fredag den 1. juli 2016

Meteora igen - igen.


Vi snuppede Egnatia- motorvejen, den gamle romervej, som er blevet genopført delvist for EU-midler og har kostet milliarder og atter milliarder euro, sammen med en busfuld finske turister. Motorvejen starter i princippet i Lissabon i Portugal og ender i Tyrkiet ved den irakiske grænse ( IS kan sgu stå her hvornår det skal være! ).


Andreas skulle selvfølgelig også se Meteora-klostrene og jeg gad godt igen, for området og landskabet er stadig dybt fascinerende.


Landskabet er en europæisk ekvivalent til Ayers Rock i Australien.

De første munke, som kom her og grundlagde klostrene mindes stadig.
Jeg har engang fået forklaret, at grækerne har et lidt bizart forhold til omgang med lig - den afdøde gravlægges i en sarkofag på kirkegården og et år eller to efter åbner familien graven, renser knoglerne for det sidste rådne kød og lægger dem herefter i'et lille skrin i kapellet på kirkegården. Så har man godt nok styr på, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen, tænker jeg! 
Jeg har engang været vidne til noget af processen. Min rejsekammerat, en af de mænd, jeg engang har elsket og jeg skød genvej over kirkegården på Poros og her kom vi simpelthen forbi et lig i svær forrådnelse og stadig iført jakkesæt, som lå på jorden. Det chokerende for mig var ikke at se et lig i forrådnelse, men at det blå og gråstribede polyesterslips, som hørte til jakkesættet, stadig var som nyt!
" Nå, har vi fået lov at komme lidt op i dag?" spurgte Simon og så fortrak vi skyndsomt fra kirkegården.


Vi spiste frokost hos Katharina og hendes svigerdøtre i Kalambaka for foden af klipperne.  Katharina er over 80 år og har stået i køkkenet siden hun var 16. Hun kan bespise 100 mennesker i en ruf. Maden er velsmagende, men også lidt tung, græsk bondekost, hvilket nok for mange nordboere ikke er det, man trænger til i 34 graders varme. 


I bjergbyen Metsovo var der køligere, kun 28 grader. Byen ligner Tirol med huse af sten og træ og er om vinteren et populært skisportsted. Byens befolkning er " Vlachs" og tilhører en europæisk, etnisk gruppe, som stammer fra Rumænien og Balkan. De er berømte for deres røgede ost, som smager helt fantastisk. Vi smagte og købte et kilo med hjem til Stefan. Vi blev forsikret om, at osten kan holde et år, hvis den opbevares rigtigt - det kommet den så ikke til, kan jeg godt garantere!
Vi har også tasken fuld af " greek delights" og ikoner.

Den sidste nadver
Stefan og Andreas

Jeg har samlet på ikoner i mange år og har efterhånden min egen ikonostase. Det er efterhånden en tradition at købe et par ikoner med hjem, når ferien går til Grækenland. Nogle er dyrere og lavet på traditionel vis, andre er blot billige tryk. Det her er bare nogle billige nogle, men derfor kan de godt have værdi.
Traditionen startede i 2002. Min papsøster i USA har en autoimmun bindevævssygdom, som dengang havde angrebet hendes nyrer så hårdt, at hun kun havde 30 % nyrefunktion og også var  så uheldig, at hun havde fået kræft i den nyre, som fungerede. Mens jeg var på ferie i Grækenland skulle hun opereres og lægerne havde ladet hende forstå, at hun havde 50 % chance for at overleve operationen alene.
Så mens hun blev opereret tændte jeg lys for hende i det lokale kloster - som iøvrigt er opført, fordi der er en hellig kilde, som skulle kunne helbrede nyrelidelser - og min mor og hendes veninde gjorde det samme i henholdsvis Spanien og Tyskland. Det handlede ikke meget om religiøsitet, men snarere om at kanalisere den magtesløshed, vi følte, over i et ritual eller en højere magt, om man vil.
Heldigvis overlevede hun operationen og har senere fået en nyretransplantation - og Ikonen, jeg købte samme dag, med Jomfru Maria og Jesusbarnet i den livgivende kilde hænger stadig på min væg :-)

Det var en god - og lang! - udflugt. En dag tvinger jeg nok Stefan til at køre mig derind igen på egen hånd, så vi kan nå at se flere af klostrene. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar