En ulv i forklæde

For lidt over 3 uger siden lavede vi forandringer i vores livsstil. For mig var det egentlig ikke en forandring, men en tilbagevending til den kostform, jeg havde, før kødspiseren Stefan, kongen over det animalske fedtrige, holdt sit indtog i mit liv med fløde, smør, pølser afskåret pålæg og - i min verden 😀 - dybt underlødige fødevarer i form af snart sagt enhver type halvfabrikata, som findes. Alt dette på trods har Stefan, som jævnligt får checket sine livsstilsparametre, superfint kolesteroltal og langtidsblodsukre.

"Jamen, du er jo ikke sådan rigtig overvægtig, du har tunge knogler og store muskler" siger hans norske læge - til min store misundelse og fortrydelse - når Stefan påpeger, at BMI'et jo rent faktisk siger, at han er svært  overvægtig.

Uanset hvad lægen og de fine kolesteroltal så siger, har jeg - som har arbejdet på kardiologisk afdeling - ofte spoleret festen ved at påpege at uanset hvad, så er hans taljemål for højt og at dette skyldes det skadelige bugfedt - og med hans stressniveau og et blodtryk, som pludselig for kort tid siden skød til vejrs med raketfart, så er han simpelthen i risiko for, at udvikle hjertekarsygdom. 

Jeg selv har altid, bortset fra det første år, hvor jeg var flyttet hjemmefra og blev svært overvægtig, været enten slank eller i det mindste normalvægtig. Jeg tabte dengang overvægten, men har siden altid måttet kæmpe hårdt for at holde vægten nede med både (hård) motion og fornuftig kost. Jeg ligner min far, lille og muskuløs, en lille stærk arbejshest med en god appetit, som let tager på, men også taber sig let, hvis altså bare den gør det rigtige. Hvad det så end er i disse tider, det er et spørgsmål til debat. Min mor og mine brødre er stik modsat - de har altid være tynde,grænsende til det magre og tager aldrig på, uanset hvad de spiser. Om de så er mere sunde, end min far og jeg, som altid har måttet træne og spise fornuftigt, kan nok diskuteres. Man er ikke nødvendigvis sund, blot fordi man er tynd.

Modsat Stefan kan jeg ikke tåle en kost med meget animalsk fedt, mit kolesteroltal kryber i vejret og jeg får lynhurtigt bugfedt. Alligevel trives jeg ikke på en meget fedtfattig kost, men har brug for fedt i moderate mængder og for mange år siden lærte en kollega, som udover sin sygeplejeuddannelse havde en ernæringsterapeutisk uddannelse, mig, at jeg skulle gå efter fedtstofferne i planteriget, nødder, frø og gode planteolier, de såkaldte MUFAs, for at sikre at mine celler og mit nervesystem fungerede optimalt og at jeg fik optaget nok af de fedtopløselige vitaminer og andre næringsstoffer. Siden da var livet nemt, vægten helt stabil og bedst af alt, jeg var mæt og glad. Iøvrigt kan jeg se, at den kost, jeg spiste og er vokset op på, er det man i dag med et modeord kalder"antiinflammatorisk kost". Vi havde bare ikke adgang til helt så fancy fødevarer, den gang i fattig 80'erne. Det var kål, kål kål...

Stefans livsstil kolliderede lidt med min, men i mange  år skete der ingen alvorlig skade på vægten, men måske nok på helbreddet, for samtidig kom der en del alvorlige stressfaktorer ind i mit liv og jeg var heller ikke længere så fysisk aktiv, som jeg plejede. Og for 3 år siden begyndte det at gå virkelig galt, overgangsalderen holdt sit indtog og forandringerne i mit hormonsystem har påvirket både min forbrænding, men også min kropslige fedtfordeling i pænt negativ retning.

Alt det her har jeg gået og bøvlet med at løse, det sidste års tid med evindelige forsøg på at gøre kompromis mellem kødspiseren og planteæderen, men for en måneds tid siden gad jeg ikke mere. Jeg holdt op med at parlamentere og argumentere og gik i stedet igang med at gøre. Just do it, som de siger ovre hos Nike!

Jeg begyndte simpelthen at lave den mad, jeg selv ønsker at spise. Når børnene med venner osv var hjemme og spise, lavede jeg mad til dem med pasta, ris og kartofler, men det viste sig hurtigt, at de hellere ville have mine lækre salater, så ingen problemer der 😂

Og Stefan sprang også på vognen, for pludselig opdagede han, at maden var lækker, at han var mæt længere. Og at vægten nærmest af sig selv gik ned.

Der er jo ikke et øje tørt og specielt ikke, da jeg igår stod op til dette akkompagnement til salaten:

 Er det en kage? Er det en muffin?

Næ. Det er sørme en farseret portobellosvamp med kyllingekød, løg, chili og flager af rød peber, garneret med cashewnødder!

Uhyre lækkert, meget kødfuldt - uden at være det - og virkelig mættænde og velsmagende.

Jeg troede ikke, han havde det i sig, men han er sgu da en ulv i forklæde!

Kort i spyttet

Så gik tiden igen. "Ferien fra Helvede" er for længst slut. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. "Helvede" er nok at stramme skruen for meget, men jeg skal hilse at sige, at de 14 dage i regn og storm i det lillebitte hus på Ærø med sure teenagere, IKKE var min bedste ferie EVER! Nutidens sammenbragte familier er ikke altid verdens lykkeligste - ok, det var datidens langvarige og dårlige ægteskaber så nok heller ikke! - men min relation til Stefans datter har aldrig været nem.    Det er ikke sådan full blown konflikt med råb og skrig - det kan slet ikke lade sig gøre på grund af sprogbarrieren, hæhæ. Men det bliver bare aldrig helt godt eller hjerteligt, heldigvis kan både Stefan og jeg grine af det, jeg går under titlen "die böse Stiefmutter".

Ferien gik fra slem til værre, da vi kom hjem og det viste sig, at jeg havde dannet en såkaldt spytsten og at der var gået betændelse i min ene ørespytkirtel.

Det vil jeg gerne advare imod. Spytkolikker gør ikke bare ondt, det gør djævelsk ondt. Det gør mere ondt end at føde et barn og det varer også noget længere. Ihvertfald hvis man er sådan lidt langsom til at smøle sig op til doktoren efter en omgang to-stof antibiotisk behandling og en henvisning til ørelægen. 

Det går over! er efterhånden mit livsmantra og heldigvis er vi kommet videre og næste ferie ligger faretruende nær.

Jeg havde for lang tid siden købt sådan en yogarejse til Lesbos, mest fordi Stefan havde proklameret, at HAN ihvertfald ikke kunne få fri og IKKE skulle sydpå i år.

"Ferien fra Helvede" fik ham til at revurdere den udtalelse, og da det gik op for mig at yogaopholdet skulle foregå på sådan et luksusresort lige ned til den strand, hvor flygtningene lander i deres gummibåde, foretog jeg en hurtig ændring af rejseplanerne. Ikke på grund af flygtningene, men jeg kan ganske enkelt ikke se mig selv sidde i min velstand og meditere over min egen selvudvikling, mens mennesker drukner i vandkanten. Jeg ville jo ende i spjældet ligesom de NGO'er, der hjælper flygtninge i Grækenland og det er nok bedst ikke at udsætte sig for det dilemma.

 

Istedet går turen til go'e gamle Parga, Grækenlands svar på Portofino og en spartansk lejlighed hos bedstefar på Hotel Dimitra.  

Jeg glæder mig til kombinationen af den lille bys pulserende livlighed og tilbagetrukketheden og stilheden i den smukke have ude på landet. Jeg kan lide begge dele. 

Jeg vil fluks gå i gang med at glæde mig!

:-)

Mr Moose

Lidt feriestrik bliver det til, trods alt. Jeg strikker en sweater med elge til Stefan - han har selv valgt mønsteret, just saying!

Garnet er købt i verdens sjoveste strikkebutik her på Ærø, Fies strik. Fie har vi endnu ikke set, for første gang vi besøgte butikken, var Fie ude og servere for nogle amerikanere, som kommer en gang årligt. Anden gang var hun oppe og hjælpe farmor i sæberiet. Fie har travlt, har hun, for samtidig med alle aktiviteterne passer hun et fuldtidsarbejde, ifølge hendes mand, som vi begge gange blev betjent af. Det kunne vi sagtens være trygge ved, fik vi fortalt - for både Fie og husbond er uddannede folkeskolelærere og han fik i sin tid højere karakterer i håndarbejde på seminariet end Fie gjorde. Det var iøvrigt et hylende morsomt besøg, som vi gerne gentager.

Ulden er fra får på Sofienlund udenfor Ærøskøbing og hele baduljen er spundet på Hjelholt uldspinderi i Svendborg. Det er noget af det lækreste garn, jeg nogensinde har haft fingre i. Og jeg har haft fingre i en del.

Opskrift: Elge fra Hyggestrik - i en tillempet version, da dette garn er væsentligt tykkere end det foreslåede i opskriften

Pinde: 4,5 og 5,5

Nå ja,

...sådan en smuk, dansk sommeraften, hvor teenagerne hopper i smålandshavet for at fange krabber, er da heller ikke det værste, vi har.

Ferielæsning

Ulysses? What was I thinking????

Ferietid er, ihvertfald for mig, læse- og håndarbejdstid. Jeg er skam velforsynet og har måske også været en smule ambitiøs i udvælgelsen af medbragt lekture, når man tænker på at ferien holdes i et meget lille hus sammen med 3 teenagere. Ulysses har jeg slæbt med mig flere gange, uden sådan rigtig at komme igang, men en dag får jeg hul på denne romanen over alle romaner. Jeg er - næsten - sikker på det :-)

Jeg burde have medbragt Heningway, for tidligere erfaringer viser, at ferietid for mig er det ideelle tidspunkt for Hem-læsning.

Jeg ved ikke hvorfor, det forholder sig sådan, måske er det en kombination af den stramme, kortfattede stil og roen til refleksion, som på ferier netop hjælper mig med at afsløre, hvad der befinder sig under toppen af isbjerget.

Heldigvis har jeg et abonnement på Storytel, hvor det meste findes som enten lydbog eller e-bog. Jeg bryder mig egentlig ikke om lydbøger, medmindre oplæsningen er exceptionelt god og det er den ærligt talt sjældent. En enkelt undtagelse er den amerikanske skuespiller Stacy Keach's oplæsning af " In Our Time", så den er jeg igang med nu.

Og så prøver jeg at huske, at medbringe de rigtige bøger næste gang.

Storm

 

Det stormer og vandstanden stiger. De sidste par timer er vandstanden steget 35 cm, kan jeg se fra soveværelsesvinduet - som heldigvis ligger på første sal! Og det er ikke engang begyndt at regne endnu.

Fiskerne har forstærket og sikret bådenes fortøjninger og bjerget garnene.

Det er værre med Stefans datter og kæreste, som sover i det lille anneks, som ligner et bamsehus. Eller i turteldueslaget, som vi andre  kalder det.

Vi beroliger dem med, at redningsvestene til bådene - vi har gudhjælpemig også både at sejle i! - ligger under deres senge :-)

Så det skal såmænd nok gå.

Uanset har vi en ret go' ferie her på øen. Men jeg gider altså godt at komme tørskoet gennem natten...

Ø-hopping

 

Den store ø-hopping var i fuld gang, da vi på Siø opdagede, at nøglen til sommerhuset på Ærø stadig lå på Lolland.

Det tog jeg saftsuseme pænt - i betragtning af at jeg på daværende tidspunkt havde været vågen i ca 24 timer. Måske var jeg i virkeligheden bare lammet? Stefan - som havde glemt nøglen - fik et mindre nervesammenbrud :-).

Nu har vi fundet en løsning og ø-hopper troligt videre i vældigt humør!