Intet nyt fra sydfronten.

- eller ihvertfald ikke meget.

Så gik der lige 7 måneder med endnu en nedlukningen, en skoleafslutning og en sommerferie, før jeg kunne tage mig sammen til at sætte mere end 10 ord sammen på skrift.

Andreas' efterskole lukkede på grund af corona ned ved juletid og det blev vist marts, før de lukkede op igen. Det var nogle hårde måneder for de unge, mest fordi det er så svært at holde gejsten i skolearbejdet oppe, når man sidder så meget alene. Jeg er kisteglad for, at vi valgte og lykkedes med at få ham afsted på den efterskole, for Nysted efterskole gjorde et enestående arbejde med at aktivere eleverne og holde sammen på det hele ved hjælp af fjernundervisning. Der var daglig mødepligt kl 9 MED kamera på, så dagsformen og værelserne ryddelighed kunne inspiceres og om aftenen lavede lærerne underholdning, bingo osv online. En dag kørte de rundt, iført værnemidler og med sikkerhedsafstand, til alle elever i HELE landet og afleverede årstrøje, sodavand og en pose guf til hver eneste, hvilket vi alle kunne følge med i online på Facebook. Det var faktisk en lille smule rørende!

Alt lykkedes heldigvis, skolen lukkede op og med et grundigt testprogram med flere ugentlige tests af hver elev, lykkedes det at undgå yderligere nedlukningen resten af skoleåret. Andreas afsluttede folkeskolens 10 klasse med virkelig flotte resultater og en meget fin skoleudtalelse, som han blev meget rørt over. Jeg tror, det var første gang i hans skoletid, at der var nogle lærere som virkelig så ham og det medvirkende til at han i nogle fag oplevede et virkelig stort løft. I morgen starter han på en erhvervsuddannelser på Frederiksberg Tec, noget it, data og kommunikation. Vi får se om det er det, han virkelig vil - de forbedrede standpunkter til sidst fik ham til at overveje og måske drømme lidt højere, men livet er jo langt.

Imens passede vi andre vore jobs, på trods af nedlukningen og restriktioner. I det speciale, jeg arbejder i, er vi karakteriseret som frontpersonale, eftersom vore funktioner er så specialiserede at andre ikke umiddelbart kan varetage dem, så jeg var blandt de første som i januar påbegyndte vaccination med Pfizer Biontech. Det var ikke helt uden nervøsitet, vi lagde arme til, for selv om vi glædede os til vaccinen, var det dengang alligevel lidt nyt territorium, vi bevægede os i med den nye vaccineteknik. Heldigvis gik det godt for alle. Så heldige var de ikke på en naboafdeling og samarbejdspartner, som fik en anden vaccine. Her oplevede man et dødsfald og en stor blodprop hos to personaler og pludselig følte vi nok alle, at det kom lige lovlig tæt på. Heldigvis havde vore politikere og sundhedsmyndighederne mod til at stoppe den del af vaccination programmet, i stedet for blot at vaccinere videre. Det er jeg meget taknemmelig for.

Her i juli kom vi heldigvis dertil, hvor vi alle, Andreas, Stefan og jeg, er færdigvaccinerede. Det er en stor lettelse!

Der har været meget få adspredelse det sidste halve år på grund af nedlukningen. Jeg har set min barndomsveninde et par gange, men stort set ikke andre. Stefans datter flyttede lige før coronaen ramte fra Schleswig Holsten længere ned i Tyskland og på grund af vore respektive landes restriktioner og nedlukningen, har vi ikke set hende i TO år. Det er helt langt ude. Indtil n har jeg ikke haft de store problemer med at overholde restriktioner og udholde nedlukningen, men jeg kan mærke, at udlængslen begynder at rykke i mig.

Det er virkelig gået op for mig, at vi alle lider på forskellig vis på grund af corona - min barndomsveninde arbejder i den finansielle sektor og har haft hjemmearbejde og har følt sig isoleret - jeg derimod, har kunnet passe job og i den forbindelse have en social berøringsflade, men jeg savner alenetid. Hele familien er jo hjemme HELE tiden og for et menneske, som mig, der lader bedst op i ensom majestæt, er det faktisk lidt svært, uanset hvor højt jeg elsker min familie.

Heldigvis har jeg kunne fortsætte studierne på buddhistisk univetsitet, Lamrim II, fordi det lykkedes at undervise online. Som et trossamfund kunne vi faktisk have holdt åbent, men de fleste buddhister er både ansvarlige og omsorgsfuld og ønsker ikke at påføre andre skade, så der blev holdt lukket i en lang periode. Heldigvis fortsætter undervisningen igen til efteråret, så jeg melder mig til og fortsætter.

Det var vist det sidste halve år i hovedtræk. Jeg håber, at komme lidt igang med bloggen igen og at der snart kommer flere oplevelser at skrive om. 

Godt nytår!

Farvel til 2020, et virkelig sært og anderledes år, som på en mærkværdig måde blev et af de bedste år i mit liv. Lokale udflugter, nye & gamle relationer og overskud til virkelig fordybelse i interesser, som har ligget på bedding i årevis. Hvis ikke det var for coronaen og de sociale begrænsninger, som trods alt snærer lidt, kunne jeg sagtens fortsætte sådan her.

Det har været et dejligt år og et begivenhedsrigt år.

Coronaen gjorde mig i starten rædselsslagen for, hvor galt det kunne gå. Heldigvis fik min rædsel mig til at rykke på nogle af de ting, som var vigtige for mig - jeg meldte mig til et kursus i et emne, som jeg længe havde været interesseret i og jeg endte med at skifte job, da jeg erkendte at der var forhold, som var uudholdelige for mig. Mit sind har aldrig tålt forandringer særlig godt, men hey - 2020 har da sørget for, at jeg er flyvende på det område!

December har været hæsblæsende med jobststart og introduktion. Om det er det rigtige jobvalg, kan jeg blive i tvivl om, men det faglige niveau er skyhøjt og der er muligheder for udvikling og læring og øget kompetanceniveau. Så det får en chance. 

Jeg afsluttede første semester af de studier, jeg gik til på buddhistisk universitet, og har meldt mig til næste semester - det bliver spændende i hvilket omfang og under hvilke forhold, det kommer til at foregå. Jeg glæder mig uanset. 

Sidst men ikke mindst fik jeg kontakt med min barndomsveninde, som jeg havde mistet forbindelsen til for nogle år siden, og er begyndt at se hende igen. Vi er meget forskellige og lever meget forskellige liv, men har allivel en fælles forståelse af mange ting. Det er virkelig dejligt.

Året, hvor selv julemanden gik med mundbind, og vi hverken kom til London eller Paris er slut. 

Hos os blev nytåret fejret meget roligt, vi var alle ramt af forkølelse - ikke corona - mellem jul og nytår, så det foregik mest i sofaen for mit vedkommende. 

Nytårsmenuen var hjemmelavede stjerneskud og det var det. Vi kunne alligevel ikke spise mere. Senere fik vi en apple crumble til dessert og en enkelt af os nød et Wurst-Käse scenario til Ivar Benløs' sidste udskejelser i serien Vikings. 

Det var det år og det var den nytårsaften. 

Selv om jeg alt i alt havde et godt 2020, kan jeg vist roligt sige, at jeg hilser 2021 hjerteligt velkommen! 

Julekalendere for voksne

December nærmer sig med raske skridt jeg glæder mig som sædvanligt. For os gør coronaen ikke den store forskel med hensyn til festivitas, vi skal, som vi plejer, blot være os 3. Jeg elsker jul, men de fleste ville nok synes at den jul, jeg fejrer, er til den kedelige side, både hvad angår festligheder, men også hvad angår mad & drikke og ikke mindst gaver ville de fleste synes, min jul var til den spartanske side.

Det vigtigste er, at man selv er glad for den måde, man lever på. Og fejrer jul på. 

En af de traditioner, jeg holder af, er jule- og adventskalendere. De fleste julekalendere til voksne er dog lidt kedelige efter min mening - chokolade og slik får man ligesom rigeligt af i forvejen og alkohol drikker jeg meget, meget sjældent og slet ikke til hverdag. Så er der kalendere med kosmetikgaver, men jeg synes, de genererer for meget spild i form af produkter, man ikke får brugt eller ikke synes om. 

Heldigvis tror jeg, at jeg i år har fundet løsningen. Ved et tilfælde opdagede jeg, at puslespilsproducenten Gibsons laver en julekalender med 22 små puslespilsornamenter + bånd + lim til montering og ophæng og sådan en fætter har jeg været heldig at gå fat i. 

Det skal nok blive morsomt og køn er kassen med de 24 låger ihvertfald! 

Min yndlingsyogalærer, Cathrine Kofoed, ovre på cathrineyoga.dk laver også en yoga julekalender - hver dag får man adgang til en yogaklasse eller meditation i hendes onlineunivers og 7 gange er der liveyoga i en facebookgruppe, så man kan få yoga undervisning sammen, men hver for sig. Liveyoga sessionen gemmes, så man kan lave den når man vil, hvis livetidspunktet ikke passer en. Alt sammen for 149 kr. 

Jeg beundrer meget den måde, Cathrine har klaret udfordringerne med yoga undervisningen her under coronakrisen. Det må være så nervepirrende, at have startet nyt firma og rejsebureau for yogarejser, blot for at se alle planerne falde til jorden. Alligevel vedbliver hun at være noget af det sødeste, gladeste, støttende og gavmilde med det hun kan, yin yoga. Jeg har tænkt mig at deltage.

Man kan finde den lige her:

https://online.cathrineyoga.dk/julekalender

November, november!

Ingen undskyldninger, men konstaterer blot tørt, at jeg nok bare er sådan en, som blogger en gang eller to om måneden; tiden flyver som sædvanlig, jeg halser bagefter det hele - det kunne lyde stressende, men det er det egentlig ikke. Livet viser sig, trods de udfordringer, vi alle er fælles om i øjeblikket, fra sin allerpæneste og lykkelige side. Faktisk må jeg sparke mig selv hårdt bag i for ikke at udvikle katastrofetanker, for kan det virkelig passe, at JEG kan være så heldig? Vel kan det så, tænker jeg, jeg er både rar og flittig, så selvfølgelig er det helt på sin plads, at tingene indimellem også bare flasker sig i mit liv 😁💪

Egentlig sker der ikke meget nyt - corona restriktionerne er jo, som de er og pandemien buldrer afsted. Jeg havde det sværest i starten, egentlig er jeg ikke en sortseer, men jeg har nok en tendens til at konfrontere mig hårdt og brutalt med tingenes tilstand med det samme og derfor har jeg allerede i starten forliget mig med forskellige versioner af worst case scenarios - og set i disses lys, så klarer vi os jo faktisk ret godt i DK. Jovist er der afsavn, tab og begrænsninger på vores udfoldelser, men for mig er de til at leve med.

Vi har brugt megen tid udendørs i det dejlige efterår, vejret har vist sjældent været bedre og roekampagnen er faldet sent i år.

 

Ud over turene ud i det blå, har vi renoveret og skruet lidt på det gamle skæve, hus. Uden at falde ned og slå os ihjel eller til plukfisk har vi sat stillads op og malet gavlene på huset. Jeg græd af rædsel, mens Stefan hjemmevant som en anden åh-abe svang sig i stilladset højt til vejrs. Heldigvis gik det godt og til foråret regner jeg med, at vi bliver færdig med hele projektet. I mellemtiden hygger vi indendørs med at male den ene stue, så vi kan få en dejlig yogaplads og sætte ny loftbeklædning op i badeværelse og baggang. Det hele roder som sædvanlig og jeg satser på at julen giver en kærkommen pause i alle projekterne uden for meget rod og ballade.

Lidt nyt er der dog trods alt sket. Jeg har opsagt min stilling i den psykiatriske akutmodtagelse og 1-12 starter jeg i en ny, lignende stilling på en retspsykiatrisk afdeling. For mere end 25 år siden var jeg elev på retspsyk og faktisk var det oprindeligt det, jeg ønskede for mit arbejdsliv, men mange ting kom i vejen. Det får jeg så mulighed for at udleve nu, jeg glæder mig rigtig meget. Jeg ved, jeg kommer til at savne den akutte psykiatri rigtig meget, men jeg skal også være så ærlig at sige, at coronapandemien og den usikkerhed og risiko den medfører i den akutte psykiatri er stærkt medvirkende til min beslutning. Heldigvis har jeg mange faglige interesser og i mit nye speciale ligger der rigtig mange muligheder for udvikling, så det vil jeg glæde mig til. 

 

Små fornøjelser

Det er småt med fornøjelser og afspredelser her i corona tiden, men alligevel er livet ikke så forskelligt fra før for mit vedkommende. Jeg har ikke nogen stor familie og deltager derfor sjældent i store fejringer og fester, min vennekreds er også lille og udadvendte fritidsaktiviteter bliver det sjældent, grundet job, til. Alligevel kan det da mærkes, at alt er forandret.

Da smittetallene var ultra lave i sommer opfyldte jeg, efter megen overvejelse, et stort ønske fra min side, nemlig at melde mig til et kursus i buddhistisk filosofi og meditation. Kurset kører stadig hver mandag, med de restriktioner der nu engang er - afstand, afspritning, værnemidler og begrænset deltagerantal.

Indtil videre føler jeg mig tryg ved at deltage, tempelrummet er stort, der er højt til loftet og plads til at sidde med afstand og der laves gennemtræk i rummet i pausen. Fremover vil jeg også bære visir eller mundbind, har jeg besluttet. Jeg håber sådan, at det lykkes at fortsætte holdet, for det har vist sig at være en kilde til stor glæde og fornøjelse i mit liv.

Indimellem kombinerer jeg dette kursus med kurset fra jobbet, som er om tirsdagen med en hotelovernatning i København og det er næsten blevet små, mentale åndehuller og miniferier for mig. 

Vores lærer er en buddhistisk nonne, som jeg er kommet til at sætte stor pris på. Hun er pragmatisk, helt nede på jorden og har en dejlig humor. Jeg glæder mig som et lille barn til at komme afsted.

Normalt forstår folk buddhismens begreber som den cykliske genfødsel og karma meget bogstaveligt - du ved, hvis man træder på en myre, bliver man genfødt som en myre. Sådan hænger det ikke helt sammen. For det første er det altid intentionen bag en handling, som afgør hvor stort et kamisk indtryk, som plantes i sindet. For det andet, så skal de 6 forskellige verdener, man kan genfødes i, ikke nødvendigvis opfattes bogstaveligt, men snarere tolkes som forskellige sindsstemninger et menneske kan befinde sig i, eller personlighedstyper, om du vil. 

Den anskuelse har jeg haft megen glæde af at tage til mig. Når man arbejder i en psykiatrisk skadestue, kan det ikke undgås at man bliver præsenteret for snart sagt enhver tænkelig variant af mental lidelse og jeg synes ærligt talt, at Buddha har været temmelig clever, når han har kunnet beskrive border line personlighedsforstyrrelse for 2500 år siden! Inderst i hjulet er de tre følelser eller vildfarelser/gifte, som driver hjulet og de mentale lidelser rundt: Uvidenhed, had og begær. Det giver, uanset hvad man tror på, god mening at undgå dem. 

Om man så tror på genfødsel eller ej, det er jo op til en selv. Man kan jo, som min lærer humoristisk foreslår, vælge at anskue det som en arbejdshypotese. Ingen ved jo, hvad der sker efter døden. Dalai Lama siger selv, at hvis det en dag bevises, at det ikke hænger sådan sammen, så laver vi det jo bare om. 

Det er en indstilling, jeg kan lide 😁

Efterår

Det er efterår og et ualmindeligt smukt et af slagsen. Vi stikker stadig af, så ofte vi kan på små udflugter i lokalområdet. Billedet er fra Herregården Krenkerup, som ligger få km fra, hvor vi bor.

Fornøjelser og restaurantbesøg er der ikke mange af her i coronatiden. Vi holder afstand og sociale arrangementer på et minimum, vi har indtil nu kun bogstaveligt holdt os til etablissementer med udendørsservering. Det slutter formentlig snart. Det samme gør badningen i Østersøen - det er ikke mere end 14 dage siden, vi sidst var i!

Marielyst lukker og slukker så småt efter en forrygende sæson - aldrig har jeg set så mange turister her som i denne sommer. Jeg skal også være så ærlig at sige, at man grundet den manglende charterturister kommer i kontakt med en gruppe af rejsende, som man ikke så ofte ser på disse kanter og man glæder sig uvægerligt til, at Sunny Beach åbner igen. Jeg kommer ikke til at savne drukfesterne og boomboxene på Bøtø og vi må bare konstatere, at Bulgarien åbenbart gik og tog en for holdet på den front.

Der er drøntravlt på jobbet. De patienter, vi ser, er dårligere end vi har set i årevis. Mange psykisk syge betaler en høj pris for isolationen og den nedsatte kontaktflade med sundhedsvæsenet og nok også den uvished og medfølgende angst, som hele situationen rummer. Det kan være slemt nok for os andre, såkaldt raske, men lider man i forvejen af angst og depression og paranoide tankemønstre, er tiden lige nu svær. Jeg arbejder på et såkaldt "bæltefrit" center, hvilket betyder at vi arbejder stærkt på at minimere tvang og især fikseringen. I de 2 år jeg netop nu har været ansat, har jeg kun medvirket til en eneste bæltefiksering på en svært selvskadende patient. Det er et job, som kræver gode talegaver og evner til konfliktløsning. Det virker for det meste, men nogle gange er det desværre ikke nok. 

Travlheden stammer også fra den kursusaktivitet, jeg gennem jobbet deltager i. For at kunne alt det her er der en del obligatoriske kurser, vi alle deltager i. Dels er der kurserne i selvforsvar og fastholdelse, derudover skal alle regionens psykiatri ansatte lige nu gennemgå et 5 dages kursus i kognitiv adfærdsterapi, så vi alle indretter sygeplejen efter samme værdier og principper. Indtil videre er kursusaktiviteten blevet gennemført, trods corona restriktioner, men jeg er godt nok glad for, at jeg fik opdateret mit selvforsvsr- og fastholdelseskursus så tidligt, at vi kunne nøjes med at træne med mundbind. En kollega fortalte, at de nu både skal være iført kittel, mundbind Og visir og at det er så stor en farce, at hun havde fået lov at springe over og vente på lavere smittetryk!

Mit arbejdssted har nok regionens bedste kantine, som godt nok ikke er så overdådig, som den plejer at være, men en ekstra bonus ved kursusaktiviteten er frokosten. Maden er sund og lækker og tilberedningen er - eller plejede at være - en terspiform for patienter med spiseforstyrrelser.

Alt i alt er det et ualmindeligt dejligt og aktivt efterår for mig og jeg nyder det i fulde drag. Jeg udvikler mig fagligt og det nyligt lærte er aldrig langt fra at blive afprøvet i praksis.

i går stak vi af!

Egentlig skulle vi en frygtelig masse i går; Stefan havde været på arbejde om natten og skulle sove og jeg skulle vaske, gøre rent og luge i haven - men den slags løber jo ingen steder og da det gik op for os, at vi kunne få et ledigt frokostbord på Pomle Nakke traktørsted kl 14, var sagen klar: Vi tog en hurtig beslutning og afsted var vi. Vi besluttede os for at køre ihvertfald en del af vores yndlingstur på Falsters nordøstlige kyst. Vejret var smukt og dejlig sensommervarmt og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ville være både synd og skam at gå glip af den måske sidste mulighed i år for en så dejlig dag.

Det var en vidunderlig tur, et smukt vejr og et dejligt - og efter min mening - dyrt traktement. Det er sjældent jeg har brugt 1000 kr på en frokost til 2, men der gør jeg egentlig gerne nu og da, hvis pris og kvalitet hænger sammen. Det synes jeg ikke helt, de når i mål med på Pomle Nakke. Maden er dejlig, men betjeningen, som nok er sød og venlig med sød og venlig på, er simpelthen for ustruktureret og ukyndig. Det var en dejlig oplevelse alligevel og Pomle Nakke og Corselitze skovdustrikt er bestemt et besøg værd, men en anden gang tror jeg nok, jeg pakker en luksuriøs madkurv og indtager den ved generalens lysthus.