mandag den 9. maj 2016

Peter skal ha' briller

For nogen tid siden havde vi besøg af Stefans barndomsven, Peter. Når Peter er på besøg overtager han som regel al kørsel af motorkøretøj, mens Stefan læner sig tilbage og lader sig transportere. Det er en rollefordeling som går helt tilbage fra deres ungdom, for det er sådan, at Peter aldrig nogensinde rører så meget som en dråbe alkohol, hvor Stefan tidligere nok har været den, som festede igennem. Så er det ualmindeligt praktisk at have en ven, som aldrig drikker og altid kan køre. Den rollefordeling hænger ved, selv om Stefan ikke længere rigtig kan kaldes for en partyløve.
På et tidspunkt er de ude at køre og passerer et stort vejarbejde, som er afspærret med indhegninger og nogle legemsstore, orange heller. "Så står de bare der og glor, de dovne vejarbejdere" konstaterer Peter forarget. "Hvilke vejarbejdere?" spørger Stefan, som ikke kan se en levende sjæl i miles omkreds. Peter peger på de store orange heller - "ja, dem der, selvfølgelig!"
Senere, da de kører mig til stationen i Nykøbing, ser Peter sin chef i en modkørende bil. "Hvad mon han laver her i Danmark - det var da mærkeligt?!"
"Måske bor han sammen med de der dovne vejarbejdere?" foreslår jeg, til stor morskab for nogen i bilen.
Ak ja, det er nemt at gøre sig morsom på andres bekostning, men vi må nok konstatere; Peter skal ha' briller!
At jeg måske også skulle se at få mig en aftale hos Louis Nielsen til opdatering af mine, fik vi vished for, da vi besøgte min bror og hans kæreste i påsken.
De bor langt ude på landet, hvor der ikke er gadebelysning i et område med marker omkranset af dybe afvandingskanaler. Det er bedst at være en smule stedkendt her, når man kører rundt i mørket, ellers kan det gå HELT galt. Min bror og hans kæreste var samme aften, vi kom, til børnefødselsdag hos naboen og da vi i sneglefart bevæger os gennem det mørke landskab, ser jeg pludselig to skikkelser komme mod os længere fremme på vejen. "Der er de", råber jeg glædesstrålende - "Stefan, du kan da lige holde ind og spørge om de vil køre med det sidste stykke vej!"
"Jawohl!" sagde Stefan og jeg skal da lige love for, at the joke was on me, da vi nærmer os skikkelserne og de viser sig at være postkassen og skraldespanden, som står ude i vejkanten.
Sådan kan det gå, når man gør nar af andre.

Og når man, som jeg, er vokset op i en familie som havde en forkærlighed for franske biler og kun kørte Renault, så burde man vide bedre end at gøre sig morsom over de, som har en forkærlighed for Citroën. For man kan lynhurtigt på en eftermiddag selv blive ejer af en Citroën Xsara, hvis man ikke passer på. Sorte Sara kalder vi hende, og nu skal man så vænne sig til at lade sig transportere i sådan en skude.



4 kommentarer:

  1. Tillykke med franskmanden. Her i huset kører vi både/og. Det vil sige fruen kører ikke, så vi har et kørekort, to biler og cykler iøvrigt til arbejde hver dag. Renaulten er en hverdagsslider og dødpålidelig - og den anden bliver jeg simpelthen glad i låget af at køre i.

    Men der ER altså mørkt på de her underbelyste villaveje...

    SvarSlet
  2. Tak, Gowings - det er præcis samme konstellation her i huset. Jeg har ikke kørerkort og fører derfor ikke motorkøretøj, hvilket i min familie bevirker, at jeg bliver betragtet som en smule retarderet. Morfar var jo kørelærer og der er tradition for, at ALLE kvinder i familien var/er udstyret med førerbevis til snart sagt ethvert tænkeligt køretøj. Min mor og min moster kunne have bestået teoriprøverne som 5-årige og havde/har næsten alle stemplerne bagpå kortet. Jeg holder mig til min cykel og Flextrafik/Movia/DSB, men det skal jo ikke forhindre, at jeg ejer en bil. Jeg er nemlig kassemester og den som altid har styr på finanserne :-)
    Jeg tror, vi bliver glade for Sorte Sara :-)

    SvarSlet
  3. Her er det også fruen der er kassemester - og altid har styr på finanserne :)

    SvarSlet
  4. Det er en fin rollefordeling, Gowings :-)

    SvarSlet