torsdag den 17. januar 2019

Streets of Manchester





Det er lidt pinligt, men tøseturen til Manchester var mit første besøg i England, når man ser bort fra diverse mellemlandinger i engelske lufthavne. Lidt pinligt, eftersom jeg er vokset op med en britisk stedfar og engelsk altid var mit yndlingsfag og -sprog.

Manchester er, ihvertfald hvad angår befolkningstæthed, Englands næststørste by og mødet med denne metropol var på visse områder, mildt sagt, chokerende. Jeg har ALDRIG! i mit liv set så enorm og tydelig hjemløshed og fattigdom i mit liv.
Psykiaterveninden påstår at britisk psykiatri primært består i at udlevere en sovepose til de syge og indimellem stille et suppekøkken op. Det kunne hun godt have ret i, eftersom byens hovedstrøg selv ved højlys dag er oversvømmet at mennesker i soveposer, omkranset af poser og tasker med diverse indhold til livets opretholdelse. Længst mulig i egen papkasse, du!
En af psykologerne på mit nye job var også med på turen og vi skævede forsigtigt til hinanden, da vi allerede fredag eftermiddag stod og ventede ved en fodgængerovergang sammen med en yngre mand, tungt belæsset med store poser og helt tydeligt i sin helt egen, psykotiske verden. På maven bar han en bæresele med en teletubbiedukke i og han var nærmest en omvandrende levendegørelse af Hemingways allerkorteste af alle shortstories: Baby boots for sale. Never worn.
Den yngre fyr kan man spekulere længe over, hvis man altså er i vores fag.

Uanset hvor meget jeg holder af England og englænderne står det også klart og tydeligt for mig, at den angelsaksiske velfærdsmodel, som Englang og USA benytter sig af, har meget, meget lidt at gøre med både den kontinentale og den skandinaviske velfærdsmodel, vi ellers ser i resten af europa. Og derfor er det måske naturligt, at Englænderne nu går deres egne veje med Brexit. Vi er simpelthen så grundlæggende forskellige, at det altid har været et dødsdømt projekt at forsøge at forene os i en union.



1 kommentar:

  1. Det er ikke spor sjovt at være arbejdsløs og/eller fattig i England, for de mindrebemidlede ER virkelig mindre bemidlede, men mine erfaringer (via min datter) er, at sygehuse og i det hele taget sundhedssystemet fungerer okay. Måske, som du er inde på, ikke så meget det psykiatriske system, men det halter godt nok også meget i DK.
    Det er i øvrigt, ifølge UK selv, meget længe siden, at arbejdsløsheden har været så lav, men det er klart, at i en industriby som Manchester vil den der er, kunne ses.

    SvarSlet