onsdag den 4. april 2018

Skøjteprinsesser





Jeg har tilbragt et par dage i gode venners lag i Udkantsdanmarks svar på Club la Santa Sport. Jeg har simpelthen været i Lalandia, et koncept jeg egentlig har besluttet mig for at hade inderligt til døde, men som alligevel viste sig at blive en sjov oplevelse.

Jeg har svømmet med en masse svenskere, jeg har bowlet med gode venner, set Steven Spielbergs nyeste film og drukket litervis af iskaffe på Baresso. Meget morsomt alt sammen, men the icing - om jeg så må sige - on the cake var alligevel dagens besøg i skøjtehallen. Hvorfor er det lige, jeg aldrig har opdaget, at man kan løbe på skøjter en hel dag i Lalandia for kun 60 kr incl leje af skøjter og hjelm? Ja, jeg ved det ikke, men det bliver ikke sidste gang, jeg gør det. Min far  - som var gammel gymnast - hoppede i trampolin på sin 50 års fødselsdag, ikke kun sådan op og ned, som andre kan, men sådan rigtigt med tredobbelte saltoer og skruer og så er det jeg tænker, at jeg på min 50 års dag lige om snart, skal fejre mig selv med en dag på skøjter. Det er da det, vi gør!

Jeg har ikke løbet på skøjter i næsten 40 år og set i det lys, gik det faktisk ret pænt. Rundt og rundt gik det, iført hjelm og sådan en slags sparkstøtting, før jeg sluttede af med at løbe banen rundt helt uden hjælpemidler og uden at falde og brække nogetsomhelst. Jeg har svært optur og selv om teknik og form er pænt langt fra Katarina Witt på hendes afskedsturne, så er følelsen nok nogenlunde den samme.

Da jeg ryddede grundigt op og ud fornylig, fandt jeg et par sorte kunstløberskøjter i gemmerne, som jeg engang købte med Simon på et loppemarked. Jeg nænnede ikke at smide dem ud, for de passer perfekt og skal bare lige pudses op og have nye snørebånd, så er jeg da helt klar.

Jeg kan næsten ikke vente :-)

4 kommentarer:

  1. Hvad kan jeg sige, Henriette. Jeg har været der, med det der skøjteri og der skal jeg ikke hen igen...

    http://maendafbetydning.blogspot.dk/2012/02/hvad-man-i-ungdommen-nemmerpa.html

    SvarSlet
  2. Haha, Gowings - måske skulle jeg stoppe, mens legen er god?
    Problemet er, at jeg netop nåede at få rigtig godt fat i “Henriette, 12 år” og i et kort øjeblik på sejrsrunden FØLTE mig som Katarina Witts Carmen; eine freiheitsliebende Frau, die spaß an der Liebe hat ��
    Hvis jeg fortsætter ender jeg nok som Gowings - med ondt i r*ven... Men måske kan jeg så lære det!


    Bonusinfo: Det er ikke hvemsomhelst, som musikakkompagnerer Katarinas Carmen, men selveste Uwe Hassbecker, guitarist i mit yndlingsband; Silly, søn af operasangerinden Eva Hassbecker og tidligere leder af Dresden philharmonikerne, dirigenten Herbert Kegel, halvbror til tenoren Björn Casapietra. Uwe Hassbecker regnes, hvad angår strengeinstrumenter, for lidt af et geni og han spiller stort set alle slags.

    SvarSlet
  3. Åh iskaffe, er bare så skønt! Især nu man faktisk kan nyde den udenfor :D
    - A

    SvarSlet
  4. A, jamen iskaffe er da bare noget af det bedste i verden - men især i solskin 😀

    SvarSlet