Sådan cirka i 1971 sad jeg her på kajen i Ærøskøbing. Min far har lige peget på bygningen i baggrunden og fortalt, at her lå min tipoldefars skibsværft, før han løb hen og tog billedet af min mor og mig.
Skibsværftet er ikke længere skibsværft, I dag er det gamle værft en "socialøkonomisk virksomhed".
Vi kiggede naturligvis indenfor.
Jeg kunne ikke huske navnet på min tipoldefar - men jeg ved at min oldemor, hans datter, hed Karen Johanne Mortensen og var født i Fåborg. Nogen har heldigvis skrevet en bog om skibsbyggeriet i Ærøskøbing i anledning af åbningen af "Det Gamle Værft" i 2014. Den måtte naturligvis med hjem.
Hele andet kapitel "Træskibsværft og træskibe 1875-1927" handler om mestersvenden fra Faaborg, Rasmus Mortensen, som var udlært hos Rasmus Møllers værft i Faaborg, og i 1875 slog sig ned som selvstændig skibsbygmester i Ærøskøbing.
Rasmus Mortensen, født 1846
Der gik en tekstbesked til Nordjylland og min lillebror gik i vores fars gemmer og sendte billeder retur. Her er Rasmus Mortensen, skibsbyggeren, som levede en omtumlet tilværelse i et lunefuldt erhverv. Op og ned gik det, ikke pga mangel på dygtighed, men fordi det vist nærmere er hele erhvervets karakter. Men efterhånden fik han det op at køre i samarbejde med andre skibsbyggere. Rasmus Mortensens sidste nybygning på Ærøskøbing Træskibsværft var bramsejlsskonnerten "Emanuel" i 1903. Rasmus Mortensen konstruerede også et så solidt bolværk til havneanlægget, at det efter sigende er der endnu under det nuværende spunsanlæg, og en flydende badeanstalt til glæde og gavn for byens indbyggere.
Brorsan fandt også et billede af vores tipoldemor. Om hende ved vi ikke så meget, bortset fra at man i familien sagde - eller snarere hviskede - at datteren, Karen Johanne, slet ikke var datter af Rasmus Mortensen, men af selveste Georg Brandes, med hvem Johanne Margrethe efter sigende skulle have haft en hed, ungdommelig affære med. Karen Johannes forestående ankomst skulle efter sigende have sendt en meget ung Brandes på sin første, årelange rejse til udlandet.
Min far faldt over historien ved et tilfælde. Som teenager under krigen overhørte han en samtale mellem sin far og onkler, som slet ikke gav mening. Sætningen "de kan vel ikke finde på at komme her?" bed sig fast. Hvorfor i himlens navn skulle tyskerne finde på at komme hos dem?
Sin egen far kunne han ikke spørge - det ville formentlig blot få smedenæverne til at hagle ned over ham, men senere har han talt med onkel Kaj, Karen Johannes søn. Georg Brandes var jøde og derfor frygtede min farfar og hans brødre under krigen, at deres herkomst kom for dagens lys. Det kan være svært i nutidens kendiskultur at forstå, at man derudover dengang overhovedet ikke var det fjerneste interesseret i på nogen måde at blive associeret med Brandes-brødrene, "det tvehovede-uhyre", som de kulturradikale brødre indimellem kaldtes af borgerskabets medlemmer.
Hvis historien er sand er det eneste interessante, som er tilbage, at det sætter "sædelighedsfejden" i et helt nyt lys. For var Georg Brandes i virkeligheden ude i eget ærinde med sin fortalen for en liberal seksualmoral? Forsvarede han i virkeligheden sig selv, når han tordnede mod borgerskabets kvinder og deres bonerte kønsmoral? Hvilken planet levede han på, han, som skred fra det hele og overlod kvinden og frugten af sine handlinger til en tilfældig skæbne?
Jeg har altid været på Amalie Skrams, Bjørnstjerne Bjørnsons og Dansk Kvindesamfunds side i "Sædelighedsfejden".
Heldigvis er historien om min oldemors herkomst ikke den sædvanlige offerhistorie. Johanne Margrethe giftede sig med Rasmus Mortensen og han opfostrede datteren, som sin egen. De fik aldrig andre børn. Min far har fået overleveret, at Johanne Margrethe ikke var det mindste skamfuld over sit "fald" - men hun var fortørnet over, at Georg Brandes sveg hende - han havde, som Linda P. ville have sagt, - lovet hende både "gule & grønne skove".
Det er efter sigende ikke noget særligt, at Georg Brandes har spredt sit dna hist og pist. Han er beskrevet som en charmør og en forfører og havde utallige affærer. Jeg bestrider ikke, at han var intelligent og en stor tænker - måske endda en genial een af slagsen - men han virker mildt sagt samtidig temmelig dysfunktionel på andre områder. Jeg ville til enhver tid hellere have mine gener fra skibsbyggeren. Godt, Johanne Margrethe endte med ham. Jeg tror, han havde mere at byde på i det lange løb. Han må have haft brede skuldre i mere end en forstand. Det er Jane Austens "Fornuft og Følelse" om igen. Georg var den flygtige følelse, Rasmus var fornuften og den mand, hvis bolværk var så stærkt, at det ikke kunne fjernes igen.
Min oldemor, Karen Johanne, havde et vanskeligt sind og var manio-depressiv (maniusdeprimeret, iflg. Moster Gudrun), har jeg fået fortalt. Det gav man i familien også tølperen Brandes skylden for. Hun giftede sig med min oldefar, Rudolph, og efter hans død, endte hun sine dage på sindssygehospitalet i Risskov uden for Århus. Her var hun kendt for at være "fin på den". Hun nægtede at spise sammen med de andre patienter - de savlede, kastede med maden og opførte sig i det hele taget ulækkert. Det var før psykofarmakaens tid, så hun har formentlig haft ret. Men hun skulle ikke tro, hun var noget særligt, så man nægtede hende længe at spise for sig selv på sin egen stue. Det havde Karen Johanne råd for. I en periode indledte hun ethvert måltid med et lille, satanisk smil og ordene: "Jeg har kommet gift i maden.", hvilket fik de paranoid skizofrene til at gå fuldstændigt amok, og til sidst lod man hende være i fred.
Flere billeder fra gemmerne, der var gang i skibsbyggeriet.
Hvis matrikelnummeret ellers passer, så boede familien her i 1880.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar