Jeg er vokset op i en lillebitte by i Nordjylland, i et ret ualmindeligt barndomshjem. Min far var enlig far til 3 børn, udover at han levede et liv i hemmelighed som homoseksuel. Eller rettere - hemmelighed er måske ikke det rigtige ord, rygter var der såmænd, men min far besvarede eller konfronterede dem bare aldrig. han levede bare sit liv, inviterede de, han ville og lod rygter være rygter. Jeg tror egentlig mest, han syntes, hans seksualitet og livsførsel var en privat sag.
Mit barndomshjem var et åbent og venligt et af slagsen. Der var plads til alle de venner, jeg måtte ønske at tage med hjem og det samme lod min far gøre gældende overfor hans venner. Min far havde en - seksuel, formentlig - præference for sorte mænd og jeg er overbevist om, at min far er den mand, som er nævnt i et af interviewene i San Francisco journalisten Randy Shilts bog "And the band played on..." om hiv-infektionens udbredelse i den vestlige verden. Sorte mænd findes der som bekendt en del af i USA og min far havde rigtig mange amerikanske kontakter i årene 1979 - 1981, hvilket formentlig endte med at blive hans død. Vi havde i de år rigtig mange gæster fra USA, ikke kun fordi min far havde seksuelle kontakter, men snarere fordi man i de kredse rejste billigere ved at indlogere sig hos hinanden i en slags tidlig AirBNB, bare uden penge involveret.
Vi havde gæster fra mange dele af USA, Ken boede i New York og arbejdede i et flyselskab(!), Gene var balletdanser, skuespiller og jazzsanger (ham knuselskede jeg så højt, så højt), en anden hvis navn, jeg ikke husker, var politiker i kongressen i Washington og den sidste jeg husker, var professer i social sciences på et californisk universitet, jeg mener, det var Berkeley.
Den sidste kan jeg ikke lade være at tænke på i dag, når jeg læser Politiken. Jeg mener, han hed Darryl, jeg husker det ikke præcist, men jeg husker, hvad han fortalte; nemlig at han altid forsøgte at lære sine studerende, at USA ikke er "a melting pot", hvori alting smeltes sammen til en ensartet masse, men snarere "a Tuna Fish Salad", hvor alle komponenter - til dels - beholder sin form og farve, men safterne fra alle enkeltdelene udgør et hele, som giver hele salaten den umiskendelige smag af tunfiskesalat.
Gud forbyde, at vi nogensinde bliver en ensartet masse, hvor alle ser ens ud, tænker og tror det samme, stemmer på et parti. Lyder dette scenario skræmmende bekendt?
Tunfiskesalaten lyder for mig, som en noget mere spiselig(!) variant - men hvordan skal vi nogensinde blive til tunfiskesalat, når alle enkeltdelene i salaten holdes adskilt i dåser, plastikposer og bøtter? Integration går begge veje. man kan ikke forvente at det kun er den røde peber i salaten, som skal bidrage til saften og majsen ikke skal afgive så meget som en dråbe.
Det er umuligt, det, som en del af danskerne og deres politikere vil. Det er umuligt, at blive en ensartet masse og det er umuligt, at blive en tunfiskesalat, uden at alle delene påvirker hinanden.
Hvad er det egentlig, de vil?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar