Landsbyerne bag bjergene

I går var vi tidligt oppe. Vi skulle besøge Zagoria i Vikos nationalparken her i det nordlige Epiros. Zagoria betyder "bag bjergene" på slavisk og Zagorohoria refererer til de 46 øde og isoleret beliggende landsbyer, som ligger her kilet ind i Pindos bjergenes sider omkring den store Vikoskløft. Når jeg nu siger øde, så mener jeg øde! I de 46 landsbyer er der kun 2 minimarkeder, ingen administration i form af politi, myndigheder, sundhedsvæsen eller skoler. Flere af landsbyerne kan kun nåes til fods af små bjergveje. Om sommeren er her varmt og tørt, om vinteren koldt og snerigt. Her lever mange sjældne dyrearter, både ørne og brune bjørne og hele nationalparken, dens dyre- og planteliv og landsbyer er fredet og livsformen beskyttet.

Den oprindelige befolkning var velstående og veluddannet, kvinderne, børnene og de ældre boede i landsbyerne, mens mændene immigrerede, enten til udlandet eller andre mere befolkningsrige dele af Grækenland for at tjene penge eller gøre forretninger. Efter 2. verdenskrig blev livsformen for farlig - en serie alvorlige hjemmerøverier fra albanske bander fik den oprindelige befolkning til at opgive livsformen og flytte derfra. En anden befolkningsgruppe flyttede ind i de tomme huse i løbet af 50'erne - nomader og hyrder, vel sagtens en slags sigøjnere, som tidligere havde bevæget sig i området for at lade deres kvæg og geder græsse på de grønne skråninger.

I dag er området en del fattigere end resten af Grækenland. Her bygges dog en del små gæstgiverier efter behørigt besvær med at få tilladelserne i hus. Alle huse skal bygges efter gamle metoder og stilarter og byggematerialerne, sten og skifer, må ikke tages fra den omkringliggende nationalpark, som også er fredet.

Her kommer ikke mange mennesker, hvilket er godt for os, men skidt for indbyggerne i Zagoria, som håber på et opsving.

Vi kørte af den nye motorvej, Egnatio Odos, til hovedbyen i Epirosregionen, Ioannina, som vi i første omgang blot kørte udenom for at fortsætte nordpå. Forinden havde vi kørt gennem Paramythiadalen, hvor britiske RAF havde en hemmelig flybase i starten af 2. verdenskrig og den norsk- britiske forfatter Roald Dahl - ham med Charlie og chokoladefabrikken - havde været pilot. Vi passerede et monument, en hyldest til kvinderne i Zagoria, som under krigen bragte forsyninger til mændene, som levede som partisaner i bjergene. Det var i dette område 2. verdenskrig tog sin begyndelse for grækernes vedkommende med General Metaxas, som også var en diktator, NEJ til Mussolini og de italienske styrker i 1940.

Det fejrer grækerne behørigt hvert år d 28 oktober, nej'et til fascismen. OXI betyder nej på græsk. Det hjalp dem ikke synderligt. I første omgang slog de græske partisaner de italienske styrker tilbage, men så kom den tyske invasion og så var det slut. I løbet af få dage sprængte tyskerne de fleste klostre på egnen i stumper og stykker, klostre, som man i flere hundrede år havde kæmpet med blod, sved, tårer, liv og diplomati for at beholde overfor det muslimske herredømme, som tidlige har været i regionen. Stefan konstaterer ofte tørt, at han er uhyre glad for at tale andre sprog end tysk, når vi rejser her i landet.

Nå. Vi skulle i første omgang se de berømte pakhestebroer, som i flere hundrede år har fragtet gods og mennesker gennem områdets floder og bjerge og forbundet de øde landsbyer.

Kokoros broen ligner noget fra Game of Thrones. I oktober begynder regnen, som fylder floderne og vandstanden kan blive pænt høj. Faktisk er efteråret med de smukke løvfaldsfarver nok den flotteste årstid her i regionen og fuldt på højde med det, man kan opleve på den amerikanske østkyst.

Skridsikker belægning. Nødvendig for pakdyrene især om vinteren, når her er glat. Man skal ikke regne med, at kommunen gruser og salter.

She'll be coming round the mountain, when she comes...

Videre til næste bro, Kalogeriko broen, lidt nyere og nu i 3 fag, fra ca 1814.

Videre. Igennem landsbyerne Vitsa og Monodendri op til udsigtspunktet Oxya, hvor der er et storslået overblik over Vikos kløften, ifølge "Gunnars rekordbog" verdens dybeste i forhold til vidde. Så vidt jeg husker.

Jeg er ikke bange for højder, jeg er kun bange for at falde ned. Og det er her rig mulighed for, hvis man ikke er agtpågivende.

Videre til den smukke, smukke by Monodendri. Stefan tog en slapper og jeg tog på tur.

Her gad jeg godt sidde med et godt glas og en go' middag en kølig aften.

Ud af den lille by gik det i fin stil og uden risiko for at falde ned.

Det kun delvist ødelagte, men ubeboede kloster Agia Paraskevi.

Udsigtsgrækenland.

Indgang

Ikon. Jeg husker ikke navnet på helgeninden, men hun er go', hvis man har noget med øjnene.

Klosterkirken. Jeg er ikke voldsomt religiøs, men de ortodokse kirker holder jeg meget af.

Udsigt, udsigt, udsigt. Sådan bliver det ved. Tidligere kunne man fortsætte vandringen fra klostret på en sti - ja, jeg ville kalde det en gesims! - hugget ind i klippevæggen. Ingen gelænder, kun et frit fald på 1200 m ned. Den adgang er nu lukket, et stort klippestykke har revet sig løs og myndighederne har forbudt al færden på gesimsen. 

Tilbage i Monodendri ventede Stefan med en velfortjent frokost og en meget stor kande vand på den lille Taverna, som nok er så oprindelig, som de fåes. Her var meget spartansk, toilettet havde dog træk og slip, men så ud til at være en af de første modeller af den slags. Men meget, meget rent og pænt.

Tavernaen er drevet af mor og datter. Moderen  så meget gammel og svagelig ud, som hun sad i sin sorte dragt med slør - hun er formentlig blevet enke for ikke så lang tid siden - datteren, som talte fint engelsk og iøvrigt har en univetsitetsuddannelse, passede biksen.

Man kan undre sig over, at en yngre veluddannet kvinder ender med at passe en Taverna og en gammel mor i en af Grækenlands mest øde egne, men svaret ligger jo nok både i den ortodokse, stærke familietradition og et samfund uden velfærdsinstitutioner som plejehjem og den slags.

Turen i Zagoria var ved at være slut, vi vendte næserne mod Ioannina for at afslutte dagen der.

Det hævner sig!

Det er et velkendt hotelfænomen, at visse hotelgæster "reserverer" liggestole ved poolen ved at placere deres håndklæde fra morgenstunden, for derefter slet ikke at anvende stolen. Det er jo rart, at den står klar, hvis man nu skulle få lyst. Ikke en eneste tanke på de andre gæster, som så ikke i mellemtiden kan anvende liggestolen.

Her hvor vi bor plejer der ikke at være de store problemer med den slags. Der er ingen fancy poolbar med høj musik - hvilket er en af årsagerne til, at vi bor her. 

Og nytilkomne gæster lærer hurtigt, at lader de håndklædet ligge, kommer de til at dele det med en sød, men loppebefængt græsk hankat. Så kan de lære det!

Breaking the waves!

Vi var tidligt oppe idag. Det er bælgravende mørkt indtil kl 7 og herefter bliver det hurtigt lyst. Jeg drikker kaffe på altanen. Sidst boede vi i lejligheden under bananpalmen, i år bor vi under et limetræ. Det stormede stadig og efter et hurtigt, men voldsomt, nærmest tropisk regnskyl, skyndte vi os afsted. Vi ville til den store Valtos strand, som ligger ca 2,5 km fra vores lejlighedshotel. Det lyder meget tilforladeligt, men turen går først gennem udkantsparga ind til havnepromenaden, herefter op til borgen på toppen af klippen og derefter ned igen. Det er en pænt hård tur, men god og helt gratis motion! 

Det blæste stadig og bølgerne var høje og det var præcis det, vi ville. Jeg er opvokset ved Nordsøen og elsker høje bølger, det er bare sjældent, jeg har mulighed for at kombinere den fetich med 25 grader varmt vand.

Vi var firstmovere på det projekt. Der er heldigvis ingen billeder af den første bølge, som rev mig omkuld, flåede min bikinioverdel af og slog min højre kontaktlinse ud af øjet. Men jeg har hørt, det så sjovt ud!

Det VAR sjovt og vi blev ved og ved indtil vinden lagde sig og vi overlod scenen til andre. Vi tog et velfortjent pusterum, før turen gik op til borgen og ned til havnen igen. Og en lille frokost.

Så fik vi hjem, svømmede i poolen og hvilede lidt før turen igen gik til byen. Man har ingen problemer med at nå de daglige 10 000 skridt.

Dagens cocktail: Strawberry Colada.

Everywhere you go...

... always take the weather, the weather with you!

Og det gjorde vi så.

Efter en perfekt flyvetur og indflyvning til Preveza og den lille Aktion Airport i skyfri himmel og sol, hvor jeg pludselig forstod hvorfor Pindos bjergkæden kaldes "the backbone of Greece", skal jeg da lige love for at vejret slog om!

Vi nåede en tur i poolen og et tiltrængt disconap, før vi trodsede den småregn, som var begyndt at falde og den blæst, som var blevet til storm, for at tilbringe aftenen på havnepromenaden.

Her var meget pakket sammen og fastsurret, bådene var taget op, byens indbyggere ventede storm.

Det lod vi os ikke forstyrre af og tog plads i første parket og konstaterede sammen med ham, som serverede drinks, at dette her jo også er meget rart, sådan til en afveksling.

Det har han ret i, for selv om det blæste og lignede en efterårsdag, er her varmt, varmt varmt og det kan vi leve med.

Og bagefter var der lammekoteletter hos de syngende tjenere i Bacchos Taverna og så er livet slet ikke dårligt!

Regn, regn og atter regn...

I år føles det som om, alle ferier er regnet væk.

I forsommeren - indsæt selv skoggerlatter! - gjorde Stefan og jeg det, som skulle forestille en romantisk miniferie til den østtyske østersøkyst. Vi har altid ønsket at se nærmere på dette område, så vi bookede et ophold i sådan et palæ fra 1700-tallet i Bad Doberan og planen var også at tage på udflugt til Heiligendamm og Kühlungsborn. Det kom vi også til, mere om det senere.

Den første dag regnede det - cats & dogs, schüttete wie  aus Eimern - så vi nærmere på den berømte domkirke i Bad Doberan, hvilket var en stor oplevelse. Resten af tiden plejede vi vore luksuslegemer, man var vel på wellness- ophold, nicht war? Jeg var for nærig til at investere i dyre behandlinger, men strøg en tur i Rossmann, det tyske svar på Matas, og så fik den ellers med AHA og UHU i hele krydderen. Dette skulle senere vise sig at være en fatal beslutning.

Smuk kirke. Selv ateisten i selskabet var behørigt imponeret.

Erik Klippings mor, Margrethe den allerførste med tilnavnet Sprænghest i en sarkofag, som i det mindste ikke ligner Dame Ednas brilleetui.

Noget svenskerkonge og -dronning.

Og andre Promis.

Det tilhørende klosters kornkammer, hvor taget desværre brændte i DDR-tiden. Hele klosterområdet omkring kirken er et besøg værd.

Alt sammen smukt, fint og meget, meget regnfuldt. Be'r Stefan om godt vejr imorgen? I så fald blev bønnen hørt!

Næste dag - hvor solen altså kikkede frem og alle vejrudsendelser advarede om skyhøjt UV- indeks - hoppede vi på dette vaskeægte damplokomotiv, som over 150 år har fragt eliten ud til den eftertragtede østersøkyst.

Vi så Kühlungsborn strand, hvorfra den østtyske læge Peter Döbler i sin tid flygtede ved at svømme helt til Fehmarn. Det var overskyet, men trods alt lunt. Vi gik en Spaziergang på den lange strandpromenade og herefter tog vi damplokomotivet - som iøvrigt har spisesalon! - tilbage til Heiligendamm og senere tilbage til Bad Doberan og hotellet. Når man indlogerer sig på sådan et gammelt kurbadshotel, er entreen til stranden med i prisen. Du læste rigtigt - entre til stranden! Det er virkelig, virkelig sygt, efter min mening.

På vejen hjem anede jeg allerede nok, at noget var galt. Det strammede ubehageligt i ansigtet og folk på min vej så enten chokerede ud eller lagde deltagende en hånd på min arm, og spurgte om jeg var ok?

Moralen må være, at man aldrig skal eksperimentere med ansigtsmasker med frugtsyre og skyhøjt UV-indeks. Mit ansigt var ikke bare brændt, det var ristet af, og en tur tilbage til Rossmann efter noget "soforthilfe" var nødvendig. Efter en kort middag faldt jeg omkuld i dødlignende søvn og ikke engang den sene udsendelse med Gregor Gysi i tysk tv, som jeg havde glædet mig til, kunne holde mig ved bevidshed. Jeg vil nærmest gå så vidt, som til at sige, at forbrændingen havde gjort mig syg. Krank med krank på.

Det var et pænt og hyggeligt hotel, det var en god tur, men alligevel blev vore drømme om sol & sommer ikke sådan for alvor indfriet.

Det samme kan man sige om Ærø- turen - det var ikke verdens bedste ferie, men kunne naturligvis have været værre. Det kan altid blive værre, du ved.

De sidste dages massive regnvejr har ikke sat mig i bedre stemning. Det er ved at være nok nu, ikke?

Mandag morgen flyver vi til Grækenland og vejrudsigten mandag siger 33 grader og sol fra en skyfri himmel. Jeg har solcremen med, garanterer jeg.

Som altid i det nordgræske må man regne med en smule regn & torden - det er derfor, der er så frodigt. Med temperaturer mellem 26 og 33 grader går det nok an. Koldt er det ikke. Nætterne er behageligt kølige i det område og kommer sjældent over 18 grader.

Jeg er klar. Jeg er SÅ klar!

En ulv i forklæde

For lidt over 3 uger siden lavede vi forandringer i vores livsstil. For mig var det egentlig ikke en forandring, men en tilbagevending til den kostform, jeg havde, før kødspiseren Stefan, kongen over det animalske fedtrige, holdt sit indtog i mit liv med fløde, smør, pølser afskåret pålæg og - i min verden 😀 - dybt underlødige fødevarer i form af snart sagt enhver type halvfabrikata, som findes. Alt dette på trods har Stefan, som jævnligt får checket sine livsstilsparametre, superfint kolesteroltal og langtidsblodsukre.

"Jamen, du er jo ikke sådan rigtig overvægtig, du har tunge knogler og store muskler" siger hans norske læge - til min store misundelse og fortrydelse - når Stefan påpeger, at BMI'et jo rent faktisk siger, at han er svært  overvægtig.

Uanset hvad lægen og de fine kolesteroltal så siger, har jeg - som har arbejdet på kardiologisk afdeling - ofte spoleret festen ved at påpege at uanset hvad, så er hans taljemål for højt og at dette skyldes det skadelige bugfedt - og med hans stressniveau og et blodtryk, som pludselig for kort tid siden skød til vejrs med raketfart, så er han simpelthen i risiko for, at udvikle hjertekarsygdom. 

Jeg selv har altid, bortset fra det første år, hvor jeg var flyttet hjemmefra og blev svært overvægtig, været enten slank eller i det mindste normalvægtig. Jeg tabte dengang overvægten, men har siden altid måttet kæmpe hårdt for at holde vægten nede med både (hård) motion og fornuftig kost. Jeg ligner min far, lille og muskuløs, en lille stærk arbejshest med en god appetit, som let tager på, men også taber sig let, hvis altså bare den gør det rigtige. Hvad det så end er i disse tider, det er et spørgsmål til debat. Min mor og mine brødre er stik modsat - de har altid være tynde,grænsende til det magre og tager aldrig på, uanset hvad de spiser. Om de så er mere sunde, end min far og jeg, som altid har måttet træne og spise fornuftigt, kan nok diskuteres. Man er ikke nødvendigvis sund, blot fordi man er tynd.

Modsat Stefan kan jeg ikke tåle en kost med meget animalsk fedt, mit kolesteroltal kryber i vejret og jeg får lynhurtigt bugfedt. Alligevel trives jeg ikke på en meget fedtfattig kost, men har brug for fedt i moderate mængder og for mange år siden lærte en kollega, som udover sin sygeplejeuddannelse havde en ernæringsterapeutisk uddannelse, mig, at jeg skulle gå efter fedtstofferne i planteriget, nødder, frø og gode planteolier, de såkaldte MUFAs, for at sikre at mine celler og mit nervesystem fungerede optimalt og at jeg fik optaget nok af de fedtopløselige vitaminer og andre næringsstoffer. Siden da var livet nemt, vægten helt stabil og bedst af alt, jeg var mæt og glad. Iøvrigt kan jeg se, at den kost, jeg spiste og er vokset op på, er det man i dag med et modeord kalder"antiinflammatorisk kost". Vi havde bare ikke adgang til helt så fancy fødevarer, den gang i fattig 80'erne. Det var kål, kål kål...

Stefans livsstil kolliderede lidt med min, men i mange  år skete der ingen alvorlig skade på vægten, men måske nok på helbreddet, for samtidig kom der en del alvorlige stressfaktorer ind i mit liv og jeg var heller ikke længere så fysisk aktiv, som jeg plejede. Og for 3 år siden begyndte det at gå virkelig galt, overgangsalderen holdt sit indtog og forandringerne i mit hormonsystem har påvirket både min forbrænding, men også min kropslige fedtfordeling i pænt negativ retning.

Alt det her har jeg gået og bøvlet med at løse, det sidste års tid med evindelige forsøg på at gøre kompromis mellem kødspiseren og planteæderen, men for en måneds tid siden gad jeg ikke mere. Jeg holdt op med at parlamentere og argumentere og gik i stedet igang med at gøre. Just do it, som de siger ovre hos Nike!

Jeg begyndte simpelthen at lave den mad, jeg selv ønsker at spise. Når børnene med venner osv var hjemme og spise, lavede jeg mad til dem med pasta, ris og kartofler, men det viste sig hurtigt, at de hellere ville have mine lækre salater, så ingen problemer der 😂

Og Stefan sprang også på vognen, for pludselig opdagede han, at maden var lækker, at han var mæt længere. Og at vægten nærmest af sig selv gik ned.

Der er jo ikke et øje tørt og specielt ikke, da jeg igår stod op til dette akkompagnement til salaten:

 Er det en kage? Er det en muffin?

Næ. Det er sørme en farseret portobellosvamp med kyllingekød, løg, chili og flager af rød peber, garneret med cashewnødder!

Uhyre lækkert, meget kødfuldt - uden at være det - og virkelig mættænde og velsmagende.

Jeg troede ikke, han havde det i sig, men han er sgu da en ulv i forklæde!

Kort i spyttet

Så gik tiden igen. "Ferien fra Helvede" er for længst slut. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. "Helvede" er nok at stramme skruen for meget, men jeg skal hilse at sige, at de 14 dage i regn og storm i det lillebitte hus på Ærø med sure teenagere, IKKE var min bedste ferie EVER! Nutidens sammenbragte familier er ikke altid verdens lykkeligste - ok, det var datidens langvarige og dårlige ægteskaber så nok heller ikke! - men min relation til Stefans datter har aldrig været nem.    Det er ikke sådan full blown konflikt med råb og skrig - det kan slet ikke lade sig gøre på grund af sprogbarrieren, hæhæ. Men det bliver bare aldrig helt godt eller hjerteligt, heldigvis kan både Stefan og jeg grine af det, jeg går under titlen "die böse Stiefmutter".

Ferien gik fra slem til værre, da vi kom hjem og det viste sig, at jeg havde dannet en såkaldt spytsten og at der var gået betændelse i min ene ørespytkirtel.

Det vil jeg gerne advare imod. Spytkolikker gør ikke bare ondt, det gør djævelsk ondt. Det gør mere ondt end at føde et barn og det varer også noget længere. Ihvertfald hvis man er sådan lidt langsom til at smøle sig op til doktoren efter en omgang to-stof antibiotisk behandling og en henvisning til ørelægen. 

Det går over! er efterhånden mit livsmantra og heldigvis er vi kommet videre og næste ferie ligger faretruende nær.

Jeg havde for lang tid siden købt sådan en yogarejse til Lesbos, mest fordi Stefan havde proklameret, at HAN ihvertfald ikke kunne få fri og IKKE skulle sydpå i år.

"Ferien fra Helvede" fik ham til at revurdere den udtalelse, og da det gik op for mig at yogaopholdet skulle foregå på sådan et luksusresort lige ned til den strand, hvor flygtningene lander i deres gummibåde, foretog jeg en hurtig ændring af rejseplanerne. Ikke på grund af flygtningene, men jeg kan ganske enkelt ikke se mig selv sidde i min velstand og meditere over min egen selvudvikling, mens mennesker drukner i vandkanten. Jeg ville jo ende i spjældet ligesom de NGO'er, der hjælper flygtninge i Grækenland og det er nok bedst ikke at udsætte sig for det dilemma.

 

Istedet går turen til go'e gamle Parga, Grækenlands svar på Portofino og en spartansk lejlighed hos bedstefar på Hotel Dimitra.  

Jeg glæder mig til kombinationen af den lille bys pulserende livlighed og tilbagetrukketheden og stilheden i den smukke have ude på landet. Jeg kan lide begge dele. 

Jeg vil fluks gå i gang med at glæde mig!

:-)