Og så blev det hverdag.

Ok, jeg lød vist lidt som en overbegejstret jubelidiot i sidste indlæg, hvilket måske skyldtes en blanding af gensynsglæde og hospitalsdirektørens pep-talk. 

Jeg undlader at gå særlig dybt ind i, at selvsamme direktør i sin velkomst til nyt personale ikke nævnte min faggruppe - han - sekunderet af et slideshow - nævnte sygeplejersker, læger, portører, rengøringspersonale, selv den person, som fejer fortovet fik en velkomst med på vejen.

Mangler der nogen? spurgte han, da han så, at en kæmpe gruppe midt i salen ikke havde rejst sig.

Tjoe. Jeg øver mig i  IKKE at tage imod fornærmelser og i stedet grine af det. 

Vintervejret har forskønnet mit ellers smukke nabolag, selv om det faldt temmelig uheldigt i år.

Uheldigt, fordi jeg havde en stærk intention om, at være færdig med juleforberedelserne i god tid og det milde vejr skulle bruges til en delvis udskiftning af vinduerne i huset. Stefan sætter dem i for mig. Da han så, at tilbuddet på 2 nye vinduer til køkkenet lød på omkring 25 000 kr med moms og montering, kan det nok være at han besluttede sig for at gøre det selv. For 18 000 kr fik jeg 4 spritnye bondehusvinduer, fabrikslakeret i de rigtige farver og et mindre vindue til badeværelset. 2 termovinduer til stuen med buede overkanter og i den rigtige størrelse har jeg i forvejen købt, næsten ubrugte, og selv renoveret og omhyggeligt malet. 

Køkkenvinduerne sidder smukt og nu er der klar til at isolere væggen indvendig. Der skal lige nivelleres noget gulv og så ender det forhåbentligt alligevel godt med "skilsmissekøkkenet". Det har krævet lidt efterforskning at finde de rigtige materialer, som egner sig til bindingsværk, så trækonstruktionerne kan ånde og ikke får råd. Jeg er stadig fascineret over  i hvor god stand egetræet er, når der bliver lukket op til det. Så langt, så godt.

Vinduerne er monteret med "tjæret værk" som isolering og fugerne med kalkmørtel, iblandet fæhår. Det er ikke smedens yndlingsbeskæftigelse, kan jeg hilse at sige. Ifølge Stefan er mørtel og træ nogle onde, onde materialer - metal derimod, det ved man, hvad er. 😁

Iøvrigt fik jeg årets bedste grin, da vi skulle skaffe fæhår og Stefan ringede til en kammerat, som plejer at være leveringsdygtig i stort set alt, og spurgte: " Har du fehår"? Der blev helt stille i røret, mens jeg i baggrunden brølede: FÆ! - FÆ! - FÆHÅR! Carsten havde hverken fehår eller fæhår og mit forslag om at barbere Stefan skaldet og putte det i mørtelen, faldt ikke i god jord!

De fine buede vinduer er et kapitel for sig. De erstatter et par gamle, formentlig ikke lige så gamle som selve huset, helt utidssvarende enkeltlags vinduer, som efterhånden mest hang der på renomeet. Ingen af os har haft lyst til at gå igang med opgaven med at fjerne dem og skære buen til, for frygten for, hvormeget af tavlerne, som ville falde sammen, var stor. Og først spændte corona ben, så kom frosten og muligheden for at mure op forsvandt, så det har været pænt angstprovokerende. 

Det gik godt, nu er de sat i og næsten færdige, bortset fra, at det ene så skal laves om, for det sidder lavere end det andet. Jeg kan ikke betroes at måle noget som helst af vigtighed og er nærmest lidt talblind, men Stefan plejer at være særdeles omhyggelig og præcis.  Ingen af os havde tænkt at egebjælken i bindingsværket sad lidt lavere end i den ene side, end i den anden side, huset er skævt og måske også sunket lidt - og selv om det ikke er meget, ser det helt forrykt ud! Det er så dum en fejl, som det kan være.

Jeg kunne have skreget, men nøjedes med at tude lidt. Det var en anstrengende dag, jeg havde været i nattevagt og præcis da vinduet var banket ud, opdagede jeg, at mit køleskab var gået i stykker! Lynhurtigt fik vi organiseret et nyt og hvis ikke det var fordi, vi ret tit minder om Gøg og Gokke i arbejdsprøvning, tror jeg vi kunne regere verden i fin stil.

Jeg havde glædet mig til at blive klar til jul i god tid i år, men trods alle gode intentioner sker det ikke. Men julegaverne er i hus, det meste af maden lige så og i år har jeg fri helt fra d 22 til d 30 december.

Og nytåret skal fejres på min nye afdeling sammen med en sygeplejerske, jeg engang læste hf og på sygeplejeskole med, så alt i alt er livet ret godt lige nu.

Sikke en måned!

November startede som tidligere annonceret med, at jeg forlod psykiatrien efter 5 år og vendte tilbage til somatikken på "mit" gamle hospital, denne gang i et nyt speciale, akut almen neurologi. 

Det var meget vemodigt for mig, for jeg havde haft en masse drømme, visioner og forhåbninger til den psykiatriske sygepleje, som bare aldrig fik rum til at folde sig ud. Eller også var det bare mig, som ikke passede ind. Uanset hvad, var det en svær erkendelse at komme til, men da beslutningen var taget, var jeg også klar over, at det var den rigtige. Det var som at komme hjem, selv om introprogram i dagvagt, nyt speciale og nye, opdaterede retningslinjer og instrukser på sygeplejefaglige procedurer ofte har fået mig til at føle mig som en fisk på cykel. Selv om jeg i perioder er kommet i specialet som vikar, er det noget andet at være fastansat og forestille at kende specialet. Jeg føler mig ofte som en usikker klovn, men der er også forbedringer - og det holder jeg fast i 😁

Rigshospitalet har, udover nærmest at være en hel bydel i København, to matrikler og jeg har mit faste gang på matriklen på Vestegnen, hvor det meste af den medicinske neurologi har til huse, både med et spritnyt rehabiliteringscenter, som erstatter det, som tidligere lå i Hornbæk og en nyoprettet neurologisk akutmodtagelse, som åbner lige om lidt.

Rigshospitalet er specielt på på den måde, at det er hele Danmarks hospital og målsætningen er, at " være til gavn for den enkelte patient og hele det samlede sundhedsvæsen". Patienterne er ofte langt hjemmefra, både fra rigets randområder - Grønland og Færøerne - og andre dele af landet.

Da jeg stod ved indgangen på Blegdamsvej, hvorigennem der dagligt går 40 000 mennesker, hørte jeg pludselig en øredøvende larm og kikkede op - en redningshelikopter var ved at lande på taget. Og selv om man kun er en lillebitte del af det kæmpestore apparat, knap nok et tandhjul, men blot en skrue, så kan man ikke lade være at ranke ryggen lidt. Et eller andet sted i Danmark er et menneske kommet galt afsted og har brug for hjælp.

Nok om det. Det bliver et langt introforløb og det kommer til at kræve en del arbejde, at blive søstærk i en hverdag, som ofte er omskiftelig, kræver viden og ekspertise, selv på min lille plads.

I September startede jeg igen på studierne på buddhistisk universitet. Jeg har været væk fra det en periode og det var super godt at starte igen. Denne gang læser vi hjertesutraen, et af de centrale, ihvertfald for den gren, jeg tilhører, skrifter i buddhismen om tomhedens natur. Når buddhister taler om tomhed, menes der ikke "intethed", som vi opfatter ordet i vesten. Det er spændende, svært filosofisk stof og lægger sig tæt op af fænomenologien. 

Jeg tænker, jeg skal have kurset et par gange, for jeg har ikke været verdens bedste elev, jeg er tyndt smurt ud i øjeblikket og nogle steder endda kun pletvist dækkende. Se nedenfor.

I søndags blev der så for en kort periode spændt ben for det hele. Jeg kunne have grædt - hvilket jeg så også gjorde en lille smule -  mest fordi jeg ved, min arbejdsplads er presset og mine hænder mangler, men også fordi jeg i denne uge går glip af en del, jeg gerne ville. Undervisning, den afsluttende psykologsamtale og tilflugtsceremonien på fredag. Øv, øv og atter øv.

Vi ser mange patienter med corona i øjeblikket. Ofte bliver folk med epilepsi indlagt, fordi de, trods de er velbehandlede, indlagt fordi de har fået et krampeanfald. Så bliver de lagt på en gangplads overfor kontoret, så vi kan observere dem og gribe hurtigt ind, hvis de får anfald. Og rigtig ofte viser det sig, at de har covid.  På den måde smittes mange personaler og igen patienter og selv om det ikke længere regnes for en farlig eller livstruende sygdom, er det alligevel en belastning, både pga personale, som bliver syge og patienter med skrøbeligt helbred. 

Jeg er nu ret sikker på, at jeg blev smittet af en anden, nyansat kollega, som åbentbart syntes det var en rasende god ide, at gå til introundervisning med hoste og snot stående til højre og venstre. Hun var syg, var hun. Hende vandt jeg pladsen ved siden af i 4 timer i et lille rum uden mulighed for udluftning. Jeg pippede lidt til hende om, at hun måske burde være blevet hjemme? Hun kvidrende blot løs om, at hele hendes afdeling var nedlagt af sygdom og jeg tænkte i mit stille sind, ja, og nu får du nedlagt alle de andre afdelinger også. Det er et ømtåleligt emne, vores kultur er at være loyal overfor arbejdet og vagtplanen, fremfor patienter og medmennesker.

Det var dagens lidt sure opstød. Heldigvis er jeg slet ikke så syg som første gang, men dog med feber og snot, så jeg ikke synes jeg kan gå på job. Jeg håber, jeg er klar og fit for fight om et par dage.

Windy & Blue

Det lyder mere trist, end det er 🙂

Jeg fik endelig syet sidesømmene på Helga Isagers model "Windy" - lige i tide til efterårs vejrets komme.

Jeg har svært ved at leve uden en blå sweater og Helgas model erstatter Marianne Isagers model "Blå", som bogstaveligt talt var slidt ned til sokkeholderne. Eller ihvertfald ærmernes manchetter.

Både barndomsveninde og jeg får minder om den selvkomponerede koboltblå patentsweater, jeg strikkede i firserne. Først brugte jeg den og så sled hun den helt ihjel de første år, hun læste på Ålborg Universitet Center. Windy er lidt mere i tråd med nutidens mode, ikke helt så voluminøs, bortset fra de patentstrikkede ærmer.

Ihvertfald er den blå og super let, trods det omfangsrige look. Jeg elsker den allerede og den kommer jeg til at bo i de kommende måneder.

Model: Windy

Designer: Helga Isager

Garn: Coast fra Holstgarn, en blanding af bomuld og uld & noget Kid Silk mohair med en tynd sølvtråd fra SmukSak garn.

Pindestørrelse: 1/2 nr større end angivet i opskriften - det er det nr, jeg skal bruge for at ramme den Isagerske strikkefasthed.

Str: Husker det ikke, men mener det er den mellemste.

Teknik: retstrik, patentstrik, italiensk aflukning, saddelskulder, fremhævede masker, German Short rows.

Ændringer: jeg strikker konsekvent ikke patent med omslag, hvis jeg kan undgå det - jeg strikker det, englænderne kalder en "Fishermans rib", altså patent uden omslag. Det er lysår enklere og giver samme resultat og gør sammenstrikningen af saddelskulderen så meget nemmere. Prøv det!

Det samme gælder for vendepinde, jeg gider ikke omslag og holder mig til de tyske vendepinde.

At ride på livets bølger

Riding the waves

Der har været stille herfra. Der er sket store forandringer, så store at jeg slet ikke har kunnet sætte ord på indtil nu.

Stefan flyttede for 3 måneder siden. Vores relation har længe været under forandring og til sidst måtte vi erkende, at vi ikke kunne få enderne til at mødes og det kom til et brud mellem os. Der var ikke megen højstemt dramatik, men alligevel så et dybt og tungt indtryk i mig, at der gik nogle måneder, før jeg overhovedet var i stand til at sætte ord på det skete til andre end mine absolut nærmeste. Nu bor han i en lejlighed i byen, vi ses ofte og i det mindste er der vokset et solidt venskab ud af vore 17 år sammen.

Alting forandrer sig. Jeg har aldrig været god til forandringer, for i mine tidlige år var forandring ofte lig med katastrofe. Den lektie er jeg ved at lære og jeg siger med vilje ikke, at jeg HAR lært den. 😉 

Men det går, alt andet lige, bedre på den front.

Jeg har været sygemeldt fra jobbet en periode med stress og belastningsreaktion - det er ihvertfald, hvad psykologen, jeg går til, kalder det. 

Jeg startede på job efter min ferie, i dagene efter det frygtelige knivdrab på en læge i psykiatrien skete. Efter endelig at have nået fuld sikkerhedsbemanding i nattevagterne, kom jeg tilbage til endnu en gang at opleve at bemandingen var skåret ned til to personaler, i stedet for normalt tre i akut, intensiv psykiatri. Samtidig var vores sikkerhedsvagt, som er en specialuddannet forebyggelsesinstruktør også sløjfet, ihvertfald for en kort bemærkning. Tilfældet ville at vi samtidig havde en patient indlagt, som tidligere har overfaldet både personale og medpatienter. I løbet af den arbejdsuge blev det så min tur. Vi nåede heldigvis at afværge overfaldet og umiddelbart efter følte jeg mig ok, min kollega var dog noget mere rystet og påvirket. Da jeg dagen efter mødte på job igen, havde patienten fået ordineret fast vagt - dog uden, man syntes det kunne være en god ide samtidig at øge bemandingen fra to til tre. Samtidig kørte de dyre skåltaler, mindehøjtideligheden og minutter af stilhed for de dræbte og sårede i psykiatrien og mantraet "det må aldrig ske igen!" føltes pludselig bizart skamredet.

Og så trak jeg stikket. Kastede håndklædet i ringen, hvilket nok er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. Jeg. Kan. Ikke. Mere...

Jeg er for længst tilbage på job igen, men for nogle uger siden kom jeg til den erkendelse at jeg, set i lyset af alle hændelserne i denne sommer, har brug for forandring og en frisk start. Det er lidt lige som Sams bar: Some times you wanna go where everybody knows your name. And they're always glad you came..😉

Så 1-11 er det tilbage til somatikken, til "mit" gamle hospital, denne gang i akut, almen neurologi.

Jeg er en smule rædselsslagen for alt det nye, jeg skal lære. En ting er, at komme i et speciale som vikar, noget helt andet er virkelig at mestre specialet. Men jeg trøster mig med, at eftersom de kender mig og selv ofte har opfordret mig til at søge, så er det nok ikke helt skævt.

Så, forandringer - kom an! Jeg skal gøre mit yderste for at holde balancen.

Higgledy Piggledy's Vintage Tea Room

Vi har fået en engelsk tesalon i Nykøbing F. Den er ligger midt i byen tæt på torvet i et af byens ældste huse, Czarens hus. Den er drevet af den engelske kvinde og tidligere skolelærer Alka-Lea Margerison. Det er et fantastisk sted og jeg må indrømme at jeg, indtil flere gange nu, har fejret min 55 års fødselsdag der 😁, både med deres "Royal Afternoon Tea", som skal bestilles minimum 48 timer i forvejen, men også ved enkelte, spontane besøg direkte fra gaden. Det første er dejligt, men mest " Value for Money" synes jeg man får ved det almindelige cafebesøg. Måske kan jeg bare bedst lide store stykker kage? Det tror jeg nok, jeg kan. 

Der er også forskellige frokost muligheder, pies og sandwiches, som jeg glæder mig til at afprøve.

Royal Afternoon Tea med sparkling tea - det sidste kunne jeg blive svært forfalden til!

Det daglige kagebrød i cafeen

Den smukke cafe.

Coffee Cake med te.

Gårdsdagens fejring med trifli. Sådan en kande te koster 45 kr og der er til flere kopper. Vi bestiller en hver ud fra dagens tema og udvalg af 5 teer. Triflien kostede 40 kr, hvilket må siges at være overkommeligt, når man ser, hvad der betales for en kop kaffe rundt omkring.

Man kan følge Higgledy Piggledy's Vintage Tea Room på fb, hvor de lægger billeder op af dagens kager. Men det er på eget ansvar -kagebillederne har mere en en gang lokket os på en uforudset tur til Nykøbing f.

Tanker på en natlig hovedrengøring...

... og omflytning.

Jeg er igang med en længe tiltrængt hovedrengøring og omarrangering af vores dagligstue. Vi ligger stadig i et forfærdeligt byggerod, køkkenet er langt fra færdigt, og som man måske kan forstå, begynder hele scenariet at trække tænder ud. Vi stødte på nogle alvorlige fugtproblemer i en ydervæg, som det var nødvendigt at udbedre, før vi kan efterisolere indvendigt, hvilket så også blev besværliggjort yderligere, da den tykkelse i den type isoleringsplader, som egner sig til bindingsværk, var i restordre og havde en forventet leveringstid, som lå måneder ud i fremtiden. Dyyybt suk. Pladerne skulle ankomme i næste uge og så skulle vi gerne kunne komme videre. Vi pønser lidt på, at få gennemrenoveret husets elinstallationer, nu vi alligevel er igang, men det er en bekostelig affære. 

Imens kan jeg så hygge lidt med dagligstuen og mit nyindkøbte arbejdsbord, som kommer til at erstatte flere andre møbler - jeg har et behov for at forenkle og rydde op og ud på dette tidspunkt i mit liv. Bordet er efter sigende et gammelt borgmesterbord, som har stået på Køge Rådhus, hvis den historie altså passer. Jeg tvivler lidt, men uanset hvad, så udfylder det mange funktioner for mig. Jeg glæder mig til, det bliver bedre vejr, så jeg kan komme rigtigt igang med at istandsætte det.

Uanset om man vil indse det eller ej, så ligger man jo en dag med stængerne i vejret og så vil det være rart for dem, man efterlader, at der er nogenlunde styr på ens efterladenskaber. Jeg er sandet til i for mange ting og nogle er lidt svære at give slip på, må jeg indse. Det bliver dette års projekt, har jeg bestemt. 

På de sociale medier har jeg også været sandet til. Her har jeg også luger ud med hård hånd. På fb har jeg nu kun et par håndfulde venner, familie, som bor langt væk og som jeg gerne vil beholde kontakt med og så nogle nære venner. Andre, så som gamle kolleger og mennesker, som jeg aldrig ser eller deler betøringsflade med, har jeg slettet - hvilket mest handler om mig og ikke om dem. I perioder er min opmærksomhed all over the place og hvis jeg har for mange liv at følge med i, er jeg simpelthen for dårlig til at koncentrere mig og bruge min tid rigtigt. Egentlig ville jeg allerhelst slette mig på fb - jeg var på kortvarigt, da platformen kom frem, men hoppede hurtigt af og levede fint uden i 11 år - men jeg må også erkende at jeg er glad for at deltage i nogle bestemte grupper og i at holde en vis kontakt med nogle få. Derudover bruger jeg meget det, som hedder " Marketplace" til at købe og sælge brugt, bla borgmesterborde og den slags 🙂

Der er alt for meget arbejde ind over i øjeblikket og derfor tager tingene tid. Faktisk er det ikke helt rigtigt, jeg har lige haft en lang periode, hvor jeg ikke arbejdede ekstra og også havde en del fri - men sært nok, har jeg i sådanne perioder en vis tendens til at gå i stå og blot sidde og glo ud i luften. Jeg får mest udrettet, når der er lidt tryk på. Det er vist det, som på nydansk kaldes "at være i flow"...

Der går godt på jobbet, men det har været hårdt. Længe. Jeg er mentalt slidt, kan jeg mærke. I lang tid har vi kun været 2 på vagt om natten, selv om man normalt altid af sikkerhedsmæssige årsager er 3 på en lukket, intensiv afdeling. Jovist, vi har kun haft 10 patienter, hvor vi normalt har plads til 12 og vi modtager, grundet den lavere bemanding, heller ikke fra akutmodtagelsen om natten, eller løber til alarm. Min indvending er, at der jo sådan set kun behøver være en patient, som er dårlig eller farlig, før det bliver problematisk. Det er mærkværdigt at komme fra det nichespeciale i psykiatrien, hvor jeg arbejdede sidst, til en ganske almindelig intensiv, lukket afdeling. Jeg har været vant til at sikkerheden og bemandingen var i top og aldrig til diskussion, patienterne var måske nok mere personfarlige, men velbehandlede. På en afdeling som min nuværende kommer patienten ind af døren, nogle gange med politiet, og ofte uden vi kender det mindste til ham/hende. Det kan man gøre sig sine tanker om, men formodentlig bliver det ikke bedre. Heldigvis har jeg fået verdens bedste faste makker, en mand med irakisk baggrund, lidt yngre end jeg selv - he's my brother from another mother 😁. Og om lidt får vi en sygeplejerske på vores hold, som vi kender lidt til og som er stjernedygtig. Så fremad går det.

 

Glædelig jul!

Det lykkedes med hiv og sving at få sat et nødkøkken op og få tilberedt en slags julemåltid. Fordi tingene er anderledes i år, tænkte jeg at julemiddagen også kunne være det - så vi hoppede med på beat'et og flikkede sådan en slags Skandi-Christmas zusammen: Norsk juleribbe, svensk Janssons frestelse, Camilla Plums juvelsalat og en dansk risalamande.

Jeg har nu officielt overtaget mesterskabet i sprød svær fra min far, som var sindssygt dygtig til det. Han havde lært teknikken af min farmor, som var datter af en slagter og hele livet igennem hev den ene perfekte flæskesteg efter den anden af ovnen. Jeg er svært stolt af mig selv, hvis du ikke allerede har gættet det.

Ribben har den lokale slagter i SuperBrugsen Sakskøbing skåret efter mine anvisninger af noget lokalgris. Den vejede 4,5 kg og er skåret af kogestykket og benene er savet igennem i to lange spor på bagsiden. Den er dampet og stegt i ovnen i nogle urter, krydderier, Christmas Ale og vand i ca 5 timer og herefter er sværene puffet op ved høj varme. Den kostede lidt over 200 kr og der er mad til en hær eller ihvertfald til mange dage.

Det var en udsøgt, nem, og ikke mindst billig, succes og ikke sidste gang, jeg laver det stunt.

Jeg er sådan set frisk og klar til job mandag, men jeg er træt som et ondt år, så det var en meget stille og noget ussel jul, uden megen pynt og mange falbelader. Heldigvis er Andreas et meget positivt og venligt stemt menneske, som altid let, glad og gerne tilgiver sine forældres mærkværdigheder og mangler.

Jeg håber og satser på godt helbred og et færdigt køkken i det nye år. Håber du, som læste med, havde en dejlig jul med alt, du kunne ønske dig ❤️