Tag en tudekiks?

Grundlæggende har jeg den dybeste medfølelse med sundhedspersonale, som er så overbebyrdede, at de græder i afmagt.

Til gengæld bliver jeg nødt til at sige til de kære læger, at sygeplejersker og sosu-assistenter i årevis har grædt på jobbet, når arbejdsbyrderne steg dem over hovedet. Jeg er heldig, at jeg arbejder på afdeling, hvor vi ikke græder. Men på min tidligere afdeling, geriatrisk afdeling, er det helt normalt, fortalte en af mine tidligere kolleger for nogen tid siden. Nogle dage er der bare så travlt og så stresset, at øjnene lige pludselig slører til og man må forlade skrivebordet eller patienten og gå afsides for sig selv og ta' sig en tudetur. Bagefter går man ind igen - og fortsætter.

Tidligere græd man også indimellem. Min tidligere leder på specialinstitutionen for stofmisbrugere, en ældre sundhedsplejerske, havde en datter, som var nyudlært sygeplejerske på en stor medicinsk afdeling . Indimellem blev min leder ringet op ud på formiddagen og det eneste hun kunne høre, var hendes datters gråd i røret. "Jamen, lille skat, hvad er der dog sket?" spurgte den bekymrede mor, hvilket blot fik datteren til at græde endnu værre. Når datterens gråd stilnede af til en snøften, svarede hun sin mor: " Det er bare alt for meget og jeg skulle lige høre din stemme. Jeg går ind igen."

Så sad hendes mor - den gamle sygeplejerske - og havde det elendigt resten af dagen.
Det lo vi lidt af.

At lægerne nu også græder er vist noget nyt. Eller også er det nyt, at de offentligt tør indrømme det.

Tør jeres øjene og velkommen i klubben, siger jeg bare.

Og måske skulle i overveje, at bruge noget af den magt, I som læger rent faktisk har, til at slå i bordet og sige, at nok er NOK!?

Gylden Granite

For 3 år siden, godt og vel, begyndte jeg at strikke Helga Isagers "Granite" ag en rulle tynd hørgarn, jeg havde fundet i en udsalgskasse et eller andet sted. Det var enten her eller her. Jeg husker ikke garnets specifikationer, men det passer til en p 3 og 3 1/2. Man kan ikke se det særligt godt på billedet, men tunikaen glimter og sparkler så det er en lyst, for jeg har strikket en tynd guldtråd med den naturfarvede hør hele vejen igennem. Det ser - mildt sagt - godt ud. Jeg tror det er noget af det mest vellykkede strik, jeg har begået.

Men ak. Jeg gik i stå, ihvertfald indtil for et par uger siden, hvor mit nye håndarbejdsbekendtskab inspirerede mig til at komme igang igen. Der manglede kun 1 1/2 ærme og en masse montering. Nu er den - næsten - færdig. Den sidste sidesøm syr jeg om lidt.

Man kan måske se guldtråden her.

Model: Helga Isagers "Granite"
Pinde: 3 & 3 1/2
Garn: tynd hør og guldtråd fra drops
Ændringer: Jeg har ændret på halsudskæringen, gjort den større og lidt dybere ved at tage lidt mindre ind. Helga Isagers modeller er tit for små i halsudskæringerne til mig, hvis den rynkes mere sammen og sidder højere, kommer jeg til at ligne Pjerrot.
Hot or Not: Hot, Hot, Hot!
Min version af tunikaen er lang og meget løs. Den går til midt på låret og hænger lidt længere ude på mine brede skuldre end den oprindelige model er tiltænkt. Den ryger direkte i feriekufferten med en guldsandal og et par leggings!

Jeg gik i stå, fordi det gør forbandet ondt i fingrene at strikke med det uelastiske hørgarn. Det er som at strikke med en rulle køkkensnor, så er det sagt. Alligevel tror jeg, jeg går i gang med en til, men uden guldtråd denne gang. Jeg tænker den skal være sort, sort kan man altid bruge, også om 3 år :-)
Jeg har en lumsk mistanke om, at dette garn kunne du.

Ud i det blå

Vi trængte til at komme ud i det blå. Jeg har haft lidt ekstravagter - Andreas skulle ha' briller, bilen skulle skiftes og oliefyrets brænder er ved at være udbrændt - men det skal ikke forhindre mig i også at nyde livet, sådan i  al beskedenhed. Vi snuppede et par færdige salater fra brugsen og kørte til Bandholm. Bandholm ligger kun 5-7 km fra, hvor vi bor, og den grønne skov i baggrunden er Knuthenborg Safaripark. En af de polske sygeplejersker i min afdeling bor i Ishøj og havde taget mand og barn med i Knuthenborg og spurgte mig bagefter, om det virkelig kunne passe, at det er det, man kalder "Udkantsdanmark".  Det svarede jeg bekræftende på, hvorefter hun sagde: Jamen, der er jo virkelig pænt! Vel er her så - her er virkelig, virkelig pænt.

"Strandparken" midt i Bandholm med udsigt til havnen, Museumsbanen og Bandholm Hotel. Da det ikke rigtig længere spillede for sekten "Faderhuset" inde i Nørrebronx, tog sektlederen Ruth Evensen med sit følge til Bandholm, hvor hun opkøbte hotellet og det meste af byen. Bandholm har formentlig aldrig været smukkere. Før var byen lidt ussel og forfalden, men nu er alt velholdt, vedligeholdt og ualmindeligt smukt. Husene med udsigt til vandet, som ligger i forlængelse af hotellet, går nu under det poetiske navn "Bandholm Hills".

Min veninde, Socialdemokraten, som lever i en regnbuefamilie indlogerer ofte glad & gerne hele familien hos Ruthemor på Bandholm Hotel. Ruthemor laver go'e nøddekurve og filosofien er, at støtte op om hotelprojektet, for hvis vi kan kanalisere hende over i noget hoteldrift istedet for religiøs fanatisme, så er det at foretrække. Min veninde kender sagtens Faderhusets holdninger til homoseksuelle, men hun er af den holdning, at det bedste værn mod radikalisering er at mødes, omgåes og sætte (med)menneskelige ansigter på hinanden. Ak ja, besad man blot selv samme pragmatisme, så var verden måske et bedre sted.

- ok, jeg ønsker ikke at være lige så pragmatisk, som visse socialdemokrater har været de senere år. Det var dagens eneste politiske udmelding :-)

Iøvrigt er det vist slet ikke Ruth, som driver hotellet længere, men hendes søn.

De har fået anlagt en strand i Bandholm, siden vi var der sidst! Tidligere var det en pænt sørgelig mudderpøl, men nu ser det da flot ud.

"Det er Ruth!" råbte Stefan vredt og forarget, hvortil jeg måtte konstatere, at jeg da egentlig synes, at det er en god ide med sådan en strand. "Jamen, det er jo der, jeg graver sandorm, når jeg skal fiske" sagde han slukøret. Point taken - nu skal han næsten vade halvvejs til Askø, for at hente orm :-)

Man kan køre med veterantog fra Maribo til Bandholm. Det gjorde vi nu ikke.

Bandholm Hotel. Der er ualmindeligt dejligt, både inde og ude.

Hovedgaden i Bandholm.

Det prøver vi en anden dag.

Når man kører ud af Bandholm kan man købe kartofler, æblemost og andre gode sager i denne bod. Det er også her, man finder de bedste jordbær i sæsonen.

På vej mod Maribo. Knuthenborgs stendige bliver ved og ved.

Så er vi næsten tilbage i byen igen. Her gad jeg ikke bo.

Vi fik en kæmpe isvaffel i solen på Torvet i Maribo. Her er også smukt. Til gengæld er folk sødere og venligere i Sakskøbing. Vi er "byen, som smiler". Det er næsten ligesom med Gentofte og Vestegnen. "Retfærdighed ophøier et folk". Det er ikke engang løgn.

Kaj Munk var der også. Oppe bag ved Kaj Munk er Maribo Domkirke og klosterruin. Her endte Leonora Christina sine dage, da hun endelig blev sluppet ud af Blåtårn. 

Domkirken ligger smukt ved Maribosøerne og om sommeren kan man sejle på søerne med turbåden "Anemonen" - naturligvis opkaldt efter Kaj Munks "Den blå anemone":

På Lolland jeg den hented,

et kærtegn fra min fødeø.

Så gik jeg her og vented

og tænkte: "Den må dø;

den savner jo sit skovkvarter,

sin lune luft, sit fede ler;

i denne fjendske zone

forgår min anemone;

Jeg ser den aldrig mer".

Kaj Munks anemone klarede som bekendt omplantningen til det jyske og stod til sidst og nikkede "sejersæl i Jyllands grus". 

Jeg har også klaret omplantningen, først fra Jylland, så fra København, til den fede, lollandske "plådder" (pludder, mudder). Jeg elsker at bo, præcis, hvor jeg gør.

 Det var en dejlig hverdagspicnic.

Velkommen til Vestegnen!

Så landede jeg endelig rigtigt hjemme efter en uges arbejde og nogle ekstravagter på mit nye arbejdssted. Heldigvis fik jeg jo ret - det er ikke nødvendigvis dårligere andre steder og det er ikke nødvendigvis nogen skade at møde nye kulturer. Som forventet går noget af den kultur, vi havde, under. Men jeg forventer stærkt, at den genopstår i en eller anden form, når vi lige har fundet vore ben. Til gengæld er vi alle nærmest blæst omkuld af den venligheds- og hjælpsomhedskultur, som hersker på det nye hospital. Den har vi besluttet at adoptere. Og når vi med held får blandet det nye og det gamle, kan det ikke undgå at blive godt.
Det viser sig, at det er en kæmpe fordel at blive en del af et stort center indenfor vores eget speciale. På vores gamle arbejdssted var vi et lille afsnit i en stor medicinsk afdelig, en lille mærkelig enklave, som ikke rigtig hørte til. Det gav en del nid og ringeagt fra både læger og andre afsnits personaler. Mit indtryk er, at vi ofte blev betragtet som en slags skraldespand, hvor man kunne sende patienter til, som andre ikke rigtig gad. Hvis en ældre dement mand eller kvinde blev indlagt og engang havde haft ondt i ryggen eller hold i nakken, kunne vi være helt sikre på, at vedkommende blev overført til os - også selv om han eller hun viste tydelige tegn på en alvorlig hjertelidelse eller andet. Det er ikke fordi, vi ikke vil passe ældre, demente mennesker - men tro mig, det er ikke i patientens interesse at være indlagt på en reumatologisk afdeling, hvis han har betændelse på hjerteklapperne og hører til hos kardiologerne.
Der er andre boller på suppen nu. Vi er et akutafsnit og modtager patienter fra alle hospitaler døgnet rundt. Det er ikke usædvanligt for aftenvagten at modtage 3-5 nye patienter og i nattevagterne får vi for det meste 2 nye patienter. Men det er patienter, som hører til i vores speciale og det gør saftsuseme en stor forskel! YES!
Selvfølgelig har der været problemer, men de er af logistisk art - vi skal lige lære at sengeredningen det nye sted lukker fredag kl 12 og at køkkenet har andre deadlines, end vi er vant til. Men vi har taget det med godt humør og i stive arme og det har ført megen morskab med sig.
En af mine kolleger, som er født og opvokset omkring Hellerup, i "Reservatet" fik sig en ordentlig een på opleveren, da hun skulle på job første gang. Hun tog den forkerte motorvejsfrakørsel og endte i noget som hedder Ballerup og Ishøj! "Jeg kunne jo lige så godt have været på Borneo og jeg kunne ikke forstå et eneste ord, de sagde". Vi hylede af grin - specielt de to kolleger som bor i Ballerup og Ishøj - men faktisk viser det jo, hvor utroligt store forskelle der kan være socialt og etnisk i Danmark, når  man forflytter sig blot 10 km.
Og jeg selv fik også en lidt hård start. Det er sikkert som Amen i kirken, at når man slår ud med armene og bedyrer, at der absolut ingen problemer er i at starte i nye omgivelser, så bliver man den, som har glemt, hvor ens garderobeskab er placeret i en kæmpestor kælder med mange lange gange, mange forskellige garderoberum og over 1300 skabe. Jeg måtte give op, da jeg havde løbet rundt i kælderen, tapsvedende og med dunkende hjerte i 3 kvarter, for at finde garderobeskab nr. 293. Jeg havde været der før, men jeg havde glemt vejen dertil. Og min nye sygeplejerskemakker fik også en hård start. Så snart aftenvagterne var gået hjem, sagde hun pludselig. "Jeg har glemt at få en nøgle til medicinrummet!". Heldigvis slog den føromtalte venligheds- og hjælpsomhedskultur til og vi klarede vagten i fin stil.
Min nye makker og jeg ser ud til at være "a match made in heaven" - "gammel" - hun er på min alder, men gammel betyder bare, at hun har været sygeplejerske i mange år - intensivsygeplejerske, som iøvrigt er viking i sin fritid. Når der er rolige stunder på nattevagten, finder jeg strikketøjet frem og hun nålebinder en sok eller bayeuxbroderer på sin lille datters særk. Vi har det sjovt og har et vist værdifælleskab omkring den sygepleje, som skal leveres.

Det tegner mildt sagt lovende.

Damekaabefoer & Pariserkaskjetter

Nogle gange kan den omsiggribende digitalisering forekomme at være et helvede, ihvertfald på arbejdspladsen, hvor jeg ofte får det indtryk, at det er digitalisering for digitaliseringens skyld. Når små handlinger, såsom at måle et blodsukker eller få fat i en portør, pludselig bliver besværliggjort af, at de kræver log-in og autorisationer med evindelig opdateringer til følge, kan man nogle gang blive lidt lang i masken og tænke for sig selv, hvilket formål det hele egentlig tjener og gør godt for?

På andre områder kan digitalisering vise sig at lette opgaver og adgang til en guldgrube af informationer, man aldrig havde forestillet sig at få adgang til.

Min bror og jeg har som bekendt i det små overtaget vores fars slægtsforskningsprojekt. Forskning er nu nok så meget sagt, ingen af os har den store trang til at sidde og læse kirkebøger med en lup og man kan heller ikke kalde os for særlig metodiske i vores fremgang. Det behøver vi sådan set heller ikke - vi kender navne og de omtrentlige data for de fleste personer i flere generationer tilbage og jeg kan se, at der i vores familie i meget høj grad har været en kultur omkring mundtlige overleveringer om de forskellige personer. Vi føler simpelthen, at vi kender vore forfædre og -mødre personligt, fordi fortællingerne om dem er gået i arv. Snarere end at få udfyldt et felt i stamtræet med navn og dato interesserer vi os for det mennesker, som engang har levet og det kan være svært at få informationer, vi ikke allerede kendte til.

Sejrs Sedler er et lokalhistorisk projekt og digitaliseringen af det blev påbegyndt i 2011. Min fars familie er en gammel Århusfamilie og jeg har tidligere skrevet om min tipoldefar, som måtte flygte fra Tyskland og blev dansk statsborger i 1847. Vi kender ikke så meget til hans tidlige liv i Tyskland, men noget mere til hans efterfølgende liv i Danmark, hvor han slog sig ned i Århus og blev en del af det århusianske borgerskab.

I forbindelse med den forestående Ærøtur blev jeg opmærksom på Sejrs Sedler og forleden lavede jeg en søgning her - og vupti, så væltede der en ren guldgrube af informationer om min tipoldefars liv ind. Der er oplysninger om hans virksomhed, hans skatteindbetaling og også et par døde børn, som vi slet ikke kendte til. Sågar en bortløben gravhund kan vi læse om.

Det var en helt fantastisk oplevelse.

Turen går til Ærø

Det gælder ikke om at eje et sommerhus på Ærø. Det gælder om at KENDE NOGEN, som gør. Og det gør Stefan heldigvis og fordi, han normalerweise  er et rart og hjælpsomt menneske, har vi fået lov at låne det nogle dage. Så om nogle uger går turen til Ærø, hvor vi to alene skal holde en lille miniferie, inden Andreas og jeg alene damper afsted til det græske. At komme til Ærø fra Lolland indebærer ganske lidt kørsel og en hel masse færgesejlads. Vi skal ø-hoppe i det sydfynske!

Det er et område, som står mit hjerte ualmindeligt nær. Min tidligste barndomsferier gik nemlig altid til Tåsinge, hvor min farfars yngre bror, Kaj og hans kone Carla, tilbragte deres otium på det nybyggede "Mærsk-Gården" - en slags aftægtsboliger for de af søens folk, som havde gjort tjeneste i Mærsk. Onkel Kaj, som var en slags fadererstatning for min far, hvis barndomshjem ikke var det lykkeligste, var kaptajn og havde en lang karriere bag sig, hvor han bl.a havde været fiskeriinspektør i Esbjerg. Hans sidste stilling før pensionsalderen havde været som kaptajn på redningsflåden "Vestkysten" ovre i Thyborøn. Han var en ualmindelig slagfærdig Herre, som både mestrede at bevæge sig på de bonede gulve, men også bevægede sig hjemmevant i de lidt lavere, folkelige luftlag. Som 16-årig var kaj en ualmindelig fysisk veludviklet ung mand, han var lidt af en badutspringer, og derfor stod han i begreb med at stikke af med et cirkus. "Alt andet end gøgler!" sagde hans far, Rudolph - og så blev Kaj sendt til marinen i stedet. Hans ældre bror Ejnar, min farfar, gjorde på samme tidspunkt tjeneste i marinen og derfor havde begge brødre deres gang på Holmen. Hvor min farfar bedre kunne indrette sig på de disciplinære forhold i det militære system, faldt det sværere for Kaj. Min farfar har fortalt, at når han gik på landlov, passerede han altid kaj, som lå og skurede på et eller andet. "Skal du ikke med?" spurgte Ejnar. Og Kaj hævede altid hånden til hilsen og svarede. "Straffegast!". De to brødre var vidt forskellige, de havde måske nok begge lidt vanskelige sind, men Onkel Kaj var trods alt varm, rar og altid morsom og slagfærdig i replikken. Onkel Kaj giftede sig med Tante Carla, som var en rigtig Svendborgpige. Hendes far var politibetjent i Svendborg og begge hendes ældre brødre sejlede i handelsflåden, som de fleste unge mænd i den gamle søfartsby. Da krigen brød ud, var begge på langfart. Den ene bror fortsatte med at sejle konvojskib, mens den anden var i USA og derfor meldte sig i amerikansk krigstjeneste og fik en officersuddannelse, vistnok endda på West Point. Han deltog i stillehavskrigen og man har fortalt mig, at han som officer havde kommando over 60 landgansfartøjer og at han 3 gange oplevede at måtte gå i bådende, fordi skibet var blevet torpederet eller ramt af kamikazepiloter. Nogle gange er skæbnen dybt ironisk og tilfældet ville, at begge brødre senere returnerede til Svendborg på præcis samme dag. Den bror, som havde sejlet konvojskib blev leveret af posten i en urne, næsten samtidig som den anden trådte ind af døren. Det var både en sorgens og en glædens dag. Jeg har en gang som helt ung i 80'erne truffet den overlevende bror. Han var en stille, blid mand, som resten af sit liv led frygteligt af natlige mareridt. Han talte aldrig om sine oplevelser i stillehavet, det var for svært. Da han kom hjem blev han Kaptajn på færgen mellem Svendborg og Ærøskøbing og resten af sit arbejdsliv sejlede han frem og tilbage i det sydfynske, rolige øhav. Det lo man meget af, men man forstår måske godt, han ikke havde brug for mere spænding i livet, efter alt det, han havde været igennem.

Det sydfynske område er efter min mening noget af det allersmukkeste, Danmark kan byde på. Der er er en vis rivaliseren mellem især øerne Tåsinge og Thurø over,hvilken er smukkest. Onkel Kaj og Tante Carla boede i Troense på Tåsinge, men havde sommerhus på Thurø og Kaj slog storsindet ud med armene og erklærede, "at der naturligvis er smukkest på Thurø!" - og så tilføjede han altid: "De har jo udsigt til Tåsinge!"

Her er jeg som 2-3-årig i sommerhuset på Thurø. Så står man der med sine små tykke ben OG sombrero. Tante Carla ser kærligt til, hun var barnløs og det var en stor sorg for hende. Hun elskede, når vi kom på besøg og kastede - sammen med Fru Kellmann( Kjellmann?), den gamle bestyrerinde af køkkenet på  Mærsk-Gården, al sin kærlighed på os børn. Fru Kellmanns far var iøvrigt den læge, som i sin tid holdt ligsyn over Elvira madigan og Sixten Sparre, har jeg fået fortalt.

På tur til Ærøskøbing. Onkel Kaj var i sit es og ligner en rigtig, glad bamsefar.

Og her sidder jeg så på havnen i Ærøskøbing med min mor, bag det, som jeg har fået fortalt, var min Tipoldefars skibsværft. Sådan husker jeg det, ihvertfald - og det er faktisk sjældent jeg husker forkert eller de detaljer, jeg har fået overleveret, ikke holder vand i en eller anden form. Det bliver - blandt andre ting - genstand for et undersøgelsesområde på miniferien på Ærø. Min farfar og hans brødres mor, Karen Johanne, var født i Fåborg og hendes historie er en af familiehemmelighederne, som desværre aldrig kan bevises eller verificeres.

Det sydfynske øhav og Svendborg står mit hjerte nær, både fordi området er en del af min familiehistorie og mine barndomsminder, men også fordi jeg faktisk har tilbragt en del tid her i mit tidlige voksenliv i Svendborg. Dengang var jeg gift med mit hjertes Klaus Jørgen og vi boede i Nyboder, mens han læste til søofficer med speciale i elektronik ovre på Holmen. Det var uddannelse, som tog 6 år, fordi han både skulle ende med at blive søofficer og elektronikingeniør og det var dengang temmelig spændende, hvor han ville ende med at gøre tjeneste. Alle de nyudnævnte søofficerer frygtede - mest  af familiære årsager - at blive udkommanderet til inspektionsskibene, altså at gøre tjeneste i Nordatlanten i 3-4 måneder af gangen, langt væk fra deres elskede. Dengang kunne man ikke bare gribe mobiltelefonen og ringe hjem eller sende en e-mail, man var nødt til at skrive rigtige breve til hinanden og til nød kunne man ringe "på Guldhornet", satelittelefonen, men det kostede dengang mindst 60 kr i minuttet, så det gjorde man kun hvis nogen var død eller døende, eller der var sket noget alvorligt. Man kunne også tale sammen over Lyngby Radio med hele Danmark som tilhørere, men det har jeg nu aldrig prøvet.
Da Klaus blev færdiguddannet i '91 tog vi simpelthen tyren ved hornene og valgte selv, at han skulle melde sig til inspektionsskibene. Dengang var man nemlig ved at bygge en helt ny klasse inspektionsskibe på Svendborg værft og for en elektronikofficer var det en fagligt meget spændende opgave at være med til. Så efter endt uddannelse tog Klaus som det første til Svendborg Værft og var med til at installere al elektronikken på det gode skib HDMS HVIDBJØRNEN. Det er et ualmindeligt smukt skib og et bevis på, at vi engang var helt fremme i skoene med hensyn til design og innovation. Skibet er bygget med dobbeltskrog som en isbryder og kan sejle i 1 meter fast is. Fordækket er overdækket og opvarmet, så besætningen ikke længere oppe i Nordatlanten skal banke is i timevis på alle tider af døgnet, for at forhindre at skibet krænger og kæntrer. Det har alle moderne behageligheder og man kan stort set sejle i skjorteærmer. Det er et relativt stort skib, i forhold til en besætning på godt og vel 60 mand. Skibets opgaver i Nordatlanten er at håndhæve vore grænser i rigets randområder, at præstere tilstedeværelse, foretage fiskeriinspektion og lave SAR (search & rescue), miljøopgaver og meget andet.
Jeg har besøgt skibet og Klaus mange gange, først i Svendborg, men også når vi var så heldige, at de kom til København og lå på Holmen.
Klaus sejlede som ENO (elektronikofficer) på HVIDBJØRNEN nogle år og skiftede så til et andet skib af samme type, TRITON. Midt i 90'erne fløj jeg til New York og besøgte ham midt i et togt, hvor TRITON deltog i det årligt tilbagevendende arrangement "Fleet Week", hvor krigsskibe og deres besætninger mødes og fester totalt igennem. Jeg har simpelthen sejlet rundt i  Hudson River i gummibåd og skibet lå dengang på Governors Island, hvor US Coast Guard dengang havde sin base. I dag er øen vist ejet af Donald Trump, som har lavet det hele om til sin private golfbane.

Meget var anderledes dengang, dengang var vores Forsvar rent faktisk et forsvar og havde mest civile opgaver og ikke som nu, hvor vi åbenbart er blevet enige om at føre angrebskrig i fjerne områder af verdenen. Jeg er ikke sikker på, at jeg i dag ville bryde mig om "at ligge ved marinen", men dengang havde jeg absolut ingen skrubler med hensyn til Forsvaret, vores militær og de mange fornuftige opgaver, de rent faktisk løste. I dag er jeg nok mere kritisk, ikke overfor de, som vælger at gøre tjeneste i Forsvaret, men overfor vore politikere.

Nå. Det blev et længere tilbageblik, a stroll down Memory Lane. Det var en ualmindelig sjov tid i mit liv, men jeg kan også se, at der nok er en tendens til at huske det spændende og sjove og ikke så meget den ensomhed og de frustrationer, som også var forbundet med at leve i et langdistanceforhold, som blev regeret helt og aldeles efter Søværnets behov og meget lidt efter familiernes.

Jeg glæder mig til at gense Ærø og det sydfynske øhav.

Peter skal ha' briller

For nogen tid siden havde vi besøg af Stefans barndomsven, Peter. Når Peter er på besøg overtager han som regel al kørsel af motorkøretøj, mens Stefan læner sig tilbage og lader sig transportere. Det er en rollefordeling som går helt tilbage fra deres ungdom, for det er sådan, at Peter aldrig nogensinde rører så meget som en dråbe alkohol, hvor Stefan tidligere nok har været den, som festede igennem. Så er det ualmindeligt praktisk at have en ven, som aldrig drikker og altid kan køre. Den rollefordeling hænger ved, selv om Stefan ikke længere rigtig kan kaldes for en partyløve.
På et tidspunkt er de ude at køre og passerer et stort vejarbejde, som er afspærret med indhegninger og nogle legemsstore, orange heller. "Så står de bare der og glor, de dovne vejarbejdere" konstaterer Peter forarget. "Hvilke vejarbejdere?" spørger Stefan, som ikke kan se en levende sjæl i miles omkreds. Peter peger på de store orange heller - "ja, dem der, selvfølgelig!"
Senere, da de kører mig til stationen i Nykøbing, ser Peter sin chef i en modkørende bil. "Hvad mon han laver her i Danmark - det var da mærkeligt?!"
"Måske bor han sammen med de der dovne vejarbejdere?" foreslår jeg, til stor morskab for nogen i bilen.
Ak ja, det er nemt at gøre sig morsom på andres bekostning, men vi må nok konstatere; Peter skal ha' briller!
At jeg måske også skulle se at få mig en aftale hos Louis Nielsen til opdatering af mine, fik vi vished for, da vi besøgte min bror og hans kæreste i påsken.
De bor langt ude på landet, hvor der ikke er gadebelysning i et område med marker omkranset af dybe afvandingskanaler. Det er bedst at være en smule stedkendt her, når man kører rundt i mørket, ellers kan det gå HELT galt. Min bror og hans kæreste var samme aften, vi kom, til børnefødselsdag hos naboen og da vi i sneglefart bevæger os gennem det mørke landskab, ser jeg pludselig to skikkelser komme mod os længere fremme på vejen. "Der er de", råber jeg glædesstrålende - "Stefan, du kan da lige holde ind og spørge om de vil køre med det sidste stykke vej!"
"Jawohl!" sagde Stefan og jeg skal da lige love for, at the joke was on me, da vi nærmer os skikkelserne og de viser sig at være postkassen og skraldespanden, som står ude i vejkanten.
Sådan kan det gå, når man gør nar af andre.

Og når man, som jeg, er vokset op i en familie som havde en forkærlighed for franske biler og kun kørte Renault, så burde man vide bedre end at gøre sig morsom over de, som har en forkærlighed for Citroën. For man kan lynhurtigt på en eftermiddag selv blive ejer af en Citroën Xsara, hvis man ikke passer på. Sorte Sara kalder vi hende, og nu skal man så vænne sig til at lade sig transportere i sådan en skude.