså at gøre tjeneste i Nordatlanten i 3-4 måneder af gangen, langt væk fra deres elskede. Dengang kunne man ikke bare gribe mobiltelefonen og ringe hjem eller sende en e-mail, man var nødt til at skrive rigtige breve til hinanden og til nød kunne man ringe "på Guldhornet", satelittelefonen, men det kostede dengang mindst 60 kr i minuttet, så det gjorde man kun hvis nogen var død eller døende, eller der var sket noget alvorligt. Man kunne også tale sammen over Lyngby Radio med hele Danmark som tilhørere, men det har jeg nu aldrig prøvet.
Da Klaus blev færdiguddannet i '91 tog vi simpelthen tyren ved hornene og valgte selv, at han skulle melde sig til inspektionsskibene. Dengang var man nemlig ved at bygge en helt ny klasse inspektionsskibe på Svendborg værft og for en elektronikofficer var det en fagligt meget spændende opgave at være med til. Så efter endt uddannelse tog Klaus som det første til Svendborg Værft og var med til at installere al elektronikken på det gode skib HDMS HVIDBJØRNEN. Det er et ualmindeligt smukt skib og et bevis på, at vi engang var helt fremme i skoene med hensyn til design og innovation. Skibet er bygget med dobbeltskrog som en isbryder og kan sejle i 1 meter fast is. Fordækket er overdækket og opvarmet, så besætningen ikke længere oppe i Nordatlanten skal banke is i timevis på alle tider af døgnet, for at forhindre at skibet krænger og kæntrer. Det har alle moderne behageligheder og man kan stort set sejle i skjorteærmer. Det er et relativt stort skib, i forhold til en besætning på godt og vel 60 mand. Skibets opgaver i Nordatlanten er at håndhæve vore grænser i rigets randområder, at præstere tilstedeværelse, foretage fiskeriinspektion og lave SAR (search & rescue), miljøopgaver og meget andet.
Jeg har besøgt skibet og Klaus mange gange, først i Svendborg, men også når vi var så heldige, at de kom til København og lå på Holmen.
Klaus sejlede som ENO (elektronikofficer) på HVIDBJØRNEN nogle år og skiftede så til et andet skib af samme type, TRITON. Midt i 90'erne fløj jeg til New York og besøgte ham midt i et togt, hvor TRITON deltog i det årligt tilbagevendende arrangement "Fleet Week", hvor krigsskibe og deres besætninger mødes og fester totalt igennem. Jeg har simpelthen sejlet rundt i  Hudson River i gummibåd og skibet lå dengang på Governors Island, hvor US Coast Guard dengang havde sin base. I dag er øen vist ejet af Donald Trump, som har lavet det hele om til sin private golfbane.

Meget var anderledes dengang, dengang var vores Forsvar rent faktisk et forsvar og havde mest civile opgaver og ikke som nu, hvor vi åbenbart er blevet enige om at føre angrebskrig i fjerne områder af verdenen. Jeg er ikke sikker på, at jeg i dag ville bryde mig om "at ligge ved marinen", men dengang havde jeg absolut ingen skrubler med hensyn til Forsvaret, vores militær og de mange fornuftige opgaver, de rent faktisk løste. I dag er jeg nok mere kritisk, ikke overfor de, som vælger at gøre tjeneste i Forsvaret, men overfor vore politikere.

Nå. Det blev et længere tilbageblik, a stroll down Memory Lane. Det var en ualmindelig sjov tid i mit liv, men jeg kan også se, at der nok er en tendens til at huske det spændende og sjove og ikke så meget den ensomhed og de frustrationer, som også var forbundet med at leve i et langdistanceforhold, som blev regeret helt og aldeles efter Søværnets behov og meget lidt efter familiernes.

Jeg glæder mig til at gense Ærø og det sydfynske øhav.

2 kommentarer:

  1. Jeg er imponeret over at du kan huske så meget om din familie. god tur til Ærø :-)

    SvarSlet
  2. Tak, Lene.
    Lige netop på dette område er jeg kendt for at have en fantastisk god hukommelse. Desværre er den på andre områder som en si :-)
    Hukommelsen kommer mig også til gode i mut arbejde, jeg kan huske mange tidlige patienters detaljerede livsforløb og jeg kan genoptage en samtale, hvor den stoppede, selv om det er flere år siden, jeg har set patienten sidst.
    Når jeg skriver om min familie, skriver jeg kun en brøkdel af, hvad jeg husker. Jeg er nødt til at sortere kraftigt, ellers ville det blive alt for omfattende.
    Det, som virkelig slår mig i øjeblikket, er, at vi i min famile har og haft en meget stærk fortællekultur og hvor meget, jeg egentlig har talt med begge mine forældre og hvor stort et kendskab, jeg egentlig har til deres liv. Og det er faktisk en rar følelse i dag, hvor begge er væk og jeg må minde mig selv om, at forsøge at give min egen historie videre til Andreas :-)

    SvarSlet