Det store suppegilde

Jeg kogte suppe hele Kristi Himmelfartsdag. Eller ihvertfald i ca 10 timer.

I dag løb det store suppegilde af stabelen.

Der var hjemmekogte søkager. Melboller lyder så uappetitligt, ifølge mormor. Så hos os hedder de søkager. De er ikke så pæne som dem fra Mou, Men de smager mange gange bedre.

Dagens ord er tart'let, påstår Andreas.

Jeg siger, det er ikke mæt, men forædt.

For sidste gang

Nå, men igår gjorde jeg så alting for sidste gang. Det var farvel til Sjangtofte Hospital, som har været rammen om mit arbejdsliv de sidste 8 år. Faktisk er det jo længere, for forinden havde jeg arbejdet som vikar i 5 år, hvor jeg også jævnligt havde min gang på hospitalet. Netop fordi jeg har arbejdet som vikar og har haft vagter på næsten alle sjællandske sygehuse - fra Hillerød til Naksskov, for at det ikke skal være løgn! - påvirker sceneskiftet mig ikke synderligt. Jeg ved, at der sagtens kan være lige så rart alle andre steder og jeg ved, at jeg kan passe vores patienter uanset, hvor jeg er. Skuldertræk.

Til gengæld var det svært for mange af mine kolleger, specielt de udenlandske sygeplejersker, som er kommet hertil direkte fra hjemlandet og aldrig har arbejdet på andre hospitaler eller afdelinger. De kan ikke forestille sig, at alt sikkert er lige så udmærket i Glostrup. En ting er dog sikkert - arbejdstempoet kommer i vejret og det vil falde mange svært. Jeg plejer at grine lidt, når jeg hører det sædvanlige omkvæd: Vi har så travlt, vi har så travlt! Jo, nogle gange har vi travlt, men vi har været så svineheldige, at have arbejdsforhold, som er pænt fordelagtige, sammenlignet med mange andre hospitalsafdelinger. Det ved jeg, fordi jeg har været vikar. Så velkommen til virkeligheden.

Til gengæld har vi en ting ude i Sjangtofte, som de andre nok ikke har. Vi har fastansat rengøringspersonale, som er organiseret i FOA, hvor rengøringen på andre hospitaler i Regionen mest er udliciteret til mere eller mindre fantasifulde store rengøringskoncerner. Det er en kæmpemæssig fordel, for vores rengøringspersonale er i den grad en faggruppe, som hviler i sig selv og som er dybt respekterede. Guds nåde trøste den sygeplejerske eller SoSu, som lader tissepletter tørre ind på gulvet og blot henviser til at rengøringen kommer snart - som vi har læst patientbeskrivelser af i pressen og set skjulte optagelser af. Afregningen for sådan en forseelse er hård og kontant. Og det er efter min mening ikke spor skidt :-)

I vores afdeling har vi i de sidste 6 år haft Sus, som har været ansat på hospitalet i langt over 40 år. Hun kom som helt ung i et sommerferiejob og det var meningen, hun skulle læse videre til pædagog. Sådan blev det ikke, hun blev hængende og giftede sig med en af portørerne og er vel nærmest indbegrebet af hele hospitalets sjæl og ånd. Der er patienter, som skriver til hospitalsdirektøren og roser Sus. Hun møder hver morgen kl 4 45 og det er derfor jeg kender hende så godt. Hun har, om nogen, lært mig, at man sagtens kan følge reglerne, men at man også en gang imellem skal bruge sin sunde fornuft og klippe en hæl og hugge en tå, når regelrytteriet går over gevinst (som Stefan kalder det :-) I say no more. Men hvis jeg gjorde, ville du få tårer i øjnene over mange af hendes handlinger og tiltag, præcis som jeg mange gange har haft. Hun har verdens bedste karma og hvis jeg var buddhist ville jeg sige, at Sus er en bodhisattva.

Det var ualmindeligt svært at sige farvel til hende. Hun fulgte mig til elevatoren, gav mig et hurtigt kram og sagde: Du skal sige noget nu! Det kunne jeg heller ikke, for tårerne stod mig i øjnene og klumpen i halsen var enorm. Og så var det slut.

Sidste år strikkede jeg Liselottes "sommersky" i garn fra garnudsalg - højlandsuld i farven "andeæg" og noget mohair, som vist hedder "tiny little mint" - på pinde nr 3 & 3 1/2 (tror jeg nok).Den er lidt kraftigere end den oprindelige "sommersky", men sommervejret i Danmark kan nu og da være til den kolde side, så det gør ikke noget. Den gav jeg Sus som afskedsgave, for hun beundrede den længe og inderligt i sin tid og den vil passe suverænt til hendes snehvide, smarte hår. Jeg har garn til en til og så snart jeg genfinder min strikkero, så laver jeg da bare en ny.

Sprød grød

Knasende sprøde havregrødsvafler

2 1/2 dl havregryn

5 dl vand

et nip salt

Koges til tyk havregrød og køler af.

Røres med:

2 æg

ca 35 g proteinpulver, her Bodylab Whey 100 neutral. 

1 tsk kanel eller kardemomme

1 tsk bagepulver eller natron

Bages knasende sprøde i et virkeligt godt vaffeljern. Giver 6 store vafler. Rigeligt til hele familien. 

Smager ved den sprøde grød knasgodt og ikke det mindste af erstatningskøkken.

The Asian Sensation

Andreas fik sin bambusvæg. Det er ikke meget, sådan en ung "Gamer" kommer ud i naturen. Så må naturen jo komme til ham, tænkte vi.

Vi blev i "the Asian sensation" - risnuddelsalat med chiapaneret laks. 

Det sidste var ikke det værste, vi har prøvet.

Velkommen i det grønne!

Vi ligner Gøg & Gokke i arbejdsprøvning og det er NU, man skal huske, at grønt er håbets farve.

Forhåbentlig kan vi inden aften byde Husets Tween, som ser ganske uimponeret til, velkommen i det grønne.

Det er iøvrigt samme unge mand, som til stor morskab for andre togpassagerer, gættede på, at jeg fylder 60 i næste uge...

Stille før storm

Der sker ikke særlig meget. Ellere rettere sagt, det gør der egentlig, men indtil videre holder jeg mig udenfor omskiftelighedernes tornado. I orkanens øje er der stilhed og der søger jeg hen i øjeblikket. D. 2 maj lukker og slukker min hospitalsafdeling. Vi skal flytte matrikel til et andet københavnsk hospital og vi skal fusionere med personale fra et tredie og ledes fra et helt fjerde. Det bliver en stor omvæltning. Indtil videre lukker jeg øjne og ører. Jeg ved, jeg kan passe og pleje de patienter, vi har i vores speciale, uanset HVOR jeg befinder mig. Til gengæld tvivler jeg stærkt på at den "ånd", vi bilder os ind at have i vores afdeling, kan overleve med den nye ledelse i det nye miljø. Det lyder måske negativt, men jeg tillader mig gerne at prale: Vores afdeling har en af de højeste patienttilfredshedstilkendegivelser i hele regionen. Vi VED, vi er noget særligt, for det arbejder vi stærkt på at være. Min eksmand, som har en lang, professionel lederuddannelse, sagde altid. "Gode arbejdsforhold giver gode folk".  Det synes jeg, han har ret i. Jeg tør næsten ikke skrive det her, for så bliver det jo bare stoppet - men mon der stadig vil være ressourcer og overskud til at give mine patienter kaffe eller te på sengen, når jeg vækker dem for at måle blodtryk mellem kl 5 og 6? I think not. Men det burde der være. Det er utroligt, hvor meget en lille omsorgshandling kan hæve patienttilfredsheden. Men den slags kan kolde hjerter eller Djøff'ere som regel ej forstå. Vi må se, hvordan det bliver. I will think about it tomorrow, som Scarlett altid sagde.

Jeg har også været på loppemarked i Haslev. Skattefar har nemlig været Henry nådig i år. Det Blå Marked hedder det og det er ingen succes. For det meste består det af varer, som er prissat så højt, at enhver rimelig grænse er overskredet. Og sure sælgere, som sukker lidelsesfuldt og ruller med øjnene, hvis man vover at komme med et bud. Jeg gider dårligt. Det er nemmere at købe på Ebay i England, for prisen er fornuftigere, selv når man inkluderer fragt med Royal Mail. Nå, men "verdens grimmeste stel" skulle selvfølgelig have "verdens grimmeste glas" og det fik det.

Min brors kæreste har et påskestel og det har alligevel vakt nogen opsigt i en ellers glad porcelænsfamilie. Det har vi ligegodt aldrig hørt om før. 

(hedder det stadig "svoger", når parforholdet består af to mænd? Nogle gange kalder vi ham bare tante Per og det er ikke for at gøre nar. Min bror er en sand mester udi kunsten at give folk kælenavne og vi har også en Fætter Grethe. Og da den lokale indbrudstyv for nyligt røg i kaschotten, kom han straks til at hedde TagSelv-Bo.)

Hvis jeg ligefrem skulle have et påskestel, kunne det godt være det her. Men det skal jeg - heldigvis - ikke :-)

Det har været sjovt at gå på loppemarked igen. Min far og jeg gik tit på loppemarked, da jeg var barn og ung. Og da jeg boede i København, var det også en stor fritidsfornøjelse. Den vil jeg begynde at bruge lidt tid på igen. Men nok ikke lige på Det Blå Marked i Haslev.

Det grimme stel

Jeg har egentlig svoret, at min blog aldrig mere skal handle om alt det skrammel, jeg går rundt og køber - jeg er forlængst stopmæt af at læse og skrive om både mit eget og andres hovedløse forbrug. Jeg har indtaget det standpunkt, at jeg har nok og ikke mangler noget.

Når jeg så alligevel får lyst til at skrive om noget jeg har købt - bedre er man jo ikke :-) - må man jo sno sig, som ålen sagde. Så kan det i stedet handle om genbrug og den samlermani, jeg på eet eneste punkt ikke kan sige mig fri for at lide en lillebitte smule af. Når jeg siger samlermani, mener jeg altså ikke på den det psykiatrisk diagnose-agtige nåde, hvor man går rundt til knæene i en skønsom blanding af pizzabakker, Anders And blade og figurer fra Bing & Grøndahl. Men jeg har een svaghed og det er porcelæn og spisestel. Jeg kan ikke gøre for det, jeg er min fars datter. Min far brugte hele livet det meste af sin fritid på at købe antikviteter på loppemarkeder og på at restaurere dem selv. Jeg har ikke været meget mere end 3 år, før jeg kunne se om et produkt fra Royal Copenhagen var første- eller andensortering. For ca 20 år siden sagde jeg stop, og besluttede mig for ikke at købe flere spisestel, for jeg har allerede flere og mere end rigeligt - nok må være nok.

For lidt over en uge siden fik jeg et alvorligt tilbagefald og begyndte at samle på et nyt stel og derfor har jeg besluttet at sanere ud i det jeg har og sælge noget fra. Pengene, som måtte komme ind fra det projekt, kan så passende omsættes til en stor, flot vitrine, hvor det resterende porcelæn og fajance kan få et godt og trygt liv.

Blå Tranquebar. Min mormor var af den mening, at Tranquebarstellet var det smukkeste i verden og jeg er tæt på at give hende ret. Hun var opvokset i de lidt højere luftlag, var også af den overbevisning, at en kvinde ikke kunne gifte sig uden at have et ordentligt spisestel, mundservietter og duge. Der har ikke stået Royal Copenhagen på hendes penge, da hun giftede sig med min morfar og derfor har min mor og moster vist ikke fået noget spisestel med hjemmefra. Da hun fik børnebørn, var hun - i høj graf pga sin stærke økonomiske sans - langt mere velbeslået og straks min kusine og jeg var født, begyndte hun at samle til vores brudeudstyr. Hun nåede desværre kun kaffestel og et par tallerkener og eftersom man ikke rigtig i min tilværelse inviterer på det store kaffebord, bliver det aldrig rigtig brugt. Alligevel tror jeg ikke, jeg kan skille mig af med det. 

Tranquebar stellet så dagens lys i 1912 på fajancefabrikken Aluminia, som senere opkøbte Royal Copenhagen, hvis navn det bærer i dag. Det produceres ikke længere og kan kun fåes antikvarisk.

Der var anderledes swung over mine forældre og mit barndomshjem. Mine forældre satte ikke deres lys under en skæppe og næsten intet var for godt til dem. Derfor kunne deres spisestel ikke være andet end det musselmalede fra Royal Copenhagen - med helblonde, naturligvis! De havde dog så megen realitetstestning, at de ikke købte Flora Danica. Stellet var dog ikke kun til pynt hos mine forældre. Jeg husker mit barndomshjem i Hjørring som et ualmindeligt åbent hjem med rigtig megen selskabelighed, så der var ofte dækket op med det. Senere blev det mest brugt til jul, nytår, fødselsdage og konfirmationer. Det er et ualmindeligt smukt stel og så snart man får en tallerken i hånden, mærker man at kvaliteten er noget helt særligt. Det er på en gang både skrøbeligt, tungt og solidt. Elegant. Det er også stjernedyrt - man skal slippe 15-1600 kr for sådan en nyproduceret middagstallerken, 5-600 kr antikvarisk.
Det musselmalede stel fra Royal Copenhagen bliver ikke længere malet i Danmark af danske porcelænsmalere. I dag males det i Thailand. I en artikel i Politiken kunne man for nogen tid siden læse direktøren for Royal Copenhagen udbrede sig om, at det slet ikke kan betale sig, at få malet stellet i Danmark mere. Porcelænsmalere her skal jo gudhjælpemig! have henved 160 kr i timen og frynsegoder som løn under sygdom og barns første sygedag! Det kan thai'erne gøre bedre, selv ansat på særdeles fordelagtige vilkår. Det tager 22 minutter for en dansk porcelænsmaler at male sådan en middagstallerken - det er svært at forestille sig, at det trods alt ikke er muligt, at få en vis avance ud af produktionen, selv her i landet.
Jeg har mange gode barndomsminder om dette stel, men i dag  symbolicerer stellet løndumping og ren, rå profitmageri. Det har mistet sin charme, uanset hvor smukt det er. Jeg tænker, jeg sætter det til salg. Stellet henter gode priser antikvarisk i Tyskland, så måske får husstandens tysker en opgave med at sælge på Ebay. Det passer heller ikke rigtig i mit liv mere - jeg har aldrig 12 personer til suppe, steg og is mere.

For ca 20 år siden købte jeg det, jeg troede skulle være mit sidste spisetel. Et moderne stel fra det gamle franske firma Pillivuyt. Brasserie hedder det. Det går man aldrig galt i byen med. Det er ordentligt kram, som bare holder og holder. Stellet passede i sin tid  fantastisk i min hvidmalede, minimalistiske 2-værelses i Nørrebronx. Det kan også sagtens gå an på Lolland - men det er alligevel ikke helt velvalgt til bondehuset. Alligevel har jeg nægtet at kassere det. Det fejler intet og kan sagtens holde resten af mit liv.

Harvest Time

Men sådan bliver det ikke! Da jeg fornylig var hos min bror i Nordjylland, var han - som er lige så glad for porcelæn og fajance, som jeg - begyndt at samle på et engelsk vintagestel. Hans kæreste arbejder i "Guld & Rod" og der havde han, som er faglært landmand, forelsket sig håbløst i Farmerstellet, som hedder "Friendly Village" og oprindeligt produceredes hos Johnson Brothers i Hanley, Staffordshire i England. Det gør det så ikke længere, produktionen blev i 2003 flyttet til Kina og ifølge kendere er kvaliteten på det nyproducerede fajance ikke værd at skrive hjem om.

Det er ikke et stel, der som sådan er noget værd overhovedet. Til gengæld er farverne og motiverne på det ældre, engelskproducerede fajance helt fantastiske og det vækker en nærmest barnlig glæde at se på det. Jeg kunne ikke stå for det og eftersom en dame i Søborg havde en del til salg temmelig billigt, hoppede jeg med på vognen.

Min bror og jeg græd nærmest af grin, da han i denne uge fortalte, at en antikvitetshandler havde sagt til ham, at det er verdens grimmeste stel. Nu hedder det aldrig andet end "Det grimme stel" hos os, men vi er ligeglade, for så er der forhåbentlig mere til os og til en billige penge. Jeg kan godt se, hvad hun mener - der er lidt kitch over det og det eksponerer ikke ligefrem god & klassisk smag - men skidt pyt! Jeg bliver glad, bare jeg ser "Det grimme stel" og det er vel også en kvalitet. Min bror og jeg har tænkt os at gå all-in på Friendly Village til jul. Måske fejrer vi endda Thanksgiving og Mortensaften oveni, bare fordi vi kan. Stellet skal ihvertfald nok blive brugt.

The Well


Apple Orchard

Udsigt fra stuevindue

Baghave.

Det grimme stel passer lige præcis her hos mig på Lolland :-)