tirsdag den 9. august 2016

On the Boardwalk





For et par dage siden hjalp jeg en kollega med at planlægge en ferierejse til Costa del Sol. Pludselig gik det op for mig, at det netop i disse dage er 7 år siden, jeg sidst har været på solkysten. Det føles underligt sært, for i det meste af mit voksenliv har netop dette område og byen i videoen spillet en stor rolle. Min mor og stedfar boede her i over 20 år og var til sidst residenter i Spanien, så her har jeg haft min faste og regelmæssige gang.

Området har en sær plads i mit hjerte. På den ene side bryder jeg mig ikke rigtig om det, hvilket bestemt ikke skyldes området vest for Malagas multikulturelle islæt- Mijas kommunens inbyggere tæller over 120 forskellige nationaliteter!- , men nok snarere, at jeg føler mig en smule hjælpeløs, fordi jeg ikke fører motorkøretøj. Alt liv på solkysten er koncentreret om livsnerven N-340, motorvejen, som følger den gamle romervej Via Augusta, og som starter ved Barcelona i nord og ender i Cadiz ude i vest. Jovist, der er tog og busser på solkysten - men uden et kørekort og en bil er du som en cowboy uden hest.

På den anden side må jeg også indrømme, at jeg helt og ufrivilligt er kommet til at elske området og betragter det som en hjemstavn, uanset om jeg vil det eller ej. Følelsen af "at komme hjem" ramte mig i mange år uforberedt og ufrivilligt; så snart jeg i flyvemaskeinen langt, langt inde i Andalucia mærkede piloten starte indflyvningen til  Malaga, fik jeg en enorm klump i halsen, som bare voksede sig større og større, mens vi fløj ind over Sierra Nevada bjergkædens røde bjerge, for til allersidst at opløse sig i tårer, som silede mig ned af kinderne, så snart jeg ud af flyets vinduer i venstre side kunne skimte lufthavnsbygningen og skiltet: Aeropuerto de Malaga.

For 7 år siden ved denne tid  skulle Stefan, Andreas og jeg på sommerferie hos min mor i La Cala de Mijas. Min mor havde kun set Andreas, da han var spæd og for ham var det første gang, han skulle møde sin mormor. Han kendte hende fra telefonsamtaler og glædede sig vanvittigt til endelig at møde hende. Min stedfar var død året før af en langvarig kræftsygdom og min mor havde ikke kunnet rejse hjem og var også selv ganske svækket af sin gigt- og rygsygdom. De, som har kendt mig i årevis i blogland ved, at samarbejdet omkring mit samvær med Andreas - mildt sagt - ikke altid er gået glat, så jeg havde ikke kunnet rejse til Spanien med ham. Ferierejsen til Spanien var en drøm for os alle, som endelig gik i opfyldelse. Vi skulle rejse en onsdag, men mandag morgen, mens jeg stod og gav rapport på mit arbejde, blev jeg ringet op; min mor var fundet død i sin lejlighed, hendes hjemmehjælp havde slået alarm og sammen med Policia Local lukket sig ind, da hun ikke svarede på telefonen.

Så istedet for ferie kom rejsen til at stå i de praktiske arrangementers tegn. Stefan og jeg tog til Spanien og afviklede på en uge de sidste rester af hendes liv, fik fat i en advokat og indledte en global skifteretssag og fragtede hendes jordiske rester hjem i en urne.



(Man har ikke prøvet noget i livet, før man har forhandlet pris med et par barracudaer - eller ligrøvere, om du vil - af 2 spanske bedemænd på 24 timers vagt uden at have sovet i 26 timer. Vi endte nogenlunde nådigt - ifølge den danske konsul - på 20 000 kr,- og dertil skal tilføjes, at det er gratis at blive kremeret i Spanien!)



Det var en frygtelig oplevelse, mens det stod på, men jeg har siden trods alt været i stand til at give mig selv et klap på skulderen, jeg klarede det, trods alt!

Min Moster, som har været på Costa del Sol mange gange siden og ligefrem har følt et stort behov for at genbesøge, har nu og da undret sig over, at jeg aldrig er taget derned igen. Sandheden er, at jeg simpelthen ikke har kunnet. Jeg har sagtens kunnet forlige mig med min mors død, men jeg har ikke kunnet konfrontere mig med det oprørte hav af tusindvis af modstridende følelser, omstændighederne ved min mors død vakte i mig.

Da jeg hjalp min kollega med ferieplanlægningen gik det pludselig op for mig, at tiden måske ikke ligefrem har læget ALLE sår, men den har ihvertfald mildnet vreden og de oprørte følelser. Jeg tror, jeg kan nu. Og hvad vigtigere er, jeg har lyst til at gense og genopleve.

Så jeg tænker, at Stefan, Andreas og jeg engang til foråret eller til sommer skal en tur til La Cala de Mijas og gå en tur på den nye "boardwalk" langs havet. Jeg tænker, vi skal stoppe hos Pepe i yndlingsrestauranten "El Bombo" på stranden og spise et godt måltid.



Jeg tænker, det vil føles rigtigt nu.




2 kommentarer:

  1. Afsted med dig. Der er intet som at forsones.

    SvarSlet
  2. Præcis, Gowings! Afsted med os - vi skal bare lige tjene lidt flere stakater til al rejsevirksomheden først :-)

    (Jeg ved iøvrigt ikke rigtig, hvor køn, jeg egentlig synes den der "boardwalk" er - men den er 4,5 km lang og den gør simpelthen, at man kan komme rundt til bens, hvor man før var nødt til at køre til ALT. Stor forbedring. for nogle af os, ihvertfald :-)

    Og så sidder jeg også lige og tænker på, hvor mærkeligt et område i Europa, den vestlige del af Costa del Sol egentlig er - jeg mener, 126 forskellige nationaliteter, katolske og protestantiske kirker, moskeer, buddhistisk stupa og mangeårig massiv illegal indvandring fra nordafrika! Alt sammen i fred og nogenlunde fordragelighed. Det er nok det nærmeste, vi i Europa kommer på et område, som minder om USA's vestkyst. Den del kan jeg faktisk godt lide ved Costa del Sol. Men spansk er det jo ikke...

    SvarSlet